onsdag den 20. marts 2013

På den lange bane

Du har sikkert hørt udtrykket "på den lange bane". Det er nemlig blevet utroligt populært at sige sådan. Tidligere sagde man jo "på lang sigt", men den formulering ser nu ud til at være gået i glemmebogen, mens alle i stedet taler om ting, som de anskuer på den lange bane.

Den første jeg hørte tale om den lange bane var Lars Løkke Rasmussen, men om det er ham der har opfundet udtrykket, har jeg ingen anelse om. Jeg kan huske, at jeg bed mærke i udtrykket, da Løkke brugte det, fordi det jo er en metafor hentet fra sportens verden, som han brugte i sin politiske argumentation, og jeg tænkte, at det måske var en spindoktor der havde instrueret ham i at sige sådan. Det kan selvfølgelig også bare være, at han selv fandt på det, eller at han havde hørt en anden sige det, og så havde kopieret udtrykket.

Hvorom alting er, så render alle mulige mennesker nu rundt og taler om politik, økonomi og mange andre ting, som de mener vil udvikle sig på bestemte måder på den lange bane. Senest hørte jeg i dag en erhvervskommentator i TV som talte om, hvordan det kan gå en bestemt virksomhed på den lange bane.

Det interessante er, at denne nye talemåde tilsyneladende har udryddet den gamle talemåde, jeg kan i hvert fald ikke huske, hvornår jeg sidst har hørt nogen sige "på lang sigt" - altså lige bortset fra mig selv. Kald mig bare gammeldags, men jeg foretrækker altså at sige på lang sigt. Det der imidlertid foruroliger mig er, at jeg ikke kan lade være med at tænke på, at min stædige holden fast i den gamle udtryksform jo nok er udtryk for, at jeg er ved at blive gammel.

Sproget udvikler sig jo ved, at nye formuleringer kommer til, mens andre falder fra, og det er som regel altid kun gamle mennesker der holder fast i de gamle udtryksformer. F.eks. kan jeg fra min barndom huske, at nogle ældre mennesker sagde [cikel] i stedet for [cykel]. Så jeg må indrømme, at jeg føler mig lidt gammel, når jeg nægter at tale om lange og korte baner, når jeg taler om noget lang- eller kortsigtet. Dermed kan jeg nu føje endnu et alderdomstegn til alle de andre, og konstatere at jeg er ved at blive en halvgammel hønisse som går rundt og siger noget så gammeldags som "på lang sigt", når jeg i virkeligheden burde sige "på den lange bane", ligesom alle andre.