lørdag den 22. januar 2011

Lægeambulancen i København

Når man går tur i København, hører man ofte sirener nærme sig, og ofte er det lægeambulancen som i følgeskab med en "almindelig" ambulance suser forbi for sekunder efter at være langt væk igen. Det har ofte fået mig til at tænke på, hvor priviligerede vi egentlig er her i landet - i hvert fald i København. Tænk engang, at hvis vi kommer alvorligt til skade, så kommer der en læge kørende i en Mercedes firehjulstrækker sammen med en ambulance - til sammen udgør de jo et helt lille rullende hospital. Det betyder, at kun et par minutter efter at en ulykke er sket, så kan man faktisk allerede være under behandling af en læge mens man bliver transporteret til hospitalet.

Jeg tror kun, det er ganske få promiller af verdens befolkning som er lige så godt stillet. Samtidig har vi en trafikkultur, hvor folk altid holder tilbage for en ambulance, og gør plads så den kan komme forbi. Jeg ved ikke, hvem der har fået idéen til, at vi skal have en lægeambulance i København, men det er simpelthen en genial idé. Jeg har i øvrigt hørt, at mange af de mennesker som bliver behandlet af lægeambulancens læger faktisk kan forlade ulykkesstedet ved egen hjælp, uden at have brug for yderligere lægelig behandling. På den måde kan man jo sige, at lægeambulancen er til stor aflastning for det øvrige sygehusvæsen. Det kan altsammen være meget godt, men set med mine øjne er den største gevinst, at ulykkesofre kan komme under lægelig behandling næsten med det samme. Det kan godt være, at det virker lidt sentimentalt, men jeg er faktisk fuld af taknemmelighed over, at vi har en lægeambulance i København som kan komme og hjælpe os, når vi kommer galt afsted. Tak!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar