onsdag den 5. januar 2011

Skomager bliv ved din læst

Vi har et sjovt ordsprog på dansk som hedder "skomager bliv ved din læst". En læst er et stykke værktøj, som en skomager bruger, når han reparerer sko, men hvorfor er det lige, at han skal blive ved sin læst. Jo, ordsproget har den betydning, at hvis man er god til et eller andet, så skal man fortsætte med at gøre det, fordi det dermed ikke er så risikabelt, istedet for at satse på noget som måske kan føre til økonomisk tab. Så når skomageren skal blive ved sin læst, så er det fordi, han er god til at reparere sko, og derfor skal han fortsætte med det og lade være med at forsøge sig som f.eks. snedker eller noget andet, som han muligvis ikke er god til.

Nu skal ordsproget dog ikke forstås bogstavligt men derimod overført. Det handler med andre ord ikke om skomagere. Et eksempel på, hvornår man kan høre nogen sige, skomager bliv ved din læst, er når en virksomhed som har stor succes med at lave et eller andet pludselig kaster sig over noget helt nyt, som de ikke har nogen erfaring med. Hvis virksomhedens nye satsning ender med, at der tabes penge, så er det ikke usædvanligt at høre erhvervskommentatorer sige, skomager bliv ved din læst.

Hvis en bank f.eks. har stor succes med at drive bankforretning og pludselig kaster sig over ejendomsspekulation, så kan banken måske ende med at tabe mange penge på at spekulære i ejendomme. I sådan en situation ville det være helt naturligt at sige, skomager bliv ved din læst, og med det menes der, at banken skulle have holdt sig til at drive bankforretning - fordi det var dét som banken var god til - og den skulle have ladet være med at satse på ejendomsspekulation, fordi banken ikke havde nogen erfaring med dette.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om ordsproget, skomager bliv ved din læst. For på den ene side, så er det jo rigtigt at sige, når nogen har satset og det efterfølgende har vist sig at satsningen var forkert. På den anden side så ville vores samfund jo gå i stå, hvis der ikke var nogen der turde satse en gang imellem. Så hvis alle skomagere var blevet ved deres læste, og ingen havde turdet forsøge sig med andre ting, så ville samfundet stadig se ud, som det gjorde for 100 år siden.

2 kommentarer:

  1. Hvordan ser en skomagerlæst ud?

    SvarSlet
  2. Det skal nok nævnes, at en "læst" i skomager fagsprog, er en form man indsætter i skoen, som giver den dens form.
    Så, "skomager, bliv ved din læst" er en opfordring til at han holder sig til sit værktøj, og det betyder ganske rigtigt at han skal holde sig til at være skomager, og ikke forsøge at gøre sig klog på andet end det han kan.

    Det kan man så synes om eller ej.

    Personligt er det lige lovlig "jantet", til at jeg bryder mig voldsomt meget om det.

    SvarSlet