En af mine bekendte har en søn som elsker biksemad. Faktisk er det knægtens livret, og det er den ret der bliver spist oftest i huset.
som bekendt er der ikke nogen endegyldig opskrift på biksemad. Det kan laves med de rester man nu har. Man hakker bare hele molevitten i små stykker og smider det op på panden. Man kan i øvrigt også lave biksemad i ovn, men personligt foretrækker jeg at lave det på en stegepande. De fleste foretrækker at spise spejlæg til deres biksemad, og nogle har deres favoritter, når det kommer til ingredienserne. F.eks. sværger nogle til at bruge bacon og pølser, mens andre hellere vil have kylling i. Biksemad med bearnaise er også en klassiker.
Man kan følge den opskrift man vil, men langt de fleste mennesker laver det af de rester der nu er at finde i køleskabet, og på den måde får man brugt sine rester fra tidligere måltider. Opskriften på biksemad dikteres med andre ord af køleskabets indhold, og kan derfor variere fra gang til gang. Der findes lige så mange opskrifter som der findes måder at kombinere madrester på, og det er jo ikke så lidt. Alle former for rester kan bruges - både kødrester og pålægsrester, og har man et par kartofler tilbage fra dagen i forevejen, så kommer man naturligvis også dem i.
Men tilbage til min bekendts knægt som elsker biksemad. Han har ingen krav til, hvilke ingredienser der skal bruges, og det er præcis det som gør det så fantastisk. I deres hus bliver der næsten aldrig kasseret noget mad, for bare der er den mindste smule kartofler, løg, pølser, skinke, bacon eller andet kød, så bliver der straks lavet biksemad af det, og på den måde sikrer de, at de undgår madspild. Det eneste krav knægten har til ingredienserne er, at der skal være spejlæg på. Det er heller ikke det store problem, og når alt kommer til alt, så smager biksemad med spejlæg nu engang bedre end uden.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget madspild der dagligt kunne undgås i de danske køkkener, hvis alle børn - og for den sags skyld også voksne - var lige så glade for biksemad. At producere madvarer for derefter at kassere noget af det er ikke særlig godt for miljøet, men biksemad løser problemet. På den måde kan man faktisk sige, at biksemad er en opskrift på et godt miljø. Og selvfølgelig taler jeg her om hjemmelavet biksemad og ikke det færdiglavede som man af og til kan finde på tilbud i supermarkedet, for så forsvinder idéen jo lidt.
Så det korte af det lange er, at hvis man gerne vil gøre noget godt for miljøet og for sin pengepung, så skal man lære sine børn at spise biksemad, for på den måde kan man undgå madspild i mange år fremover. Nå men al den snak om biksemad har gjort mig sulten, og da jeg ved at der i køleskabet både ligger kartofler, løg, bacon, pølser, æg og lidt kød fra i går, så tror jeg lige at jeg bikser det sammen til en god gammeldags gang biksemad med spejlæg. Det smager nemlig rigtig dejligt, og hvis man samtidig kan have god samvittighed, når man spiser det, så kan det jo ikke være bedre.
Er hermed blevet fast læser af din blog!
SvarSletYes, biksemad fremmer nemlig mindre madspild. Det kan vi lide.
KH
Selina Juul
StopSpildAfMad.dk
Hej Selina
SvarSletTusind tak!
Jeg har kigget lidt på din hjemmeside, og jeg må sige, at det er et rigtig godt projekt du har kørende. Jeg kommer helt sikkert forbi igen!
Tusinde tak for de rosende ord! Og ja, det er vigtigt at minimere sit madspild - for der går så mange ressourcer til spilde.
SvarSletKH
Selina