Viser opslag med etiketten København. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten København. Vis alle opslag

mandag den 31. august 2015

Skraldespandsroderen rydder op

I dag stod jeg og ventede på en bus, og ved siden af stoppestedet var der en skraldespand. Desværre havde der været nogle mennesker forbi som ikke kunne ramme spanden, for der lå skrald og flød ved siden af spanden, selv om den ikke var fyldt.

Mens jeg stod der og ventede, kom der en mand, som jeg i mangel af et bedre ord vil kalde for "skraldespandsroder", for det var nemlig hvad han gjorde, rodede i skraldespanden. Jeg vil tro han ledte efter tomme flasker eller dåser som han kunne sælge, men han havde ikke heldet med sig og gik tomhændet derfra.

Det interessante var, at da han var færdig med at gennemrode skraldespanden i sin jagt efter værdier, så samlede han alt det affald op som lå på jorden ved siden af skraldespanden og puttede det ned i spanden. Da han var gået, så der helt pænt ud.

Sådan en mand har jeg respekt for. Det er jo en god ting for byen, at der færdes sådanne mennesker i gaderne, når nu byens borgere ikke selv kan finde ud af at bruge de opstillede skraldespande. Jeg burde havde sagt noget pænt til ham, inden han gik, men jeg var helt målløs og fik ikke sagt noget. Så i stedet skal der herfra lyde en stor tak til dagens skraldespandsroder. Du har min dybeste respekt!

torsdag den 22. november 2012

Flodhesteunge i Zoo København

Jeg har netop set på TV2-News, at Zoo København har fået en ny flodhesteunge som bliver præsenteret i dag. Den nye flodhesteunge hedder Mona og blev født forrige lørdag, hvilket vil sige, at den i dag er kun 12 dage gammel. På trods af sin meget unge alder vejer Mona intet mindre end 35 kg., og flodhesteungen skal i dag se bassinet og Zoos publikum for første gang. Flodhesteungens mor hedder Maren, og jeg vil tro at Maren, ligesom alle andre mødre, er stolt af sit afkom.

TV2-News kunne i øvrigt oplyse, at der er endnu en flodhesteunge på vej, og det kan jo ikke være bedre, for mon ikke flodhesteunger har det som alle andre unger, nemlig at de godt kan lide at have nogle jævnaldrende at lege med. Jeg har ikke forstand på dyr, men jeg vil umiddelbart tro, at når flodhestene føder unger i fangenskab, så er det nok fordi de trives fint i deres omgivelser i Københavns Zoo. Stort tillykke herfra til Zoo og til mor Maren med den lille flodhesteunge.

mandag den 14. november 2011

Julemarked i Nyhavn 2011

I går havde jeg den fornøjelse at spadsere gennem nyhavn, og til min store glæde bemærkede jeg, at Julemarked i Nyhavn 2011 allerede er ved at være på plads. Faktisk har de gæve folk i Nyhavn allerede pyntet hele gaden op til jul, og selvom vi endnu ikke er kommet til 1. december kunne jeg alligevel ikke lade være med at komme lidt i julestemning.

Hvis du hører til dem som ikke har oplevet Nyhavns julemarked, så vil jeg varmt anbefale at du lægger vejen forbi. Det plejer altid at være hyggeligt, uanset hvilken dag på ugen man kommer forbi. Der er altid masser af sjove ting til salg, og hvis man hører til dem der hvert år mangler en god idé til en lille gave, så er der et væld af muligheder at finde ved julemarkedet i Nyhavn.

For mit eget vedkommende er det i hvert fald blevet en fast tradition at besøge Nyhavn i juletiden, for det er simpelthen så hyggeligt og afslappende at gå og kigge i de mange boder. Og hvis kulden bider, så kan man jo altid gå ind på en af de mange restauranter og få en bid mad, inden man igen begiver sig ud i vinterkulden. Jeg håber andre gader i byen vil lade sig inspirere af Nyhavn og åbne deres eget julemarked, for det er den slags som er med til at bringe os allesammen i julestemning.

søndag den 26. juni 2011

Cykeltaxier i København

Når man går rundt i København her om sommeren, så ser man ofte de berømte cykeltaxier - eller rickshaws om man vil. Her til formiddag var jeg ude at gå en tur, og som altid så jeg en cykeltaxi som fragtede glade turister rundt i byen.

Jeg synes, det er en brandgod idé med sådan nogle cykeltaxier. Den der træder i pedalerne får motion, byen bliver ikke forurenet, passagererne oplever byen på en mere direkte måde, end hvis de sad inde i en bil, og så kan cykeltaxien køre på steder, hvor en almindelig taxi ikke kan køre som f.eks. nede langs vandet ved Amaliehaven. Som en ekstra bonus, så bidrager det også til, at København endnu engang markerer sig som en miljøvenlig by uden særlig meget forurening, og det er virkelig noget som trækker turister til. Hvis man har prøvet at færdes i en stærkt forurenet storby, så sætter man pris på at komme til en by, hvor luften er frisk, og hvor man kan trække vejret, uden at luften smager grimt.

Det er sjovt at se, hvor mange af den slags miljøvenlige tiltag der bliver gjort i København i disse år, og det er noget, man lægger mærke til i udlandet. For kort tid siden var studieværten Richard Quest fra CNN i København, og han roste vores by til skyerne og lærte samtidig CNNs millioner af seere et nyt ord, nemlig "copenhagenization". Sådan et indslag er virkelig god reklame for København, og det er i den grad noget der trækker turister til, og jo flere turister der kommer og bruger penge, jo mere velstående bliver vores by og vores land. Det interessante er, at det ikke er kæmpestore dyre byggerier der har gjort København så populær rundt om i verden. Nej, det er relativt små ting, som cykelstier, cykelparkering, bycykler - og altså også cykeltaxier.

Det viser, at selv uden en masse kapital til rådighed, så kan det faktisk lade sig gøre for helt almindelige mennesker at gøre en kæmpe forskel for deres by. Opskriften er at man skal tænke grønt og finde på løsninger som kan skåne miljøet. Selv små ting gør en forskel, og der bliver lagt mærke til det ude i den store verden. Det er vigtigt, at vi ikke "hviler på laurbærene" nu, men i stedet fortsætter med at finde på nye tiltag som kan gøre København endnu mere populær. Men selv hvis man ikke lige kan finde på noget, så kan man alligevel gøre noget. Man kan f.eks. tage en cykeltaxi i stedet for en almindelig taxi. På den måde bidrager man til, at der kommer endnu flere cykeltaxier i København, og dermed endnu flere turister og endnu flere penge.

mandag den 13. juni 2011

Hvor mange mennesker bor der i København?

København er Danmarks hovedstad og er samtidig den største by i landet. Men hvor mange mennesker bor der i København? Før jeg giver svaret, vil jeg lige slå fast, at i modsætning til hvad mange tror, så inkluderer København ikke kun brokvarterene men også områder som Valby, Vanløse, Bispebjerg, Brønshøj og Husum. Det er således en by som strækker over et ret stort areal, og samtidig bor folk ret tæt her i København. Derfor er befolkningstallet også ret højt.

Men tilbage til spørgsmålet, hvor mange mennesker bor der i København? Det korte svar er, at d. 1. januar 2011 boede der ca. 540.000 mennesker i københavn. Ja, du læste rigtigt! Der bor over en halv million mennesker i København, og det er derfor, at det er Danmarks største by. Hverken Århus eller Odense når København til sokkeholderne når det gælder befolkningstal, selv om begge byer også er ret store. De senere år er befolkningstallet i København steget med ca. 10.000 mennesker om året, og derfor vil tallet for hvor mange mennesker der bor i København sikkert være lidt højere til næste år.

Selv om København er den by i Danmark, hvor der bor flest mennesker, så er det dog for intet at regne i sammenligning med byer som New York, Mumbai og Paris, så i international sammenhæng er der ikke tale om en storby. Men nu kender du svaret, hvis noget skulle finde på at spørge dig: Hvor mange mennesker bor der i København? Der bor nemlig over en halv million mennesker i Danmarks hovedstad, København.

søndag den 12. juni 2011

Findes der rigtige indianere?

Hvis man her i sommermånederne går forbi Rådhuspladsen i København, så vil man med stor sandsynlighed se nogle sydamerikanere som står og spille panfløjte og forskellige andre instrumenter. Jeg mener at have hørt, at de er fra Chile, men uanset om de er chilenere eller ej, så er de i hvert fald klædt på en måde, som for en byboer som mig leder tankerne hen på indianere. Jeg synes, det er rigtig hyggeligt med indianere på Rådhuspladsen - hvis det altså er det de er, og jeg har da også flere gange stillet mig op og lyttet til deres musik.

Flere gange mens jeg har stået der og lyttet til musikken og set på deres klædedragter, så har jeg stillet mig selv spørgsmålet, "findes der rigtige indianere?". Mange af os har fået et billede af indianere som nogle der angreb cowboys i det vilde vesten, som vi så det i cowboyfilm. Sandheden er nok snarere, at indianere har været mere fredelige, men hvis man skal have puttet lidt action ind i en film, så er det nok mere belejligt at fremstille dem som krigere. I virkeligheden så har indianere nok altid bare været naturmennesker som har levet i pagt med naturen og været lige så fredelige som alle mulige andre mennesker.

Men findes der rigtige indianere? Og det næste spørgsmål må så være, hvordan man definerer en indianer. Jeg ved ikke, hvordan man skal være for at blive kaldt indianer, og om der overhovedet findes rigtige indianere. Hvis de findes - altså udover dem på Rådhuspladsen, hvor jeg ikke helt er klar over, om de virkelig er indianere - så kunne det være spændende at prøve at besøge en rigtig indianerstamme og se, hvordan de lever. Indtil det eventuelt bliver en mulighed, så vil jeg nøjes med at glæde mig over de fløjtespillende mennesker på Rådhuspladsen som giver mig en lille oplevelse af at have set rigtige indianere.

onsdag den 8. juni 2011

Elephant Parade København

Der er i øjeblikket Elephant Parade i København, og for dem som forventer at se lyslevende elefanter komme trampende gennem gaderne, skal jeg straks sige, at Elephant Parade er en  udstilling bestående af 102 glasfiber elefanter. De mange elefanter er malet i flotte farver, og det er kunstnere både fra Danmark og fra udlandet som har stået for at male dem. De 102 elefant-kunstværker står spredt rundt om i København til glæde for alle os der dagligt færdes i byen.

Elephant Parade København 2011 er en del af det internationale projekt, Elephant Parade, og udstillingen har tidligere været i London, og den vil senere komme til andre byer i Europa. De 102 Elefanter som i øjeblikket står udstillet rundt om i København bliver d. 9. september bortauktioneret ved et kæmpe arrangement på Scandic Copenhagen Hotel, og det er det hæderskronede danske auktionshus Bruun Rasmussen, som står for at afvikle auktionen.

Og hvad skal der så ske med de mange penge som kommer ind ved at bortauktionere Elephant Parades mange elefanter? Jo, de skal såmænd gå til at hjælpe den asiatiske elefant, så den har større chance for overlevelse. Antallet af asiatiske elefanter er faldet drastisk, og hvis arten skal overleve, så er der brug for, at der bliver gjort noget hurtigt, og det er lige præcis, hvad Elephant Parade har som formål.

Jeg synes, det er et fremragende initiativ - eller som man siger med et moderne udtryk, en win/win situation. Os der bor i København får noget kønt at kigge på, mens Elephant Parade står på, de virksomheder (for det tror jeg det er) som køber elefanterne på auktionen får positiv omtale, og sidst men ikke mindst bliver der skrabet en hel bunke penge ind til at arbejde for den asiatiske elefants overlevelse. På den måde har vi alle fordel af projektet, så det kan jo ikke være bedre. Jeg er fuld af beundring over de mennesker som har fundet på idéen med Elephant Parade. Det er virkelig en smart måde at samle penge ind til et godt formål, og jeg håber Elephant Parade København 2011 ikke bliver den sidste, men at den også kommer til at finde sted i 2012 og de næste mange år.

Hvis du hører til dem som endnu ikke har set nogen af elefanterne fra Elephant Parade, så har jeg taget et billede af en af dem. Den står placeret ved Københavns Havn udfor Admiral Hotel, og som du kan se, så er der en lille plade med tekst foran elefanten som kort forklarer om formålet med Elephant Parade København, og hvad pengene skal gå til.


Gadeskilte i København - nu med undertekster

Dette gadeskilt spottede jeg her til aften på hjørnet af Tordenskjoldsgade og Havnegade i København. Det særlige ved skiltet er, at der er undertekster på, som forklarer hvem Tordenskjold var. Det er nogle år siden, jeg første gang hørte om idéen med at tilføje undertekster på gadeskiltene i København. Dengang var det vist noget med at den kendte byhistoriker Allan Mylius Thomsen og daværende bygge- og teknikborgmester Søren Pind havde gået sammen rundt i byens gader og fået sig en snak om byens gadeskilte. Så vidt jeg husker, var de begge indstillede på, at skiltene skulle have forklarende undertekster, men så hørte man ikke mere om det - eller jeg gjorde i hvert fald ikke.

Men så her til aften så jeg det her skilt som forklarer, at Tordenskjold var den samme som den danske søhelt Peter Wessel, og at han blev født i 1690 og døde i 1720 - så han blev altså kun 30 år. Jeg tjekkede ikke alle gader i området, men mon ikke der kommer tilsvarende skilte op med undertekster ved Niels Juels Gade, Cort Adelers Gade og de andre gader i området som er opkaldt efter gamle danske søhelte. Jeg synes det er et rigtig godt initiativ, og selv om det tog nogle år, inden disse skilte blev til virkelighed, så er det jo rart, at de endelig er kommet, så vi allesammen kan blive klogere på, hvem gadeskiltene i København er opkaldt efter, og på den måde få genopfrisket eller udbygget vores historiske viden.

mandag den 6. juni 2011

Park ved Tivoli Hotel

Der er kommet en ny park i København, men hvis ikke lige man ved, at den er der, kan den være svær at finde. Parken ligger på taget af en bygning omkranset af SEBs bygning, Postterminalen, Tivoli Hotel og WakeUp Copenhagen Hotel. Parken er flottest om aftenen, og derfor har jeg valgt at fotografere den om aftenen. Der er flere indgange til parken, men det som man med lidt god vilje kan kalde "hovedindgangen" er ved siden af SEBs bygning i Bernstorffsgade lige ved hjørnet til Kalvebod Brygge:


Som man kan se, ligner det nede fra gaden bare nogle træer på en skråning, men hvis man går op mellem træerne kommer man op til parken. Når man er kommet op af skråningen ligger parken lige foran ens fødder:


Og hvis man vender sig om, kan gaden, hvor man kom fra,  kun lige skimtes mellem træerne:


Inde i parken er der bænke, hvor man kan sidde og hygge sig:


Og længere nede i parken ligger Tivoli Hotel på den ene side:


Og WakeUp Copenhagen på den anden side:


Og mellem de to hoteller er der en hyggelig eventyrhave:


Hvis man ikke har lyst til at gå hele vejen gennem parken igen for at komme ud, så er der en trappe ned i hjørnet bagved WakeUp Copenhagen Hotel. Jeg ved ikke, hvad denne park hedder, da jeg ikke har kunnet finde noget skilt, hvor det står på, men hvis nogen skulle ligge inde med svaret, så skriv endelig en kommentar!

søndag den 5. juni 2011

Bycykler i København

Hvis man går en tur rundt i København i sommerhalvåret, kan man ikke undgå at se de populære bycykler i gadebilledet. Det er simpelthen en genial opfindelse. Tænk at man kvit og frit kan låne en cykel - man skal godt nok lægge 20,- kr. i depositum, men dem får man jo tilbage når man sætter cyklen fra sig igen. Der er stativer til bycyklerne overalt i København, så man kan næsten altid finde et stativ i nærheden af det sted, hvor man skal hen.

Bycyklerne sponsoreres af forskellige virksomheder som så betaler for at have en reklame på hjulet eller på selve cyklen. På den måde kan projektet løbe rundt til gavn og glæde for københavnerne. Men det er ikke kun Københavns beboere der har glæde af det. Turisterne har også fået øjnene op for dem, og af hensyn til folk som ikke kender byen, har hver bycykel monteret et kort over København på styret, så man nemt kan finde rundt. Sæsonen for bycykler starter om foråret og slutter om efteråret. I vinterhalvåret er cyklerne til service, så de er klar til en ny sæson.

Jeg ved ikke, hvem der har fået idéen til bycyklerne, men jeg tager hatten af for vedkommende. Det er virkelig et eksempel til efterlevelse, og det har jo vist sig at være langtidsholdbart, eftersom det efterhånden har fungeret i adskillige år. Det er dejligt at bo i en by som i den grad markerer sig med grønne tiltag.

Desværre ser jeg ofte bycykler som er ødelagte, og man får indtryk af, at det i nogle tilfælde skyldes hærværk. Det er virkelig synd, at sådan noget finder sted, for bycyklerne er mere end bare cykler. De er med til at styrke Københavns image som grøn og miljøvenlig by, og de har derfor en kæmpe markedsføringsmæssig værdi. Så derfor vil jeg indtrængende opfordre til, at vi allesammen passer bedre på bycyklerne, og kontakter Fonden Bycyklen i København, hvis man ser en ødelagt bycykel, så vi fortsat kan markere os som en grøn og klimavenlig by.

Pinsekarneval 2011

Så nærmer tiden sig for pinsekarneval 2011, og traditionen tro bliver København omdannet til en herlig folkefest af dimensioner. Det foregår i dagene 10., 11. og 12 juni, og karnevallet åbner fredag d. 10. juni 2011 kl. 15.00 i Fælledparken. Hvis du hører til dem som endnu ikke har oplevet karneval i københavn, så vil jeg anbefale at du reserverer lidt tid i dagene 10. - 12 juni og enten deltager i karnevallet eller står på sidelinien som tilskuer.

Det er gratis at deltage, og det bliver med garanti ikke kedeligt. Det første pinsekarneval i København fandt sted i starten af 1980'erne og siden er det blevet en fast tradition. Så hvis du holder af friske sambarytmer og hyggelig folkefest, så er der god grund til at deltage i pinsekarneval 2011 i København. Det er en fantastisk kulturbegivenhed, og det er dejligt med den slags begivenheder. Det er med til at gøre vores dejlige by mere levende, og samtidig er det endnu en god grund for turister til at lægge vejen forbi København om sommeren.

Jeg skal ikke selv deltage i pinsekarneval 2011, men jeg vil forsøge at overvære så meget af det som jeg kan komme til, for det er altid festligt. Man bliver simpelthen i rigtig godt humør af at se de mange glade dansende mennesker, og jeg hører til dem der tror på, at det er sundt at være glad. Hvis du har lyst til at deltage, så kan du læse mere om det herlige arrangement på hjemmesiden for Copenhagen Carnival 2011, hvor du finder en masse praktiske oplysninger samt andre ting som kunne vare rart at vide i forbindelse med pinsekarneval 2011 i København. Jeg ønsker alle deltagere og tilskuere en rigtig god fest!

onsdag den 18. maj 2011

Rulleskøjter i København

Noget tyder på, at den helt nye motionsdille er at løbe på rulleskøjter. I dag var jeg ude at gå en tur, og på blot en times spadseretur i København så jeg omkring 20 - 30 mennesker på rulleskøjter rundt om i byen. Vi har masser af cykler her i København, og det er vi faktisk kendt for over hele verden, men det kunne da være sjovt, hvis vi også kunne blive kendt for at have mange rulleskøjter i København. Både cykler og rulleskøjter er jo nogle fremragende motionsformer, og samtidig er det gode transportmidler.

Hvis dillen med at løbe på rulleskøjter breder sig, så kunne det være, at det var en idé at gøre nogle af cykelstierne lidt bredere, så der også kan blive plads til rulleskøjte-løbere. De tager jo nogle gange en lille smule mere plads i bredden end det er tilfældet med cykler, men hvis viljen er der, så skulle det nok kunne lade sig gøre, at det kunne blive en integreret del af transporten i København. Det er en meget miljøvenlig form for transport, og så er det jo også billigt at komme rundt - når først rulleskjøterne er købt, så kan man helt gratis komme rundt i byen. Oven i købet kan man køre rimelig hurtigt på sådan et par - når man altså lige har fået øvelsen først!

Jeg synes, der er mange fordele ved rulleskøjter som transportmiddel, som man ikke har ved cykler. En af de største fordele er, at man kan tage dem med sig, når man ikke kører på dem. De kan snildt ligge i en taske, og på den måde er man ude over problemerne med tyveri, som jo ellers er et stort problem for mange cyklister. En anden fordel er, at man uden problemer kan færdes på steder som f.eks. Strøget i København, hvor der jo som regel altid er mange mennesker. Det er næsten umuligt at cykle på strøget i myldretiden - og så er det i øvrigt også ulovligt.

Det kunne være sjovt, hvis København kunne blive byen der var kendt for at have flere mennesker på rulleskøjter end nogen anden by i verden. Det ville i den grad styrke vores image som en miljøvenlig by, og så er der jo også den fordel ved det, at man får masser af motion ved at transportere sig rundt i byen på den måde. Vi er allerede kendt for vores klimavenlige løsninger, men derfor er der jo ingen grund til at hvile på laurbærene. Vi kan sagtens gøre mere, og i den forbindelse ville det være helt oplagt med nogle flere rulleskøjter i København.

Jeg går selv alvorligt og overvejer, om jeg skulle købe mig et par rulleskøjter. Jeg havde nogle da jeg var barn, og jeg kan da huske, at det var sjovt at løbe op og ned ad gaden på dem. Det er fint, at det nu også er blevet moderne blandt voksne, så hvis jeg købte mig et par, ville jeg for første gang i mange år være med på moden, og det er jo en sjov lille sidegevinst. I første omgang vil jeg prøve at snakke med nogle af mine venner om projektet, og høre om de eventuelt også kunne have lyst til at løbe på rulleskøjter. På den måde ville vi kunne øve os sammen, for jeg tror det er nødvendigt med lidt øvelse, inden vi begiver os ud på gader og cykelstier i København. Så hvem ved, måske bliver det mig som man ser senere på sommeren med fuld fart på gennem byen på et par smarte rulleskøjter i gang med at motionere mens jeg bevæger mig rundt i byen.

lørdag den 14. maj 2011

Husbåde i Københavns Havn

I går eftermiddag gik jeg en tur langs Københavns Havn, og da jeg passerede en husbåd, kunne jeg ikke styre min nysgerrighed og kiggede ind af vinduerne. Det så rigtig hyggeligt ud derinde, og jeg har tit drømt om at bo på sådan en husbåd. Efter at have fået styret min nysgerrighed, gik jeg videre, mens jeg skammede mig en smule over sådan at have kigget ind af folks vinduer. Der er jo trods alt mennesker der bor på de husbåde der ligger i havnen. I det samme kom en havnerundfartsbåd forbi. Jeg kunne høre den nærmede sig og vendte mig om. Da den sejlede forbi husbåden, kiggede alle passagererne ind af de af husbådens vinduer der vendte ud mod kanalen, og nogle af dem pegede endda på husbåden, mens de snakkede med deres sidemænd.

I et splitsekund forsvandt min drøm om at bo på en husbåd i Københavns Havn. Tænk at bo et sted hvor nysgerrige fodgængere kigger ind af ens vinduer fra landsiden, og folk i både kigger ind af vinduerne fra den anden side. Jeg ville ærlig talt føle det, som om jeg sad i et udstillingsvindue, hvis jeg boede sådan. Selvfølgelig kunne man jo bare trække gardinerne for, men så er det ligesom lidt af idéen ved at bo ved vandet forsvinder.

Jeg gik lidt videre langs havnen, mens jeg tænkte over mit nye ståsted i forhold til at bo på en husbåd, og så var det jeg kom til at tænke på, at i Amsterdam er der fyldt med husbåde i alle kanalerne, og hvis man har været der, så ved man, at der er kanaler over hele byen. I Amsterdam er der ikke - så vidt jeg husker - nogen der kigger ind af vinduerne ved husbådene, for der er husbåde over det hele, så der er ikke noget specielt ved at gå eller sejle forbi en husbåd. I øvrigt er husbådene i Amsterdam med til at gøre byen rigtig hyggelig at gå rundt i.

Tænk hvis vi tillod husbåde overalt i Københavns Havn - altså lige bortset fra Langelinie, Amaliehaven og andre steder hvor byens gæster lægger midlertidigt til, når de kommer sejlende til byen. Hvis der var husbåde overalt i havnen, så ville man ikke kigge mere ind af bådenes vinduer, end man kigger ind af vinduerne i stuelejligheder, og det er trods alt få mennesker der gør det. Samtidig ville husbådene give et mere hyggeligt og livligt havnemiljø, og det ville jo være til glæde for alle der, ligesom jeg, holder af at gå tur langs Københavns Havn. For når alt kommer til alt, så er husbåde jo rigtig hyggelige, også selv om man ikke kigger ind af vinduerne. :)

Barnevogne i København

Hvis du har prøvet at gå ned af strøget i København i myldretiden, så har du med garanti også prøvet pludselig at måtte springe for livet, fordi en eller anden mor skubber sin barnevogn frem gennem mylderet i rask tempo, selv om der er pakket med mennesker. Da man gerne vil undgå at blive ramt på anklen eller underbenet af barnevognens stel, så har man ikke andet valg end straks at springe til side. Jeg har selv prøvet at blive ramt af en barnevogn en dag, hvor jeg ikke nåede at springe til side tids nok, og det gjorde pokkers ondt. Derfor bliver jeg nærmest paranoid, når jeg ser en barnevogn med kurs mod mig, og jeg springer straks til siden, også selv om det betyder, at jeg nogle gange springer ind i andre mennesker.

Det har fået mig til at tænke på, at sådan en barnevogn må være perfekt til at fragte sine indkøb i, hvis man går og shopper på strøget. Det må kunne lade sig gøre, at få en billig barnevogn på tilbud som er egnet til formålet. Hvis den kun skal bruges til at fragte indkøbsposer i, så er det jo lige meget hvor komfortabel den er. Med sådan en vogn ville man slippe for at stoppe op i tide og utide - i stedet ville trængslen på strøget blive alle andre menneskers problem, eftersom hver eneste af dem ville have valget mellem at blive ramt på underbenet af barnevognsstellet eller straks springe væk, så man kunne komme frem. Altsammen takket være en billig barnevogn.

Nu må jeg dog indrømme, at det nok ikke er særligt sandsynligt, at jeg ville anskaffe mig en barnevogn, og slet ikke til det formål. Jeg ville føle mig enormt egoistisk, hvis jeg sådan kom brasende ned gennem strøget, og derved gjorde trængslen til alle andres problem end mit eget. Faktisk mener jeg, at barnevognsskubbende forældre burde vise en lille smule mere hensyn og holde øje med om der er folk foran dem, inden de bare braser afsted med deres barnevogne. Når man færdes på et stærkt trafikeret sted, så er det alles ansvar at give plads til hinanden, så vi alle kan komme frem så hurtigt som mylderet nu tillader det, så kære barnevognsejere: Vil I ikke nok vise en lille smule hensyn, når I skubber jeres barnevogne et sted, hvor der er mange mennesker? Hvis I skubber barnevognen i samme tempo som alle andre bevæger sig i og husker at stoppe op, når der er nogen lige foran jer - lige som I ville gøre, hvis I ikke havde barnevognen med, så bliver det meget sjovere for os alle sammen at gå en tur ned af strøget i København i myldretiden.

lørdag den 7. maj 2011

Gemini Residence på Islands Brygge

Hvis du har gået en tur i den ende af Islands Brygge, hvor Bryggebroen ligger, så har du med garanti også lagt mærke til Gemini Residence. Hvis ikke navnet siger dig noget, så kan det være at kælenavnet "Dobbeltsiloen" får dig til at vide, hvilken bygning jeg mener. Gemini Residence ligger lige ved Bryggebroen, og jeg vil tro, at det er den mest fotograferede bygning på Islands Brygge, og sikkert også en af de mest fotograferede bygninger i København. Det er der bestemt også en grund til, for bygningen er virkelig flot - faktisk tror jeg, at det er den flotteste bygning jeg nogensinde har set.

En lejlighed i Gemini Residence på Islands Brygge er bestemt ikke billig. Bygningens lejligheder er ejerlejligheder, men derfor kan det jo godt være, at man kan være heldig at finde en lejlighed til leje i Gemini Residence. Man skal dog forberede sig på, at man skal op med den helt store pengepung, hvis man skal bo der. Jeg har set priserne på nogle af de lejligheder der har været udbudt til salg fra tid til anden, og de ligger bestemt ikke i den billige ende.

Forleden dag var der i Hammerslag på DR1 en lejlighed i Gemini Residence som nogle ejendomsmæglere skulle vurdere prisen på, og det så virkelig ud til at være en perfekt bolig. Hvis jeg en dag kommer seriøst meget til penge, så vil jeg købe en lejlighed i den bygning, for det er simpelthen det bedste sted man kan bo i København - ikke mindst på grund af den storslåede udsigt over Københavns Havn.

Oprindeligt har bygningerne tilhørt Dansk Soyakagefabrik, og de fungerede dengang som siloer, men nogle dygtige arkitekter og bygningsfolk byggede siloerne sammen og gav bygningen et nyt liv som Gemini Residence. Sådan en bygning skaber glæde hver eneste dag for de mange mennesker som dagligt passerer forbi Islands Brygge, og den er med til at gøre København til en mere spændende by - ikke bare nu, men i mange år fremover.

Og så er det jeg tænker, at det er i grunden mærkeligt, at der ikke findes flere af den slags bygninger i København. Det er virkelig et spændende byggeri, og det forskønner hele området. Tænk hvis der var flere der gjorde lige så meget ud af et byggeri, som dem der har istandsat Gemini Residence, så ville de gøre en masse mennesker glade hver eneste dag i lige så lang tid som bygningerne eksisterer. Jeg håber at Gemini Residence vil være en inspirationskilde til andre, så København måske en dag kan udmærke sig som byen med det mest spændende arkitektur.

torsdag den 14. april 2011

Påskeferie 2011 - Tilbud for enhver smag og pengepung

Så er det i morgen, at skolernes påskeferie 2011 starter, og som altid er der masser af tilbud til familierne her i København. Eksperimentarium i Hellerup har en masse sjove ting på programmet i påskeferien, og Zoo har også et spændende program for påskeferien med masser af spændende tilbud til børnene. Tivoli har også åbent i påsken, og hvis man holder af at sejle, så kan man jo tage på kanalrundfart og se København fra vandsiden.

Hvis påskeferien 2011 skal være gratis - eller næsten gratis, så kan det også sagtens lade sig gøre, for der er nemlig masser af gratis tilbud af oplevelser i og omkring København. Dyrehaven nord for København er et dejligt sted at gå tur, og for dem der bedre kan lide at være i byen, er der mulighed for at gå tur i området omkring Langelinie og Amaliehaven, hvor der næsten altid ligger flotte skibe i havnen. Nyhavn behøver heller ikke at koste en formue at besøge, for man behøver ikke at sidde ved restauranternes udendørs borde for at nyde den gode Nyhavn-stemning. Der er altid masser af mennesker der bare sidder ved kajkanten og nyder en is eller en øl eller sodavand.

Der er altså masser af tilbud man kan gøre brug af i påskeferien 2011, og det behøver ikke at koste noget. Der er tilbud for enhver pengepung, så det er bare at komme ud og nyde det gode påskevejr og glæde sig over, at det nu er blevet forår. God påske!

Filmfestival i København - CPH PIX starter i dag

I dag starter filmfestivallen CPH PIX, og som navnet antyder så finder det sted i København. Der er masser af forskellige spændende film, og mange biografer lægger lærred til, når filmfestivallen løber af stablen. CPH PIX præsenterer film, som normalt ikke vises i byens biografer, og det er ikke kun danske film, men film fra hele verden. Så hvis du har lyst til at komme ind og se en eller flere film, som er lidt anderledes end hvad man ellers ser, så er det med at benytte muligheden, når CPH PIX i disse dage foregår i københavnske biografer. Festivallen varer helt til d. 1. maj, så det skulle være muligt for de fleste at komme ind og se mere end bare én film. Du kan læse mere om CPH PIX på deres hjemmeside, hvor du også finder program samt en række andre praktiske oplysninger.

På ethjulet cykel i København

I går så jeg en fyr som kom kørende på en ethjulet cykel på cykelstien i det indre København. Det ser sjovt ud, når folk kommer cyklende på sådan en, og jeg er fuld af beundring over, at de kan holde balancen. Jeg er sikker på, at jeg ville falde og slå mig, hvis jeg forsøgte mig med at køre på ethjulet cykel. Der må ligge mange timers øvelse til grund for at kunne holde balancen på sådan en tingest, og jeg kunne forestille mig, at det er en god idé at træne et sted, hvor der er noget blødt at falde på. Måske ville det også være en idé at få noget undervisning, hvis man ville lære det, for der er sikkert nogle teknikker, som det kan betale sig at kende.

Den ethjulede cyklist fra i går fik mig til at tænke på, at der flere gange har været afholdt et løb i Rundetårn i København, hvor deltagerne konkurrerer om, hvem der hurtigtst kan køre op i toppen af Rundetårn og ned igen - på ethjulet cykel. Så vidt jeg husker, går det under navnet Rundetårnsløbet, men jeg ved ikke om det er noget der bliver afholdt hvert år, eller om det bare er noget der afholdes en gang i mellem. Men sjovt er det i hvert fald, og jeg tænker, at det må kræve særdeles gode benmuskler hos deltagerne. Som sagt ved jeg ikke, om der igen kommer Rundetårnsløb - og hvornår det i givet fald vil finde sted. Jeg har ikke kunnet finde noget om det på nettet, men hvis nogen ligger inde med viden om, hvornår der igen bliver dystet i at køre op i Rundetårn på ethjulet cykel, så må I meget gerne skrive en kommentar, for jeg kunne godt tænke mig at komme ind og se det, hvis der ellers er plads til tilskuere.

Tivoli åbner i dag - Pretty Maids spiller næste fredag på Plænen

Så er vi kommet så langt hen på foråret, at det er i dag Tivoli i København åbner. Sæsonen åbnes med et påskearrangement under overskriften "Æg og Ballade", og det varer helt til d. 25. april. Det er dog kun påsken i Tivoli som slutter d. 25. april - haven holder heldigvis åbent hele sommeren.

Det er min plan at købe et årskort til Tivoli, for jeg er næsten dagligt i området omkring Tivoli, og så kan man jo lige så godt gå en tur gennem den smukke have og nyde eventyret for en stund, inden man igen begiver sig ud i byens travlhed. Udover at man kan gå en hyggelig tur i løbet af eftermiddagen, så er der også mulighed for at høre musik i Tivoli ved de legendariske fredagsrock-arrangementer. Første gang der er fredagsrock i år er fredag d. 22. april, hvor Pretty Maids spiller på Plænen. Der er fredagsrock hele sæsonen, og du kan se hele det spændede program her. Der kommer masser af god musik som f.eks. Vinnie Who, Nik & Jay, Aqua samt en masse andre, så det skal nok blive sjovt!

søndag den 10. april 2011

Storke i København?

I går sad jeg i et selskab, hvor der var en som hårdnakket påstod, at han havde set en stork ved søerne i København. Nu er han normalt ikke typen som siger ting der ikke er rigtige, men ingen andre i selskabet, inklusive mig selv, havde aldrig hørt om, at der skulle være storke i København. Det ville naturligvis være dejligt, hvis os københavnere også kunne have en stork at være stolte af, ligesom de har i flere provinsbyer, men efter min bedste overbevisning, har der aldrig boet storke nogen steder i vores ellers så dejlige by. Jeg kunne dog godt tænke mig at få opklaret spørgsmålet om, hvorvidt der officielt er registreret storke i København, så hvis nogen ligger inde med viden om det, så må I meget gerne skrive en kommentar.

En anden sjov ting omkring storke er, at de jo siges at være dem der kommer med babyerne. I virkeligheden var det vist kun i gamle dage, at man sagde sådan, fordi man ikke fandt det passende at give seksualundervisning til unge mennesker. Så i stedet for at forklare dem om blomsterne og bierne, så sagde man, at det var storken der kom med børnene. Om der stadig findes forældre som siger sådan til deres børn, når de spørger til, hvordan de selv eller andre er kommet til verden, må stå hen i det uvisse, men jeg synes det er en sjov lille historie. Så hvis vi virkelig har storke i København, så kunne man jo - med et blink i øjet - argumentere for, at de kunne hjælpe på det faldende fødselstal. Hvorom alting er, så vil jeg være meget taknemmelig, hvis nogen vil hjælpe mig med at opklare spørgsmålet om, hvorvidt vi har storke her i København - eventuelt bare på gennemflyvning, eller om ham som hævder at have set en af slagsen bare skal have genopfrisket, hvordan en stork i virkeligheden ser ud.