Nytårsforsæt - Hvorfor holder vores nytårsforsæt ikke?

Så nærmer vi os nytår, og i den anledning er der mange af os der har nogle såkaldte nytårsforsæt. Et nytårsforsæt er noget man ønsker at forbedre i det nye år. Typiske nytårsforsæt er, at man vil løbe en tur hver morgen, spise flere grøntsager, spise mindre søde sager osv.

Det sjove ved nytårsforsæt er, at de som regel ikke holder særlig længe. De fleste mennesker glemmer dem hurtigt, når først hverdagen i det nye år er begyndt at melde sig, og så betyder vores løfter til os selv pludselig ikke så meget mere. Så bliver der ikke løbet, spist mere grønt eller mindre slik. Og hvordan kan det så være? Jeg sad i går og talte med en god ven om, hvordan det kan være, at de fleste af os glemmer vores nytårsforsæt ret hurtigt, og han kom faktisk med et meget godt bud på, hvorfor det er sådan. Han sagde, at hvis vi virkelig havde lyst til at løbe om morgenen og virkelig havde lyst til at spise grøntsager, så ville vi jo ikke vente til nytår med at begynde på det - så ville vi bare gøre det allerede nu. Når vi bruger nytåret som anledning, så skyldes det, at vores nytårsforsæt i virkeligheden handler om noget, som vi slet ikke har lyst til, og derfor har vi brug for en anledning til at begynde med det.

Jeg ved ikke om den forklaring på de brudte nytårsforsæt er den rigtige, men jeg synes, det lyder meget sandsynligt, at det kunne være sådan. Men selv hvis det skulle forholde sig sådan, så synes jeg nu alligevel godt, at det giver mening at have et nytårsforsæt, for det er jo trods alt bedre at dyrke motion i et par uger, end det er slet ikke at dyrke motion. Jeg har ikke helt besluttet mig for, om jeg vil have et nytårsforsæt, men hvis jeg vælger et, så vil jeg gøre alt for, at det holder mere end blot et par uger.

Den perfekte værtindegave

Her i julen har jeg deltaget i flere arrangementer, hvor jeg har medbragt en værtindegave, og jeg har prøvet at finde frem til, hvad den perfekte værtindegave er. I de minutter hvor gæsterne ankommer, så har værtinden travlt med både at passe maden i køkkenet og samtidig tage imod gæsterne i takt med at de ankommer. En god værtindegave skal derfor være en gave som ikke giver noget besvær for værtinden.

En buket blomster som er indpakket i papir kan nemt give besvær for værtinden. Først skal buketten pakkes ud, og derefter skal den stakkels værtinde finde en vase frem, fylde vand i den, placere buketten i vasen og smide papiret ud. Hvis man absolut vil give en buket blomster, så mener jeg, at man enten bør medbringe en vase med vand som den står i, når man giver den til værtinden, eller at man får blomsterne bragt ud til værtinden i god tid, inden man ankommer. Man kan også vælge at give en sammenplantning som værtindegave. Sammenplantningen har den fordel, at værtinden kan sætte den fra sig med det samme uden at skulle have noget besvær.

Man kan også sagtens give en flaske vin eller en æske chokolade, men man skal altid sørge for at undgå, at værtinden skal have besvær med at pakke gaven ud, for som sagt har værtinden allerede rigeligt at se til, i de minutter hvor gæsterne ankommer. Hvis man gerne vil give en værtindegave som er pakket ind, så pak den ind i gennemsigtig cellofan som ikke kræver øjeblikkelig udpakning.

Og hvorfor har jeg så gjort mig så mange tanker om, hvordan den perfekte værtindegave er? Jo, forleden dag kom jeg til at aflevere en buket indpakkede blomster til værtinden, hvilket betød, at hun pludselig skulle bruge tid på at pakke buketten ud og finde en vase frem og fylde vand i den. Det var tydeligt at se, at jeg var kommet til at give den stakkels værtinde en masse besvær lige præcis på det tidspunkt, hvor hun havde allermest travlt. Man lærer af sine fejl, og derfor vil jeg fremover være opmærksom på, at en god værtindegave er en gave som ikke tager noget af værtindens dyrebare tid.

Fattig som en kirkerotte

Har du været ude at købe julegaver i år? Nej, jeg er fattig som en kirkerotte. Den ordveksling hørte jeg i eftermiddag, og jeg kunne ikke lade være med at studse over den. Som læsere af denne blog vil vide, så er jeg meget interesseret i det danske sprog og finurlige udtryk, så da jeg for første gang i lang tid hørte nogen sige "fattig som en kirkerotte", spidsede jeg ører.

Hvis nogen skulle være i tvivl om det, så betyder vendingen, "fattig som en kirkerotte", at man er så fattig som det overhovedet er muligt at blive. At man med andre ord ikke har en krone på lommen. En betydning som er til at tage og føle på.

Det er jo et herligt udtryk, og jeg er glad for at have hørt det, så jeg ved, at det stadig bruges. Man ser for sig en rotte der løber rundt blandt gravstene på en kirkegård uden en øre på lommen - præcis som det er tilfældet for enhver anden rotte. Hvorfor en kirkerotte skulle være særlig fattig, må stå hen i det uvisse, men de billeder det tegner på nethinden er fantastiske, og derfor elsker jeg udtrykket, "fattig som en kirkerotte".

Nå, men jeg har endnu ikke gjort alle mine julegaveindkøb, så derfor er jeg endnu ikke nået dertil, hvor jeg kan sige, at jeg er fattig som en kirkerotte, men når de sidste gaveindkøb snart er overståede, så kan det jo godt være, at jeg så småt begynder at føle mig som en kirkerotte, hvad økonomien angår. Uanset min økonomiske situation, så elsker jeg, når folk bruger den slags udtryk, for det er med til at gøre vores sprog mere levende og interessant. Så selv om vi måske allesammen skulle gå hen og blive fattige som kirkerotter, så er vores sprog og dets finurligheder med til at gøre os rige på andre måder, og det er jo en dejlig ting. Så set i det lys gør det måske ikke så meget, hvis man er fattig som en kirkerotte.

Julekugler - Arne og Carlos strikker flotte julekugler

Julekugler er, som navnet måske antyder, nogle kugler man hænger op til jul. I mange hjem er julekugler en fast del af juleudsmykningen, og de kan være lavet af mange forskellige slags materialer. Det norske par Arne og Carlos er imidlertid blevet populære langt ud over Norges grænser ved at have udgivet en bog om, hvordan man strikker julekugler.

Forleden dag var Arne og Carlos i Go' Morgen Danmark, hvor de fortalte om deres julekugler og viste nogle eksempler. Arne og Carlos er faktisk gået hen og blevet kult. Deres bog om julekugler er oversat til flere sprog, og for kort tid siden udkom der også en bog fra dem om strikkedukker.

Naturligvis har Arne og Carlos hjemmestrikkede trøjer på, og strikningen ser i det hele taget ud til at fylde en hel del i deres liv. Som Arne siger, så kan man slet ikke holde op med at strikke, når først man er kommet i gang. På Arne og Carlos hjemmeside kan man læse mere om de norske strikkemestre, og der er også en video der viser, hvordan de lever. De bor i et hyggeligt rødt træhus lige ned til en sø. Udenfor huset er der en hønsegård, og det hele ser ret hyggeligt ud. De har platter på væggen, og et lille dukkehus er der også blevet plads til i deres hjem.

Som de selv siger, så elsker de jul, og når man ser dem vise rundt i deres hjem, er det tydeligt at se, at de har sans for at skabe hygge. Og strikkede julekugler er jo hyggelige, så de passer perfekt ind i Arne og Carlos hjem. Som Arne påpeger, så repræsenterer de en livsstil, og mon ikke det er dét som gør, at de to strikkende fyre har fået så stor succes. I denne tidsalder med internet og masser af elektroniske ting, så kan man godt savne de enkle og hyggelige ting i livet, og det er netop det som Arne og Carlos repræsenterer. Med hjemmestrikkede julekugler og landlig idyl viser de en anden måde leve livet på, og det ser ud til at være populært. Det er en fornøjelse at se videoen fra deres hjem, og jeg må da indrømme at jeg et kort øjeblik drømte om at få sådan et træhus langt ude på landet og lige ned til en sø - komplet med hønsehus og det hele. Stor tak til Arne og Carlos herfra for at vise alle os andre, at god gammeldags hygge og landlig idyl stadig findes.

Enhver er sin egen lykkes smed

For nogle år siden så jeg en udsendelse i TV, hvor nu afdøde Harry Motor medvirkede. Harry Motor var en legendarisk bilmand og bilsælger, og på et tidspunkt var han direktør for Volvo i Danmark. På et tidspunkt havde han vist været ved at gøre karriere i fagbevægelsen, men valgte så alligevel bilerne. I løbet af udsendelsen sagde han, at enhver er sin egen lykkes smed, og hvis ikke man indser dette, så bliver man aldrig lykkelig. Udtrykket, enhver er sin egen lykkes smed, er et udtryk som ofte sættes i forbindelse med liberalisme, men det var ikke på den måde han mente det. Der var intet politisk i hans udmelding. Hans pointe var, at hvis man gerne vil være lykkelig, så er man nødt til først at definere, hvad der gør en lykkelig, og derefter at arbejde for at nå det. Vores velfærdssamfund skal nok sørge for, at ingen kommer til at sulte, men selv hvis man får mad på bordet hver dag, er det jo ikke sikkert, at man er lykkelig. Lykke er individuelt, og det er op til en selv at tilrettelægge sin tilværelse, så man kommer tættest muligt på det, som man selv synes er lykke. Det var det som Harry Motor mente, da han sagde, at enhver er sin egen lykkes smed.

Jeg kom til at tænke på Harry Motors udsagn om, at enhver er sin egen lykkes smed, da jeg i går besøgte en kollega som netop er flyttet. Tidligere boede han i et roligt og hyggeligt villakvarter lige uden for København. Sådan en villa som mange ville være glade for at bo i. Imidlertid var han flyttet fra det stille og rolige villakvarter og ud til et hus som ligger så tæt på Kastrup Lufthavn, som det næsten er muligt. Kvarteret var såmænd roligt nok - bortset fra at der hvert andet minut var en øredøvende larm af fly.

Som min kollega selv sagde, så ville de fleste andre mennesker nok hade at bo der, og det tror jeg han havde ret i. Grunden til at han har valgt at bo der, er at han elsker fly. Han nyder at sidde ude i sin have og se på de store maskiner, og flere gange om dagen tager han sin cykel over til Flyvergrillen, hvor han mødes med andre flyspottere. For ham er det lykken at bo der. Han kunne slet ikke forestille sig noget bedre sted at bo. Tæt på flyene som han elsker så meget. Han havde med andre ord fundet lykken. Eller rettere sagt, så havde han defineret, hvad der var lykken for ham, og derefter havde han smedet den. Han var sin egen lykkes smed.

Det havde ikke været dyrt for ham - tværtimod havde han fået en del mere for sit gamle hus, end han havde betalt for det nye, så lykken havde ikke været et spørgsmål om at skrabe penge sammen. Lykken havde derimod været et spørgsmål om at turde følge sit hjerte, og gøre det som gjorde ham lykkelig.

Det var enormt livsbekræftende at se en mand, som i den grad havde fundet lykken, og som var helt klar over, at det for alle andre ville være alt andet end lykke. Enhver er virkelig sin egen lykkes smed, og det gælder uanset om lykken er at se på fly eller om lykken er at leve som en vildmand langt ude i skoven eller noget helt tredje.

Hvis arbejde er sundt så giv det til de syge

Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge. Sådan har en vittig sjæl engang sagt. I den seneste tid har jeg flere gange taget mig selv i at sige til mig selv, at hvis arbejde virkelig er så sundt, så skulle man sætte de syge til det. Jeg har nemlig arbejdet utrolig meget den seneste tid, og en af konsekvenserne af det er, at jeg ikke har fået skrevet så meget på bloggen her.

Selv om jeg godt kan lide mit arbejde, så må jeg indrømme, at når arbejdsbyrden bliver for stor, så drømmer jeg mig af og til hen på en varm sandstrand i troperne, og det er i de situationer, at jeg så tænker i mit stille sind, at hvis arbejde er sundt så giv det til de syge.

I går faldt jeg så i snak med en kollega. Jeg ved, at han går og skriver på en bog, og da vores samtale på et tidspunkt kom ind på den store mængde arbejde vi har haft på det seneste, så sagde han, at han havde haft så travlt, at han kun havde haft tid til at skrive på sin bog i en times tid om dagen. Her havde jeg gået og overbevist mig selv om, at grunden til at jeg ikke har skrevet så meget på bloggen på det sidste, er det store  arbejdspres som præger min arbejdsplads for tiden, og så finder min kollega alligevel en hel time hver dag til at skrive på sin bog - selv om han arbejder lige så mange timer som mig.

Så måske er det bare mig der klynker. Jeg blev helt flov over at have gået og tænkt, at hvis arbejde er sundt så giv det til de syge. I virkeligheden skal man jo bare være glad for, at man har et job som man kan lide, og hvis man føler, at det er svært at få tiden til at slå til, så kunne det jo være, at man bare skulle blive lidt bedre til at administrere sin tid. Det var de tanker, som jeg i går gjorde mig efter en hyggelig samtale med en kollega. En samtale som bedst kan beskrives som "small talk" - altså en samtale der bare handler om vind og vejr, og hvad der lige falder samtaleparterne ind. Men selv sådan en samtale kan altså give stof til eftertanke - og stof til efterprøvning.

Resultatet var, at jeg efter samtalen blev mere opmærksom på at tænke konstruktivt og fremadrettet i stedet for at gå og sige til mig selv, at hvis arbejde er sundt så giv det til de syge. Jeg besluttede mig derfor til at finde tid til at skrive et nyt indlæg på bloggen. For hvis min kollega kan finde en time om dagen til at skrive på sin bog, så kan jeg også finde lidt tid til at skrive et indlæg på bloggen. Og eftersom dette blogindlæg så småt er ved at være færdigt, så beviser det jo, at hvis bare man beslutter sig til at finde noget tid i en travl hverdag, så kan det også godt lade sig gøre. Fremover vil jeg prøve at være opmærksom på, at i stedet for at tænke, at hvis arbejde er sundt så giv det til de syge, så hellere tænke at eftersom arbejde er sundt, så arbejd løs, så du ikke bliver syg.

Thanksgiving 2011

I dag er det thanksgiving. Dagen fejres normalt ikke i Danmark, men i USA er det en helt speciel dag, hvor man hygger sig sammen med sin familie og sine venner. Grunden til at thanksgiving 2011 falder netop i dag skyldes, at thanksgiving altid falder på den fjerde torsdag i november, og det er som bekendt i dag, torsdag d. 24. november 2011. Og til dem der gerne vil være i god tid med planlægningen af næste års thanksgiving, så falder den d. 22. november 2012.

Nu vil der nok være dem som mener, at thanksgiving ikke hører til i Danmark, da det er et amerikansk fænomen. Men jeg synes faktisk ikke, at det gør noget med flere dage, hvor man hygger sig med sine nærmeste. Med en travl hverdag er det ikke altid, at man tilbringer så lang tid i selskab med dem man holder af, og der er thanksgiving en glimrende anledning.

Uanset om man er enig i, at thanksgiving er en god tradition eller ej, så tror jeg ikke, der er nogen tvivl om, at thanksgiving med tiden går hen og bliver en dansk tradition - præcis ligesom mors dag og fars dag. Jeg kender flere dansk/amerikanske par, som i mange år har holdt thanksgiving, og efter at det ene af parrene flyttede væk fra Danmark, blev traditionen overtaget af flere af dem som havde deltaget hvert år. Det har ført til flere thanksgivingfester blandt danskere, hvor de i selskab med deres familier og venner har fejret denne amerikanske helligdag. Heldigvis lever vi jo i et frit land, så det er helt op til den enkelte, om man ønsker at markere thanksgiving 2011 - eller nogen andre thanksgivings for den sags skyld.

Hvis du hører til dem der gerne vil markere thanksgiving i selskab med familie og venner og en masse lækker mad, så vil jeg opfordre til, at du tænker over, hvordan du kan undgå at noget af al den dejlige mad går til spilde - se evt. stopspildafmad.dk for mere info omkring den side af sagen. Og så mangler jeg vist bare at sige: Happy Thanksgiving 2011!

Hvor der er en vilje er der en vej

Et gammelt ordsprog siger, at hvor der er en vilje er der en vej. Ordsproget har den betydning, at hvis bare man er opsat på at nå sit mål, så skal man også nok finde en måde at nå det på. Efter sigende skulle en kendt dansk flugtkonge have efterladt en seddel i fængslet, hvorpå der stod: "Hvor der er en vilje er der en vej", da det for Gud ved hvilken gang lykkedes ham at flygte fra et ellers "flugtsikkert" fængsel. Han havde viljen, og derfor fandt han en vej.

Jeg blev mindet om ordsproget, da jeg for nogle dage siden trådte ind i en butik. Der stod en gammel fjern bekendt bag disken, og vi fik en hyggelig sludder. Han havde netop åbnet butikken, og det hele så fint og flot ud. Jeg kunne ikke lade være med at tænke fem år tilbage i tiden, hvor det sidste jeg hørte om ham var, at han var blevet ramt af stort set alle de ulykker et menneske kan komme ud for og derfor stod uden noget sted at bo og samtidig var helt blanket af - faktisk stod han med en kæmpe gæld. Dengang havde han overnattet på en sofa hos nogle venner og brugt dagtimerne til at lede efter et arbejde. Det hele så faktisk lidt håbløst ud, men som bekendt er der jo altid en vej, hvis blot der er en vilje.

Jeg spurgte ham, hvad der var sket, og han fortalt mig sin historie. Hvordan han havde fået et rengøringsjob, og kort efter havde fået endnu et job som han passede sideløbende. Han havde slidt og slæbt, og sparet på de penge han havde tjent. Det havde betydet, at han på den måde havde bevæget sig langsomt men sikkert frem mod sit mål. Nu stod han så her i sin egen butik - fuldstændig gældfri og ovenikøbet med penge på lommen. Han var tydeligt stolt, og da jeg nikkede anerkendende, var det han sagde de vise ord: Hvor der er en vilje er der en vej!

Jeg elsker at møde den slags mennesker, for det er sådan nogle typer der hjælper os andre til ikke at give op, når vi møder modgang, men i stedet blot kæmpe videre. Aldrig slippe målet af syne, og aldrig miste viljen. For som ordsproget siger, hvor der er en vilje er der en vej - og det er faktisk ikke helt forkert.

Hvor mange mennesker er der i Verden?

Hvor mange mennesker er der i Verden? Sådan spurgte en af mine venner en dag hvor vi sad nogle stykker sammen og hyggede os for ca. et halvt år siden. Selv om der kom forskellige bud på, hvor mange mennesker der egentlig er i Verden, så var de fleste af os enige om, at det måtte være et sted mellem 6 og 7 milliarder. Vi søgte straks på nettet efter det rigtige svar, og vi fandt ud af, at tallet ganske rigtigt lå et sted mellem 6 og 7 milliarder - nærmere de 7 end de 6.

Forleden dag blev barn nummer 7 milliarder født et eller andet sted i Verden. I virkeligheden er der jo ingen der kan vide, om det lige præcis er den dag, men nogle kloge hoveder havde regnet sig frem til, at med de estimater der findes omkring befolkningstallene rundt om i Verden, så ville vi være 7 milliarder mennesker i Verden denne dag, hvis ellers estimaterne holder stik.

Når vi nu ved, hvor mange mennesker der er i Verden, og vi samtidig ved, at der er ca. 5,5 millioner mennesker i Danmark, så kan vi jo hurtigt regne os frem til, at indbyggerne i vores lille land kun udgør en forsvindende lille del af Verdens samlede befolkning. De fleste af os danskere er enige om, at Danmark er et af de bedste steder at bo i Verden, og når man tænker på hvor lille en del af alle mennesker som bor her, så må man sige, at det at bo i Danmark svarer til at vinde i Lotto - altså rent statistisk, og forudsat at man er enig i, at dette lille land er et af de bedste steder at bo.

Så selvom vejret til tider kan være lidt gråt, og kulden kan bide lidt i kinderne, så har vi faktisk god grund til at være glade og nyde livet, og det kan jo være meget godt at have i baghovedet, næste gang man i et anfald af selvmedlidenhed synes at livet er hårdt og stressende. Bare tænk på, hvor mange mennesker i Verden der er væsentlig dårligere stillede end os. Vi har faktisk god grund til at være glade.

Rene negle - Sådan får man rene negle!

De fleste mennesker har rene negle - eller i hvert fald nogenlunde rene negle, og det er vist også en ganske udbredt opfattelse, at man bør holde sine negle rene. For det første er det ikke særlig hygiejnisk at have skidt siddende oppe under neglene, og for det andet ser det heller ikke pænt ud. Selv os mænd synes faktisk det er ulækkert, hvis nogen har beskidte negle. Specielt hvis man skal lave mad, er det vigtigt, at man har rene negle, og følgende lille historie handler netop om dette.

For kort tid siden var jeg til en fødselsdag, hvor der var bagt boller. Mens vi sad og spiste boller gik snakken, og en ved bordet fortalte, at han en dag havde stået og ventet ved en pølsevogn, da han pludselig opdagede, at pølsemanden havde sorte negle. Altså ikke sortlakerede negle, men en masse skidt siddende oppe under neglene. Denne mand stod og serverede mad for folk. Velbekomme. Ham som fortalte historien havde naturligvis skyndt sig at gå, inden det blev hans tur, og han fandt i stedet en anden pølsevogn, hvor der så ud til at være mere styr på hygiejnen, og hvor den som betjente kunderne havde rene negle.

Det sjove var så, at ham der holdt fødselsdagen (og som havde stået og bagt de boller vi spiste), sagde "jeg synes også det er ulækkert med beskidte negle. Det er derfor jeg godt kan lide at ælte dej til boller, for man får altid så rene negle af det".

Selvfølgelig var det kun sagt i sjov, og alle i selskabet var da også godt klar over, at de roligt kunne spise videre af deres boller. Værten havde ganske vist rene negle, men det skyldtes ikke hans anstrengelser med at bage, men derimod at han som de fleste andre mennesker har en god hygiejne, også når det kommer til hans hænder og negle.  Jeg synes dog kommentaren var sjov, og det er derfor, jeg nu deler den med jer.

Julemarked i Nyhavn 2011

I går havde jeg den fornøjelse at spadsere gennem nyhavn, og til min store glæde bemærkede jeg, at Julemarked i Nyhavn 2011 allerede er ved at være på plads. Faktisk har de gæve folk i Nyhavn allerede pyntet hele gaden op til jul, og selvom vi endnu ikke er kommet til 1. december kunne jeg alligevel ikke lade være med at komme lidt i julestemning.

Hvis du hører til dem som ikke har oplevet Nyhavns julemarked, så vil jeg varmt anbefale at du lægger vejen forbi. Det plejer altid at være hyggeligt, uanset hvilken dag på ugen man kommer forbi. Der er altid masser af sjove ting til salg, og hvis man hører til dem der hvert år mangler en god idé til en lille gave, så er der et væld af muligheder at finde ved julemarkedet i Nyhavn.

For mit eget vedkommende er det i hvert fald blevet en fast tradition at besøge Nyhavn i juletiden, for det er simpelthen så hyggeligt og afslappende at gå og kigge i de mange boder. Og hvis kulden bider, så kan man jo altid gå ind på en af de mange restauranter og få en bid mad, inden man igen begiver sig ud i vinterkulden. Jeg håber andre gader i byen vil lade sig inspirere af Nyhavn og åbne deres eget julemarked, for det er den slags som er med til at bringe os allesammen i julestemning.

Oplader til mobiltelefon - universaloplader ønskes!

De fleste af os har en mobiltelefon, som vi bruger hver dag. Og vi har næsten allesammen også op til flere mobiltelefoner, som vi ikke bruger mere. En oplader til mobiltelefon er fuldstændig nødvendigt for at få liv i apparaturet, og når man køber en mobil er det normalt, at der følger en oplader med. Derfor ligger der millioner af opladere til mobiltelefoner rundt om i de danske hjem. Det er ikke ualmindeligt at have fire eller fem gamle opladere liggende i sine gemmer, og så godt som alle disse opladere kommer aldrig nogensinde i brug igen. De ligger bare og fylder op i folks skuffer indtil de en dag har fået selskab af tilpas mange andre opladere, så der ikke længere er plads til dem. De bliver så kasseret og - forhåbentlig - smidt ud på en miljømæssig forsvarlig måde.

Men er det ikke spild med alle de opladere til mobiltelefoner som bare bliver smidt ud? De fejler jo ikke noget, og langt de fleste af dem kunne have klaret mange flere opladninger af telefoner. Men fordi en oplader ikke passer til den nye mobiltelefon man har købt, så bliver den kasseret, og et godt og velfungerende stykke elektronik stopper dermed med at gøre nytte. Det er ikke særlig hensigtsmæssigt. For det første belaster det miljøet at producere en ny oplader, og for det andet belaster det pengepungen at skulle købe den. Hvis ikke der fulgte en oplader med, når man købte en mobiltelefon, ville telefonen jo være en smule billigere.

Tænk hvis alle mobiltelefonproducenter kunne enes om at lave deres telefoner, så de allesammen passede til den samme type oplader. Hvis der fandtes en universaloplader, så ville det ikke være nødvendigt at lægge en oplader i pakken sammen med den nye mobil, og den oplader til mobiltelefon man havde i forevejen kunne fortsætte med at blive brugt. Det ville være til stor gavn for både miljøet og økonomien, og som en ekstra sidegevinst, så ville vi allesammen få lidt mere plads i vores skuffer, hvis der ikke lå gamle opladere og fyldte op sammen med vores gamle mobiltelefoner.

Et gammelt ordsprog siger, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Tilsvarende kunne man sige, at intet er så godt, at det ikke er skidt for noget. Hvad universalopladere til mobiltelefoner angår må man sige, at det ikke ville være så godt for dem der producerer opladerne, da en oplader jo så ville holde i mange år - faktisk lige til den var slidt ned. Så vi må håbe, at dem der producerer opladere til mobiltelefoner så finder andre måder at tjene penge på til den tid.

Under alle omstændigheder, så glæder jeg mig til der kommer en universaloplader til mobiltelefon, men indtil det sker, så må jeg fortsætte med at bruge den oplader der fulgte med min mobiltelefon, da jeg købte den, og derefter vil jeg bruge den lader der følger med min næste mobil, hvis universalopladeren stadig ikke er kommet til den tid.

Realitystjerner

I de senere år er ordet "realitystjerne" blevet en del af det danske sprog. Realitystjerner er personer som har deltaget i et eller andet realityshow og ad den vej har opnået berømmelse. Da jeg var barn og ung fandtes den slags ikke. Dengang var der ikke så mange andre muligheder end skuespiller, sanger, politiker og journalist, hvis man gerne ville være kendt. Sådan er det ikke mere. Spørgsmålet er så, om det er til det gode eller det dårlige. Lad mig straks afsløre, at jeg synes realitystjerner er til det gode, og nu skal jeg forklare hvorfor.

Kendte mennesker, hvad enten de er realitystjerner eller bare "almindelige" kendte, er nogle som vi allesammen bruger til enten at spejle os i eller at tale om. Hvis du skal blive kendt via et af de erhverv som jeg nævnte ovenfor, så kræver det at du først slår igennem som f.eks. politiker eller skuespiller. For at gøre det er det nødvendigt at være populær. Derfor er der, set med mine øjne, en tendens til, at folk fra de professioner ikke rigtig skiller sig så meget ud fra gennemsnitsdanskeren. Anderledes forholder det sig med realitystjerner. De er ikke nødt til at ligne alle os andre for at blive kendte, for de er ikke afhængige af at vi kan lide dem for at slå igennem.

Lad mig komme med et eksempel. Realitystjernen over dem alle, selveste Sidney Lee, er en mand som i den grad deler danskerne. Nogle elsker ham, mens andre elsker at hade ham. Personligt elsker jeg Sidney Lee, fordi han er en mand der lever efter sine egne normer og lader til at være fuldstændig ligeglad med, hvad andre mennesker måtte mene om ham. Hvis ikke der havde været realityshows, så havde vi måske aldrig lært ham at kende. Realityshows lever på, at vi enten elsker eller hader deltagerne. Jo mindre de ligner alle os andre, jo mere interessant er showet, og jo flere seere kommer der.

De stjerner som skabes af realityshows, altså realitystjerner er derfor i sagens natur mere anderledes og farvestrålende end de stjerner der skabes ad de traditionelle veje. Jeg elsker Sidney Lee, Amalie Szigethy og alle de andre realitystjerner, for det er mennesker som tør være sig selv, og realitystjernerne har bidraget til at gøre mediebilledet en lille smule mere spændende og farvestrålende. Derfor synes jeg, realityshows er en fantastisk opfindelse.

Doggy bag - Lad det blive en vane!

For et par år siden sad jeg sammen med min kæreste og spiste på en fortovsrestaurant i Rio de Janeiro. På den anden side af gaden sad nogle af Rios mange gadebørn. Jeg tror ikke, at sådan nogle gadebørn i Rio nogensinde får mulighed for at spise sig mætte, som vi andre gør hver dag, og som jeg også gjorde den dag - lige for næsen af dem. Jeg følte mig lidt mærkelig tilpas over at sidde og spise et overdådigt måltid lige for næsen af de små stakler. Da både kæresten og jeg var blevet mætte, var der stadig masser af mad tilbage på fadene, så da jeg bad om regningen, bad jeg samtidig om at få resten af maden med i en "doggy bag".

Det er den eneste gang i mit liv, at jeg nogensinde har bedt om en doggy bag på en restaurant, men jeg følte, at jeg havde brug for at dulme min dårlige samvittighed over at have spist mig mæt foran nogle forhutlede gadebørn, som hver aften må gå sultne i seng - bortset fra at de ikke har en seng - men i hvert fald er de sultne, når de lægger sig til at sove, hvor det så end måtte være. Efter at have modtaget min doggy bag, gik jeg straks over gaden og gav det til børnene.

Og hvorfor skriver jeg så det? Jo, jeg kom til at tænke på episoden, da denne blog for et par dage siden havde besøg af Selina Juul. Hun har stiftet en bevægelse som hedder "Stop Spild af Mad". Det er et rigtig godt initiativ, som jeg synes man bør støtte op omkring. Ikke af hensyn til sultne gadebørn, som der vel næppe findes nogen af i Danmark, men af hensyn til sultne hjemløse og ikke mindst af hensyn til vores miljø. Det skader nemlig miljøet at producere mad! Nu sidder jeg ikke og plæderer for, at vi skal lade være med at spise, for det er i sagens natur ikke muligt. Derimod skal vi være opmærksomme på, at der ikke bliver produceret mad som bare skal smides ud.

Det er faktisk ikke særlig svært, og man sparer med garanti penge, hvis man undgår at smide mad ud. Og her er vi så tilbage ved den doggy bag som dette indlæg startede med. Hvis man beder om en doggy bag, når man er på restaurant, så sikrer man, at de rester som er tilbage efter måltidet ikke bliver smidt ud, men i stedet spises når man kommer hjem - i stedet for at tilberede et nyt måltid mad. Det er ikke pinligt at bede om en doggy bag, men det er pinligt at lade være! Man sparer penge og man skåner miljøet. Jeg har derfor besluttet mig for, at jeg fremover altid vil bede om en doggy bag når jeg er på restaurant, så den overskydende mad ikke skal gå til spilde.

En doggy bag gør det dog ikke alene. Der er mange andre tiltag man kan gøre for at sikre, at man ikke smider mad ud som sagtens kan spises. F.eks. kan man gøre det til en vane at spise biksemad, når der er nogle rester i køleskabet. Det handler bare om en lille smule omtanke i hverdagen, og på hjemmesiden stopspildafmad.dk kan man læse en masse andre fif. For vi kan ganske enkelt ikke være bekendt at smide mad ud! Det starter med os selv - mig selv - og dig! og dine venner og mine venner og deres venner osv. Så spred budskabet og lad os allesammen tage fat i os selv, så vi undgår spild af mad. Besøg straks Stop Spild af Mads hjemmeside og se, hvad du kan gøre - udover at gøre det til en vane at bede om en doggy bag, når du er på restaurant!

Dyrlægens natmad - opskriften kan variere, men denne er den bedste!

Os danskere elsker jo smørrebrød, og et af de mest populære stykker smørrebrød er dyrlægens natmad. Personligt elsker jeg dyrlægens natmad, men min opskrift varierer en lille smule fra den måde som de fleste laver den.

Opfkriften på dyrlægens natmad kan variere, men normalt består den af et stykke rugbrød med smør, derpå leverpostej, saltkød, løg og sky. Jeg vil straks skynde mig at sige, at denne version smager fortræffeligt, og den kan på det varmeste anbefales.

Imidlertid er jeg begyndt at eksperimentere lidt med opskriften på dyrlægens natmad, og jeg er nået frem til, at jeg bedst kan lide den, hvis den bliver lavet en lille smule anderledes. Min måde at lave den på er som følger. En skive frisk formbrød, uden birkes. Brødet smøres med almindeligt smør. Derpå varm, friskbagt leverpostej, stegt bacon og stegte champignon. Det hele dækkes med et par skiver saltkød, og ovenpå lægges friske løgringe og sky.

Hvad leverpostejen angår skal det bemærkes, at jeg ikke selv laver den fra bunden, men at jeg af og til køber dybfrossen ubagt leverpostej i mit lokale supermarked, når de lejlighedsvis har det. Det skal så lige have en time i ovnen, og så har man den dejligste friskbagte leverpostej. Jeg bager gerne nogle stykker af gangen, når ovnen alligevel er varmet op.

Som du kan se, så er ingredienserne i min opskrift en smule anderledes end i den traditionelle opskrift. Den tager også en lille smule længere tid at lave, men det er bestemt umagen værd. Så hvis du en dag har ovenstående ingredienser i huset, så vil jeg anbefale at du prøver min opskrift. Jeg mener selv, at det er den bedste, og den smager fantastisk.

Hvis du er i humør til et ekstra stort stykke med dyrlægens natmad, så prøv at købe et lille formbrød hos bageren og skær det på langs i stedet for på tværs. På den måde får du en kæmpe skive brød, så du kan lave dig en kæmpe-udgave af dyrlægens natmad. Velbekomme!

Okseøje - kan en sten helbrede?

En af mine bekendte havde for noget tid siden nogle smerter i benet som ikke ville gå væk. Hans læge havde kigget på det, og han havde fået en recept på nogle smertestillende piller, som kunne lindre smerten. Men årsagen til smerterne blev ikke fundet.

Så var det, at en af hans kolleger gav ham en sten som hedder "okseøje". Kollegaen tror meget på alternativ behandling, og hun mente, at en okseøje sten ville hjælpe på smerterne. Min bekendte havde ikke rigtig fidus til den slags, da han ikke rigtig tror på alternativ behandling, og derfor heller ikke mener at sten eller krystaller kan virke healende eller helbredende.

Imidlertid er okseøje en meget smuk sten, så selvom han ikke havde de store forhåbninger til, at stenen skulle kunne gøre noget for hans bensmerter, så lagde han den alligevel på sit natbord. Det skader jo ikke at have sådan en liggende, og når den samtidig pynter, så har man da i det mindste noget kønt at kigge på.

Og nu kommer det mærkelige. Efter at have sovet ved siden af sin okseøje i tre eller fire nætter, så forsvandt smerterne i hans ben. Naturligvis kan der sagtens være andre årsager, end at det skulle være stenen som har hjulpet, men det tidsmæssige sammenfald er nu meget interessant.

Vi har grinet en del af det, for hverken han eller jeg har den helt store tiltro til, at sten og krystaller kan have en smertelindrende virkning. Ikke desto mindre, så må man jo erkende, at smerterne forsvandt efter få dages søvn ved siden af stenen. Hans kollega som gav ham stenen er naturligvis stolt, og hun betragter det som et bevis på, at okseøje kan fjerne smerter.

Enden på det hele er blevet, at okseøjet har fået lov til at blive liggende på hans natbord, og han har nu gået i over en måned uden smerter. Om det er stenen der skal have æren, eller om smerterne alligevel ville være forsvundet må stå hen i det uvisse, men stenen pynter, og det skader jo ikke at have den liggende. Så min bekendte har besluttet sig for, at hans okseøje skal have fast plads på natbordet fremover.

Gyngestol eller ej? - Hvor har vi det godt!

For kort tid siden var jeg på besøg hos nogen som havde en gyngestol i træ. Da det var mange år siden jeg sidst havde siddet i sådan en, måtte jeg straks benytte mig af muligheden, og jeg blev ikke skuffet. Jeg sad faktisk i gyngestolen i flere timer, og jeg fandt ud af, at den var utroligt afslappende at sidde i. Selv om man ikke sidder og gynger frem og tilbage, så er det ret behageligt, at den vipper lidt, når man ændrer siddestilling.

Så nu går jeg og overvejer, om jeg skal købe mig en gyngestol. Problemet er, at jeg ikke rigtig har plads til flere stole, så hvis jeg skulle  have en, så ville det betyde, at jeg så måtte skille mig af med en af de stole jeg allerede har, og det er jeg heller ikke så meget for.

Hvis det ender med, at jeg beslutter mig for, at der skal stå en gyngestol i stuen, så bliver næste skridt at beslutte om den skal være i træ eller om det skal være en kurve-gyngestol, for sådan en så jeg engang i en reklame, og den så ret flot ud. Så vidt jeg ved, kan man få dem i mange prisklasser lige fra en kostbar Wegner-gyngestol, til de helt billige. I øvrigt mener jeg også at have set en antik gyngestol i et butiksvindue på Frederiksberg. Jeg går ikke så meget op i, hvem der har lavet den, sålænge den ser pæn ud og er god at sidde i.

I øjeblikket fylder min måske kommende gyngestol en hel del i mit hoved, og hvem ved, måske ender det med at jeg spontant køber en, hvis jeg skulle falde over en pæn en i Ikea eller et andet sted. Jeg ved ikke, om der findes forretninger i københavn hvor der sælges gyngestole, men ellers må man jo finde et sted i omegnen, hvor man kan købe dem.

Indtil videre er beslutningen dog ikke truffet, men jeg kan ikke lade være med at glæde mig over, at mit største problem for tiden er at finde ud af, om jeg skal have en gyngestol eller ej. Det siger noget om, hvor godt vi har det her i Danmark i forhold til mange andre mennesker rundt om i verden.

Biksemad - en opskrift på et godt miljø

En af mine bekendte har en søn som elsker biksemad. Faktisk er det knægtens livret, og det er den ret der bliver spist oftest i huset.

som bekendt er der ikke nogen endegyldig opskrift på biksemad. Det kan laves med de rester man nu har. Man hakker bare hele molevitten i små stykker og smider det op på panden. Man kan i øvrigt også lave biksemad i ovn, men personligt foretrækker jeg at lave det på en stegepande. De fleste foretrækker at spise spejlæg til deres biksemad, og nogle har deres favoritter, når det kommer til ingredienserne. F.eks. sværger nogle til at bruge bacon og pølser, mens andre hellere vil have kylling i. Biksemad med bearnaise er også en klassiker.

Man kan følge den opskrift man vil, men langt de fleste mennesker laver det af de rester der nu er at finde i køleskabet, og på den måde får man brugt sine rester fra tidligere måltider. Opskriften på biksemad dikteres med andre ord af køleskabets indhold, og kan derfor variere fra gang til gang. Der findes lige så mange opskrifter som der findes måder at kombinere madrester på, og det er jo ikke så lidt. Alle former for rester kan bruges - både kødrester og pålægsrester, og har man et par kartofler tilbage fra dagen i forevejen, så kommer man naturligvis også dem i.

Men tilbage til min bekendts knægt som elsker biksemad. Han har ingen krav til, hvilke ingredienser der skal bruges, og det er præcis det som gør det så fantastisk. I deres hus bliver der næsten aldrig kasseret noget mad, for bare der er den mindste smule kartofler, løg, pølser, skinke, bacon eller andet kød, så bliver der straks lavet biksemad af det, og på den måde sikrer de, at de undgår madspild. Det eneste krav knægten har til ingredienserne er, at der skal være spejlæg på. Det er heller ikke det store problem, og når alt kommer til alt, så smager biksemad med spejlæg nu engang bedre end uden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget madspild der dagligt kunne undgås i de danske køkkener, hvis alle børn - og for den sags skyld også voksne - var lige så glade for biksemad. At producere madvarer for derefter at kassere noget af det er ikke særlig godt for miljøet, men biksemad løser problemet. På den måde kan man faktisk sige, at biksemad er en opskrift på et godt miljø. Og selvfølgelig taler jeg her om hjemmelavet biksemad og ikke det færdiglavede som man af og til kan finde på tilbud i supermarkedet, for så forsvinder idéen jo lidt.

Så det korte af det lange er, at hvis man gerne vil gøre noget godt for miljøet og for sin pengepung, så skal man lære sine børn at spise biksemad, for på den måde kan man undgå madspild i mange år fremover. Nå men al den snak om biksemad har gjort mig sulten, og da jeg ved at der i køleskabet både ligger kartofler, løg, bacon, pølser, æg og lidt kød fra i går, så tror jeg lige at jeg bikser det sammen til en god gammeldags gang biksemad med spejlæg. Det smager nemlig rigtig dejligt, og hvis man samtidig kan have god samvittighed, når man spiser det, så kan det jo ikke være bedre.

At jogge i spinaten

Udtrykket "jogge spinaten" er noget man siger, når en eller anden virkelig har dummet sig. Hvornår det præcis er opstået, er svært at sige, men det er noget folk har sagt i adskillige årtier. Af en eller anden grund, er udtrykket aldrig rigtig gledet ud af sproget, og man hører jævnligt folk tale om, at en eller anden har jogget i spinaten, når personen har gjort noget, som er virkelig dumt.

Vi har alle sammen prøvet at jogge i spinaten, for det kan nemlig ikke lade sig gøre at leve et helt liv uden at dumme sig engang imellem. Det er nu ikke noget man skal være ked af, for det er nemlig ens fejltagelser man lærer af og bliver klog af, så hvis man ikke joggede i spinaten af og til, ville man ikke gøre sig så mange erfaringer her i livet. Så når alt kommer til alt, så er det nok slet ikke så slemt at jogge i spinaten. Faktisk er det som regel kærligt ment, når man siger til nogen, at de har jogget i spinaten.

Som nævnt har udtrykket den betydning, at nogen har foretaget sig et eller andet som ikke er særlig smart, men det står vist lidt hen i det uvisse, hvordan udtrykket er opstået. En nærliggende forklaring kunne være, at spinatplanter med lidt god vilje kan ligne ukrudt. Hvis man så træder i spinatplanterne i den tro, at det er ukrudt, så har man jo ikke rigtig båret sig så smart ad. Om det virkelig hænger sådan sammen, er svært at sige, men det virker under alle omstændigheder mere sandsynligt, end at der skulle menes varm færdigtilberedt spinat, som mange af os spiser af og til. Ens sko ville i øvrigt også blive ret snaskede, hvis man trådte - eller joggede - i spinat som var tilberedt og klar til at spise.

Ja, sproget er finurligt, og der findes mange sjove udtryk og talemåder. Det er nu også meget godt, for sproget bliver mere levende af den slags talemåder. Det lyder jo sjovere at sige, at nogen har jogget i spinaten end bare at sige, at de har båret sig klodset ad.

Peter Ålen - Hvad bliver den næste provokation?

De fleste af os kender Peter Ålen. Hans borgerlige navn er Peter Aalbæk Jensen, men i folkemunde går han under navnet Peter Ålen - eller bare Ålen. Han er tidligere skuespiller men nok mest kendt for at være filmproducent på Zentropa. Faktisk stiftede han selv Zentropa i samarbejde med filminstruktøren Lars von Trier.

Forleden dag så jeg Peter Ålen på TV, og igen blev jeg skuffet. Ikke skuffet over Ålen, for ham er jeg stor fan af, men skuffet over, at man ikke længere ser ham lave interviews, mens han pulser løs på en stor cigar.

Jeg ved godt, at der er nogle sundhedsmæssige aspekter i det og alt det der, og jeg ved også godt, at det er hensynsfuldt, ansvarligt og en masse andre ting, at han ikke længere ryger under sine interviews, så på den måde er det helt ok. Jeg savner bare at se Peter Ålen med en af sine gigantiske cigarer mens han smilende og tilbagelænet udtaler sig bramfrit om forskellige emner.

Peter Aalbæk Jensen er faktisk en af mine helte, og cigaren var ligesom hans varemærke i mange år. Jeg morede mig altid, når jeg så Ålen på skærmen. Det gør jeg stadig - men ikke helt på samme måde. Han er en farvestrålende personlighed, og i lighed med Lars von Trier, så virker det som om, at han godt kan lide at provokere.

Naturligvis kunne man godt lave et interview med ham ude i det fri, hvor hans cigar formentlig ikke ville udgøre nogen sundhedsrisiko, men i disse tider skal man jo sikkert også tænke på, hvilke signaler det sender, hvis en kendt skikkelse står og ryger på TV. Jeg ved ikke, om det er en medvirkende årsag til hans manglende cigarer, men jeg tror det.

Nå, men jeg vil sætte min lid til at Ålen finder en anden måde at provokere på, når han nu er afskåret fra at ryge folk lige op i hovedet. Måske kunne han sidde med en stor sjus - men på den anden side, så ville det heller ikke være så politisk korrekt, så det ville han sikkert heller ikke få lov til. Det er efterhånden ikke nemt at være Peter Aalbæk, og heller ikke nemt at være begejstret fan af ham.

Det er i det hele taget ikke nemt i disse tider, men mon ikke han finder på et eller andet som rent visuelt virker lige så stærkt som hans cigarer gjorde. Jeg vil tro han finder på noget, og jeg glæder mig til at se, hvad den næste provokation bliver, så vi igen kan nyde synet af Peter Ålen i den gode gamle stil som han er kendt for, og som jeg er en stor fan af.

En sjov lille historie

For et par dage siden var jeg på skovtur med en af mine gode venner. Han skulle nemlig vise mig sit barndomshjem, som er et hus der ligger midt inde i en nordsjællandsk skov. Vi fandt huset, og det så rigtig hyggeligt ud. Da vi stod der og kiggede på huset, kom min ven i tanke om, at der dengang han boede der havde stået et lille bord og et par stole udenfor huset, og det mindede ham om en sjov lille historie.

En dag havde et par ældre damer sat sig på stolene udenfor huset, og da min vens far var en gæstfri mand, kunne han ikke drømme om at bede dem om at gå fra hans private ejendom. I stedet gik han ud og hilste venligt på dem. De to ældre damer troede tydeligvis, at der var tale om et gæstgiveri, for de sagde, at de gerne ville bestille to kopper kaffe og to stykker wienerbrød. Han sagde så til dem, at han desværre ikke havde noget wienerbrød, men at de kunne få en syltetøjsmad i stedet. Det ville de to ældre damer gerne, og min vens far gik derpå ind i huset og lavede kaffe og syltetøjsmadder til dem.

Da de to damer var færdige med deres kaffe og syltetøjsmadder, kaldte de på ham og sagde, at de gerne ville betale. Han smilede venligt til dem og sagde, at det kostede skam ikke noget, da der jo ikke var tale om et gæstgiveri, men at det var hans hus, hvor han boede, og at de i øvrigt altid var velkomne til at komme forbi og få en kop kaffe og en syltetøjsmad. Det fik de to ældre damer til at undskylde mange gange, inden de forlod stedet. De var tydeligvis meget skamfulde over at have siddet og bestilt kaffe og kage ved et privat hjem.

Historien fandt sted for mange år siden, og der er blevet grint af den mange gange siden. Ingen kunne naturligvis drømme om at være sur på de to ældre damer, for de havde jo ikke gjort det i nogen ond mening. Moralen af denne sjove lille historie må være, at det gør ikke så meget, at man gør noget galt, så længe man ikke gør det med vilje. Så længe intentionen er god, så kan en fejltagelse allerhøjst give anledning til et godt grin, og det er jo ikke nogen dårlig ting.

Godt råd mod myggestik

For kort tid siden fik jeg et godt råd mod myggestik - eller rettere sagt: et godt råd til, hvordan man dulmer smerten. Først troede jeg ikke på det, men jeg tænkte, at det skadede jo ikke at prøve, og så gav jeg det en chance og blev positivt overrasket.

Og hvad går rådet så ud på? Jo, det er meget enkelt. Man skal blot smøre myggestikket med tigerbalsam - eller tiger balm, hvis man foretrækker den engelske betegnelse. Man kan købe det i så godt som alle asiatiske butikker, og det koster ikke særlig meget. Så smører man bare myggestikket med lidt tigerbalsam, og kort tid efter har det dulmet smerten, så man ikke sidder og klør sig hele tiden.

Det skal dog siges, at en af mine bekendte også prøvede det, og han syntes ikke rigtig, at det hjalp, men jeg føler godt at jeg kan mærke en tydelig forskel. Jeg har tidligere prøvet alle mulige andre ting, men jeg synes ikke rigtigt at de har virket for mig, men det her ser ud til at virke, så fremover vil jeg altid sørge for at have noget tigerbalsam i huset. Så nu er rådet hermed givet videre. I øvrigt skal man også huske at vaske sine fødder grundigt, hvis man gerne vil forebygge myggestik, for hvis der er noget som myg elsker, så er det sure tæer.

Yacht Northern Light, George Town

Er lige kommet hjem efter en aftentur ved Københavns Havn, og ved Amaliehaven så jeg denne lækre yacht. Den hedder Northern Light og har George Town som hjemhavn. Jeg fandt dette link, som er til en side hvor man kan leje Northern Light på ugebasis. Desværre rækker min økonomi ikke til det, så jeg må nøjes med at drømme. Dette dejlige skib er bygget af hollandske Feadship, som i øvrigt også har bygget flere af de andre yachts som har besøgt Københavns Havn i løbet af sommeren. Det må være dejligt at kunne holde sin sommerferie ombord på sådan en lækker yacht. Man ville i hvert fald ankomme med stil alle steder, hvor man kom frem. Nyd lige billederne af Northern Light, og slip gerne drømmene fri imens! :)

Yacht Utopia, George Town, C.I.

I går aftes var jeg ude at gå en tur, og i Københavns Havn ved Amaliehaven lå denne lækre yacht. Den hedder Utopia og har hjemme i George Town på Cayman Islands. Dette lækre skib er bygget i 2004 på det hollandske værft Feadship. Der var mange andre end mig som også gerne ville beundre yachten Utopia, og derfor var jeg nødt til at stå og vente mellem hvert billede jeg tog, for at der ikke skulle stå nogen lige foran kameraet, mens jeg tog billedet. Derfor kan man også se, at det på nogle af billederne er ved at blive mørkt, da jeg var der lige omkring solnedgang. Heldigvis tager en yacht sig som regel også godt ud om aftenen, hvor man kan se de mange lamper, og det er også tilfældet med Utopia. Nyd lige billederne - og husk at det er tilladt at drømme! :)

Yacht Dione Sky, George Town, C.I.

Her til formiddag var jeg forbi Amaliehaven, hvor en ny yacht havde lagt til i havnen. Der er tale om skibet Dione Sky som hører hjemme i George Town på Cayman Islands. Det er første gang jeg ser Dione Sky i Københavns Havn, men jeg håber ikke det bliver sidste. Som man måske kan se, er det ikke en helt ny yacht, men den ser nu lækker ud alligevel. Jeg kunne i hvert fald godt tænke mig at tilbringe en sommer ombord på sådan en lækker båd. Nyd lige billederne af Dione Sky:

Yacht Valerie, Saint Vincent

Her til formiddag havde jeg bevæget mig ud i det halvvåde københavnske gråvejr, og i Københavns Havn ved Amaliehaven så jeg denne lækre yacht som er ankommet i dag. Den hedder Valerie og hører hjemme på Saint Vincent i Caribien. Som man kan se på billederne nedenfor, så var lugen åben bagest i skibet, så jeg kunne derfor hverken se eller fotografere, hvad der står bagpå. Jeg talte dog med en af de ansatte som var så venlig at fortælle mig, at Valerie er registreret på Saint Vincent som hører under staten Saint Vincent & the Grenadines, hvilket også passer med det flag der var hejst.

Som man også kan se på et af billederne nedenfor, så er yachten Valerie bygget på det tyske værft Lürssen som også har bygget Vive la Vie som for kort tid siden gæstede København samt den for os københavnere så velkendte yacht SKAT, som plejer at ligge i Københavns Havn ved Amaliehaven hver sommer, men som vi endnu ikke har set i år.

