tirsdag den 18. oktober 2011

Doggy bag - Lad det blive en vane!

For et par år siden sad jeg sammen med min kæreste og spiste på en fortovsrestaurant i Rio de Janeiro. På den anden side af gaden sad nogle af Rios mange gadebørn. Jeg tror ikke, at sådan nogle gadebørn i Rio nogensinde får mulighed for at spise sig mætte, som vi andre gør hver dag, og som jeg også gjorde den dag - lige for næsen af dem. Jeg følte mig lidt mærkelig tilpas over at sidde og spise et overdådigt måltid lige for næsen af de små stakler. Da både kæresten og jeg var blevet mætte, var der stadig masser af mad tilbage på fadene, så da jeg bad om regningen, bad jeg samtidig om at få resten af maden med i en "doggy bag".

Det er den eneste gang i mit liv, at jeg nogensinde har bedt om en doggy bag på en restaurant, men jeg følte, at jeg havde brug for at dulme min dårlige samvittighed over at have spist mig mæt foran nogle forhutlede gadebørn, som hver aften må gå sultne i seng - bortset fra at de ikke har en seng - men i hvert fald er de sultne, når de lægger sig til at sove, hvor det så end måtte være. Efter at have modtaget min doggy bag, gik jeg straks over gaden og gav det til børnene.

Og hvorfor skriver jeg så det? Jo, jeg kom til at tænke på episoden, da denne blog for et par dage siden havde besøg af Selina Juul. Hun har stiftet en bevægelse som hedder "Stop Spild af Mad". Det er et rigtig godt initiativ, som jeg synes man bør støtte op omkring. Ikke af hensyn til sultne gadebørn, som der vel næppe findes nogen af i Danmark, men af hensyn til sultne hjemløse og ikke mindst af hensyn til vores miljø. Det skader nemlig miljøet at producere mad! Nu sidder jeg ikke og plæderer for, at vi skal lade være med at spise, for det er i sagens natur ikke muligt. Derimod skal vi være opmærksomme på, at der ikke bliver produceret mad som bare skal smides ud.

Det er faktisk ikke særlig svært, og man sparer med garanti penge, hvis man undgår at smide mad ud. Og her er vi så tilbage ved den doggy bag som dette indlæg startede med. Hvis man beder om en doggy bag, når man er på restaurant, så sikrer man, at de rester som er tilbage efter måltidet ikke bliver smidt ud, men i stedet spises når man kommer hjem - i stedet for at tilberede et nyt måltid mad. Det er ikke pinligt at bede om en doggy bag, men det er pinligt at lade være! Man sparer penge og man skåner miljøet. Jeg har derfor besluttet mig for, at jeg fremover altid vil bede om en doggy bag når jeg er på restaurant, så den overskydende mad ikke skal gå til spilde.

En doggy bag gør det dog ikke alene. Der er mange andre tiltag man kan gøre for at sikre, at man ikke smider mad ud som sagtens kan spises. F.eks. kan man gøre det til en vane at spise biksemad, når der er nogle rester i køleskabet. Det handler bare om en lille smule omtanke i hverdagen, og på hjemmesiden stopspildafmad.dk kan man læse en masse andre fif. For vi kan ganske enkelt ikke være bekendt at smide mad ud! Det starter med os selv - mig selv - og dig! og dine venner og mine venner og deres venner osv. Så spred budskabet og lad os allesammen tage fat i os selv, så vi undgår spild af mad. Besøg straks Stop Spild af Mads hjemmeside og se, hvad du kan gøre - udover at gøre det til en vane at bede om en doggy bag, når du er på restaurant!

1 kommentar:

  1. Tusinde tak for al rosset og henvisning til os! Det er vi super glade for.

    Tjah, doggybags. Det er ikke rigtigt slået an i Danmark - selvom vi har kørt flere kampagner - http://www.stopspildafmad.dk/doggybags.html - årsagen er, at det strider imod danske madkultur at tage maden med hjem og at folk synes at det er pinligt...

    Så indsatsområdet her i DK må stadig være at få folk til ikke at smide mad ud og til at spise rester. Det er de tilgengæld med på - for så kan man jo spare penge (hvis man ikke tænker på miljøet eller sultne børn i Afrika).

    Man kan som forbruger gøre meget - og vi forbrugere har en utrolig magt. det er ikke butikker, der bestemmer over os - det er os, der bestemmer over butikkerne :-))


    KH
    Selina

    SvarSlet