Viser opslag med etiketten Yachts. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Yachts. Vis alle opslag

tirsdag den 26. juli 2011

Yacht Northern Light, George Town

Er lige kommet hjem efter en aftentur ved Københavns Havn, og ved Amaliehaven så jeg denne lækre yacht. Den hedder Northern Light og har George Town som hjemhavn. Jeg fandt dette link, som er til en side hvor man kan leje Northern Light på ugebasis. Desværre rækker min økonomi ikke til det, så jeg må nøjes med at drømme. Dette dejlige skib er bygget af hollandske Feadship, som i øvrigt også har bygget flere af de andre yachts som har besøgt Københavns Havn i løbet af sommeren. Det må være dejligt at kunne holde sin sommerferie ombord på sådan en lækker yacht. Man ville i hvert fald ankomme med stil alle steder, hvor man kom frem. Nyd lige billederne af Northern Light, og slip gerne drømmene fri imens! :)








mandag den 11. juli 2011

Yacht Utopia, George Town, C.I.

I går aftes var jeg ude at gå en tur, og i Københavns Havn ved Amaliehaven lå denne lækre yacht. Den hedder Utopia og har hjemme i George Town på Cayman Islands. Dette lækre skib er bygget i 2004 på det hollandske værft Feadship. Der var mange andre end mig som også gerne ville beundre yachten Utopia, og derfor var jeg nødt til at stå og vente mellem hvert billede jeg tog, for at der ikke skulle stå nogen lige foran kameraet, mens jeg tog billedet. Derfor kan man også se, at det på nogle af billederne er ved at blive mørkt, da jeg var der lige omkring solnedgang. Heldigvis tager en yacht sig som regel også godt ud om aftenen, hvor man kan se de mange lamper, og det er også tilfældet med Utopia. Nyd lige billederne - og husk at det er tilladt at drømme! :)








torsdag den 7. juli 2011

Yacht Dione Sky, George Town, C.I.

Her til formiddag var jeg forbi Amaliehaven, hvor en ny yacht havde lagt til i havnen. Der er tale om skibet Dione Sky som hører hjemme i George Town på Cayman Islands. Det er første gang jeg ser Dione Sky i Københavns Havn, men jeg håber ikke det bliver sidste. Som man måske kan se, er det ikke en helt ny yacht, men den ser nu lækker ud alligevel. Jeg kunne i hvert fald godt tænke mig at tilbringe en sommer ombord på sådan en lækker båd. Nyd lige billederne af Dione Sky:






lørdag den 2. juli 2011

Yacht Valerie, Saint Vincent

Her til formiddag havde jeg bevæget mig ud i det halvvåde københavnske gråvejr, og i Københavns Havn ved Amaliehaven så jeg denne lækre yacht som er ankommet i dag. Den hedder Valerie og hører hjemme på Saint Vincent i Caribien. Som man kan se på billederne nedenfor, så var lugen åben bagest i skibet, så jeg kunne derfor hverken se eller fotografere, hvad der står bagpå. Jeg talte dog med en af de ansatte som var så venlig at fortælle mig, at Valerie er registreret på Saint Vincent som hører under staten Saint Vincent & the Grenadines, hvilket også passer med det flag der var hejst.

Som man også kan se på et af billederne nedenfor, så er yachten Valerie bygget på det tyske værft Lürssen som også har bygget Vive la Vie som for kort tid siden gæstede København samt den for os københavnere så velkendte yacht SKAT, som plejer at ligge i Københavns Havn ved Amaliehaven hver sommer, men som vi endnu ikke har set i år.

Nogle gange kan man være i tvivl, om man skal kalde en yacht for en megayacht, eller bare en yacht. I tilfældet med Valerie er der ingen tvivl - Valerie er en megayacht som hører til blandt de absolutte sværvægtere. Det er ikke lykkedes mig at finde ud af, hvem der ejer Valerie, men hvis nogen skulle ligge inde med viden om det, så skriv endelig en kommentar. Ellers er der ikke så meget andet at sige, end at denne yacht fra Lürssen er et mesterværk, og at det ville være dejligt, hvis den gik hen og blev en fast gæst her i København. Nyd billederne som taler for sig selv:







fredag den 1. juli 2011

Yacht Big Fish, Bikini Atoll, M.I.

Denne lækre yacht spottede jeg sent i går aftes i Københavns Havn ved Amaliehaven. Den hedder Big Fish og har hjemme ved Bikini Atoll som hører under Marshall Islands. Big Fish ser ud til at være en relativ ny yacht, og jeg kan ikke forestille mig, at det kan lade sig gøre at kede sig ombord på sådan et lækkert skib. Det er første gang jeg ser denne lækre yacht i København, men jeg tør ikke udelukke, at den har været her tidligere. Under alle omstændigheder, så håber jeg at vi igen får besøg af Big Fish i Københavns Havn, for sådan et lækkert skib er jo en ren nydelse at kigge på. Selv om billederne er taget et godt stykke tid efter solnedgang, så tror jeg godt, man kan se, at Big Fish fra Bikini Atoll er en virkelig lækker yacht.





Yacht Daydream, Bikini, M.I.

I går aftes gik jeg en tur ved Københavns Havn, og som altid kom jeg forbi Amaliehaven, hvor der lå to lækre yachts. Den ene af dem er Daydream fra Bikini på Marshall Islands. Daydream er bygget af Christensen Yachts som trods det danskklingende navn er amerikansk. Personligt synes jeg, at Christensen bygger nogle virkelig flotte yachts, og selvom billederne nedenfor er taget, mens det var mørkt, kan man godt se, at Daydream er et utrolig lækkert skib. I øvrigt synes jeg, at de fleste yachts er mindst lige så flotte når det er mørkt, som de er i dagslys, fordi de som regel er smukt lyst op om aftenen, og Daydream er ingen undtagelse. Det er et helt fantastisk skib, og som altid når man ser sådan en lækker yacht, så kan man slet ikke lade være med at drømme sig ombord på skibet, mens det sejler langs Middelhavets kyster på en varm sommeraften. Jeg håber bestemt ikke det bliver sidste gang, vi ser Daydream i København, og hvis du ligesom jeg holder af lækre både, så nyd lige de her billeder:




torsdag den 23. juni 2011

Yacht Battered Bull, George Town, CI

I går ankom der en ny megayacht til Københavns Havn, og naturligvis ligger den ved Amaliehaven. Der er tale om Battered Bull med hjemhavn i George Town på Cayman Islands. Battered Bull har været i København flere gange tidligere, men det er første gang i år, at vi ser dette dejlige skib i Københavns Havn. Selv på en overskyet dag som i dag tager sådan en yacht sig godt ud, og når man ser den kan man ikke lade være med at drømme sig ombord og ud på en lang tur rundt om i Middelhavet eller Caribien.

Det er dejligt at se Battered Bull tilbage i København, så både turisterne og os københavnere har noget smukt at se på, når vi går tur langs havnen. Nyd lige billederne af denne lækre yacht:





torsdag den 9. juni 2011

Yacht C2, Cayman Islands

I dag er der ankommet en mega yacht til Københavns Havn, og som det hør og bør sig for den slags, så ligger den naturligvis ved Amaliehaven. Dette lækre skib bærer det lidt specielle navn, C2, og som du kan se på billederne nedenfor, så er der tale om en virkelig stor og lækker yacht.

I modsætning til de fleste andre yachts står hjemhavnen ikke skrevet bagpå C2, men jeg talte kort med en flink vagt som stod ved yachten, og han fortalte, at den har hjemme på Cayman Islands. Det er første gang, jeg ser yachten C2, men jeg håber da, den kommer til København igen, så man kan beundre den, når man går tur ved Amaliehaven. Tag lige og nyd billederne:





tirsdag den 7. juni 2011

Gardenia, Valletta

Her til aften gik jeg en tur nede ved Amaliehaven, da jeg fik øje på denne lækre yacht. Den hedder Gardenia og har formentlig sejlet hele vejen hertil fra Valletta i Malta, hvor den har hjemhavn. Det er et fantastisk skib, og det er svært at lade være med at drømme, når man ser sådan en lækker yacht. Der er ofte både større og dyrere yachts i Københavns Havn og i særdeleshed ved Amaliehaven, men hvis jeg skulle vælge en af dem, så ville jeg helt klart vælge en i stil med Gardenia her, for det er en lækker klassisk yacht som hverken er for stor eller for lille. Prøv lige at nyde billederne - så er jeg helt sikker på, at du vil give mig ret i, at Gardenia fra Valletta er et drømmeskib. Dejligt at den er kommet forbi Københavns Havn, så vi kan nyde synet af den. Jeg håber bestemt vi kommer til at se Gardenia igen her i København.