Nogle gange kan man være i tvivl, om man skal kalde en yacht for en megayacht, eller bare en yacht. I tilfældet med Valerie er der ingen tvivl - Valerie er en megayacht som hører til blandt de absolutte sværvægtere. Det er ikke lykkedes mig at finde ud af, hvem der ejer Valerie, men hvis nogen skulle ligge inde med viden om det, så skriv endelig en kommentar. Ellers er der ikke så meget andet at sige, end at denne yacht fra Lürssen er et mesterværk, og at det ville være dejligt, hvis den gik hen og blev en fast gæst her i København. Nyd billederne som taler for sig selv:

Yacht Big Fish, Bikini Atoll, M.I.

Denne lækre yacht spottede jeg sent i går aftes i Københavns Havn ved Amaliehaven. Den hedder Big Fish og har hjemme ved Bikini Atoll som hører under Marshall Islands. Big Fish ser ud til at være en relativ ny yacht, og jeg kan ikke forestille mig, at det kan lade sig gøre at kede sig ombord på sådan et lækkert skib. Det er første gang jeg ser denne lækre yacht i København, men jeg tør ikke udelukke, at den har været her tidligere. Under alle omstændigheder, så håber jeg at vi igen får besøg af Big Fish i Københavns Havn, for sådan et lækkert skib er jo en ren nydelse at kigge på. Selv om billederne er taget et godt stykke tid efter solnedgang, så tror jeg godt, man kan se, at Big Fish fra Bikini Atoll er en virkelig lækker yacht.

Yacht Daydream, Bikini, M.I.

I går aftes gik jeg en tur ved Københavns Havn, og som altid kom jeg forbi Amaliehaven, hvor der lå to lækre yachts. Den ene af dem er Daydream fra Bikini på Marshall Islands. Daydream er bygget af Christensen Yachts som trods det danskklingende navn er amerikansk. Personligt synes jeg, at Christensen bygger nogle virkelig flotte yachts, og selvom billederne nedenfor er taget, mens det var mørkt, kan man godt se, at Daydream er et utrolig lækkert skib. I øvrigt synes jeg, at de fleste yachts er mindst lige så flotte når det er mørkt, som de er i dagslys, fordi de som regel er smukt lyst op om aftenen, og Daydream er ingen undtagelse. Det er et helt fantastisk skib, og som altid når man ser sådan en lækker yacht, så kan man slet ikke lade være med at drømme sig ombord på skibet, mens det sejler langs Middelhavets kyster på en varm sommeraften. Jeg håber bestemt ikke det bliver sidste gang, vi ser Daydream i København, og hvis du ligesom jeg holder af lækre både, så nyd lige de her billeder:

Millionæren der mistede alt

TV2 viste her til aften udsendelsen "Millionæren der mistede alt" med undertitlen "Fortiden var paradis, nutiden er et helvede". Det er en beskrivelse af en lille familie som har været særdeles velstående men som nu lever i dyb fattigdom. Moderen Mette som er 83 år lever sammen med datteren Anne Mette som er 56 år. Faderen døde for få år tilbage, så nu lever de to kvinder sammen for et lille beløb hver måned. Faktisk et så lille beløb, at de fleste nok ville betegne dem som fattige.

Mor og datter, Mette og Anne Mette Beckmann, bor i en lille lejlighed i Portugal, og de skylder en del penge rundt omkring. Et liv der står i skærende kontrast til det liv de har levet tidligere. Faktisk må man sige, at Millionæren der mistede alt er en meget passende beskrivelse af, hvordan Anne Mette Beckmanns liv har været.

Datteren er opvokset med tjenestefolk omkring sig, og der var overflod af alt. Det var meningen, at hun skulle have arvet alle familiens mange penge og bygninger, men skæbnen ville det anderledes, og familien mistede alt hvad den havde. Som datteren, Anne Mette, sagde, så var hun opdraget til at skulle arve en masse penge som ikke er der mere. Hun var ikke opdraget til at skulle klare sig selv, men det er desværre, hvad hun bliver nødt til, sådan som livet ser ud nu. Som hun siger i udsendelsen, så er ordet "work" (arbejde) stadig tabu for hende. Hun har aldrig arbejdet i sit liv, og så er det jo nok lidt svært at skulle begynde på det, når man er 56 år. Det er måske vanskeligt at sætte sig ind i for os andre - man skal nok selv have prøvet det for at forstå det.

Millionæren der mistede alt var faktisk en særdeles spændende udsendelse. Der er ingen tvivl om, at Mette og Anne Mette Beckmann har levet et helt utroligt spændende liv, og nu står de altså med den udfordring, at de skal se, om de også kan gøre livet spændende, når der ikke er en masse penge.

Jeg synes faktisk, de to damer virkede både sjove og sympatiske, og jeg håber inderligt, at Anne Mette finder på noget som kan give hende nogle indtægter, for ellers får hun det endnu mere svært, den dag hvor hun ikke længere har sin mor. Nogle gange blev hun rasende over sin fortvivlede situation, men det må også være svært først at blive konfronteret med livets realiteter, når man er langt inde i voksenlivet, så jeg må indrømme, at jeg langt hen ad vejen godt kan forstå hende.

Hvis du ikke nåede at se "Millionæren der mistede alt", så vil jeg helt klart anbefale, at du holder øje med, om den skulle blive genudsendt, for det var en rigtig god og spændende udsendelse. Og hvis den bliver genudsendt, så vil jeg prøve om jeg også kan se genudsendelsen, for den kan godt tåle at blive set mere end en gang.

Højdeskræk - Kan højdeskræk kureres?

Måske lider du selv af højdeskræk, og hvis ikke du gør, så er der stor sandsynlighed for, at du kender nogen som gør det. Højdeskræk er nemlig meget udbredt, og som navnet antyder, så handler det om skræk for højder. Jeg kender en som lider af højdeskræk - eller rettere sagt, gjorde - for han er faktisk blevet kureret for det.

Han led så meget af højdeskræk, at hvis han bare stod et sted, hvor der var et par meter ned, så fik han sved på panden og følte stærkt fysisk ubehag. Man kan sige, at det langt hen af vejen var en irrationel angst, for den kom selv om der ikke var den ringeste mulighed for, at han kunne falde ned. Alene det at der var et lille stykke ned, gjorde ham angst, og så var det ligegyldigt, om man ved at tænke en smule logisk kunne slå fast, at der ikke var nogen mulighed for at falde ned.

Men som sagt, så lykkedes det ham faktisk at blive kureret for sin højdeskræk. Nu skulle man tro, at han så har tilbragt et utal af timer hos en psykolog, men det er faktisk slet ikke tilfældet. Nej, det han gjorde - og som virkede for ham - var at købe en lejlighed højt oppe i en meget høj bygning. I begyndelsen turde han ikke engang at komme i nærheden af vinduerne, men dag for dag blev han en lille smule modigere. Pludselig en dag stod han helt henne ved vinduet og kiggede ud, og noget tid efter turde han oven i købet gå ud på altanen. I går besøgte jeg ham, og der stod han uden problemer og lænede sig op af rækværket på altanen, og der var ikke længere den mindste smule højdeskræk at spore hos ham. Han er med andre ord blevet kureret for sin højdeskræk uden at bruge så meget som et minut i selskab med en psykolog.

Nu siger jeg ikke, at den metode virker for alle mennesker, og det er da heller ikke alle som har mulighed for at købe en lejlighed i en høj bygning. Men ham som jeg kender var fra starten fuldstændig bevidst om, at hans skræk for højder var irrationel, og han var overbevist om, at han kunne kurere det ved at opsøge det som han var bange for. Det virkede, og han er nu fuldstændig kureret for sin højdeskræk.

Jeg skriver ikke dette for at nogen skal afholde sig fra at gå til psykolog, hvis de lider af højdeskræk, men jeg synes det er en interessant historie, og derfor skriver jeg det, så det kan tjene til inspiration for dem der måtte føle, at en tilsvarende fremgangsmåde måtte være rigtig for dem. For når alt kommer til alt, så er livet så fantastisk dejligt, at det er ærgerligt at gå og have højdeskræk, hvis man kan blive kureret for det.

Cykeltaxier i København

Når man går rundt i København her om sommeren, så ser man ofte de berømte cykeltaxier - eller rickshaws om man vil. Her til formiddag var jeg ude at gå en tur, og som altid så jeg en cykeltaxi som fragtede glade turister rundt i byen.

Jeg synes, det er en brandgod idé med sådan nogle cykeltaxier. Den der træder i pedalerne får motion, byen bliver ikke forurenet, passagererne oplever byen på en mere direkte måde, end hvis de sad inde i en bil, og så kan cykeltaxien køre på steder, hvor en almindelig taxi ikke kan køre som f.eks. nede langs vandet ved Amaliehaven. Som en ekstra bonus, så bidrager det også til, at København endnu engang markerer sig som en miljøvenlig by uden særlig meget forurening, og det er virkelig noget som trækker turister til. Hvis man har prøvet at færdes i en stærkt forurenet storby, så sætter man pris på at komme til en by, hvor luften er frisk, og hvor man kan trække vejret, uden at luften smager grimt.

Det er sjovt at se, hvor mange af den slags miljøvenlige tiltag der bliver gjort i København i disse år, og det er noget, man lægger mærke til i udlandet. For kort tid siden var studieværten Richard Quest fra CNN i København, og han roste vores by til skyerne og lærte samtidig CNNs millioner af seere et nyt ord, nemlig "copenhagenization". Sådan et indslag er virkelig god reklame for København, og det er i den grad noget der trækker turister til, og jo flere turister der kommer og bruger penge, jo mere velstående bliver vores by og vores land. Det interessante er, at det ikke er kæmpestore dyre byggerier der har gjort København så populær rundt om i verden. Nej, det er relativt små ting, som cykelstier, cykelparkering, bycykler - og altså også cykeltaxier.

Det viser, at selv uden en masse kapital til rådighed, så kan det faktisk lade sig gøre for helt almindelige mennesker at gøre en kæmpe forskel for deres by. Opskriften er at man skal tænke grønt og finde på løsninger som kan skåne miljøet. Selv små ting gør en forskel, og der bliver lagt mærke til det ude i den store verden. Det er vigtigt, at vi ikke "hviler på laurbærene" nu, men i stedet fortsætter med at finde på nye tiltag som kan gøre København endnu mere populær. Men selv hvis man ikke lige kan finde på noget, så kan man alligevel gøre noget. Man kan f.eks. tage en cykeltaxi i stedet for en almindelig taxi. På den måde bidrager man til, at der kommer endnu flere cykeltaxier i København, og dermed endnu flere turister og endnu flere penge.

Spidse sko

Hvis man levede i 1980'erne - som jeg f.eks. gjorde - så kan man sikkert også huske, at det var ret moderne at gå med spidse sko. Jeg skal straks indrømme, at jeg dog ikke selv havde et par, men jeg kan da huske, at det var noget man så ofte. I dag ser man aldrig nogen gå med spidse sko - eller rettere, næsten aldrig - for i går aftes så jeg faktisk en fyr som kom gående over Rådhuspladsen i København i et par spidse lædersko. Skoene havde oven i købet metalspænder, så det var rigtigt 80'er-agtigt. Men ikke nok med at han havde spidse sko på, så havde han også et par stramtsiddende sorte cowboybuker - eller jeans om man vil - på. Derudover bar han en kort sort læderjakke og havde sat sit hår som man gjorde dengang i 1980'erne. Kort sagt: han så ud præcis, som man skulle se ud dengang, hvis man var rigtig moderne.

Om mandens udseende og tøjstil skyldtes, at han var gået i stå i tiden, og stædigt holdt fast i 80'er-stilen, skal jeg ikke kunne sige. Det kan selvfølgelig også bare være, at han havde fundet sine gamle spidse sko og resten af udstyret frem fra pulterkammeret for at iføre sig det i forbindelse med en 80'er-fest eller lignende. Det så i hvert fald bemærkelsesværdigt ud, og jeg vil faktisk næsten gå så langt som til at sige, at det så lidt komisk ud. Og det er netop det, jeg synes er interessant. Hvordan kan det være, at det vi for 30 år siden syntes så vildt smart ud, i dag får os til at trække på smilebåndet og tænke, at det ser lidt fjollet ud. Én ting er, at noget måske ikke er moderne mere - som f.eks. spidse sko - men at man ligefrem tænker, at det er komisk, det synes jeg faktisk er interessant. Det viser, at vores holdninger til altmuligt, herunder tøj, sko og frisurer, påvirkes meget af den tid vi lever i. Når resten af flokken skifter holdning til en given ting, så skifter vi allesammen holdning - og det som vi i dag synes ser supersmart ud, det synes vi i morgen ser ret kikset ud. Jeg tror, at vi mennesker har en tendens til at gå og bilde os selv ind, at vores smag er vores egen, men jeg hælder egentlig til, at vores smag meget langt hen af vejen er dikteret af, hvad alle andre mener.

Nå, men måske var ham fyren med de spidse sko i virkeligheden bare en som havde sin egen smag - uafhængigt af hvad andre måtte mene. Det kunne faktisk have været sjovt at vide, hvorfor han gik med spidse sko og i det hele taget lignede en fra 80'erne. Det eneste jeg kan konkludere er, at min holdning til, hvor smart det er at gå i spidse sko har ændret sig en del siden dengang, og jeg må jo nok erkende at det er noget som omgivelserne har bestemt at jeg skulle ændre holdning til, for det ville da være meget mærkeligt, hvis vi allesammen uafhængigt af hinanden havde ændret holdning til, om det ser smart ud at gå i spidse sko.

Yacht Battered Bull, George Town, CI

I går ankom der en ny megayacht til Københavns Havn, og naturligvis ligger den ved Amaliehaven. Der er tale om Battered Bull med hjemhavn i George Town på Cayman Islands. Battered Bull har været i København flere gange tidligere, men det er første gang i år, at vi ser dette dejlige skib i Københavns Havn. Selv på en overskyet dag som i dag tager sådan en yacht sig godt ud, og når man ser den kan man ikke lade være med at drømme sig ombord og ud på en lang tur rundt om i Middelhavet eller Caribien.

Det er dejligt at se Battered Bull tilbage i København, så både turisterne og os københavnere har noget smukt at se på, når vi går tur langs havnen. Nyd lige billederne af denne lækre yacht:

Ceaob

Da jeg i går aftes gik tur ved Københavns Havn, så jeg dette enorme sejlskib ligge ved kajen ud for Ofelia Beach - lige overfor Amaliehaven. Det er uden tvivl det største sejlskib jeg nogen sinde har set, og man kan ikke lade være med at blive imponeret, når man ser sådan et lækkert skib. Jeg talte med en mand som ligesom jeg var i gang med at fotografere skibet, og han fortalte mig, at det er et russisk sejlskib. Hvis du bor i nærheden af Københavns centrum, og i øvrigt holder af flotte gamle sejlskibe, så vil jeg på det kraftigste anbefale, at du lægger turen forbi Amaliehaven, hvorfra du kan se dette imponerende sejlskib - hvis det altså ikke er sejlet inden da.

Tale er sølv men tavshed er guld

Et gammelt dansk ordsprog siger, at "tale er sølv men tavshed er guld". Ordsprogets betydning har hverken noget med guld eller sølv at gøre. Derimod menes der, at selvom man kan nå langt med at tale, så er det faktisk ofte, at man står i en situation, hvor det bedst kan svare sig at holde sin mund lukket. De fleste af os har prøvet at sige noget, som vi fortrød i samme øjeblik, som vi sagde det, og det er lige præcis den slags situationer som ordsproget, tale er sølv men tavshed er guld, er møntet på.

Derudover er ordsproget, tale er sølv men tavshed er guld, fint til at illustrere, at man generelt skal afholde sig fra at tale uafbrudt. Vi kender allesammen mennesker som benytter enhver lejlighed til at tale så meget, som de overhovedet kan komme afsted med, og da det er de færreste mennesker som har noget klogt at sige hele tiden, så vil den slags mennesker som regel sige mange flere ubegavede ting end kloge ting. Så det er faktisk ganske fornuftigt at huske på, at tale er sølv men tavshed er guld, for hvis man efterlever det ordsprog, så undgår man at sige en masse ting som alligevel hverken gavner andre eller en selv.

Seute Deern, Bremen

I går aftes gik jeg tur ved Amaliehaven ved Københavns Havn, og pludselig kunne jeg høre sang og guitarspil. De festlige toner kom fra et sejlskib som lå ved kajen. Ikke sådan et nyt moderne glasfibersejlskib, men et rigtig charmerende gammelt træskib. Skibet bærer navnet "Seute Deern", hvilket kan oversættes til "søde pige". Hjemhavnen er Bremen, men som man kan se på et af billederne nedenfor, så er det faktisk bygget i Danmark - nærmere bestemt Svendborg - i 1939.

Om bord på skibet sad besætningen så og hyggede sig med at synge tyske sange. De sad på den side af skibet som vendte ud mod vandet - sikkert for trods alt at have en smule privatliv, når de sidder og hygger sig. Jeg stoppede naturligvis op og beundrede det smukke sejlskib, og jeg tog også et par billeder. En af de sange jeg hørte dem synge, var en tysk udgave af "Tom Dooley". Jeg tænker, at det må være den ideelle måde at tilbringe en sommer på. Tænk at sejle rundt mellem forskellige havne i Europa og nyde sommeren og om aftenen hygge sig med de andre på skibet med hyggelige sange. Det må helt sikkert være sjovt at sejle rundt med sådan et skib. Nyd lige billederne af "Seute Deern" fra Bremen: