Jeg opholder mig stadig i Miami, hvor vejret er dejligt. Solen skinner fra en skyfri himmel, og jeg er efterhånden ved at blive godt solbrændt. På disse kanter er der ikke mange fodgængere. Selv om der er fortove bliver de sjældent benyttet. Jeg trængte dog til at få strukket benene i dag, så jeg begav mig ud på en lille gåtur i nabolaget. Solen bagte heftigt, og sveden haglede af mig. Jeg mødte ikke andre fodgængere på min vej, men flere bilister kiggede undrende på mig, som om de tænkte, at det dog var noget mærkeligt noget sådan at bevæge sig rundt til fods.
På et tidspunkt kiggede jeg op, og til min store overraskelse så jeg et par store sultne gribbe over mit hoved. Jeg kom straks til at tænke på de gamle western-film, hvor der nogen gange er folk der går rundt ude i ørkenen, mens gribbene kredser rundt over dem, mens de venter på at de udmattede stakler skal ånde ud så de kan spises. Jeg kiggede rundt, og så ikke gribbe andre steder end lige over mit hoved. De fulgte mig på hele turen, og jeg må indrømme at det føltes lidt mærkeligt. Gribbe er som bekendt ådselsædere, så at se dem følge mig på den måde fik mig til at føle mig som en der snart skulle dø. Måske er det bare fordi, det er så sjældent at folk begiver sig rundt til fods, at gribbene straks bliver opmærksomme når det endelig sker? Heldigvis nåede jeg udmattet men helskindet hjem, og jeg sidder nu i skyggen med en kølig øl og glæder mig over, at jeg trods alt ikke endte som middagsmad for de sultne gribbe. Jeg er ikke den store ornitolog, så mit kendskab til gribbens udbredelse og levesteder har indtil nu været ikke eksisterende, men nu ved jeg da, at der findes gribbe i Miami, så lidt klogere er jeg da blevet i dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar