Lær kinesisk og bliv rustet til fremtiden

Som verden ser ud i dag, er Kina et af de lande i verden der har allermest fart, hvad angår udvikling og vækst i bruttonationalprodukt. Om vi andre vil lade os hægte af, er op til hver enkelt af os. Lær kinesisk, hvis du vil være på forkant med udviklingen, for medmindre den internationale udvikling ændrer sig radikalt inden for de næste par år, vil kinesisk være det sprog, som det bliver allermest værdifuldt at kunne tale.

Det er i dag næsten umuligt at leve som forbruger uden at købe varer som er helt eller delvist produceret i Kina. Derudover opkøber kineserne fabrikker, land og bygninger overalt i verden, og udviklingen går hurtigere og hurtigere. Man kan selvfølgelig godt vælge at surmule over det og mene, at verden var bedre i gamle dage, men man kan også vælge at se det som en udfordring, der er værd at tage op, og gøre det til sit eget lille projekt at lære kinesisk. Hvis man bor i en storby som København, er det selvfølgelig nemmere at finde et undervisningssted, men det er ikke ensbetydende med, at man skal give op, bare fordi man måske bor langt ude på landet. Selv om man måske ikke kan få almindelig undervisning af en lærer, kan man nå langt med et sprogkursus på CD eller DVD, som kan købes for en overkommelig pris, og på mange biblioteker kan man ligefrem låne et kinesisk sprogkursus. Det er helt sikkert et stort projekt at kaste sig ud i, men man skal huske på, at selv den længste rejse starter med det første skridt, så det er bare at komme i gang i en fart.

Naturligvis kommer man ikke til at tale kinesisk flydende i løbet af kort tid, men selv hvis man kun kan gøre sig nogenlunde forståelig på sproget, har man jo stadig et forspring i forhold til alle andre. Så hvis man gerne vil gøre sig selv en stor tjeneste og blive bedre rustet til fremtiden, så er det med at komme i gang med at lære et par kinesiske gloser. Og som sagt så er geografien ikke nogen hindring, så uanset om man bor i København, Kalundborg eller Kerteminde, så kan man godt komme i gang med at lære kinesisk, hvis man virkelig vil.

Sparkstøtting når man skal rundt i København

I Norge har man et transportmiddel som hedder en sparkstøtting. Det er kort fortalt en stol som er placeret på nogle tynde stykker metal, som mest af alt kan sammenlignes med nogle lange skøjter. Bagved stolen er der placeret nogle små plader på skøjterne, så man kan stå bagved stolen. Man kommer frem ved at sætte den ene fod ned, og skubbe sig frem, eller sparke sig frem om man vil, mens man støtter sig til stolen - deraf navnet sparkstøtting. På en dag som i dag ville en sparkstøtting være det ideelle transportmiddel når man skal rundt i København. Hvis alle havde en sparkstøtting, ville det ikke være nødvendigt at rydde sne på fortorvene. Det ville tværtimod være nødvendigt, at man ikke ryddede sne på fortorvene. Jeg ved godt, at vi ikke har så mange dage om året med sne, men hvis antallet af snedage fortsætter med at stige, så ville det pludselig blive relevant at anskaffe sig en sparkstøtting. Det er desuden et yderst miljøvenligt transportmiddel, da den jo kører på den berømte rugbrødsmotor, og så er der oven i købet plads til en passager. Derudover er den billig i drift, og jeg vil umiddelbart tro, at en sparkstøtting kan holde i mange år inden den skal skiftes ud, og uden at kende de præcise priser, tror jeg ikke at de er særligt dyre. Jeg glæder mig i hvert fald til jeg ser den første sparkstøtting i København, og jeg er sikker på, at den dag nok skal komme.

Parkeringsvagter må ikke fjerne sne fra forruden

TV2 Lorry fortæller i dag, at der bliver skrevet færre parkeringsbøder ud i København om vinteren, fordi parkeringsvagterne ikke må fjerne sne fra bilens forrude for at se, om der ligger en parkeringsbillet i forruden. De må faktisk ikke engang røre ved bilen. Det vil sige, at i disse dage hvor der er kraftigt snevejr, og ruderne hurtigt bliver dækket af sne, så er der mange der slipper for at blive noteret af parkeringsvagterne. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der mon er nogen der ligefrem spekulerer i det, og man kunne da også godt forestille sig, at særligt kreative parkeringssyndere ligefrem ville have lidt sne med i en pose til at drysse over forruden. Efter at det nu er sluppet ud, at man kan slippe for en parkeringsbøde hvis en parkeringsvagt ikke kan se ind af en snedækket rude, skal der nok være nogen der undlader at købe en parkeringsbillet, hvis de kan se at sneen falder lystigt, eller måske bare nøjes med at købe til en halv times tid, i håb om at ruden er sneet til når billetten udløber. Men mon ikke Københavns parkeringsvagterne har et par smarte tricks i baghånden til at slå ned på folk der bliver alt for kreative.

Skoler lukket på grund af sne

I disse dage hører man om skoler der er lukket på grund af sne, og man kan ikke lade være med at tænke tilbage på sin egen skoletid, hvor man hver vinter drømte om at det ville ske. Desværre skete det aldrig på min skole, og jeg måtte derfor trodse vinterkulden og begive mig afsted til skole. Sandsynligheden for at en eller flere skoler i København holder snelukket er nok heller ikke særlig stor. For at en skole holer snelukket, skal der være sneet så meget til, at det er umuligt at komme frem, og der skal trods alt en hel del sne til, før der bliver sneet til inde i byerne, så der er nok ikke udsigt til, at de mange skoleelever i København får mulighed for at opleve alle børn store drøm, nemlig at deres skole holder lukket på grund af sne. Den slags sker altid langt ude på landet, hvor der ikke bliver ryddet sne lige så ofte som midt inde i byen, og hvor der typisk er store åbne landskaber, hvor sneen har mulighed for at blæse ind. Så selv om mange børn i København for det meste er glade for at bo i byen, så er det nok i situationer som denne at en hel del af dem ønsker sig at bo langt ude på landet, hvor deres skole holder lukket på grund af sne.

Brian Nielsen glæder sig til comeback

Som mange sikkert allerede har hørt, så gør Brian Nielsen snart comeback, og det bliver imod den legendariske amerikanske bokser Evander Holyfield. I den anledning havde Go' Morgen Danmark i dag besøg af skuespiller Paw Henriksen, som selv er tidligere bokser. Desuden var Brian Nielsen med på telefon fra Spanien, hvor han bor til dagligt. Kampen mod Evander Holyfield finder sted d. 5 marts 2011, og jeg tror der er mange der glæder sig. Det bliver et brag af en boksekamp, når de to store boksere mødes, og selv om mange nok vil mene, at Holyfield er storfavorit, så udtaler Brian Nielsen, at han glæder sig helt vildt til sit comeback. For som han siger, så har han savnet at bokse, og nu har han fået chancen. Det er kun kort tid siden, at han blev opereret for en alvorlig knæskade og ved den lejlighed fik et helt nyt knæ, så det kræver noget genoptræning, men der er jo heldigvis nogle måneder til, så mon ikke han når det. Brian Nielsen er 45 år og har vundet 64 ud af 66 kampe, hvilket må siges at være ret flot. Han siger selv, at hans form er rimelig god, og han vil gøre alt for at vinde over Evander Holyfield. Jeg vil tro, at der bliver rift om at få billetter til kampen. Selv håber jeg på at kunne følge kampen på TV, når Brian Nielsen gør comeback d. 5. marts.

Adventskransen er farlig

Som alle ved, så er det efterhånden ved at være jul, og mange begynder så småt at tænke over, hvor man kan købe en adventskrans, fordi sådan en jo hører julen til. Man burde ved samme lejlighed tænke over, hvordan man slukker ilden i en adventskrans som brænder, og hvordan man undgår at der kommer ild i, for det er desværre en tilbagevendende begivenhed, at der går ild i adventskranse. Ofte skyldes det, at man forlader det rum, hvor adventskransen er placeret, og derefter glemmer at den står og brænder. Det kan også skyldes, at lysene er brændt for langt ned, så ilden får fat i det gran som kransen er lavet af, eller det kan skyldes, at lysene simpelthen ikke sidder godt nok fast og derfor vælter. Man bør derfor tænke over de ting når man har en adventskrans stående i stuen, og det vigtigste er jo nok, at man aldrig forlader en tændt adventskrans. Det tager ikke lang tid før ilden har fat, og hvert år er der mennesker som får deres hjem raseret, fordi de ikke har været forsigtige nok. Juleudsmykning og adventskranse er en smuk tradition som hører julen til, og der er ingen grund til at gå bort fra den tradition. Vi skal blot allesammen huske på, at adventskransen er farlig, hvis ikke vi passer ordenligt på, så husk det nu!

Skyskraberløb i Tel Aviv

TV2 News har i dag vist et indslag om skyskraberløb i Tel Aviv i Israel. Disciplinen går i al sin enkelthed ud på at løbe op af trapperne i en skyskraber, og den der først når toppen af bygningen har vundet. Relativt enkelt og så er det tillige nemt at arrangere sådan et løb, idet man ikke behøver at afspærre gader og den slags, som man jo gør når man arrangerer et løb ude i det fri. Jeg ser dog den ulempe ved skyskraberløb, at det er relativt begrænset hvor mange løbere der kan deltage på samme tid, medmindre man sender folk afsted én af gangen. Det så under alle omstændigheder sjovt ud, og jeg er sikker på at deltagerne havde ondt i lægmusklerne, da de nåede toppen af bygningen efter at have tilbagelagt de 54 etager via bygningens trapper. Jeg er ikke helt klar over, om løbet i Tel Aviv her i 2010 er det første af slagsen, eller om det er en tilbagevende tradition, men sjovt ser det ud.

Det næste skyskraberløb bliver i Empire State Building i New York City, der med sine 381 meter er blandt verdens højeste bygninger. Deltagerne får deres sag for, for bygningen har ikke mindre end 102 etager, hvilket næsten er dobbelt så mange som ved skyskraberløbet i Tel Aviv, så der er med garanti nogen der bliver trætte i benene.

Jeg har endnu ikke hørt om den slags i Danmark. Jeg skrev for kort tid siden et indlæg om Danmarks højeste bygning, Herlev Hospital, som i international sammenhæng er en miniput med sine kun 30 etager. Det ville dog være et oplagt sted at afholde et skyskraberløb i Danmark, specielt fordi de kun ligger omkring 10 km. fra København. Det kan nok ikke nås i år, men det kunne da være sjovt hvis vi i løbet af 2011 fik Danmarks første skyskraberløb - jeg ville med stor sikkerhed være at finde blandt tilskuerne, og med endnu større sikkerhed ikke at finde blandt deltagerne. Desværre har danske deltagere ikke så mange steder, hvor de kan træne, så chancen for at en udlænding løber medaljen er absolut til stede.

Juleudsmykning på Kongens Nytorv bør opleves

Som så mange andre steder i København er der også pyntet op til jul på Kongens Nytorv. Specielt udmærker Magasin sin med sin flotte traditionelle juleudsmykning, hvor alle vinduer på bygningen er omkranset af lyskæder. Selv taget på Magasins bygning er pyntet med julelys, og det er som altid en fornøjelse at se på. Da jeg var forbi Kongens Nytorv, var der ikke specielt meget lys på Hotel d'Angleterre, men noget var der dog, og selv om det ikke  når samme omfang, som det havde "i gamle dage", så var det dog alligevel både flot og hyggeligt at se på.

Det er under alle omstændigheder ulejligheden værd at slå vejen forbi Kongens Nytorv i København og se på den smukke juleuudsmykning, så hvis du endnu ikke har været på de kanter i år, så vil jeg varmt anbefale at slå vejen forbi. Som jeg tidligere har skrevet er der også julemarked i Nyhavn, så man kunne jo passende opleve det ved samme lejlighed, hvis man beslutter sig for at tage en søndagstur i København og gå ned forbi Kongens Nytorv for at se på julelys og juleudsmykning. Det er i hvert fald ikke sidste gang jeg har været forbi for at nyde det flotte syn. Jeg synes det i høj grad bidrager til den gode julestemning i København, så der kommer ikke til at gå mange dage inden jeg igen trækker i varme vinterstøvler og trasker ned over Kongens Nytorv og ser på juleudsmykning.

En rejse til Papua byder på autentiske naturoplevelser

Jeg har i dag set programmet NØRD på DR RamaSjang, hvor værten Peter er på rejse til Papua, hvor han møder øens lokalbefolkning og stifter bekendtskab med deres kultur samt får en masse autentiske naturoplevelser. På sin rejse møder han bl.a. en medicinkvinde som mener at kunne helbrede malaria, unge mænd som jæger i junglen og han kommer også ud at fiske med de lokale på Papua. Derudover laver han en masse andre ting som f.eks. at hjælpe med at lave en primitiv båd af en udhulet træstamme. De lokale fanger både små hajer og skildpadder, på trods af at begge arter er truede, men som Peter siger, så er det for menneskerne på Papua et spørgsmål om overlevelse, så de er nødt til at spise hvad de nu kan få fat i. Desuden er det ikke deres skyld at nogle dyrearter er truede, da det er ret minimalt, hvor mange de spiser af de pågældende dyr. Under sin rejse var Peter med de lokale beboere på Papua ude at fiske, og det lykkedes ham faktisk at fange en fisk. Derudover kommer han med ud at svømme med delfiner, og om aftenen deltager han i en ceromoni i landsbyen, hvor alle indbyggerne bærer rundt på fakler.Naturligvis smager han også på de friskfangede fisk, og det ser i det hele taget ud til, at han får en masse spænde naturoplevelser i selskab med de lokale i løbet af sin rejse til  Papua.

Når man sidder og ser det, får man selv lyst til at rejse til Papua og opleve naturen. Selv deltage i jagten i junglen og fiskeriet, og selv møde medicinmænd og medicinkvinder og deltage i de lokale ceromonier. Det så altsammen utrolig spændende ud, og jeg er sikker på, at de fleste ville have lyst til at gå i Peters fodspor og selv rejse ud og opleve det autentiske liv på Papua. Det der slog mig var, at det jo er en virkelig primitiv livsform de lokale beboere har, men alligevel sidder man selv og drømmer sig afsted. Det viser jo bare endnu engang, at oplevelser og livskvalitet intet har at gøre med fem-stjernede hoteller og fine restauranter, men derimod med autentiske oplevelser med andre mennesker, som f.eks. dem man kan møde hvis man rejser til Papua.

Vinterdæk er nødvendige - dropper du vinterdæk er du til fare for andre

Sneen har lagt sig over Danmark, og overalt er der hvidt. Det betyder desværre også, at vejene er glatte, og de mange billister der endnu ikke har fået vinterdæk på bilen løber derfor en stor risiko for at køre i grøften, eller endnu være: køre ind i andre. Efter sneen er faldet, har jeg flere gange set bilister, som tydeligvis ikke har fået vinterdæk på bilen, men som stadig kører rundt med sommerdæk på. De er nemme at spotte, da deres biler glider rundt på vejen, og det ser mildest talt ikke særlig sikkert ud. Nogen tror, at det ikke er nødvendigt med vinterdæk på små biler, da deres dæk som regel ikke er så brede og derfor bedre skærer sig ned i sneen. Det er dog en stor misforståelse. Hvis man kører på sommerdæk nedsætter man bremseevnen mange gange - også selv om det er en lille bil.

Når man kører rundt midt inde i byen uden vinterdæk, og dermed uden at kunne bremse ordentligt, er man ikke kun til fare for sig selv. Man er også til fare for andre, fordi man ganske enkelt ikke har ordentlig kontrol over sin bil. Det er måske ikke så farligt hvis man kører op bag i en anden bil, men tænk hvis det er en fodgænger man kører ind i. Så er det straks en anden historie, og det kan få alvorlige konsekvenser, og måske koste et andet menneske livet. Er vinterdæk måske mere kostbare end et menneskeliv, eller en persons førlighed? Jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at man gambler med andre menneskers liv og førlighed ved at køre rundt i snevejret uden vinterdæk på bilen. Jeg er helt sikker på at det ikke skyldes hverken ondskabsfuldhed eller kynisme, at nogen stadig kører på vejene med sommerdæk på - jeg tror snarere at det enten skyldes sløseri eller at man gerne vil spare de penge som et sæt fælge med vinterdæk på koster.

Jeg ved godt, at det hurtigt kan løbe op i en masse penge, hvis man skal have skiftet dæk og fælge på bilen, og man skal måske også betale sit dækcenter for gøre arbejdet med at skifte sommerdækkene ud med vinterdæk. Men selv om det er mange penge man skal af med, så vil jeg på det kraftigste opfordre til, at man enten parkerer sin bil indtil snevejret er overstået, eller at man ser at få fundet de penge det koster og får skiftet til vinterdæk i en fart.

Hvis man kører rundt med bremser der ikke virker, bliver man indkaldt til syn, men hvis ens bil ikke kan bremse ordentligt fordi den ikke har vinterdæk på, så er det helt lovligt. Jeg mener ikke, at vi ligefrem skal have lovgivning på området, men det ville være rart, hvis folk selv kunne finde ud af at vise lidt ansvarlighed så de ikke er til fare for andre i trafikken. Så hvis du hører til dem der kører rundt på de glatte veje med sommerdæk på bilen, så skynd dig at komme forbi det nærmeste dækcenter eller værksted og få skiftet til vinterdæk, eller kontakt eventuelt en mobil dækmand som kan komme ud og skifte dækkene hjemme hos dig selv. Gør det nu inden det er for sent! Vinterdæk er nødvendige, hvis du ikke skal være til fare for andre.

At finde rav er en god måde at koble af på

Min afdøde bedstefar havde et sommerhus ved Tisvilde, som han boede i store dele af året, og hvorfra han kunne gå til ned til stranden på få minutter. Han var ofte nede ved stranden, for noget af det bedste han vidste, var at gå langs vandet i sine egne tanker og finde rav. Han havde en imponerende samling af rav i alle mulige nuancer. De fleste af stykkerne var ret små, men enkelte af dem var relativt store. Man kunne sagtens have lavet rav-halskæder eller andre rav-smykker af de mange stykker han havde fundet, men han havde dem bare liggende i et stort glas som stod i vindueskarmen, og jeg må da indrømme, at de også pyntede på den måde. En enkelt gang gik jeg med ham langs vandet, og det lykkedes mig faktisk at finde et lille bitte stykke rav, men det er blevet væk for mange år siden.

Jeg hørte engang min bedstefar forklare, hvad det var, der var så dejligt ved at gå der langs vandet og se ned i sandet efter rav, og han sagde, at når han en hel dag havde arbejdet og haft hovedet fuld af komplicerede sager, så var det en god måde at slappe af på at gå der langs vandet, for så behøvede han ikke tænke på noget som helst. Faktisk kunne det slet ikke lade sig gøre for ham at tænke på noget som helst andet, når han for hvert eneste skridt han gik skulle tænke på, om der mon lå noget rav i sandet foran ham. Resultatet af hans mange afstressende ture var en kæmpe samling af rav, og han må virkelig have gået mange kilometer i vandkanten, for glasset med rav var temmelig stort.

Jeg kom til at tænke på historien, da jeg for noget tid siden hørte, at den kendte forsvarsadvokat Merethe Stagetorn fra tid til anden arbejder som opvasker på Conditori La Glace i København, som hendes datter ejer. Jeg tror, det er det samme der gør sig gældende. Når hun skal koncentrere sig om en meget simpel opgave som at vaske noget service, så får hun automatisk renset hovedet for alle de meget komplicerede opgaver, som hun til dagligt beskæftiger sig med. Det var i hvert fald sådan det var for min bedstefar, når han gik ud for at finde rav, og jeg har siden brugt teknikken selv, hvis jeg har arbejdet en hel dag med noget meget kompliceret og har haft brug for at koble af. Så har jeg kastet mig over et eller andet lille projekt som ikke har krævet særlig meget tankevirksomhed, men dog alligevel nok til, at jeg ikke kunne tænke på andre ting samtidig. Metoden har altid virket for mig, og da jeg ikke bor i nærheden af et sted hvor man kan finde rav, så har jeg fundet på andre små enkle opgaver. Desværre er der dog ikke kommet en stor samling af rav ud af, men hovedet er blevet renset, og det var jo det der var formålet.

Mercedes kørte i Sortedams Sø

Her til middag kunne man på TV2 News se en Mercedes stå på bunden af Sortedams Sø i København. Uheldet skyldes det glatte føre, og den badende bil tiltrak sig selvfølgelig en masse nysgerrige blikke fra de forbipasserende, så indtil den bliver fjernet, har Sortedams Sø således fået sig en ekstra attraktion. Hvad der skete med føreren af bilen, melder historien ikke noget om, men siden man ikke hørte noget om det, må man formode at vedkommende ikke led anden overlast end at blive våd, hvilket selvfølgelig heller ikke er til at spøge med på denne tid af året.

Selv om det selvfølgelig er ærgerligt at en lækker Mercedes havner i Sortedams Sø, er det glædeligt at vandet ikke er så dybt i søerne i København, for så kunne det være gået meget værre. Men under alle omstændigheder er den uheldige bilist nok ikke mødt rettidigt på arbejde i dag, og man kommer jo nok ikke uden om, at vedkommende er særdeles lovligt undskyldt. Konklusionen på det hele må være, at der tilsyneladende er ualmindelig glat på Øster Søgade i København i dag, siden en Mercedes kan glide af kørebanen og havne i Sortedams Sø.

Danmarks højeste bygning - en lilleput

Danmarks højeste bygning er en stor hvid betonklods på 30 etager, som ligger i en forstad til København. Der er naturligvis tale om Herlev Hospital som med sine 120 meter er den højeste bygning i Danmark. Til sammenligning er Empire State Building i New York City 381 meter høj, Willis Tower i Chicago er 442 meter høj, hele Hong Kong er fyldt med skyskrabere som er flere hundrede meter høje, og i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater har man opført Burj Khalifa bygningen, som er 828 meter høj, hvilket gør den til verdens højeste bygning.

Vi er et højt udviklet industriland med masser af dygtige ingeniører, og alligevel er Danmarks højeste bygning kun 120 meter høj. Hvorfor? Er det fordi vi er bange for noget der skiller sig ud? Eller er det fordi helst ikke ser at nogen eller noget udmærker sig? Jeg ved det ikke, men jeg synes det er ærgerligt, at vi ikke har fundet plads til mindst et par håndfulde skyskrabere på de 43.000 kvadratkilometer som udgør Danmarks areal. Tænk hvis vi havde fem store skyskrabere i København, som allesammen var fyldt med lejligheder. Det ville give en masse mennesker mulighed for at bosætte sig i København, og det ville dermed bidrage til at gøre vores hovedstad til en endnu mere levende og spændende by. Danmarks højeste bygning behøver ikke at være en middelmådig skyskraber placeret i en forstad - det ville ikke skade noget med nogle "rigtige" skyskrabere placeret tæt på centrum. Jeg har aldrig hørt om, at nogen  har fortrudt at en skyskraber er blevet bygget. Tværtimod bidrager verdens mange skyskrabere til stolthed blandt beboerne i de byer hvor de er placeret, og turister valfarter til de høje bygninger for at opleve deres skønhed. Men i Danmark har vi endnu ikke bygget nogen store skyskrabere. Vi har blot Herlev Hospital som i skrivende stund har været Danmarks højeste bygning i 34 år, på trods af at den i international sammenhæng er en lilleput.

Fremmedlegionen - en tidligere legionærs fantastiske oplevelser

Fremmedlegionen er omgærdet af meget mystik, og der er ingen andre end tidligere og nuværende fremmedlegionærer, der virkelig ved hvad der foregår. Legionen har dog en hjemmeside, hvor man kan få en smule information, men trods det er der stadig tale om en temmelig lukket organisation, som offentligheden kun har en begrænset viden om.

Det har givet grobund for mange rygter, hvoraf nogle er mere fantastiske og usandsynlige end andre. Rygtesmede og mytomaner har derfor frit spil til at opfinde historier om Fremmedlegionen, da de jo hverken kan be- eller afkræftes, og i går mødte jeg en gut, som jeg netop har mistænkt for at tilhøre denne kategori af mennesker. Han hævdede at være tidligere fremmedlegionær og kastede sig uopfordret ud i eventyrlige fortællinger om sine bedrifter i legionens regi. Hvis min antagelse om at hans historier var opdigtede holder stik, er jeg sikker på at den legendariske lystløgner Baron von Münchhausen ville have været fuld af beundring, hvis han havde hørt dem.

Den påståede tidligere fremmedlegionær kunne berette detaljeret om de mange kampe han havde deltaget i, og der var ikke den krigsskueplads, hvor han ikke havde været tilstede og gjort sig gældende. Jeg kunne naturligvis have afbrudt ham med en bemærkning om, at jeg overhovedet ikke troede på hans historier, men han var faktisk så underholdende at høre på, at jeg i stedet bød ham på en øl, så jeg kunne få lejlighed til at høre mere på hans utrolige historier. Hans evne til at male billeder på nethinden var uforlignelig, og han fortalte begejstret om sine kammerater i Fremmedlegionen, som han havde kæmpet sammen med i de mange slag.

Efter en halv times storslået underholdning om Fremmedlegionen var jeg desværre nødt til at sige farvel, da jeg også havde andre gøremål, så jeg sagde pænt farvel til den talentfulde historiefortæller. Resten af dagen gik jeg og grinede indvendigt ved tanken om hans mange historier, og selv om de næppe var sandfærdige, var de sjove og spændende, og jeg er sikker på, at næste gang jeg hører eller læser om Fremmedlegionen, så vil jeg have denne tidligere "fremmedlegionær" i tankerne.

Kør med bus i København - buschaufføren gør dig glad!

Hvis du tænker på buschauffører som nogle sure stoddere der smækker døren i for næsen af folk der kommer løbende for at nå at komme med, og som i det hele taget er ubehøvlede, så kan du godt tro om igen. De buschauffører jeg oplever i min hverdag i København er alle venlige og smilende, og det er altid en førnøjelse at tage bussen. Specielt kan jeg godt lide buschaufførerne på bus 150s, der kører mellem Nørreport og Kokkedal, og jeg har indtryk af, at de ligefrem har sat sig som mål, at passagerne skal føle sig godt tilpas. Chaufføren smiler når man kommer ind i bussen, og hvis man siger "Hej" eller "God Morgen" til vedkommende, bliver det altid gengældt. Nogen gange står de ved busstoppestedet og deler bolcher ud, og selv om det måske er en lille ting, så er det med til at gøre at man bliver glad. Og at de samtidig har en køreplan der betyder, at der hele tiden ankommer en ny bus inden for få minutter, gør ikke oplevelsen ringere. Det betyder, at man ikke behøver ærgre sig, hvis ikke man når bussen, for man ved, at det kun er nogle få minutter man skal vente på den næste. Uden at have sammenlignet køreplanerne, tror jeg, at de kører omtrent lige så ofte som de røde a-busser, som kører i centrum af København, som f.eks. bus 4a, 5a og 6a.

Selv om bus 150s er min favorit, så må jeg sige, at buschauffører i København generelt virker glade og imødekommende. Om buschaufførerne ligefrem har været på servicekursus eller lignende, tør jeg ikke udtale mig om, men de er i hvert fald gode til at få en til at føle sig velkommen. Det er altid rart når folk smiler, og hvis man ellers kunne måle den slags, er jeg sikker på, at man ville komme frem til, at store dele af befolkningen i København er gladere i deres hverdag, fordi byens buschauffører er smilende og venlige. Så jeg vil opfordre til, at man tager bussen, når man skal rundt i byen, og hvis du en dag skal i retning af Kokkedal, eller blot et stykke af vejen, vil jeg varmt anbefale at du stiger på bus 150s fra Nørreport, og lader dig fragte nordpå af de yderst flinke og behagelige chauffører. Tak til buschaufførerne i København for jeres dejlige måde at være på - I er med til at gøre vores allesammens hverdag lidt gladere!

Man kan ikke både blæse og have mel i munden

Du har måske hørt nogen sige, at man kan ikke både blæse og have mel i munden. Der er tale om et gammelt ordsprog, og umiddelbart kan det måske lyde lidt mærkeligt, for hvem ville dog overhovedet tage mel i munden, og hvis man endelig havde gjort det, hvorfor skulle man så samtidig blæse? Ja, det er et af den slags ordsprog, hvor man ikke helt forstår, hvordan det er opstået - jeg gør i hvert fald ikke. Men jeg ved dog, hvilken betydning, ordsproget har.

Når man siger til en person, at han eller hun ikke både kan blæse og have mel i munden, så menes der såmænd ikke andet, end at vedkommende er nødt til at træffe et valg. Udtrykket bruges som regel, når der er flere muligheder man kan vælge, og der så er en som gerne vil vælge alle mulighederne på én gang, så siger man, at vedkommende ikke både kan blæse og have mel i munden.

Måske ville det være på sin plads med et lille eksempel på, hvornår det ville være relevant at sige til nogen, at vedkommende ikke både kan blæse og have mel i munden. Hvis vi f.eks. forestiller os, at et barn har fået valget mellem at komme i biografen eller i Tivoli. Hvis barnet vælger Tivoli-turen, men så efterfølgende kommer og siger, at det også vil i biografen, så kunne det meget vel tænkes, at barnets forældre ville belære det om, at man ikke både kan blæse og have mel i munden - altså at hvis barnet har valgt Tivoli-turen, så har det samtidig fravalgt biografturen, fordi barnet fik valget mellem de to ting.

Årets Fjernvarmedansker - det højeste man kan nå

Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik har nu opnået den store ære at være blevet udråbt til Årets Fjernvarmedansker. Personligt har jeg hele det forgangne år tænkt på, hvem der mon ville blive kåret som Årets Fjernvarmedansker, og det er jo helt fantastisk, at det nu er Kronprinsen der har fået æren. Kronprins Frederik kan nu smykke sig med den eftertragtede titel som tidligere er tilfaldet såvel Connie Hedegaard som Ritt Bjerregaard, så han må jo siges at være kommet i fornemt selskab. Årets Fjernvarmedansker er en af de fineste titler man kan få, så jeg er sikker på, at Kronprinsesse Mary er stolt af sin mand som nu har fået titlen.

Nu glæder jeg mig til at høre, hvem der er blevet Årets Vindmølledansker, Årets-Solenergidansker, Årets Vandsparedansker, Årets Kollektiv-Trafikdansker, Årets Økologidansker, Årets Ikke-Rygerdansker, Årets Afholdsdansker og Årets Politiske-Korrektedansker. Så der er en hel del at glæde sig til, men foreløbig må jeg nøjes med at glæde mig over, at prisen som Årets Fjernvarmedansker er blevet overrakt, og jeg ønsker Kronprins Frederik tillykke med den fornemme pris.

Tiden læger alle sår

En gammel talemåde siger, at "tiden læger alle sår". Det skal dog forstås i overført betydning, da det ikke er fysiske sår der menes, selvom fysiske sår også har en tendens til at læges med tiden, men det er en anden snak. Talemåden har derimod den betydning, at hvis man har et sår på sjælen - som hvis der f.eks er noget, man er blevet meget ked af, så går det over med tiden. Så når man siger, at tiden læger alle sår, så er det altså psykiske sår der tales om.

Der kan dog stilles spørgsmålstegn ved, om det virkelig er rigtigt, at tiden læger alle sår. Hvis der f.eks. er tale om forældre som har mistet et barn, så er det nok tvivlsomt, om tiden læger såret. Derimod passer talemåden godt, når der er tale om kærestesorger og lignende. De fleste mennesker som lider af kærestesorg kommer over det efter noget tid, og finder igen den indre glæde frem, så i den slags situationer kan man godt tale om, at tiden læger alle sår.

Julemarked i Nyhavn - et eventyr i København

I går eftermiddag var jeg en tur rundt i København, og slog også et smut ned i Nyhavn, hvor der traditionen tro er et hyggeligt julemarked med masser af små boder. Naturligvis var der også juleudsmykning med julelys, gran og hvad der ellers hører til. Der blev solgt en masse forskellige typer julepynt og andre sjove ting, og jeg havde stor fornøjelse af at gå rundt og se i de mange boder og snakke med de mennesker som passer dem. Julemarked i Nyhavn er vist efterhånden ved at blive en fast tradition i København, og jeg hører til dem der synes det er en god tradition. Jeg var lige ved at købe noget i nogle af boderne, men jeg skulle videre, og ville ikke have ting at bære på indtil jeg skulle hjem, så jeg fik ikke lagt nogen penge ved Nyhavns julemarked i går, men mon ikke jeg kommer forbi indenfor kort tid, og så kan det jo være jeg køber en lille julenisse, en nissehue, et julelys eller noget andet julepynt.

Selvom vi endnu ikke er kommet ind i december, er jeg alligevel ved at komme i julestemning, og julemarkedet i Nyhavn er en af de ting der virkelig bidrager til mit julehumør. Tiden op til jul er som et eventyr, hvor der er juleudsmykning og julepynt alle steder i København, og folk er smilende og venlige overfor hinanden. Det eneste vi mangler er lidt sne, så vi kan få en hvid jul, men det er ikke afgørende for min julestemning. Jeg så i øvrigt at en restauration i Gothersgade havde lagt en bunke kunstig sne på hver side af døren, og det viser jo, at hvis man virkelig vil, så kan man altså godt skabe rigtig julestemning med hvid jul. Det ødelægger dog ikke mit julehumør, at vi endnu ikke har fået sne - tværtimod fik det et ordentligt boost, da jeg i går havde fornøjelsen af at gå gennem Nyhavn og opleve de mange små hyggelige boder. Så hvis du endnu ikke har været til julemarked i Nyhavn, vil jeg varmt anbefale at du river en halv time ud af kalenderen en dag hvor du er i området omkring Kongens Nytorv, og bruger tiden på at slendre ned af Nyhavns brosten og kigge lidt i de mange boder.

Hvorfor snakker frisører om ingenting?

Jeg har netop været til frisøren, og i den halve time som klipningen varede, måtte jeg vanen tro deltage i en indholdsløs samtale med frisøren. Det er ikke fordi jeg har noget imod at tale med andre mennesker, men den slags samtaler man har hos frisøren, siger mig ikke rigtig noget. Jeg vil dog ikke være uhøflig og skabe en dårlig stemning, så jeg deltager i samtalen, men tager omvendt ikke selv initiativ til at gå i gang med nye emner, da jeg i virkeligheden helst vil have lov til at sidde i fred, mens klipningen står på. Derfor ønsker jeg mig at finde en frisør der ikke snakker. Den frisør jeg var hos i går, tilhører dog ikke denne kategori.

Hun lagde ud med at snakke om vejret, og jeg gav hende ret i, at det er utrolig koldt for tiden, og derudover gav jeg hende ret i, at det jo er dejligt at der er så varmt inde i frisørsalonen. Derefter ville hun høre om jeg var ved at komme i julehumør, hvilket jeg er, og så er det ikke engang løgn! Det blev springbrættet til en længere samtale om julenisser og julemusik, og hun betroede mig, at hun netop havde købt en ny jule-cd, hvilket jeg forsøgte at lyde begejstret for at få at vide. Derefter vendte hun tilbage til at snakke om vejret, og hun slog fast at det vil tage et halvt år inden det igen bliver sommer, og det havde hun jo fuldstændig ret i.

Således beriget med ligegyldige oplysninger, og et par hundrede kroner fattigere, sagde jeg pænt farvel til frisøren, og tog afsted. Jeg var helt træt i hovedet af at have deltaget i denne underlige indholdsløse pligtsamtale, og jeg tænkte på, hvordan den stakkels frisør måtte have det i hovedet efter at have stået en hel dag og talt med en masse kunder om ingenting. Det var på vej hjem, at jeg besluttede mig for, at jeg vil skifte frisør hver gang jeg skal klippes fra nu af, indtil jeg finder en som ikke snakker.

Hellere fattig og rask end rig og syg

Man hører fra tid til anden ordsproget, "hellere fattig og rask end rig og syg", og det er jo så sandt, som det overhovedet kan være. Hvis man skulle vælge mellem at have et godt helbred eller en stor formue, så ville de fleste mennesker nok vælge at have et godt helbred. Så på den måde giver det meget god mening at sige, hellere fattig og rask end rig og syg.

I virkelighedens verden forholder det sig derimod sådan, at velhavende mennesker som regel lever sundere og derfor har et bedre helbred end fattige mennesker. Jeg hørte faktisk engang om en velhavende mand som sagde "hellere rig og rask end fattig og syg". Det er måske en lille smule kækt at sige sådan, men man kommer jo ikke udenom, at det jo selvfølgelig er rigtigt.

Jeg synes, at ordsproget "hellere fattig og rask end rig og syg" er en lille smule mærkeligt, for man har jo ikke altid mulighed for selv at vælge, om man vil være rig eller fattig, rask eller syg - så hvorfor have et ordsprog om det... Nå, men hvis jeg - stik imod al sandsynlighed skulle få muligheden for selv at bestemme, så ville jeg da også vælge at være rig og rask fremfor fattig og syg.

Klovn: The Movie - premiere snart!

Casper Christensen, Frank Hvam og deres fælles venner har gjort det igen - bare længere og forhåbentlig også vildere. Med den snart forestående premiere på filmen Klovn: The Movie får alle os Klovn-fans mulighed for at nyde de mange pinligheder i fulde drag. Jeg tror ikke, at der er mange mennesker her i landet som ikke kender Casper Christensen og Frank Hvam og deres kæmpesucces Klovn. De to herrer er simpelthen bare geniale, og deres sans for at skabe vanvittige situationer er uden sidestykke. De ved virkelig hvordan man skal få folk til at krumme tæer, og de kører det altid helt ud i det ekstreme, hvor man som seer sidder og gisper efter vejret af en blanding af grin og medlidenhed. Jeg er sikker på, at Klovn: The Movie bliver mere af samme skuffe, så vi kan vist godt forberede os på få et godt grin.

Klovn: The Movie har premiere i biograferne den 16. december, og udover Casper Christensen og Frank Hvam er Mia Lyhne og Iben Hjejle naturligvis også blandt skuespillerne i filmen. Vi har vist alle set de opsigtsvækkende plakater med nøgne mennesker som er lavet for at promovere filmen, og det er også meget fint med nogle sjove plakater, men helt ærligt: skulle det virkelig være nødvendigt at gøre reklame for sådan en film? Vi kender jo alle TV-serien Klovn, og jeg har ikke mødt et eneste menneske som ikke er helt vild med den, så selvfølgelig vil folk stå i kø for at komme ind og se filmen, plakater eller ej. Jeg er i hvert fald en af dem der skal ind og se Klovn: The Movie, måske ikke til premieren, men kort tid efter, hvis ellers det er til at få billetter.

Det er herligt, at vi i Danmark har komikere som kan andet end at stå på en scene og fyre jokes af, men som rent faktisk kan lave noget så genialt som Klovn. Både Frank Hvam og Casper Christensen er set med mine øjne nogle af de største talenter indenfor dansk underholdning der findes. Deres evne til at provokere på en sjov og intelligent måde overgår alt, og hvis Klovn: The Movie bliver bare halvt så sjov som TV-serien, bliver der noget at glæde sig til. Allerede inden jeg har set filmen, og inden den har haft premiere, tør jeg godt spå, at den vil blive en klassiker på linie med De Skrigende Halse, bare på en anden måde selvfølgelig. Så nu må kalenderen godt snart komme til den 16. december, så jeg kan komme i biografen og se Casper, Frank, Mia, Iben og alle de andre i Klovn: The Movie. Jeg kan ikke vente!

Giv en ged - den bliver ikke spist!

Folkekirkens Nødhjælp gentager i år succesen Giv en ged og i den anledning var Pernille Højmark gæst i TV2 Lorry-programmet Lounge. Hun havde været i Malawi i Afrika, hvor hun havde boet hos en familie som tidligere var blevet tilgodeset med to geder. Pernille Højmark fortalte meget medlevende om, hvilke vilkår befolkningen i Malawi lever under, og om hvor stor forskel det kan gøre for en familie at få en ged.

Giv en ged projektet er med Pernille Højmarks ord en "startpakke", hvilket skal forstås på den måde at en ged kan blive starten for velstand for en hel familie, idet geder formerer sig og desuden er faste leverandører af mælk. Der er altså ikke tale om, at man bare giver en ged som så bliver spist, og dermed færdig. Geden kan blive starten på en god udvikling for en familie som på den måde kan få råd til uddannelse for deres børn, takket være Giv en ged. Så ved at støtte projektet og hoste op med en ged til en afrikansk familie, kan man altså være med til at skabe varigt forbedrede leveforhold for nogle mennesker som ellers lever i dyb fattigdom

Jeg synes Giv en ged er et godt initiativ fordi det bringer lidt humor ind i det hele, og måske vigtigst af alt: man har noget konkret man kan forholde sig til, nemlig en ged. Dette vil for mange være nemmere at forholde sig til, end hvis man blot giver et beløb penge, som så ryger i en eller anden stor pulje, og man ikke rigtig ved præcis hvad pengene bliver brugt til. Jeg håber at Giv en ged fortsætter med at være en succes, og noget ser ud til, at det allerede er ved at blive en fast juletradition. Vi lever i et af verdens rigeste samfund, og mange har allerede alt hvad de skal bruge, og hvorfor så ikke ønske sig en ged i julegave som så kan gøre gavn for nogle mennesker i Malawi, eller et andet land i Afrika, der virkelig har brug for det. Tak til Pernille Højmark for at hun vil indvolvere sig i projektet, og dermed skabe mere opmærksomhed omkring det. Jeg håber at Folkekirkens Nødhjælp får god vind i sejlene med Giv en ged, og håber at der i år bliver købt endnu flere geder end sidste år.

Solfilm på bilen - er det nemt at montere?

Når man færdes i trafikken i København eller andre store byer, ser man jævnligt en smart bil med meget mørk bagrude og mørke sideruder bagi. Det er, så vidt jeg ved, solfilm der giver denne effekt, og smart ser det jo ud - hvis det er monteret rigtigt! Nogen gange ser man en bil, hvor der er folder i solfilmen, og det ser mildest talt ikke særlig smart ud. Hver gang jeg ser en bil med solfilm der ikke sidder rigtigt, tænker jeg over, om det virkelig er så svært at montere. Umiddelbart ville jeg tro, at det er ligetil, men måske er det lige netop sådan de pågældende bilejere også har tænkt, og så selv kastet sig ud i at montere solfilm i bilen, for derefter at blive overraskede over hvor svært det er. Det kan også tænkes, at det i virkeligheden er ret nemt at montere, og det bare er nogle få der ikke har haft held med at deres forehavende. Når man ser en bil, hvor det sidder som det skal, ved man jo ikke om det er bilejeren selv der har monteret solfilm, eller om han har betalt nogen for at gøre det. Jeg talte forleden med en kammerat om det, og ingen af os havde nogen idé om, hvor let eller svært det er at montere, men det sjove var, at han også havde spurgt sig selv, om det virkelig kunne være så svært. Grunden til at jeg gerne vil vide det er, at jeg kender en som brændende ønsker sig at få solfilm på ruderne i sin bil, hvilket måske kunne være en julegave, men der er jo en stor forskel i prisen på, om man selv sætter det på, eller om man får nogen professionelle til at gøre det. Hvis nogen har erfaring med at montere solfilm, vil jeg meget gerne høre om det.

20-dobbelt ironman - Kim Greisen er i sandhed en ironman

Den danske civilingeniør Kim Greisen har sat sig for at gennemføre en 20-dobbelt ironman. Hvis det lykkes for ham, bliver han den første dansker der har gjort det. Alene at gennemføre en enkelt ironman er en præstation som kun få mennesker magter, men at gennemføre en 20-dobbelt ironman er noget af det vildeste jeg nogen sinde har hørt. Kim Greisen er 38 år, og selv om det ikke betyder at han er en gammel mand, må man jo alligevel sige, at han nok har sværere ved at træne sig op end en mand der er ti år yngre. Den idrætsglade mand har tidligere gennemført en 10-dobbelt ironman, og selv om det også er en utrolig præstation, er det jo i sagens natur kun halvt så meget som det han nu har sat sig for. Uanset om det lykkes for Kim Greisen at gennemføre en 20-dobbelt ironman, tager jeg hatten af for ham. Jeg er fuld af beundring over at nogen har så stærk selvdisciplin og styrke som det kræver at træne sig op til den slags, og jeg ønsker Kim Greisen held og lykke med at gennemføre en 20-dobbelt ironman.

Frisk fisk behøver ikke at være dyrt.

I går gik jeg på jagt efter en god fiskehandler i København. Fisk smager nemlig bedst når de er friske, og da vi skulle have gæster, ville vi ikke spise dem af med fisk fra supermarkedet men i stedet friske fisk fra fiskehandleren. Jeg spurgte mig for hos venner og bekendte for at høre om nogen havde erfaringer med fiskehandlere, og jeg fik anbefalet to. Da jeg er relativt dovent anlagt, valgte jeg den af dem som lå tættest på hvor jeg bor. Jeg tog en varm frakke på, og begav mig ud i Københavns efterårskulde med det erklærede mål, at jeg ville have noget frisk fisk

Da jeg ankom til fiskehandleren, blev jeg straks sulten. Jeg havde nemlig begået den fejl, at jeg ikke havde spist mig mæt, inden jeg tog hjemmefra, og enhver der har prøvet at handle i sulten tilstand vil sikkert give mig ret i, at man  er et let offer for impulskøb, når man er sulten. Som forventet lå der masser af friske fisk i butikken, og derudover stod der et kæmpe fad med fiskefrikadeller. Jeg stod og tænkte lidt over, om jeg skulle købe torsk, makrel, tun, rødspætter, skrubber, laks, rødtunge eller noget helt andet. Der var så meget frisk fisk at vælge imellem, at det tog mig en del tid at beslutte mig.

Jeg var tæt på at købe nogle rødspætter men endte med at købe noget torsk i stedet. Min sultne mave beordrede mig til også at købe seks fiskefrikadeller. Det var godt nok muligt at købe fiskefars, så man selv kunne lave sine fiskefrikadeller, men da jeg gerne ville spise en på hjemvejen, valgte jeg at købe dem færdiglavede. Derudover købte jeg noget stenbiderrogn og lidt røget laks. Jeg overvejede desuden, om jeg også skulle købe nogle blåmuslinger eller kammuslinger, men da der allerede var fisk for flere hundrede kroner, valgte jeg at lade være. Der lå også nogle lækre røgede ål og smilede til mig, og da røget ål er en af mine livretter, var jeg tæt på at købe en, men det lykkedes mig at lade være.

Jeg betalte for mine fisk, og med to poser i hænderne og nogle hundrede kroner mindre i tegnebogen, sagde jeg farvel til fiskehandleren og gik ud i myldretidstrafikken i København. Jeg havde besluttet mig for kun at spise én fiskefrikadelle på hjemvejen, men den smagte så godt, at jeg kom til at fortære én mere inden jeg nåede hjem. Nu skulle den friske fisk tilberedes, og jeg gik i gang med at lave torsk med æggesauce til gæsterne. Det smagte fantastisk - langt bedre end de fisk man køber i supermarkedet. Det interessante er, at prisen på frisk fisk ikke er særlig meget højere end på dem man køber i supermarkedet, og når man tænker på hvor stor forskel der er i smagen, synes jeg det er pengene værd. Konklusionen må være, at frisk fisk behøver ikke at være dyrt, men man skal spise sig mæt inden man går til fiskehandleren, da man ellers risikerer at købe en masse andre ting, så man alligevel kommer af med en masse penge.

Øvelse gør mester

Der findes et ordsprog som siger, at "øvelse gør mester". Jeg har altid tænkt, at det ordsprog har en indbygget selvmodsigelse, hvis man altså - som jeg - opfatter en mester som en der er bedre end alle andre. Hvis vi allesammen øver os på en bestemt ting, så kan vi jo ikke allesammen blive mestre i netop den ting, for vi kan jo ikke allesammen være bedre end de andre - og dermed kan det jo heller ikke gælde for os allesammen, at øvelse gør mester.

Nå, men hvis man ser bort fra ovenstående, så er tanken bag ordsproget jo sådan set fin nok. Det der menes er, at hvis man øver sig på noget, så bliver man god til det. Det er jo til en vis grad rigtigt, bortset fra det faktum at det ikke er alle mennesker som har talent for alt. Hvis man øver sig på noget, som man på ingen måde har talent for, så bliver man ikke mester - man bliver sikkert ikke engang god. Men derfor er tanken stadig fin nok. Det havde måske været mere korrekt, hvis det i stedet lød noget i retning af. "man bliver bedre af at øve sig", men styrken ved et ordsprog er jo et langt stykke hen ad vejen, at det er kort og præcist - eller som i dette tilfælde lidt upræcist - nemlig øvelse gør mester. Når alt kommer til alt så ligger det lidt bedre i munden, end den udgave jeg lige kom med.

Måske er det i virkeligheden meget godt, at vi foregøgler hinanden, at vi kan blive mestre inden for et eller andet, hvis vi blot øver os, for ellers var der sikkert mange af os, som ikke gad øve os. Så ordsproget, "øvelse gør mester", har jo nok til en vis grad en eksistensberettigelse - også selvom det måske ikke holder helt vand. Når først man har øvet sig på noget og er blevet bedre til det, end man var, før man øvede sig, så er det jo en tilfredsstillende fornemmelse - også selvom man måske ikke endte med ligefrem at blive mester.

Godt råd mod tørre hænder der sprækker

Jeg har i mange år haft det problem, at mine hænder tørrer ud om vinteren, og det har betydet at jeg har fået store sprækker i huden. Udover at det er ubehageligt, ser det heller ikke særlig pænt ud med tørre og sprækkede hænder, og det har virkelig været et problem for mig de sidste mange år.

Jeg har prøvet med alverdens typer fugtighedscreme og håndcreme, herunder carbamid fugtighedslotion og glycerin håndcreme, og det har lindret lidt, men ikke fjernet problemet. Uanset hvor meget creme jeg har smurt på hænderne, har mine hænder altid været tørre og sprækkede halvdelen af året, og det har været værst i de koldeste vintermåneder, altså fra december til februar.

Nu har jeg imidlertid fundet en løsning på problemet med mine tørre og sprækkede hænder, og det er virkelig enkelt og ikke spor dyrt. Min mor havde nemlig talt med en bekendt som havde samme problem, og han havde fået det råd at han skulle smøre sine hænder med olie. Han havde ikke troet meget på at det ville hjælpe, men han havde ligesom jeg døjet med problemet i mange år, så han var villig til at prøve næsten alt, og da det jo ikke er noget problem at smøre sine hænder med olie, havde han givet det en chance og smurt olie på hænderne og, som rådet havde foreskrevet, gnedet det ind i hænderne i omkring 20 minutter. Det havde hjulpet, og han havde ikke længere noget problem med ru og tør hud.

Da jeg hørte det, var jeg naturligvis ikke sen til at prøve det selv, og jeg må indrømme, at jeg oplevede det som et mirakel. Jeg tog noget jomfruolivenolie som jeg havde stående i køkkenskabet. Så gned jeg olien ind i hænderne i omkring 20 minutter, så det kom godt ind i huden. Derefter vaskede jeg olien af med almindelig håndsæbe, og så gned jeg hænderne ind i håndcreme. Efterfølgende var huden glat og blød, og der gik næsten en uge inden tørheden igen begyndte at melde sig, men så gentog jeg blot processen, og huden var glat igen.

På den måde er jeg sluppet af med et problem som har fulgt mig i adskillige år. Hver vinter gnider jeg med jævne mellemrum olie ind i hænderne, og min hud er altid blød og glat. Nu er det så småt ved at blive koldt udenfor, og mine hænder var så småt begyndt at blive ru og tørre, så jeg er netop startet om med behandlingen for denne vinter, og jeg fortsætter til vi når hen på foråret. Hvis du har samme problem med tørre og sprækkede hænder, så vil jeg varmt anbefale dig at gøre som jeg, og jeg vil meget gerne høre om dine erfaringer med det.

Man skal ikke gå over åen efter vand

Du har måske hørt ordsproget, "man skal ikke gå over åen efter vand". Hvis ikke man har hørt det før, så kan det måske godt lyde lidt mærkeligt. Ordsprogets betydning har faktisk slet ikke noget med hverken åer eller vand at gøre - åen og vandet er blot metaforer. Det som er ordsprogets egentlige budskab er, at man ikke skal gøre tingene mere besværlige, end de er. Så når det af og til sker, at en person har en masse besvær med at gøre noget, som med lidt omtanke kunne have været gjort langt nemmere, så er det ikke usædvanligt at høre nogen sige, at man skal ikke gå over åen efter vand.

Hvis man f.eks. forestiller sig, at en person bor to kilometer fra en benzintank, og at vedkommendes bil løber tør for benzin midt mellem hjemmet og benzintanken, således at der er en kilometer både til tanken og til hjemmet. Den mest oplagte måde at løse problemet på ville være, hvis vedkommende tog sin reservedunk fra bagagerummet og gik en kilometer hen til tanken og fyldte benzin på dunken og derefter gik tilbage til bilen og fyldte det på bilen og kørte videre. Men hvis vedkommende i stedet vælger, at gå en kilometer hjem for at hente sin cykel, og derefter cykler tilbage til bilen og henter dunken, og derefter cykler videre hen til tanken og fylder benzin på - og tilbage til bilen for at hælde benzinen over på bilen - og derefter cykler hjem og sætter cyklen for til sidst at gå tilbage til bilen og køre videre - så ville det være et eksempel på, at man ikke skal gå over åen efter vand, fordi der var tale om en unødvendigt besværlig løsning.

Braco skaber glæde og velvære i hele verden

21 Søndag bragte her til aften et indslag om den kroatiske healer Braco, som har flere hundredetusinde tilhængere. Han siges at have helbredt folk for alverdens lidelser og have lindret smerte hos mange mennesker. Det var første gang Braco besøgte Danmark, og arrangementet fandt sted i Valby Kulturhus. Prisen for at komme ind var 50,- kr., hvilket jeg ikke synes lyder særlig dyrt, og det var den danske læge Charlotte Bech der stod for arrangementet.

Braco er 42 år og har en uddannelse i økonomi. Han har tilhængere i det meste af verden, og ifølge arrangør Charlotte Bech er stjernerne i Hollywood også begyndt at interessere sig for ham. Det særlige ved Braco er, at han ikke siger et ord - han giver heller ikke interviews. Han rører ikke ved sine klienter - han står bare og kigger ud over forsamlingen. Efter at den kroatiske healer havde stået og kigget på de fremmødte i fem minutter, gik han ud, og arrangøren Charlotte Bech gik herefter rundt med en mikrofon og spurgte de fremmødte om hvilken oplevelse de havde haft. Nogle følte at Braco med sin tilstedeværelse og sit blik havde lindret deres smerte, mens andre ikke følte, at de havde fået noget ud af det. Med til arrangementet var også den kendte læge Jerk W. Langer som dog ikke var overbevist om Bracos helbredende evner. Efter arrangementet kunne de fremmødte købe CDere med Braco, og det så ud til at de gik som varmt brød.

Braco har tilsyneladende ramt noget som mange mennesker mener, at de kan bruge til noget. Det var tydeligt at se på tilhørerne, at han gjorde et stort indtryk på dem. Nogle havde endda tårer løbende ned af kinderne, mens Braco stod og så på dem.  En af de tilhørere der blev interviewet kaldte Braco for en rigtig profet. Nogle følte at deres smerter var forsvundet og andre følte bare almindeligt velbehag. Uanset om Braco virkelig har healende evner eller ej, er det set med mine øjne glædeligt at en mand kan skabe så meget glæde og velvære omkring sig. Mange af tilhørerne følte virkelig at de havde fået en oplevelse for livet, og set i det lys er de 50,- kr. som indgangen kostede da givet godt ud for de pågældende. Det er altid dejligt når folk finder lykken, og om det så er i form af en kroatisk healer som Braco eller om det er i form af Gud eller noget helt tredje, synes jeg ikke er afgørende. Jeg ønsker Braco held og lykke fremover, og håber at han fortsat kan skabe glæde og velvære omkring sig hvor han kommer frem.

Træning med Nintendo Wii

For nogle måneder siden fik jeg en Nintendo Wii spillekonsol samt Wii Fit og et balance board. Jeg var fast besluttet på at træne med den hver dag, og det gjorde jeg også - i starten. For efter nogle uger begyndte træningen at blive mindre og mindre regelmæssig. I dag kom jeg så til at kigge på min Nintendo Wii som havde samlet lidt støv, og jeg besluttede mig for at tage et rask spil tennis. Da jeg først kom i gang fik jeg lyst til at tage et spil mere, og et mere, og et mere... Det blev dog ikke til noget træning med Wii Fit, men pyt med det - det var sjovt at få spillet lidt tennis, og dejligt at min Nintendo Wii for en gangs skyld blev brugt.

Det fik mig til at tænke på, hvorfor jeg ikke har brugt min Nintendo Wii i så lang tid, og jeg tror det skyldes, at det gik hen og blev en slags pligt at jeg hver dag skulle brænde nogle kalorier af med Wii Fit, og pligter er jo som bekendt sjældent særligt sjove. Jeg må være ærlig at sige, at jeg synes de fleste af øvelserne med Wii Fit ikke er specielt sjove, og jeg har derfor besluttet mig for, at jeg ikke længere vil have dårlig samvittighed over, at jeg ikke længere træner med Wii Fit. Hvis jeg istedet kan få spillet lidt tennis og bordtennis er det helt fint, også selv om det måske ikke brænder helt så mange kalorier af. Nintendo Wii er en sjov ting, men til at træne med passer den ikke særlig godt til mig. Derimod synes jeg den er fin som spillekonsol, og det er også sådan jeg vil bruge den fremover, uden at tænke på om jeg får brændt nogen kalorier af. Jeg vil prøve at finde en anden måde at træne på, måske en motionscykel eller lignende, men Nintendo Wii vil jeg fremover udelukkende bruge til at spille underholdende spil på.

Tommy Hilfiger er i København

Den verdensberømte amerikanske designer Tommy Hilfiger er i disse dage i København. Tommy Hilfiger designer cool, klassisk tøj, og jeg tror ikke at jeg er den eneste som godt kan li hans design. Naturligvis skal Hilfiger spise middag med den amerikanske ambassadør, og møde andre fremtrædende personligheder mens han er her. Dem der har mødt ham siger, at han er et utrolig behageligt menneske, og jeg er ikke i tvivl om, at hans besøg i København vil føre til øget opmærksomhed omkring Tommy Hilfiger tøj, dufte etc.

Når man ser ham på TV virker han meget afslappet i forhold til mange andre designere, og måske er det netop det der gør at alle er så begejstrede for ham. Det sjove er, at jeg tog mig selv i at overveje om jeg skulle købe mig et par Tommy Hilfiger jeans, og det er jo et meget godt billede på, hvor effektivt sådan et besøg er for en designer, selv om vi alle normalt går og bilder os ind, at det naturligvis ikke har nogen indflydelse på hvad vi køber.

Vindmølle på altanen

Forestil dig at du havde din egen lille vindmølle på altanen som kunne levere strøm til din hustand. Din egen lille energikilde som aldrig ville slippe op. Det lyder vildt, og det er det måske også, men ikke desto mindre var den tanke jeg tænkte, da jeg for noget tid siden så et indslag i TV om en vandret aflang vindmølle til montering på beboelsesbygninger. Vindmøllen var omkring en halv meter høj og et par meter bred og havde ingen lange møllevinger der stak ud, og dermed var den heller ikke særlig pladskrævende. Jeg forestillede mig straks den samme vindmølle i lidt mindre størrelse, således at alle kunne have den monteret på altanen.

Det kan godt være at sådan en vindmølle ikke ville producere særlig meget strøm, men hvis vi alle havde sådan en siddende, ville det tilsammen blive til en hel del. En sidegevinst ville være, at der for mange sikkert ville gå sport i at klare sig for den strøm som ens mini-vindmølle producerede, og dermed ville det samlede energiforbrug falde. Personligt ville jeg i hvert fald se det som et mål, at klare mig for den energi, som jeg selv producerede. Det ville da være fantastisk, hvis vi med tiden kunne lave så effektive mini-vindmøller, at hver eneste hustand kunne producere al sin energi selv. Jeg ved, at der findes mennesker der har en vindmølle stående i baghaven, og derved er 100% selvforsynende med energi, men hvis der kunne udvikles en vindmølle som var så lille at os i lejlighed også kunne være med, kunne det jo have enorm betydning både for miljøet og for vores pengepung. Tanken om at være selvforsynende med energi tiltaler mig meget, og hvis nogen har kendskab til vindmøller, solfangere eller lignende, som har en størrelse der gør, at det ville kunne monteres på en altan, vil jeg meget gerne høre om det.

Ræven og rønnebærene

Der findes et dansk ordsprog som lyder sådan her: "'De er sure', sagde ræven om rønnebærene. Han kunne ikke nå dem". Som med så mange andre ordsprog, så skal det ikke forstås bogstaveligt men derimod i overført betydning. Normalt bruger man faktisk slet ikke hele ordsproget, men nøjes blo med at tale om "ræven og rønnebærene", og så ved folk præcis, hvad man mener.

Talemåden, "ræven og rønnebærene", bruges når en eller anden ikke kan opnå noget eller få en ting, som vedkommende gerne vil have - men i stedet for at indrømme, at man gerne vil have det, så giver vedkommende udtryk for, at det ikke har nogen interesse. Når sådan noget sker, så er det ikke usædvanligt, at en eller anden nævner ræven og rønnebærene, og med de tre ord harman faktisk sagt en hel masse.

Et eksempel på hvornår man typisk ville kunne høre nogen nævne ræven og rønnebærene kunne være, hvis en et barn opdager, at resten af skoleklassen er blevet inviteret med til en børnefødselsdag - men at vedkommende ikke selv er inviteret. I stedet for at sige, at man er ked af ikke at være blevet inviteret med, så vil mange børn i stedet sige noget i retning af: "jeg gider faktisk slet ikke at tage med til den fødselsdag". Det er en typisk situation, hvor nogen ville kunne finde på at nævne ræven og rønnebærene. Ved at sige de tre ord henviser man til det gamle ordsprog, "'De er sure', sagde ræven om rønnebærene. Han kunne ikke nå dem", og selvom man ikke siger hele ordsproget men derimod blot siger "ræven og rønnebærene", så ved folk nøjagtig, hvad det er man mener.

Privatdetektiv - den bedste af dem alle

Hvis man har mistanke om utroskab, tyveri, industrispionage eller andre fordækte ting, er det for mange naturligt at tage kontakt til en privatdetektiv som så vil efterforske sagen. En privatdetektiv, eller privatopdager om man vil, er ekspert i at grave ting frem som kan være med til at lægge det store puslespil der kan vise hvad der egentlig er foregået.

Som barn havde jeg en drøm om at blive privatdetektiv. Jeg ville være den bedste af dem alle. Ham der snusede sig frem til de afgørende beviser, som endegyldigt kunne fastslå hvad der havde fundet sted, og hvem de skyldige var. Ham der takket være mange års rutine kunne gennemskue de ting den skyldige havde gjort for at sløre sit forehavende, og langsomt men sikkert samle beviser som senere kunne bruges ved en konfrontation. Jeg ville være en privatdetektiv i stil med Sherlock Holmes der ubemærket gjorde sig en række iagttagelser, der umiddelbart kunne virke ligegyldige, men som senere skulle vise sig at være de afgørende brikker der manglede for at få lagt det store puslespil. Min base skulle være en diskret lejlighed med en central beliggenhed i København, Århus eller Odense, og det eneste tegn på at det var en privatdetektivs kontor skulle være et lille skilt på døren med mit navn samt ordet "privatopdager" - eller måske "privatefterforsker".

Man ville måske forvente, at sådan et ønske om at blive privatdetektiv udelukkende er noget der hører barndommen til, og at man efterhånden som man blev voksen ville glemme alt om det og få andre drømme. I mit tilfælde er det dog ikke gået sådan. Jeg har ganske vist fået andre drømme, men drømmen om at blive privatdetektiv har jeg stadig, på trods af at jeg efterhånden i en del år har været en voksen mand.

I mange år troede jeg, at jeg var mere eller mindre alene om at have en drøm om at blive privatdetektiv.
Jeg var overbevist om, at alle andre voksne mænd forlængst havde lagt den slags drømme bag sig, og at det kun var mig der stædigt og barnagtigt holdt fast i drømmen, og i ramme alvor kunne se mig selv som den diskrete privatdetektiv der snusede rundt og efterforskede alverdens sager, og som naturligvis altid nåede frem til en opklaring. Det var faktisk først fornylig at det gik op for mig, at rigtig mange voksne mænd har den samme drøm. Det var under en hyggelig samtale med en kollega, at jeg stilfærdigt nævnte at jeg altid havde drømt om at blive privatdetektiv. Straks udbrød han, at det også var hans store drøm, og en af vores andre kolleger som overhørte samtalen benyttede lejligheden til at bekendtgøre, at han også havde den samme drøm, og den næste halve time gik med at vi snakkede om, hvor fedt det må være at være privatdetektiv. Naturligvis var vi alle klar over, at der også hører meget kedeligt arbejde med til jobbet, men ingen af os følte os kaldet til at ødelægge den gode stemning ved at nævne den slags ligegyldige detaljer, og vi havde en herlig snak om vores måske kommende karrierer som privatdetektiver.

Nu kunne det teoretisk set godt forholde sig sådan, at det bare var et ualmindeligt lykketræf at vi tre lige netop var samlet, og at vi var ret alene om stadig at bevare sådan en drengedrøm, men med lidt hurtig sandsynlighedsregning kan man hurtigt fastslå, at det er ret usansynligt. Jeg tillader mig derfor at konkludere, at denne drengedrøm stadig lever videre i et stort antal voksne mænd som af og til i deres stille sind drømmer om en tilværelse som privatdetektiv. Det er rart at vide, at man ikke er den eneste der har den slags barnlige drømme, og hvem ved, måske ender jeg en dag med at gøre karriere som privatdetektiv, og i så fald er jeg sikker på, at jeg med tiden vil blive den bedste af dem alle.

Prins Henriks Skole har en eksistensberettigelse

Her til eftermiddag havde jeg et ærinde på Frederiksberg, og gik derfor ned af Frederiksberg Allé. Da jeg kom forbi Prins Henriks Skole, der som nogen måske ved er en fransk skole, kom tre knægte ud fra skolen og kom til at gå lige foran mig. Jeg kunne derfor høre deres samtale som foregik på flydende fransk, og jeg kunne ikke lade være med at prøve om jeg kunne forstå hvad der blev sagt. Desværre er mit fransk en smule rustent, så det var kun enkelte ord jeg fik fat i. Da de havde gået lidt, sagde den ene af dem farvel til de to andre og drejede ned af en sidegade, og derefter skete der noget mærkværdigt. Jeg havde hele tiden haft det indtryk at de alle tre havde fransk som modersmål, men de to tilbageværende slog nu over i flydende dansk. Godt nok ved jeg, at undervisningen på Prins Henriks Skole foregår på fransk, men at danske elever på skolen taler så godt fransk, at man ville tro de havde det som modersmål, havde jeg godt nok ikke troet. Jeg synes fransk er et utrolig flot sprog, og jeg har altid været lidt misundelig på dem der kunne tale det flydende.

Tænk hvis jeg havde gået på Prins Henriks Skole, så havde jeg sikkert kunne tale lige så godt fransk, og enhver ville have troet, at det var mit modersmål. Jeg kunne have optrådt hjemmevant og naturligt på caféer i Paris, i stedet for at virke som en dum turist der kun med nød og næppe kan gøre sig forståelig på et yderst gebrokkent fransk. Jeg ville sikkert også have haft mange flere internationale venner og bekendte, hvis jeg havde gået på Prins Henriks Skole, og jeg ville have haft en indsigt i fransk kultur som kun få danskere har. Det var den slags tanker der gik gennem mit hoved på min vej ned af Frederiksberg Allé, og det var ved den lejlighed at det pludselig gik op for mig, hvorfor nogen forældre vælger at sætte deres børn i en skole som Prins Henriks Skole, i stedet for blot en almindelig kommuneskole. Og pludselig kunne jeg se, at det ikke blot var en skole som ville være relevant at vælge til sine børn, hvis man var fransk diplomat, men at Prins Henriks Skole har en eksistensberettigelse som skolevalg for ganske almindelige danske børn, hvis forældre blot ønsker at give deres afkom nogle muligheder der adskiller sig fra, hvad andre skoler kan tilbyde.

Ridende politi i København

Hvis man dagligt færdes i København, ser man med jævne mellemrum ridende politi. Hyggeligt ser det ud, og jeg er sikker på at de ridende betjente også er glade for deres job. Man møder dem ikke på befærdede veje, men kun på stier og lignende, hvor de kan gå i fred uden at forstyrre trafikken. Nu har jeg efterhånden set betjente på politiheste mange gange i København, og det sjove er, at det altid er på de samme steder på de samme tidspunkter, hvilket får mig til at tro, at de altid følger en fast rute. Det ridende politi bærer desuden selvlysende gule veste og hestehovene kan høres på meget lang afstand.

Hver gang jeg ser betjente til hest, tænker jeg derfor over, om de mon nogensinde har fanget nogen forbrydere. Man skal jo være både blind og døv for ikke at være klar over, hvis det ridende politi er i nærheden. Og hvis de endelig fanger en forbryder, så kan de jo ikke selv fragte skurken til politistationen, da en politihest vel ikke er beregnet til at have passagerer med.

Jeg vil ikke udelukke, at det kan have en præventiv effekt, og hvis det er tilfældet, er det jo fint nok. Om ikke andet, så får de ridende betjente snakket med en masse nysgerrige børn udervejs, og på den måde er de jo også med til at skabe et godt forhold mellem politi og borgere. Uanset hvad, så er det i hvert fald hyggeligt at træffe det ridende politi, og selv om de måske ikke fanger så mange forbrydere, så gør de sikkert gavn på anden måde.

En vandet borddækningsvittighed

Som du måske ved, så holder jeg meget af vandede vittigheder, og her kommer en som altid kan bruges i forbindelse med borddækning. Den er ganske kort, og du har måske også hørt den før - i så fald må du bære over med mig. Men her kommer den:

Det kan godt ske, at det kniver med gaflerne...

Julelys på Ørnstrupvej

Så er det igen ved at være jul, og til julen hører jo juleudsmykning og julelys. Hvad julelys angår er Ørnstrupvej i Kastrup på Amager noget helt særligt. Denne villavej på Amager har uden tvivl Storkøbenhavns smukkeste julebelysning. Hvert år er husene på Ørnstrupvej pyntet op med mange tusinde lys, og det er efterhånden blevet et tilløbsstykke for folk i hele Storkøbenhavn. De har faktisk deres eget julelyslaug på Ørnstrupvej, og der går efterhånden ikke en jul uden at TV har rapporteret fra vejen. Det hele startede med at Tom og Ben som bor på vejen begyndte at pynte deres hus op med julelys, og det gav inspiration til naboerne som en efter en fulgte trop.

Jeg har ikke selv været på Ørnstrupvej og se julelyset, men i år har jeg lovet mig selv, at jeg vil tage forbi den lille villavej på Amager og nyde synet. Derudover går jeg også selv og sysler med nogle planer om at sætte nogle julelys i vinduerne, men det kommer nok aldrig i nærheden af hvad de kan præstere på Ørnstrupvej. Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, istedet for at hade julen og blive irriteret over juleudsmykningen, så er det da meget bedre at tage julen til sig og selv deltage i løjerne og komme lidt i julehumør - præcis som de gør på Ørnstrupvej. Husk på at julen er hjerternes fest, hvor vi skal være gode ved hinanden, og for at vi kan være gode ved hinanden kræver det, at vi er glade og i godt humør. Derfor en opfordring herfra til at deltage i julen og sætte julelys op. Tak til beboerne på Ørnstrupvej for den gode inspiration og god jul til alle!

Lykkens pamfilius

I går aftes sad jeg i venners lag og nød en dejlig middag og fik også lidt vin til. En af de tilstedeværende havde netop været så heldig at vinde i Lotto, og det fik en anden ved bordet til at udråbe ham til at være en lykkens pamfilius. Til dem der ikke skulle vide det, beskriver udtrykket lykkens pamfilius en person som har været heldig. Hvad historien bag udtrykket er, må indtil videre stå hen i det uvisse.

Der blev straks bidt mærke i dette lidt halvgamle udtryk, og det heldige asen som netop havde vundet i Lotto, virkede yderst tilfreds med at blive kaldt en lykkens pamfilius, ihvertfald gentog han udtrykket adskillige gange. Det blev startskuddet til en sjov lille konkurrence om, hvem der kunne bruge flest gamle udtryk og talemåder, og lykkens pamfilius blev således suppleret med en lang række andre gamle talemåder. Personligt hører jeg til dem der synes, at sproget bliver mere spændende af at blive krydret med nogle udtryk af lidt ældre dato, og aftenen endte med at blive en fin inspirationskilde til det formål. Jeg var derfor i godt humør da jeg tog hjem, og selv om jeg ikke havde vundet i Lotto, følte jeg mig alligevel rigtig heldig, idet jeg havde tilbragt aftenen på en så sjov og inspirerende måde, ja faktisk følte jeg mig lidt som en lykkens pamfilius. :-)

Hvor kan man købe guldbarrer og guldmønter?

Jeg havde for nogle år siden en kollega som havde en halskæde af guld hvori der hang en 24 karat guldbarre på 10 gram. Den var utrolig flot at se på, og nu har jeg selv fået lyst til at få en guldbarre. Ikke til at have hængende om halsen, men bare til at have liggende til pynt. Eftersom guld er et temmelig dyrt materiale, og prisen pr. gram tilmed er ret høj for tiden, vil jeg ikke have råd til at anskaffe mig nogen særlig stor guldbarre, men blot en lille en på 10 gram kan sagtens gøre mig tilfreds, selv om det naturligvis ville være federe med en på 1 ounce, hvilket svarer til ca. 28 gram. Men sådan en sag koster mange penge, så jeg tror bare at jeg i første omgang vil forsøge at finde en på 10 gram. Problemet er bare at finde ud af hvor jeg kan købe sådan en guldbarre.

En guldmønt kan også gøre det. Jeg forestiller mig mønter som sydafrikanske Krugerrands, amerikanske Eagles, australske Kangaroos, canadiske Maple Leafs eller måske de schweiziske Helvetic Trust eller de østrigske Vienna Philharmonic guldmønter. Det er nemt nok at finde danske guldmønter, men jeg må indrømme, at det er de udenlandske guldmønter der mest fascinerer mig. En af mine venner har en Krugerrand som har har fået som gave, og jeg synes den er fantastisk både at se på og røre ved.

Man siger at diamanter er magiske. Det er også muligt at de er det, men for mig er guld det mest magiske. Jeg synes at dette ædelmetal er noget af det mest utrolige og flotte der findes, og selv om det i manges ører lyder mærkeligt, ved jeg at det vil bidrage til mit daglige velbefindende, hvis jeg hver dag kan se og røre ved en eller flere guldbarrer, Krugerrands, Eagles, Kangaroos, Maple Leafs eller andre guldmønter. Så hvis nogen ved, hvor man kan købe en guldbarre eller en af ovennævnte guldmønter, vil jeg meget gerne høre om det. Jeg ved, at der er et hotel i Abu Dhabi (Emirates Palace Hotel) i De Forenede Arabiske Emirater hvor der står en hæveautomat hvor man kan hæve 24 karat guldbarrer samt Krugerrands, Kangaroos og Maple Leafs, men der er lidt langt til Abu Dhabi, så jeg håber der findes et sted tættere på.

Plejehjemmet Lotte - en forkælelsesanstalt

Forleden så jeg et indslag i TV fra plejehjemmet Lotte på Frederiksberg. Plejehjemmets leder, Thyra Frank, gjorde et stort indtryk på mig. Hun virker som et utrolig sympatisk og ansvarsfuldt menneske, og hendes ledelsesprincipper synes jeg også er vældig tiltalende. Hun har simpelthen sat sig for at plejehjemmet Lotte skal være et sted hvor både hun selv og de ansatte har lyst til at deres egne forældre skal bo. Stedets beboere må æde, ryge, drikke og elske sig ihjel, og det interessante er, at beboerne på plejehjemmet Lotte i gennemsnit lever længere end beboere på andre plejehjem. En af beboerne kom med en udtalelse som siger alt om stedet: "Det er ikke et plejehjem, men en forkælelsesanstalt". Kan det siges bedre?

På plejehjemmet Lotte behandler man beboerne med respekt, og man fratager dem ikke beslutningsretten over hvordan deres egen hverdag skal sættes sammen. Og hvorfor skulle man da også det? Selv om man er blevet ældre og mindre mobil skal man jo stadig have lov til at have sine egne vaner og i det hele taget leve sit liv på den måde som man selv finder mest glæde ved. Derfor kan beboerne på plejehjemmet Lotte da også få lov til at sove længe og spise morgenmad når det passer dem, og ikke når det passer ind i et eller andet skema. Vi andre sover jo også af og til længe når vi har en fridag, så selvfølgelig skal ældre medborgere da også have den mulighed.

Der har i tidens løb været mange rystende historier fremme i medierne om hvor dårligt beboerne bliver behandlet på visse plejehjem rundt om i landet, og netop derfor varmer det at se, at der trods alt findes mennesker indenfor den verden, som respekterer beboerne som mennesker og sætter deres trivsel og velvære i højsædet. Thyra Frank har en stor stjerne hos mig, og jeg håber at hun med Plejehjemmet Lotte har givet inspiration til andre, så vores ældre medborgere kan få det godt i deres sidste tid.