De fleste af os kender Peter Ålen. Hans borgerlige navn er Peter Aalbæk Jensen, men i folkemunde går han under navnet Peter Ålen - eller bare Ålen. Han er tidligere skuespiller men nok mest kendt for at være filmproducent på Zentropa. Faktisk stiftede han selv Zentropa i samarbejde med filminstruktøren Lars von Trier.
Forleden dag så jeg Peter Ålen på TV, og igen blev jeg skuffet. Ikke skuffet over Ålen, for ham er jeg stor fan af, men skuffet over, at man ikke længere ser ham lave interviews, mens han pulser løs på en stor cigar.
Jeg ved godt, at der er nogle sundhedsmæssige aspekter i det og alt det der, og jeg ved også godt, at det er hensynsfuldt, ansvarligt og en masse andre ting, at han ikke længere ryger under sine interviews, så på den måde er det helt ok. Jeg savner bare at se Peter Ålen med en af sine gigantiske cigarer mens han smilende og tilbagelænet udtaler sig bramfrit om forskellige emner.
Peter Aalbæk Jensen er faktisk en af mine helte, og cigaren var ligesom hans varemærke i mange år. Jeg morede mig altid, når jeg så Ålen på skærmen. Det gør jeg stadig - men ikke helt på samme måde. Han er en farvestrålende personlighed, og i lighed med Lars von Trier, så virker det som om, at han godt kan lide at provokere.
Naturligvis kunne man godt lave et interview med ham ude i det fri, hvor hans cigar formentlig ikke ville udgøre nogen sundhedsrisiko, men i disse tider skal man jo sikkert også tænke på, hvilke signaler det sender, hvis en kendt skikkelse står og ryger på TV. Jeg ved ikke, om det er en medvirkende årsag til hans manglende cigarer, men jeg tror det.
Nå, men jeg vil sætte min lid til at Ålen finder en anden måde at provokere på, når han nu er afskåret fra at ryge folk lige op i hovedet. Måske kunne han sidde med en stor sjus - men på den anden side, så ville det heller ikke være så politisk korrekt, så det ville han sikkert heller ikke få lov til. Det er efterhånden ikke nemt at være Peter Aalbæk, og heller ikke nemt at være begejstret fan af ham.
Det er i det hele taget ikke nemt i disse tider, men mon ikke han finder på et eller andet som rent visuelt virker lige så stærkt som hans cigarer gjorde. Jeg vil tro han finder på noget, og jeg glæder mig til at se, hvad den næste provokation bliver, så vi igen kan nyde synet af Peter Ålen i den gode gamle stil som han er kendt for, og som jeg er en stor fan af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar