mandag den 30. august 2010

Skæv næse - Ursula Nadelmann retter tuden i et snuptag

Det er ikke ofte man ser folk på gaden med en indbundet næse, og derfor kunne jeg heller ikke undgå at lægge mærke til det, da jeg på Frederiksborggade så en mand med næsen bundet ind samt yderligere forbindinger til at holde næseforbinderne på plads. Om der har været gips inde under forbindingen, skal jeg ikke kunne sige, men hans næse havde - i indbundet tilstand - en anseelig størrelse. Det fik mig til at tænke på en oplevelse jeg havde med den karismatiske øre-, næse- og halslæge Ursula Nadelmann på Vesterbrogade i København.

For nogle år siden var jeg ude for et uheld, hvor jeg slog min næse så den blev skæv. Jeg konsulterede min egen læge omkring problemet og fik så en henvisning til speciallæge Ursula Nadelmann. Jeg indfandt mig i hendes klinik og afleverede mit sygesikringskort, og blev bedt om at tage plads i venteværelset. Kort efter var det min tur og jeg trådte ind i Ursula Nadelmanns konsultation. Hun var i sandhed en oplevelse - af den positive slags. Aldrig før eller siden i mit liv har jeg mødt et menneske som i så stor grad udstrålede at hun havde kontol over alting. Det er svært præcist at forklare hvordan, men enhver som har konsulteret hende ved hvad jeg mener.

Ursula Nadelmann undersøgte hurtigt min skæve næse, og fortalte mig derefter at hun godt kunne rette min næse op, og at der var to løsninger på problemet. Den første løsning ville gøre ondt og tage et par måneder. Den anden løsning ville gøre ekstremt ondt og tage et halvt minut. Jeg er normalt ikke glad for ting der gør ekstremt ondt, men da jeg ikke havde lyst til at rende rundt i månedvis med forbindinger om næsen, valgte jeg løsning nr. 2, som doktor Nadelmann havde lovet at kunne klare på et halvt minut.

Jeg blev bedt om at lægge mig på briksen, hvorefter Ursula Nadelmann lagde sin hånd på min næse. Derefter lagde hun al sin vægt i, og med et lynhurtigt og velplaceret tryk fik hun rykket min næse på plads i et snuptag. Jeg beundrer hende for hendes ærlighed omkring den lidelse der var forbundet med behandlingen. Det gjorde ekstremt ondt! Jeg måtte også lige ligge et lille øjeblik inden jeg kunne rejse mig, men da jeg endelig kom på benene, var jeg glad for igen at have en lige næse.

Da jeg så ham fyren på Frederiksborggade, tænkte jeg straks, at han måtte have valgt Ursulas første løsning, nemlig den der ville gøre ondt og tage et par måneder. Jeg overvejede om jeg skulle spørge ham, om han havde været hos Ursula Nadelmann, men afholdt mig alligevel fra det. Hvis nogen der læser dette skulle gå hen og få en øre-, næse- eller halslidelse, vil jeg på det varmeste anbefale speciallæge Nadelmann - om ikke andet så på grund af oplevelsen. Hun er simpelthen en fantastisk kvinde, og flere af mine bekendte som har været der, har også følt at det var en oplevelse at konsultere Ursula Nadelmann.

4 kommentarer:

  1. Ha! Det tror jeg gerne. Elsker også Ursula Nadelmann. Hun er verdens bedste ørelæge og verdens bedste mormor!

    SvarSlet
  2. Havde Ursula Nadelmann som ørelæge i årevis, hun er guld værd!

    SvarSlet
  3. Jeg tilslutter mig koret der mener Ursula er verdens bedste øre/næse/halslæge. For snart mange år siden mødte jeg op i Ursulas konsultation, for Gud ved hvilken gang med en kraftig pande/bihule betændelse. I første omgang fik jeg den sædvanlige penicillin, men Ursula er grundig, hun ville vide hvorfor jeg fik de her hyppige betændelser, til sidst blev jeg sendt til røntgen og her kom årsagen for en dag, kort tid efter blev jeg opereret i næsen på Roskilde sygehus, korteste ventetid, jeg manglede et hul i næsen der kunne sikre gennemløb, jeg har siden kun haft sporadiske betændelse, og altid i forbindelse med årstidernes skiften
    Hvis du læser det her Ursula, jeg er dig DYBT taknemmelig

    SvarSlet
  4. Hun er den bedste ørelæge jeg har haft! Hun er alt det du siger og mere til! Har altid synes det var så empatisk af hende, at lade grædende børn komme ind med det samme!

    SvarSlet