torsdag den 19. august 2010

Copenhagen Pride 2010 starter i dag - parade på lørdag

Så er tiden kommet til at byens bøsser og lesbiske igen fester løs ved Copenhagen Pride 2010 som starter i dag og fortsætter helt frem til lørdag hvor den store parade finder sted. Copenhagen Pride afholdes hvert eneste år og har efterhånden udviklet sig til en folkefest hvor det ikke kun er homoseksuelle der slår sig løs. Der er tradition for at mange politikere deltager i paraden og ved andre af de mange arrangementer. Politikere fra bl.a. Enhedslisten, Liberal Alliance, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, SF og Venstre deltager i paraden, ligesom virksomheder, organisationer, ministre og borgmestre også er med. Copenhagen Pride parade er en folkefest af dimensioner, og hvis man aldrig har oplevet Copenhagen Pride kan jeg varmt anbefale at man begiver sig til København på lørdag og ser den flotte og festlige parade.

Det er herligt at bo i et land hvor frisindet er så stort at sådan en parade kan gennemføres, og jeg mener det er på sin plads at rose alle de kendte bøsser og lesbiske som åbent har stået frem om deres seksualitet og dermed bidraget til at det i dag er alment accepteret at være bøsse eller lesbisk. Folk som Stig Elling, Bjørn Lomborg, Tage Frandsen, Louise Frevert, Klaus Bondam, Torben Lund, Hans Pilgaard og mange andre har alle medvirket til, at det ikke længere betragtes som noget mærkeligt at være homoseksuel, og at det kan lade sig gøre at afvikle et arrangement som Copenhagen Pride år efter år.

Derfor kan jeg varmt anbefale at man møder op og ser det festlige optog. Det er folk der virkelig forstår at feste igennem, og det er altid en stor oplevelse at overvære. Paradens rute ændrer sig for hvert år, men i år starter ruten på Frederiksberg Rådhusplads og slutter på Rådhuspladsen i København. Den præcise rute kan ses her. På gensyn ved Copenhagen Pride parade på lørdag kl. 13.00!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar