onsdag den 9. februar 2011

Playa Bonita i Las Terrenas er et rigtigt bountyland

Efter nogle dejlige dage i Miami, er jeg nu i Den Dominikanske Republik - nærmere bestemt Playa Bonita i Las Terrenas. Lad mig starte med at slå fast, at det er et helt fantastisk sted. Det kan vel bedst beskrives med ordet bountyland. Her er den skønneste sandstrand med palmer, og mens disse linier skrives sidder jeg og kigger ud over det smukke hav. Vandet har den karakteristiske lyseblå, lidt grønlige, farve, som er kendetegnende for mange steder i Caribien. Det lykkedes mig at få en flybillet fra Fort Lauderdale i Florida til hovedstaden i Den Dominikanske Republik, Santo Domingo, og derfra var der et par timers kørsel gennem landskabet med jeep inden jeg nåede frem til Playa Bonita, som er den strand der ligger ved byen Las Terrenas.

Jeg har aldrig kunnet forstå folk som tager det samme sted hen på ferie år efter år, for der er jo så mange spændende steder i verden som venter på, at vi kommer forbi. Men efter jeg er kommet hertil bountyland i Playa Bonita, må jeg indrømme, at jeg godt kunne tilbringe resten af mit liv her uden at kede mig. Det er simpelthen paradis på jord. Jeg bor på et skønt hotel som ligger lige ned til vandet. Værelserne kunne godt trænge til en kærlig hånd, men til gengæld er prisen yderst rimelig, og man tager jo alligevel ikke til paradis for at tilbringe tiden på et hotelværelse.

Her er trådløst internet, så jeg er stadig forbundet til omverdenen, selvom jeg sidder ved en sandstrand. Playa Bonita har en af de smukkeste palmestrande jeg nogen sinde har set. Det skrækkelige er, at jeg skal tilbage til Miami om kun en uge, og jeg har lyst til at blive her meget længere, men det skal man ikke gå og tænke på. Vejret er lækkert - check selv vejrudsigten for Las Terrenas! Befolkningen i Den Dominikanske Republik er utroligt venlige, og deres afslappede livsstil tiltaler mig meget. Her tager man ikke tingene så tungt. Alle smiler og er glade. Det er simpelthen det mest gennemførte bountyland man kan forestille sig. Prisniveauet er generelt ret lavt, sammenlignet med hvad man er vant til hjemmefra, så det kan simpelthen ikke være bedre. Playa Bonita i Las Terrenas er simpelthen et sandt tropeparadis.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar