tirsdag den 5. oktober 2010

Smil til verden og verden smiler til dig

Jeg har en kollega som altid smiler. Faktisk har jeg aldrig set ham uden et smil på læben. Det sjove er, at når man ser hans storsmilende ansigt kan man ikke lade være med selv at smile, og man bliver automatisk i godt humør.

I dag talte jeg med en af mine andre kolleger om det, og vi har begge samme positive oplevelse med vores smilende kollega. Jeg satte mig for at iagttage alle de mennesker som gik forbi min smilende kollegas plads, og jeg opdagede at hver eneste af dem sendte ham et varmt smil retur.

Min smilende kollega må jo have verdens dejligste liv. Tænk at alle mennesker man møder smiler til en! Jeg har nu besluttet mig for selv at smile til alle jeg møder, og efter blot nogle få timer kan jeg allerede nu se resultatet. Alle smiler igen, og det gør mig i godt humør og giver mig lyst til at smile endnu mere, så fra nu af vil jeg gøre mit yderste for at smile til alle jeg møder på min vej. Der er nemlig tydeligvis noget om den gamle talemåde: Smil til verden og verden smiler til dig!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar