onsdag den 13. oktober 2010

Afbudsrejser er ikke altid det billigste

Begrebet afbudsrejser bruges efterhånden både om "rigtige" afbudsrejser, hvor folk har meldt afbud i sidste øjeblik, og om rejser som bare ikke er blevet solgt, selvom afrejsedatoen ligger faretruende tæt på. Det er mit indtryk at størstedelen af de mange afbudsrejser der annonceres på rejsebureauernes hjemmesider hører under den sidste kategori. De fleste af dem er med det der kaldes "uspecificeret indkvartering", så i sagens natur er det lidt et lotteri.

Min kæreste og jeg har to gange taget sådan en afbudsrejse, og vi har begge gange fået et fornuftigt hotelværelse til en billig pris. Flere gange har vi talt med andre gæster på samme hotel om hvad de havde betalt for rejsen, og ved begge rejser har vi kunnet se, at vores pris var den billigste, i forhold til hvad andre gæster på samme hotel havde betalt. Der har dog begge gange været den ulempe ved hotellet, at det lå i et område hvor der ikke skete særlig meget, hvorfor vores ferie begge gange er gået med at spise på de samme 3-4 restauranter, og gå ture de samme steder. Men det er den slags man må leve med når man bestiller afbudsrejser. Rejserne var dog billige, og vi var tilmed solbrændte da vi kom hjem.

Sidst vi skulle ud at rejse, greb vi dog tingene lidt anderledes an. Denne gang ville vi ikke tage en afbudsrejse, men havde i stedet besluttet os for, at vi gerne ville betale lidt mere for rejsen, og så til gengæld selv kunne vælge afrejsetidspunkt og hvilket hotel vi ville bo på. Ikke noget med billige uspecificerede afbudsrejser, hvor man ikke ved på forhånd hvor man kommer til at bo. Vi var helt afklarede omkring det, også selv om det måske ikke var det billigste. For ikke at komme til at kede os under ferien, valgte vi at holde ferie i en storby, nærmere bestemt Lissabon.

Vi gik ind på en af de hjemmesider på nettet, hvor man selv kan sammensætte sin rejse, d.v.s. selv vælge flyselskab og afrejsetidspunkt og selv vælge hvilket hotel man vil bo på, i stedet for afbudsrejser, hvor man bare må tage hvad man får. Prisen på hotelværelser svinger ikke i pris og er den samme uanset om man bestiller lang tid før, eller om man bestiller i sidste øjeblik. Derimod svinger prisen på flybilletter meget, alt efter hvornår man bestiller dem. En flybillet starter med at være dyr, for så derefter at falde i pris, og så stige i pris igen i takt med at afrejsedatoen nærmer sig - i modsætning til afbudsrejser som falder i pris jo tættere man kommer på afrejsedatoen. Flybilletter er som regel billigst ca. 1 måned før afrejse, og hvis man følger prisen på en billet over en periode, kan man se udviklingen i prisen, og der er mange penge at spare ved at købe flybilletten på det rigtige tidspunkt.

På den måde fik vi vores flybilletter rigtig billigt, og da vi en uge inden afrejse tjekkede prisen på de billetter vi havde bestilt, kunne vi se, at billetter på det samme fly som vi skulle rejse med nu kostede over det dobbelte af hvad vi havde givet. Det virkelig interessante var dog, at den samlede pris som vi havde givet for vores rejse, inklusive flybilletter og ophold på 4-stjernet hotel i centrum af Lissabon, var 100 kr. billigere end hvad vi betalte for vores sidste afbudsrejse med det samme antal overnatninger. Vi havde en fantastisk ferie og spiste på forskellige restauranter hver dag og gik ture forskellige steder hver dag - og vi var oven i købet solbrændte da vi kom hjem. Det var en rejse som passede perfekt til os, fordi vi selv havde planlagt den - til forskel fra når man køber en afbudsrejse, hvor andre har planlagt rejsen, og man blot må prøve at få det bedste ud af det.

Da vi landede i Københavns lufthavn i Kastrup efter en herlig uge i Lissabon med masser af nye indtryk i bagagen var vi lykkelige for, at vi ikke havde købt en afbudsrejse, men i stedet selv havde planlagt vores ferie. At turen så endte med at blive billigere var blot en dejlig overraskelse, og vi har nu lært at afbudsrejser er ikke altid det billigste. Vi går nu og snakker om hvor vores næste rejse skal gå hen. Vi er enige om, at det igen skal være storbyferie, og steder som Amsterdam, Barcelona, Athen, Rom, Paris, London og Madrid er nogle af de steder som vi har i kikkerten. Det er vel overflødigt at skrive, at vi aldrig mere bestiller afbudsrejser.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar