mandag den 31. august 2015

Skraldespandsroderen rydder op

I dag stod jeg og ventede på en bus, og ved siden af stoppestedet var der en skraldespand. Desværre havde der været nogle mennesker forbi som ikke kunne ramme spanden, for der lå skrald og flød ved siden af spanden, selv om den ikke var fyldt.

Mens jeg stod der og ventede, kom der en mand, som jeg i mangel af et bedre ord vil kalde for "skraldespandsroder", for det var nemlig hvad han gjorde, rodede i skraldespanden. Jeg vil tro han ledte efter tomme flasker eller dåser som han kunne sælge, men han havde ikke heldet med sig og gik tomhændet derfra.

Det interessante var, at da han var færdig med at gennemrode skraldespanden i sin jagt efter værdier, så samlede han alt det affald op som lå på jorden ved siden af skraldespanden og puttede det ned i spanden. Da han var gået, så der helt pænt ud.

Sådan en mand har jeg respekt for. Det er jo en god ting for byen, at der færdes sådanne mennesker i gaderne, når nu byens borgere ikke selv kan finde ud af at bruge de opstillede skraldespande. Jeg burde havde sagt noget pænt til ham, inden han gik, men jeg var helt målløs og fik ikke sagt noget. Så i stedet skal der herfra lyde en stor tak til dagens skraldespandsroder. Du har min dybeste respekt!