søndag den 27. februar 2011

Slanger i Florida - black racer er den mest udbredte

Jeg har netop afsluttet mit morgenmåltid her hos mine værter i Miami, Florida. De har en utrolig lækker have med palmer og forskellige eksotiske planter, og jeg nyder altid at sidde herude. Faktisk sidder jeg her så ofte jeg kan, også nu, mens jeg skriver dette indlæg. Jeg havde netop taget en tår af min morgenkaffe, da jeg ud af øjenkrogen så noget mørkt der bevægede sig ovre ved et buskads. Jeg drejede hovedet og kiggede i retning af hvor det var, og dér lige midt i en solstråle lå en lille mørk slange. Den lignede nærmest en snog af den slags som vi har hjemme i Danmark om sommeren, men da jeg ikke er slangekyndig, turde jeg ikke at nærme mig den, for tænk nu hvis den var giftig!

Forsigtigt rejste jeg mig, og gik hen til terrassedøren og kaldte ind i huset. En af mine værter kom ud og så på slangen, og han kunne berolige mig med, at den ikke er spor giftig. Faktisk er det den mest udbredte slange i Florida. Den hedder "black racer" og udover at ligne en dansk snog på en prik - bortset fra nakkeprikkerne - så er den også lige så ufarlig som en dansk snog.

Jeg satte mig tilbage i stolen og betragtede den et øjeblik. Så tog jeg en tår af min kaffe og en bid af min morgenmad, og da jeg igen drejede hovedet for at se på slangen, var den væk. Jeg kiggede rundt i haven, men der var ingen black racer at se nogen steder. Jeg er normalt ikke mere dyreinteresseret end så mange andre mennesker, men hvis du har læst mit sidste indlæg, ved du, at jeg nu har skrevet hele to indlæg om dyr her i Miami, og det synes jeg faktisk er ret sjovt. Altså ikke indlæggene i sig selv, men det at jeg har stiftet bekendtskab med flere forskellige dyr, som jeg aldrig tidligere har set i mit liv. Så udover at jeg har fundet ud af, at der findes gribbe i Miami - og vistnok også i resten af Florida, så ved jeg også nu, at den mest udbredte slange i Florida hedder en black racer, og at den ikke er farlig for mennesker. Jeg føler mig allerede lidt som Jacques Cousteau, altså bortset fra at jeg (endnu) ikke har opdaget nogle dyr i havet, men kun på landjorden. Det var alt for denne gang her fra Miami, hvor jeg altså nu også har stiftet bekendtskab med en lokal slange.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar