torsdag den 26. maj 2011

Dumsmarte bemærkninger

Mange af os kan sikkert huske Dronningens nytårstale fra 1984, hvor hun introducerede os for udtrykket "dumsmart" idet hun sagde, at vi danskere kommer med "vores små dumsmarte bemærkninger". Jeg tror ikke, at nogen tidligere havde brugt eller hørt dette udtryk, men siden dronningens nytårstale i 1984 har det været en fast del af det danske sprog.

Sidst jeg hørte ordet dumsmart, var det i en helt anden sammenhæng end den, hvori dronningen brugte det. Det var i et selskab, hvor en person i selskabet havde talt en smule nedladende om nogle mennesker som han arbejdede sammen med til daglig. En anden i selskabet syntes, at han måske var lige kæk nok på andres bekostning og formanede ham derfor om ikke at komme med dumsmarte bemærkninger om andre mennesker. Da jeg interesserer mig for sproget, kunne jeg ikke lade være med at bide mærke i det. Det er i øvrigt ikke første gang, at jeg hører udtrykket, så man må sige, at vores dronning har beriget os med et nyt udtryk.

Jeg synes, det er et herligt udtryk. Det er fuldstændig selvforklarende, og selv om det er en smule negativt ladet, så er det ikke værre end, at man stadig kan være bekendt at sige det - når altså situationen indbyder til det. Det er da sjovt, at når vores dronning i sin nytårstale taler om dumsmarte bemærkninger, så lever udtrykket videre, selv om det er næsten 30 år siden at hun sagde det. Man kan sikkert udlede mange ting af det, men jeg vil nøjes med at udlede, at vi danskere lytter til vores dronnings nytårstale, og at vi tager den alvorligt.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at netop den nytårstale, hvor Margrethe talte om små dumsmarte bemærkninger, er den af hendes taler der er blevet refereret til flest gange. Måske fordi den var en anelse politisk, og måske også fordi hun berigede os med et nyt ord. Anyway, denne blog er på ingen måde politisk, og jeg vil derfor afholde mig fra, at komme med dumsmarte bemærkninger om politik, men i stedet nøjes med at glæde mig over, at vi har en regent som formår at bidrage til det danske sprog. Gud bevare Danmark!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar