fredag den 8. oktober 2010

Hvad har Det borende X og Den Barfodede Bandit til fælles?

Forleden dag var jeg på Nørrebro og slog et smut forbi Politihistorisk Museum på Fælledvej i København, hvor man kan se effekter fra forskellige danske kriminalsager og læse historien om hvad der skete. En af disse kriminalsager er sagen om Det Borende X. Navnet Det Borende X blev opfundet af en journalist, og manden der gemte sig bag det gådefulde alias viste sig at være en københavnsk grønthandler ved navn Julius Alfred Thorvald Framlev.

Over en periode på 15 år borede Julius Alfred Thorvald Framlev sig adgang til adskillige pengeskabe, og han benyttede altid den samme fremgangsmåde, hvor han borede et X ved siden af låsen, så aliaset Det Borende X var helt oplagt.

Det særlige ved Det Borende X var, at han - inden sin pågribelse - opnåede kultstatus blandt befolkningen, og mange havde ligefrem sympati for ham og håbede at han ville fortsætte sine kup uden at blive pågrebet. Jeg har kun kendskab til ét andet tilfælde hvor en forbryder på samme måde har fået befolkningens sympati på sin side, og det er sagen om Den Barfodede Bandit i USA, som i lang tid drev gæk med politiet inden han blev pågrebet.

Jeg undrer mig over, hvad det er, der gør nogle forbrydere til helte, mens andre bliver betragtet som en pestilens som bør pågribes hurtigst muligt. Både Det Borende X og Den Barfodede Bandit har jo stjålet andres værdier, men hvad er det som adskiller dem fra andre indbrudstyve siden de opnår kultstatus?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar