mandag den 29. november 2010

Sparkstøtting når man skal rundt i København

I Norge har man et transportmiddel som hedder en sparkstøtting. Det er kort fortalt en stol som er placeret på nogle tynde stykker metal, som mest af alt kan sammenlignes med nogle lange skøjter. Bagved stolen er der placeret nogle små plader på skøjterne, så man kan stå bagved stolen. Man kommer frem ved at sætte den ene fod ned, og skubbe sig frem, eller sparke sig frem om man vil, mens man støtter sig til stolen - deraf navnet sparkstøtting. På en dag som i dag ville en sparkstøtting være det ideelle transportmiddel når man skal rundt i København. Hvis alle havde en sparkstøtting, ville det ikke være nødvendigt at rydde sne på fortorvene. Det ville tværtimod være nødvendigt, at man ikke ryddede sne på fortorvene. Jeg ved godt, at vi ikke har så mange dage om året med sne, men hvis antallet af snedage fortsætter med at stige, så ville det pludselig blive relevant at anskaffe sig en sparkstøtting. Det er desuden et yderst miljøvenligt transportmiddel, da den jo kører på den berømte rugbrødsmotor, og så er der oven i købet plads til en passager. Derudover er den billig i drift, og jeg vil umiddelbart tro, at en sparkstøtting kan holde i mange år inden den skal skiftes ud, og uden at kende de præcise priser, tror jeg ikke at de er særligt dyre. Jeg glæder mig i hvert fald til jeg ser den første sparkstøtting i København, og jeg er sikker på, at den dag nok skal komme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar