mandag den 18. februar 2019

Storken er landet

Så skete det, og endda særdeles tidligt på året - storken er landet. Jeg hørte første gang det glædelige budskab, da to medpassagerer i bussen talte om det. Jeg lavede straks en smule research, og på hjemmesiden storkene.dk fandt jeg en artikel som fortalte, at storken er kommet til Danmark. Det er. ifølge ovenstående hjemmeside, de heldige mennesker i Aakirkeby på Bornholm som har fået den ære at lægge luft og jord til den langnæbbede fugl.

Lige siden jeg var barn, har storkens ankomst været noget særligt, og det har altid været et tegn på, at foråret var ved at begynde. I år sker det tidligt, og mon ikke det er klimaforandringerne som har betydning for, at storken kommer lidt tidligere, end den plejer?

Klimaforandringer eller ej, så er det i hvert fald glædeligt, at storken er kommet. Det er en smuk fugl, og de byer som er så heldige at få en storkerede i byen oplever som regel også en vis interesse for de nye beboere.

Stort tillykke til Aakirkeby med storken. Så vidt jeg kan læse mig frem til, har den ikke bygget rede. Men hvem ved, mon ikke storken har sans for den bornholmske charme og vælger at slå sig ned der. Hvis den gør, vil jeg da overveje at kigge forbi, når jeg senere på foråret kommer over til klippeøen, for man kan ikke undgå at blive betaget af denne smukke og elegante fugl.