Frivillig fratrædelse

I går overhørte jeg en samtale i bussen, hvor det fremgik af samtalen, at den enes arbejdsplads stod overfor en fyringsrunde og derfor havde tilbudt, at de medarbejdere som måtte ønske det, kunne søge om frivillig fratrædelse. Ledelsen ville så, i det omfang det var muligt, forsøge at imødekomme ønskerne, så antallet af medarbejdere, der skulle forlade arbejdspladsen mod deres vilje, ville blive så lille som muligt.

Det fik mig straks til at tænke på en lignende situation, jeg selv var i for år tilbage. Også i dette tilfælde havde virksomheden åbnet mulighed for, at man selv kunne søge om at frivillig fratrædelse. Det var der flere der gjorde, bl.a. Gurli (navnet opdigtet), som var en dygtig og flittig kollega.

Da den store dag kom, og de (u)heldige kolleger blev kaldt til møde, en såkaldt 'prikkerunde', viste det sig, at de medarbejdere som man havde valgt at afskedige, var dem som, set med mine øjne, var de mest uproduktive. Dem som havde søgt frivillig fratrædelse, blev kun imødekommet, i de tilfælde hvor de faldt ind under kategorien af uproduktive medarbejdere - det var i hvert fald sådan, jeg oplevede det.

Men tilbage til Gurli, hvis ønske om at forlade arbejdspladsen frivilligt ikke blev imødekommet. En eftermiddag nogle uger senere hørte jeg et brudstykke af en samtale mellem to chefer, som talte højere, end de tydeligvis selv var klar over. Ordene fra den øverste af de to faldt nogenlunde sådan her (frit citeret efter hukommelsen): 'Hvis vi har en klar fornemmelse af, at Gurli er på vej væk, så er det ikke hende vi tager hensyn til'.

Kort tid efter blev der lavet nogle ændringer i arbejdsopgaver og arbejdsstationer, og pudsigt nok, så fik Gurli de kedeligste opgaver og det dårligst placerede skrivebord. Der gik mere halvandet år, inden Gurli selv endte med at sige op, og i al den tid havde hendes arbejdsvilkår været forringede. Alt sammen, som jeg opfattede det, på grund af, at hun ved sit ønske om frivillig fratrædelse havde givet ledelsen et hint om, at hun nok ikke ville blive så længe.

Det er en historie, som jeg har tænkt over mange gange siden, og hvis igen kommer i en situation, hvor ledelsen, forud for en fyringsrunde, tilbyder at man kan fratræde frivilligt, vil jeg tænke mig meget godt om, inden jeg siger ja. Min umiddelbare tanke er, at jeg i så fald kun vil bede om det, hvis jeg føler mig helt sikker på, at jeg alligevel vil sige op i løbet af meget kort tid. Naturligvis kan der være virksomheder, hvor man har en anden tilgang til det, end den virksomhed, hvor jeg var ansat, men som sagt ville jeg som udgangspunkt være meget tilbageholdende. 

Derudover skal det dog siges, at hvis man alligevel var blevet opsagt som del af fyringsrunden, ville man nok stå bedre i forhold til at finde anden beskæftigelse, hvis man var stoppet som følge af frivillig fratrædelse, fremfor hvis man var blevet fyret mod sin vilje. 

Hvordan skriver man en krimi?

Som så mange andre mennesker, så har jeg også leget med tanken om at skrive en krimi. Men hvordan gør man? Hvordan griber man det an?

Jeg har lyttet til gode råd fra adskillige forfattere, og der er nogle af deres råd som går igen. De ting, som jeg har bemærket, at mange etablerede forfattere er enige om, har jeg samlet her:

Afsæt tid til at skrive.
Du skal beslutte dig til, at skrive f.eks. klokken 09:00 - og overholde det. Ikke vente til lidt senere eller i morgen eller et andet tidspunkt, hvor du føler, at inspirationen rammer dig. Mange forfattere fortæller, at når først de begynder at skrive, så kommer idéerne helt af sig selv - idéerne skal så at sige skrives frem. Og hvis du har planlagt at skrive til klokken 11:00, så overhold det!

Lav et plot og en synopsis.
Selv garvede krimiforfattere har gavn af et plot. Jeg har dog hørt enkelte sige, at de bare skriver derudad og ser hvad der sker, men det er en meget svær måde at gøre det på.
Et plot er et skelet for bogens overordnede opbygning. Når først du har selve plottet på plads, er du klar til at lave din synopsis. En synopsis er en sammenfatning af din bog. Dvs. en tekst som i komprimeret form siger, hvad der sker i hvert enkelt kapitel. Du kan f.eks. planlægge, at en af bogens personer skal præsenteres i kapitel 3, og at kapitel 3 ligeledes vil indeholde en beskrivelse af den skumle lagerhal, hvor en del af bogens senere handling vil udspille sig. På den måde er det lettere at skrive din krimi, fordi du derved har et skelet at arbejde ud fra.

Alt hvad du skriver er brugbart.
Det kan godt være, at dét du har skrevet ikke er klar til at indgå i den bog, du gerne vil udgive. Men det er brugbart i den forstand, at det er en tekst som der kan rettes i, og der kan tilføjes flere detaljer.
Den perfekte tekst kommer sjældent i første hug. Man skriver - læser det igennem - retter lidt - tilføjer lidt - sletter lidt - læser igennem igen - retter igen osv. Så lad være med at kassere det hele og starte forfra, bare fordi det ikke sidder lige i skabet. Ellers kommer du nemt til at starte forfra og starte forfra i en uendelighed.

Når du er færdig.
Læg teksten væk, når du er færdig. Gerne i 3 - 4 måneder - og læs den derefter igennem igen. På den måde kan du læse teksten igennem med friske øjne og fange alle de små detaljer, man som læser vil studse over, når man bliver præsenteret for teksten første gang.

Der findes masser af andre gode fif, som jeg ikke har medtaget her, men ovenstående gode råd har jeg bemærket, at mange krimiforfattere er enige om. 

God fornøjelse med at skrive din krimi!

Nem lasagne

Hvis du elsker lasagne og gerne vil slippe nemt omkring tilberedningen, så læs videre her. Du har sikkert prøvet at købe en pakke med lasagne-kit bestående af lasagneplader og pulver til at blande kødet op med, og du er sikkert også nået til den erkendelse, at det ikke er opskriften på den helt store kulinariske oplevelse.

På den anden side, så har hverken du eller jeg lyst til at bruge en halv dag i køkkenet på at lave det hele fra bunden, og hvad gør man så, når man gerne vil have nem lasagne? Svaret er naturligvis en mellemting mellem den færdige og den fuldstændig hjemmelavede lasagne. Her kommer opskriften:

Køb en pakke lasagnekit og lav en lasagne - men bland følgende i:

1 dåse hakkede tomater i stedet for 3 dl. vand (blandes i kødsovsen)

1 glas grønne oliven (blandes i kødsovsen)

1 pakke bacontern (drysses over lasagnen, inden den kommer i ovnen)

Med disse tre ekstra ingredienser får du en lækker og nem lasagne som smager hjemmelavet, men som kun har taget 30 sekunder længere at tilberede, end det normalt tager. Nemmere opskrift findes ikke!

Hvis du gerne vil slippe ekstra nemt om det, så køb lasagnette i stedet for lasagne - det smager ens, men lasagnette er meget hurtigere og nemmere at tilberede. Og hvis du også gerne vil slippe billigt om det, så køb et læs lasagnette, når det er på tilbud. Det mærke, som jeg foretrækker, er på tilbud ca. hver anden måned.

Denne opskrift har den fordel, at både oliven og hakkede tomater er ingredienser, man kan have stående i skabet i lang tid, uden det bliver gammelt. Og bacontern kan man have i fryseren.

Held og lykke med din nemme lasagne, og skriv gerne en kommentar med dine erfaringer.

Storken er landet

Så skete det, og endda særdeles tidligt på året - storken er landet. Jeg hørte første gang det glædelige budskab, da to medpassagerer i bussen talte om det. Jeg lavede straks en smule research, og på hjemmesiden storkene.dk fandt jeg en artikel som fortalte, at storken er kommet til Danmark. Det er. ifølge ovenstående hjemmeside, de heldige mennesker i Aakirkeby på Bornholm som har fået den ære at lægge luft og jord til den langnæbbede fugl.

Lige siden jeg var barn, har storkens ankomst været noget særligt, og det har altid været et tegn på, at foråret var ved at begynde. I år sker det tidligt, og mon ikke det er klimaforandringerne som har betydning for, at storken kommer lidt tidligere, end den plejer?

Klimaforandringer eller ej, så er det i hvert fald glædeligt, at storken er kommet. Det er en smuk fugl, og de byer som er så heldige at få en storkerede i byen oplever som regel også en vis interesse for de nye beboere.

Stort tillykke til Aakirkeby med storken. Så vidt jeg kan læse mig frem til, har den ikke bygget rede. Men hvem ved, mon ikke storken har sans for den bornholmske charme og vælger at slå sig ned der. Hvis den gør, vil jeg da overveje at kigge forbi, når jeg senere på foråret kommer over til klippeøen, for man kan ikke undgå at blive betaget af denne smukke og elegante fugl.

7-kabale er ikke spild af tid.

Kender du det, at man pludselig har siddet flere timer foran computeren og lagt 7-kabale? Det gør jeg i hvert fald, og i går skete det igen. Hvad var resultatet? Spildt tid på ingenting? Nej!

Mens jeg sad der og lagde 7-kabale, oplevede jeg, at en masse tanker kørte i baghovedet på mig, og pludselig rejste jeg mig op og havde løsningen på et problem som jeg havde tumlet med i lang tid.

Jeg tror, det er lidt det samme, som mange mennesker oplever, når de er i bad. Nemlig, at når man er i gang med noget enkelt og trivielt, så arbejder hjernen med alt mulig andet, og pludselig får man en god ide, eller løsningen på et problem.

Så måske er det slet ikke så tosset at bruge lidt tid på at lægge 7-kabale en gang imellem, i går viste det sig i hvert fald, at tiden brugt på kabalen var givet godt ud.

Hvad skal du lave på lørdag?

- "Hvad skal du lave på lørdag?"
- "Øh.. Det ved jeg ikke..."
- "Nå, men har du så ikke lyst til..."

Kender du ovenstående slags samtale? Det gør jeg i hvert fald, og de fleste gange er det da også noget interessant man bliver inviteret til, men det hænder også, at invitationen gælder et eller andet som man absolut ikke har lyst til. Problemet er bare, at man jo lige har stået og sagt, næsten direkte, at man ikke har nogen planer for på lørdag. Sådan en samtale havde jeg i dag, og desværre gjaldt invitationen et arrangement som jeg bestemt ikke havde lyst at deltage i, men som det ville være uhøfligt at sige direkte at jeg ikke gad komme til.  Men jeg var fanget, sådan næsten i hvert fald, og mumlede noget om at jeg lige måtte tjekke efter i min kalender...

Bagefter tænkte jeg, at det må være praktisk at have et eller andet standardsvar, man kan komme med, når nogen siger: "Hvad skal du lave på lørdag?" Det skal være et svar som både giver mulighed for at sige nej det vedkommende vil invitere mig med til, men det skal samtidig være noget som, på troværdig vis, hurtigt kan sløjfes - hvis nu invitationen gælder noget som man gerne vil deltage i.

Så nu vil jeg lægge hovedet i blød og finde det helt rigtige svar til brug næste gang nogen spørger mig: "Hvad skal du lave på lørdag?"

Teambuilding-kurser

I dag havde jeg en snak med en gammel bekendt, og samtalen faldt bl.a. på teambuilding. Ligesom jeg, har han også været på adskillige teambuilding-kurser i årenes løb. Du ved, den slags kurser hvor en eller anden smart fyr står og lukker en masse øregas ud. Det sjove er, at jeg har aldrig mødt nogen, som har haft noget positivt udbytte af den slags kurser - altså bortset fra ham den smarte fyr som typisk scorer et fyrsteligt honorar for at stå og remse nogle floskler af.

Vores samtale i dag kom hurtigt til at handle om flosklerne, altså den slags almindeligheder som vi begge har hørt på teambuilding-kurser, og undret os over, hvordan fyren kunne holde masken mens han stod og præsenterede det, som var der tale om genial nytænkning.

Der er selvfølgelig klassikkerne, som vi alle kender: "En kæde er aldrig stærkere end det svageste led". (Den sætning har jeg set, og hørt, en højt betalt mand stå og lire af, hvorefter han stod og kiggede rundt på forsamlingen med et udtryk der sagde, "Der fik I virkelig noget at tænke over!"). En anden klassiker er udsagnet om, at "Hvis du ikke er i udvikling, så er du i afvikling". Ja, gab! Sikkert lidt om snakken, men hold op, hvor er det trivielt at høre på. Man får næsten lyst til at spørge fyren, om han selv synes, at valget af netop den sætning tyder på, at han selv er i udvikling - men det gør man naturligvis ikke. Man holder masken! Præcis ligesom den smarte fyr holder masken, og præcis som ens chef holder masken, mens vedkommende ved selvsyn kan konstatere, hvilke ligegyldigheder virksomhedens penge bliver brugt på. Alle holder masken. Sådan er gamet. Punktum.

En af mine favoritter, hvis det da er det rigtige udtryk - jeg mener, et af de mest ligegyldige, ukonstruktive, tomme udsagn jeg har hørt på den slags kurser var den her: "Vi skal ikke slå 100 slag mere med hammeren, vi skal blot slå nogle bedre slag". Nå, sådan! Genialt! Vi havde slet ikke regnet ud, at det har noget at sige, hvordan vi griber opgaverne an. Tak! Nu kommer det hele til at glide meget bedre!

Og à propos 'glide', så har jeg også hørt denne her fra en af de der teambuilding-gutter: "Vi skal være mentalt olierede, så det hele glider bedre, når vi skal løse dagens opgaver". Hvad mener du? Mentalt olieret! Jeg tror jeg sad med åben mund flere minutter efter, da jeg hørte det. Hvordan finder man på at sige sådan noget?

Her er en anden, som vistnok kom fra den samme fyr: "Det er ikke nok, at vi gør vores bedste - vi skal gøre dét der skal til!". Nå, ok.

Ud over flosklerne, så har sådan nogle gutter også deres eget sprog. Bl.a. kaldes 'problemer' for 'udfordringer'. For et par årtier siden, kaldte den slags fyre det for 'opgaver', men det lader til, at de nu til dags enes om at 'udfordringer' er det rigtige ord. Engelske ord er også populære i de kredse, f.eks. hører man dem ofte bruge ord som 'benchmark' eller 'performance', og de foretrækker også selv en engelsksproget stillingsbetegnelse som 'coach' eller 'consultant' fremfor 'træner' eller 'konsulent'. Et af de få danske ord, de elsker, er ordet 'facilitere'. Jeg hørte engang en fyr sige det i omegnen af 10 gange indenfor 5 minutter, så glad var han for ordet.

Derudover er der øvelserne - teambuilding-øvelser! Du har sikkert selv prøvet nogle af dem. Jeg husker bl.a. - nej, jeg må hellere stoppe her, for hvis jeg først kommer ind på, hvad har deltaget i af tåbelige teambuilding-øvelser, teambuilding-lege og teambuilding-opgaver, så bliver det her, det længste indlæg jeg nogensinde har skrevet, og så meget opmærksomhed fortjener de øvelser, lege og opgaver ikke.

Jeg oplevede engang en af de der smarte teambuilding-drenge, som indledte dagen med at sige, at når vi gik hjem om eftermiddagen, ville vi være meget trætte, fordi der ville være meget at tænke over i løbet af dagen. Han havde fuldstændig ret! Hele dagen sad jeg og tænkte over, hvordan han dog kunne få sig selv til at stå og lukke så meget øregas ud. Jeg tænkte også over, hvordan han kunne holde masken, hvor mange lækre bøffer mine kolleger og jeg kunne have spist for hans honorar, hvornår han dog var færdig samt en hel masse andre ting - alt i mens jeg sad og så alvorlig ud, og lod som om, der virkelig var meget interessant stof til eftertanke. Det samme gjorde mine kolleger, og det ville undre mig, hvis ikke også min chef tænkte nogenlunde det samme bag den ellers alvorlige facade. Min hjerne kørte på højtryk, indtil jeg nåede et punkt, hvor alle de smarte ord begyndte at flyde sammen og derefter flyde ud af mit hoved som efterfølgende var helt tomt. Jeg var helt udkørt, da dagen endelig var slut. Bagefter vaklede jeg et lille stykke ned ad gaden, fandt en bænk og sad i lang tid og stirrede tomt ud i luften, inden jeg endelig kunne samle mig om at komme hjem.

Men hvorfor finder den slags kurser i teambuilding så sted? Mit gæt er, at det er ledelsens måde at 'vaske hænder på'. Så har de jo gjort noget, for at vi skal blive mere effektive, få bedre trivsel, blive gladere eller hvad der nu måtte være målet. Så har ledelsen gjort sit, så eventuelle problemer, må være andres skyld eller ansvar. Jeg ved det ikke, men det er mit gæt.

Heldigvis har mine kolleger og jeg efterhånden fået overbevist vores chef om, at den bedste form for teambuilding - ifølge os - indkluderer god mad i hyggelige omgivelser - og at det bestemt ikke inkluderer smarte fyre der lirer floskler af, til folk er ved at segne. Det samme princip gælder i øvrigt med parterapi. Jeg kender en form for parterapi som altid har virket hurtigt og effektivt, nemlig en forlænget weekend til en af Europas storbyer som f.eks. Paris, London eller Prag. For når mennesker skal fungere godt sammen, kræver det såmænd ikke andet, end at vi foretager os noget hyggeligt sammen, så kommer resten af sig selv.

Nå, jeg kan godt selv se, at det her ikke blev Verdens mest positive indlæg - i hvert fald ikke det hele, men jeg er kun et menneske, så nu fik du det. Hvis du skulle høre til dem som elsker teambuilding og synes det er fornuftigt, konstruktivt eller lignende, så håber jeg ikke, du tager min holdning til emnet ilde op, og jeg håber lige så meget, at du fortsætter med at nyde dine teambuilding-kurser - hvad enten du er instruktør eller deltager. Men mest af alt håber jeg, at du trods alt får en rigtig god dag! :-)

At gå over for rødt

For nogle dage siden skulle jeg sammen med en kollega hen i en butik i nærheden af min arbejdsplads. På vejen kom vi til et lyskryds, hvor manden på lyssignalet lyste rødt. Der var ikke en bil at se nogen steder, men da min kollega stoppede op, valgte jeg at gøre det samme, selvom jeg måske nok ville være gået over, hvis jeg havde været alene.

Han må have fornemmet, at jeg blev en smule utålmodig, da vi stod der og ventede, for han gav sig til at forklare mig, hvorfor han ikke gik over, selvom der tydeligvis ikke var én eneste bil i nærheden.

Kollegaen forklarede mig, at der hvert år er adskillige mennesker som bliver kørt ihjel, fordi de går over for rødt, og han var overbevist om, at hver eneste af dem havde følt sig sikker på, at der ikke kom nogen biler, for ellers var de jo ikke gået over! Med andre ord kommer der nogle gange en bil, selvom man føler sig sikker på det modsatte, og det er grunden til, at han aldrig går over for rødt - heller ikke hvis han føler sig sikker på, at der ikke kommer nogen biler.

Jeg tænkte lidt over hans pointe, og lovede mig selv, at jeg aldrig mere vil gå over for rødt.

Sæson for landsindsamlinger

I går eftermiddag sad jeg og læste en bog, da det pludselig ringede på døren. Udenfor stod en indsamler fra Red Barnet med en indsamlingsbøsse og spurgte, om jeg ville give et bidrag. Jeg bad hende om at vente et øjeblik, mens jeg for rundt i huset for at finde nogle mønter, som jeg kunne smide i indsamlingsbøssen. Jeg måtte lede flere forskellige steder, inden jeg havde heldet med mig og triumferende kunne vende tilbage til hoveddøren med nogle mønter i hånden.

Det scenarie gentager sig hvert år. Indsamlere fra Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Flygtningehjælp, Røde Kors samt sikkert et par stykker mere, ringer på min dør, og jeg er aldrig forberedt og løber panisk rundt i huset for at finde mønter til dem. Med gårsdagens indsamling er sæsonen startet, og de næste par måneder vil diverse indsamlere ringe på døren og bede om et bidrag, hvilket jeg ikke har noget imod at give - men jeg hader at skulle styrte forvirret rundt i huset, fordi jeg ikke ventede at nogen ville komme og samle ind.

Efter oplevelsen i går lagde jeg en plan, og i dag har jeg ført den ud i livet. Således hævede jeg i morges kontanter i en hæveautomat og købte forskellige småting i forskellige kiosker - og betalte kontant hvert sted. Så nu ligger jeg inde med mønter til de næste indsamlere der kommer forbi, og for at undgå paniksituationer igen, har jeg lagt mønterne i en lille skål som jeg har stillet i entréen. Så nu kan de næste indsamlere bare komme an, Folkekirkens Nødhjælp, Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp, og hvad de ellers hedder. Jeg er forberedt, og de skal allesammen få et bidrag. Ikke mere indsamlingspanik i år!

Hvordan pudser man vinduer? Sådan her!

Vinduespudsning ser let ud, når det gøres af en professionel vinduespudser, men når man selv går i gang med det, kommer mange mennesker i problemer. Det der ser let ud, når den professionelle elegant svinger sin skraber og efterlader vinduerne funklende rene, volder ofte store problemer for den utrænede, og ruderne ender med at have "løbere", fordi man ikke formår at få alt vandet skrabet væk fra vinduet med den skraber, eller svaber om man vil, som ellers er designet til formålet.

Alle de problemer har jeg selv stået med, og jeg har prøvet med sprit i vandet for at få det til at fordampe hurtigere, men resultatet var det samme, nypudsede vinduer med grimme løbere. En dag kom jeg i tanke om, at en kollega driver et rengørings- og vinduespudsningsfirma i sin fritid, så jeg spurgte ham til råds om, hvordan man pudser vinduer. Han måtte da kunne sige, hvordan jeg skulle gribe min hjemlige vinduespudsning an.

Svaret var en smule nedslående. Øvelse, øvelse og atter øvelse. Her havde jeg troet, at han ville komme med et godt råd som med ét kunne løse mit problem - måske en slags hemmeligt trick eller en vigtig detalje, jeg havde overset, men nej.

Det lykkedes mig dog alligevel at finde en god løsning på, hvordan man pudser vinduer - eller i hvert fald, hvordan jeg gør. Åbenbaringen kom en dag jeg stod og vaskede et glas op i hånden og efterfølgende tørrede det med et viskestykke, for til sidst at holde det op mod lyset og forvisse mig om, at det var fuldstændig rent og skinnende. Kunne man ikke bare gøre det samme med vinduerne?

Jeg gik straks i gang. Først sæbevand på ruden, så rent vand til at vaske det af med, og så et godt gammeldags viskestykke til at tørre vinduet med. Ingen skraber. Intet sprit i vandet. Det virkede!

Jeg er siden gået over til kun at bruge rent vand og ingen sæbe, da det kan give en del vandsjaskeri ved vinduer som åbner indad samt på indersiden af vinduerne, når sæbevandet skal vaskes af. Min erfaring er, at ruderne ser fine og rene ud, hvis man blot vasker dem med en klud med vand og bagefter tørrer dem med et viskestykke. Skraberen bruger jeg ikke mere. Mine vinduer ser fine og rene ud, og så generer det mig ikke, at en professionel vinduespudser - eller vinduespolerer som det vist hedder, hvis det skal være helt rigtigt - ville synes, at jeg griber det helt forkert an. Løsningen virker for mig, mine vinduer skinner, og jeg er glad.

Skraldespandsroderen rydder op

I dag stod jeg og ventede på en bus, og ved siden af stoppestedet var der en skraldespand. Desværre havde der været nogle mennesker forbi som ikke kunne ramme spanden, for der lå skrald og flød ved siden af spanden, selv om den ikke var fyldt.

Mens jeg stod der og ventede, kom der en mand, som jeg i mangel af et bedre ord vil kalde for "skraldespandsroder", for det var nemlig hvad han gjorde, rodede i skraldespanden. Jeg vil tro han ledte efter tomme flasker eller dåser som han kunne sælge, men han havde ikke heldet med sig og gik tomhændet derfra.

Det interessante var, at da han var færdig med at gennemrode skraldespanden i sin jagt efter værdier, så samlede han alt det affald op som lå på jorden ved siden af skraldespanden og puttede det ned i spanden. Da han var gået, så der helt pænt ud.

Sådan en mand har jeg respekt for. Det er jo en god ting for byen, at der færdes sådanne mennesker i gaderne, når nu byens borgere ikke selv kan finde ud af at bruge de opstillede skraldespande. Jeg burde havde sagt noget pænt til ham, inden han gik, men jeg var helt målløs og fik ikke sagt noget. Så i stedet skal der herfra lyde en stor tak til dagens skraldespandsroder. Du har min dybeste respekt!

Øko-æg er ikke dyrere end æg fra burhøns!

Ja, du læste rigtigt! Økologiske æg er ikke spor dyrere end æg fra burhøns.

Og hvordan hænger det så sammen? Prisen på 10 økologiske æg er jo højere end den pris man skal betale for 10 buræg, så hvordan kan de koste det samme? Jo, baseret på mine egne erfaringer med buræg, er der ca. 2 æg i hver pakke som er lige til at kassere, fordi skallen er revnet, og det selvom jeg åbner pakken i butikken og kigger på æggene. Ofte sidder revnen i den ende af ægget som vender nedad eller revnen er så svær at se, at man først opdager det, når man slår ægget ud og kan mærke at skallen var revnet i forvejen.

Nu har jeg spist økologiske æg i et par måneder - hver dag! - og det er ikke sket én eneste gang endnu, at jeg har måttet kassere et æg. Jeg har ladet mig fortælle, at det har noget at gøre med, at hønsenes udvikling ikke presses op i fart eller noget i den retning. Om det er rigtigt, ved jeg ikke, men jeg ved, at det ikke har kostet mig flere penge at spise øko-æg, end hvis jeg var fortsat med dem fra burhøns, baseret på en beregning på, hvad hvert æg ender med at koste, når man i snit skal kassere to fra hver bakke med buræg.

Som sidegevinst smager de økologiske æg langt bedre, og jeg har flere gange set noget som jeg tolker som et anerkendende smil fra kassedamen, når hun har kørt mine økologiske æg forbi scanneren ved kasseapparatet. Samtidig er det egentlig en rar følelse at vide, at jeg ikke medvirker til, at høns skal leve under forhold som set med mine øjne ikke er anstændige - prøv bare at læse her - det var dén artikel som for nogle måneder siden fik mig til at gå over til økologiske æg.

Så summa summarum er, at jeg fortsætter med de økologiske æg, også hvis jeg en dag skulle gå hen og blive fattig, for prisen er i sidste ende den samme, de smager bedre og min samvittighed er god. Hvis du ikke tror mig og fortsat hælder til buræg, så prøv at tælle op, hvor mange æg du ender med at kassere, og lav så dit eget regnestykke over, hvilken pris du betaler, for hvert æg du bruger!

Tunmousse opskrift - Verdens bedste!

For et par uger siden var jeg inviteret til middag hos nogle venner, og til forret fik vi tunmousse. Det smagte fantastisk, men jeg glemte desværre at spørge om en opskrift. I stedet gik jeg i gang med selv at eksperimentere, og nu, efter et par uger med tunmousse næsten dagligt, er jeg nået frem til noget som jeg selv vil kalde verdens bedste opskrift på tunmousse.

Til opskriften skal der bruges følgende ingredienser:
tun i olie (på dåse)
frisk dild
løg
grønne oliven
rød peber
creme fraiche
citronsaft
salt og peber

Yep, det er alt, hvad der skal bruges for at lave en lækker tunmousse!

Opskriften er såre simpel. Åbn en dåse tun i olie, tilsæt ca. 3 spiseskeer creme fraiche, ca. 5-10 hakkede grønne oliven, ½ hakket løg, lidt hakket rød peber, lidt hakket dild,  lidt citronsaft samt salt og peber.

Rør det sammen og server det på et stykke toastbrød (evt. ristet toastbrød).

Det er super-nemt og smager dejligt. Med denne tunmousse opskrift har du en nem forret som kan laves i forvejen og som smager helt fantastisk. Velbekomme!

Syg om mandagen

Måske har du haft en kollega som ofte var syg om mandagen. Ja, selvfølgelig har du det, der er nemlig mange af dem, eller i hvert fald nok til at de fleste af os har arbejdet sammen med sådan én på et tidspunkt.

For nogle år siden havde jeg - på min daværende arbejdsplads - en kollega som var syg hver anden mandag. Der blev snakket en del i krogene, og alle var enige om, at det måtte være pjækkeri. Det er jo usandsynligt, at man konsekvent skulle blive syg flere gange om måneden, og så altid på en mandag. Snakken tog til, og alle var enige om, at ledelsen forlængst burde have grebet ind.

Nogle havde ved flere lejligheder kommet med bemærkninger til vores mandagssyge kollega om det påfaldende i, at han så ofte var syg om mandagen, men hver gang havde han blot bedt dem om at blande sig udenom, hvornår han var syg.

Så blev det sommerferie, og da vi kom tilbage fra ferien, var vores mandagssyge kollega blevet helugessyg. De første to uger efter sommerferien var han sygemeldt, og alle, inklusive mig selv, var enige om, at han ikke var særlig seriøs med at passe sit arbejde.

En mandag morgen, to uger efter sommerferien, blev vi så kaldt sammen, og dér fik vi at vide, at fyren var død. Han havde faktisk været alvorligt syg i lang tid, og havde afleveret stribevis af lægeerklæringer. Grundet sin sygdom skulle han møde på hospitalet hver anden mandag - derfor havde han ofte været syg om mandagen. Han havde faktisk haft mulighed for at stoppe med at arbejde, og alligevel have en pæn indtægt, men han havde insisteret på at arbejde til det sidste.

Med andre ord: Den fyr som vi alle havde ment var en skulker som ikke passede sit arbejde, havde i virkeligheden været en fighter som havde gjort alt hvad der stod i hans magt for at passe sit arbejde, selv om han vidste, at døden var meget tæt på.

Det kan nok være, at vi var nogle stykker som havde røde ører, og jeg tror aldrig jeg har skammet mig så meget over noget, som over den sag. Jeg havde jo også været med til at omtale fyren som en dovenlars som ikke gad passe sit job. Dén dag lærte jeg, at man skal være forsigtig med at dømme folk. Det er ikke alle som ønsker at kollegerne skal vide, hvis de fejler noget alvorligt, så man kan ikke som kollega gøre sig til dommer over, om folks sygemeldinger er reelle eller ej. Hvis man ikke har bevis for, at folk gør noget galt, må tvivlen komme dem til gode.

Når jeg kommer til at tænke på den historie, skyldes det, at jeg for tiden har en kollega som ofte er syg om mandagen - ikke præcis hver anden mandag, men meget ofte om mandagen.

Snakken går naturligvis, præcis som den gjorde dengang, og jeg fortalte derfor resten af holdet den historie som jeg lige har skrevet her. Jeg tror nu ikke, det har fået snakken til at forstumme, men så har jeg da i hvert fald gjort mit til, at ingen skal dømmes uden bevis, og det hjælper lidt på min skyldfølelse i forbindelse med den gamle sag.

Sludrechatol i morgenbussen

Jeg har i nogle år taget den samme bus til arbejde, hver morgen. Det er altid de samme 10-12 mennesker som er med, men for ca. en måned siden var der en ny. En af de faste passagerer, som har kørt med i et par år, havde nemlig fået følgeskab af en bekendt. Om de var naboer, tidligere kolleger eller noget helt tredje, aner jeg ikke. De stod på tidligere på ruten end jeg selv, og de stod ikke af det samme sted.

Nå, men nu til sagen. Ham den "nye", snakkede nemlig uafbrudt, mens hans bekendte høfligt sad og nikkede og med jævne mellemrum sagde " ja". Jeg fik helt ondt af fyren, som skulle lægge ører til denne konstante talestrøm, og spekulerede over, hvad jeg selv ville have gjort, hvis jeg hver dag fik min morgen spoleret af sådan et sludrechatol.

Morgensnakkeriet stod på i en uges tid, og så var sludrechartollet pludselig alene, når jeg steg på bussen. Den stakkels mand som havde hørt på hans evindelige talestrøm, var pludselig ikke længere fast passager i morgenbussen. Havde han fået nyt arbejde med andre mødetider, eller var han bare blevet så træt af at få sin morgen ødelagt, at han havde fundet en anden måde at komme på arbejde på? Jeg tror, jeg fik svaret for nogle uger siden.

Grundet ekstraordinært mange opgaver, var jeg i to uger nødt til at møde en smule tidligere, så derfor tog jeg en bus før end jeg plejer. I den tidlige bus, sad, hver eneste (hver)dag i begge uger, den fyr som før havde fået sin morgen snakket i stykker. Det var sjovt nok lige præcis den løsning jeg selv havde forestillet mig, at jeg ville vælge, hvis jeg var i hans sted: simpelthen tage en tidligere bus, så man kan få lov at sidde i sine egne tanker, mens man lader op til dagens udfordringer, uden at blive forstyrret af et sludrechatol.

Jeg er nu igen begyndt at tage den busafgang, som jeg plejer. Sludrechatollet sidder der stadig - dog uden at sludre, da han stadig sidder alene. Den anden fyr, som ellers havde kørt med i et par år, har ikke vist sig på den sædvanlige afgang siden, og jeg forstår ham. Hellere tage lidt tidligere afsted, og kunne sidde i fred, end at få sin morgen ødelagt af et snakkehoved. Hvad han i øvrigt snakkede om, aner jeg ikke, han sad tilpas langt fra mig til at jeg kunne opfange ordene, og jeg er faktisk også ligeglad. Jeg har nemlig gennem livet erfaret, at folk som snakker hele tiden, sjældent har noget interessant at fortælle.

Kurs mod fjerne kyster - Beha Erichsen på eventyr

Har netop set en af udsendelserne i rækken "Kurs mod fjerne kyster" med Mikkel Beha Erichsen, hans kone Marian og sønnerne Alfred, Theis og Emil, hvor de to sidstnævnte har fået lov til at låne forældrenes sejlbåd til at sejle Jorden rundt. Forældrene er med på en del af rejsen, og Mikkel Behas måde at fortælle på er med til at gøre udsendelserne virkelig medrivende.

Jeg tror ikke, at jeg er den eneste som begynder at drømme om at sejle Jorden rundt efter at have set familien Beha Erichsen erobre verdenshavene. Mikkel Beha Erichsens far er den kendte jordomsejler Troels Kløvedal som de sidste mange år har sejlet verdenshavene tynde i jagten på oplevelser, og Mikkel har været med på mange togter i sin barndom. På den måde kan man sige, at han er vokset op med det og måske derfor ikke er så bange for det, som mange andre ville være. For hvad gør man, når noget på båden pludselig går i stykker, og man aldrig tidligere har stået i den situation?

Sandheden kan selvfølgelig være, at man i sådan en situation er lige slemt stedt, uanset om man har mange års sejlerfaring eller ej. Faktisk er jeg lidt i tvivl om, hvorvidt det bare er mig der ubevidst bruger min manglende erfaring på havet som undskyldning overfor mig selv for ikke at gøre som Kløvedal og Beha Erichsen, og at det snarere handler om, at jeg slet ikke tør kaste mig ud i så stort et projekt, sejlerfaring eller ej.

Opgive mit gode faste job og stå til søs. Det ville være en stor beslutning at tage, og det ville kræve masser af mod. Og så er det trods alt nemmere at bilde mig selv ind, at det grundet min manglende sejlerfaring ville være en dårlig idé. Så er det nemmere at læne mig tilbage og følge med på TV, når Mikkel Beha Erichsen og hans familie drager på eventyr.

Søvnproblemer - Dette råd gav mig søvnen igen!

Jeg har i en periode lidt af søvnproblemer. Det har simpelthen været svært for mig at falde i søvn om aftenen, og når jeg endelig var faldet i søvn, så vågnede jeg adskillige gange i løbet af natten. Venner, familie og kolleger har alle bidraget med gode råd, som f.eks. at lade være med at drikke kaffe, hvis der er mindre end 8 timer til man skal sove. Men problemerne fortsatte. Morgen efter morgen stod jeg op og følte mig nøjagtig lige så træt, som da jeg gik i seng. Jeg led af konstant søvnmangel og gik så småt og overvejede at konsultere min læge, for at få nogle sovepiller eller anden medicin som måske kunne afhjælpe problemet.

Inden det kom så vidt at benytte medicin for at falde i søvn, faldt jeg heldigvis over denne artikel på Ekstrabladets hjemmeside:

http://ekstrabladet.dk/nyheder/videnskab_og_teknik/article1986769.ece

I artiklen (som citerer denne artikel på Videnskab.dk: http://videnskab.dk/krop-sundhed/elektrisk-lys-og-skaermtid-odelaegger-sovnen-og-skader-helbredet) står der bl.a., at det blålige skær fra LED-skærme og sparepærer gør det svært at falde i søvn, og at søvnmangel i øvrigt er ret usundt. Efter at have læst det slog det mig pludselig, at jeg for kort tid siden har fået en ny oplader til min mobiltelefon hvori der sidder en blå lysdiode. Opladeren har ligget ved siden af min seng og indhyllet hele soveværelset i et blåligt lys hele natten. I går flyttede jeg opladeren, så der ikke var noget blåt lys når jeg skulle sove, og her til morgen er jeg for første gang i lang tid vågnet op efter en god lang nats søvn - uden søvnproblemer - frisk og veludhvilet!

Jeg er helt med på, at det er lidt uvidenskabeligt at drage en endelig konklusion om mobilopladerens blå lysdiode som årsagen til mine problemer med at falde i søvn, men jeg tillader mig alligevel at tro på det. Hvis mit søvnproblem skulle komme tilbage skal jeg dog nok komme med en opdatering til dette indlæg. Lige nu glæder jeg mig bare over at have sovet godt en hel nat uden at vågne adskillige gange.

På den lange bane

Du har sikkert hørt udtrykket "på den lange bane". Det er nemlig blevet utroligt populært at sige sådan. Tidligere sagde man jo "på lang sigt", men den formulering ser nu ud til at være gået i glemmebogen, mens alle i stedet taler om ting, som de anskuer på den lange bane.

Den første jeg hørte tale om den lange bane var Lars Løkke Rasmussen, men om det er ham der har opfundet udtrykket, har jeg ingen anelse om. Jeg kan huske, at jeg bed mærke i udtrykket, da Løkke brugte det, fordi det jo er en metafor hentet fra sportens verden, som han brugte i sin politiske argumentation, og jeg tænkte, at det måske var en spindoktor der havde instrueret ham i at sige sådan. Det kan selvfølgelig også bare være, at han selv fandt på det, eller at han havde hørt en anden sige det, og så havde kopieret udtrykket.

Hvorom alting er, så render alle mulige mennesker nu rundt og taler om politik, økonomi og mange andre ting, som de mener vil udvikle sig på bestemte måder på den lange bane. Senest hørte jeg i dag en erhvervskommentator i TV som talte om, hvordan det kan gå en bestemt virksomhed på den lange bane.

Det interessante er, at denne nye talemåde tilsyneladende har udryddet den gamle talemåde, jeg kan i hvert fald ikke huske, hvornår jeg sidst har hørt nogen sige "på lang sigt" - altså lige bortset fra mig selv. Kald mig bare gammeldags, men jeg foretrækker altså at sige på lang sigt. Det der imidlertid foruroliger mig er, at jeg ikke kan lade være med at tænke på, at min stædige holden fast i den gamle udtryksform jo nok er udtryk for, at jeg er ved at blive gammel.

Sproget udvikler sig jo ved, at nye formuleringer kommer til, mens andre falder fra, og det er som regel altid kun gamle mennesker der holder fast i de gamle udtryksformer. F.eks. kan jeg fra min barndom huske, at nogle ældre mennesker sagde [cikel] i stedet for [cykel]. Så jeg må indrømme, at jeg føler mig lidt gammel, når jeg nægter at tale om lange og korte baner, når jeg taler om noget lang- eller kortsigtet. Dermed kan jeg nu føje endnu et alderdomstegn til alle de andre, og konstatere at jeg er ved at blive en halvgammel hønisse som går rundt og siger noget så gammeldags som "på lang sigt", når jeg i virkeligheden burde sige "på den lange bane", ligesom alle andre.

Hvad bliver man spurgt om til en jobsamtale?

En af mine venner har søgt et job, og skal i den forbindelse til jobsamtale i næste uge. Da han gerne vil gøre et godt indtryk, tænkte han, at han ville prøve at forberede nogle svar på nogle af de spørgsmål, som han kunne forestille sig, at de ville stille. Som led i sin forberedelse spurgte han også mig, om jeg havde nogle bud på, hvad man bliver spurgt om til en jobsamtale. Jeg har i tidens løb været til flere af den slags samtaler, og jeg prøvede så godt jeg kunne at genkalde mig nogle af de spørgsmål, som er blevet stillet. Sammen sad vi så i går og lavede følgende liste over ting, som chefer kan finde på at spørge om til en jobsamtale:

Hvorfor skal jeg ansætte dig?
Hvad kan du tilføre vores virksomhed?
Hvordan er du som medarbejder?
Hvilken type leder foretrækker du?
Hvordan havde du det på dit tidligere job?
Er du en god kollega, og hvad synes du der kendetegner en god kollega?
Prøv kort at beskrive hvad du ved om vores virksomhed.
Hvordan har du det med travlhed?

Som du kan se, er listen over spørgsmål ikke særlig lang, men du skal være meget velkommen til at skrive en kommentar nedenfor, hvis du selv er blevet spurgt om noget til en ansættelsesamtale som ikke står på listen. De fleste af os kommer jo på et eller andet tidspunkt til en jobsamtale, og så kunne det være rart at have forberedt sig lidt på de ting, som de kan finde på at spørge om. Naturligvis kan man ikke forberede sig på alt, og man vil sikkert også blive spurgt om noget, som man ikke havde forudset, men hvis man har nogle gode svar parat til de mest almindelige spørgsmål til jobsamtalen, så er man da nået et lille stykke af vejen.

Sønderjysk kaffebord

Det er nogle år siden, at jeg første gang hørte om det særlige ved et sønderjysk kaffebord, nemlig at det byder på et sandt overflødighedshorn af lækre kager. Det var min mor som i en eller anden sammenhæng var kommet ind på emnet, og jeg lyttede interesseret og prøvede at forestille mig, hvordan sådan et kaffebord mon tog sig ud i virkeligheden. I går fik jeg så chancen for at blive en smule klogere på det sønderjyske kaffebord. Den altid underholdende og interessante Søren Ryge lavede nemlig en speciel nytårsversion af sin populære udsendelse, hvor han kiggede lidt tilbage på året der var gået og i den forbindelse viste forskellige populære indslag fra det netop afsluttede år, samt talte lidt om hvad der kommer i det nye år. Altså lidt løst og fast. Og der var heldigvis også blevet plads til et lille indslag om det sønderjyske kaffebord, så jeg og alle andre udenforstående kunne blive lidt klogere på, hvad det drejer sig om.

Et sønderjysk kaffebord omfatter nemlig, som allerede nævnt, adskillige kager. Men hvad jeg ikke vidste var, at det er meningen at alle gæsterne skal spise af alle kagerne (eller i hvert fald de fleste) og at man fylder det altsammen på tallerkenen samtidig. Således sad kaffebordets deltagere med hver deres tallerken fyldt med kager, og der blev spist med samme iver som jeg selv ville være gået til sagen med, hvis jeg havde siddet ved bordet.

Det der dog undrede mig, og stadig gør det, er at ingen af deltagerne ved Ryges sønderjyske kaffebord så ud til at have mere fedt på kroppen end de fleste andre mennesker. Jeg mener, hvis jeg bare én gang om måneden skulle kæmpe mig igennem sådan et bjerg af kager, ville min i forevejen velpolstrede mave være gigantisk. Jeg har overvejet flere muligheder: enten er det sønderjyske kaffebord en sjældenhed som kun praktiseres ved særlige lejligheder få gange om året, eller også er de gæve sønderjyder udstyret med et stofskifte ud over det almindelige, eller (og denne mulighed er nok den jeg hælder mest til) så lever de bare sundt alle de dage, hvor de ikke praktiserer sønderjysk kaffebord. Uanset hvordan det hænger sammen, så fik jeg i hvert fald lyst til selv at prøve at deltage i et ægte sønderjysk kaffebord, så næste gang jeg kommer over i det jyske, vil jeg prøve at slå vejen forbi Sønderjylland og se om ikke det på en eller anden måde kan lade sig gøre at komme til at opleve deres kaffebord ved både selvsyn og selvsmag. Hvis det lykkes mig vil jeg ikke tænke på kalorier den dag men blot nyde de mange dejlige sønderjyske kager og sende en tanke til Søren Ryge.

Jeg har haft mange bekymringer i mit liv, men de fleste af dem er aldrig blevet til noget

I sidste uge skete der noget i mit liv, som muligvis kunne have gået hen og udviklet sig til et problem. Havde det været for 15-20 år siden, ville det have givet mig store bekymringer, men ikke nu. I den slags situationer husker jeg nemlig altid på et citat af Mark Twain, og det lyder således: "Jeg har haft mange bekymringer i mit liv, men de fleste af dem er aldrig blevet til noget". Betydningen - eller meningen om man vil - med citatet er, at langt de fleste af de ting man går og bekymrer sig om, viser sig at løse sig selv eller på anden måde forsvinde, så der ikke længere er grund til bekymring. Det var også tilfældet med den hændelse der indtraf for mig i sidste uge. I dag er det hele faldet på plads og der er ikke længere den mindste udsigt til, at det kan udvikle sig til et problem. Takket være Mark Twain-citatet kom det da heller ikke til at fylde mig med bekymringer.

Første gang jeg hørte citatet var jeg en ganske ung mand, og dengang syntes jeg ikke, at det gav så meget mening, men det kom det sidenhen til. Med tiden oplevede jeg nemlig, at ved udsigten til mulige problemer, har man altid en tendens til at forestille sig det værst tænkelige. Jeg er ikke psykolog, så jeg vil ikke gøre mig klog på årsagerne til dette. Men efterhånden som man bliver ældre, kan man så småt begynde at se et mønster i det, nemlig at mange af de ting man i tidens løb har gået og bekymret sig om, slet ikke udviklede til de problemer, som bekymringerne angik. Med den erfaring i baghovedet giver det pludselig god mening at læse Mark Twains berømte ord: Jeg har haft mange bekymringer i mit liv, men de fleste af dem er aldrig blevet til noget. Når man husker på dette, er det straks nemmere at lade være med at bekymre sig om alt muligt, og uden bekymringer er livet nu en helt del sjovere.

Det er et af de citater der har betydet mest for mig, og endnu engang viste det sig at bekræfte sin visdom, idet sidste uges hændelse ikke længere har potentiale til at udvikle sig til et problem. Og hvis ikke det havde været for Mark Twains kloge ord, så havde det været endnu en bekymring som ikke var blevet til noget.

Hvad der er sparet er tjent

En af mine favorittalemåder er, at hvad der er sparet er tjent. Betydningen siger sig selv, og jeg har altid fastholdt, at det også var rigtigt, men er det nu også det?

For kort tid siden havde jeg en ven på besøg, og på et tidspunkt skulle han bruge noget, som jeg sagde, at han kunne finde i skabet på toilettet. Da han åbnede skabet, kunne han ikke undgå at bemærke, at jeg havde omkring 20 stk. deodoranter stående i skabet. Han spurgte hvorfor, og inden jeg kunne nå at svare, kom han selv med svaret, nemlig at de formentlig havde været på tilbud. Og det var lige præcis, hvad de var.

Når noget er på tilbud, og det ellers kan holde sig og ikke optager for meget plads, så køber jeg altid stort ind. Hvis man køber tingene mens de er billige, så slipper man for at købe dem mens de er dyre. Eller som jeg plejer at sige: hvad der er sparet er tjent.

Fundet af de mange deodoranter blev anledning til en samtale om at jagte tilbud, og min gæst sagde, at han ikke gad jagte tilbud. Det har jeg hørt før, og det har altid undret mig. For hvis man gider arbejde til f.eks. 250 kr. i timen - før skat. Hvorfor skulle man så ikke gide at lange 20 deodoranter ned i indkøbskurven, når man alligevel er i supermarkedet, når man på hver deodorant sparer 19 kr. i forhold til hvad de normalt koster. Med andre ord sparer man (og dermed tjener) 20*19 kr., altså 380 kr. - skattefrit, på mindre end ét minuts ulejlighed. Jeg kender ikke andre steder, hvor jeg kan tjene 380 kr. skattefrit ved så lille ulejlighed, og derfor undrer det mig, hvordan nogen kan sige, at de ikke gider jagte tilbud, når de samme mennesker godt gider arbejde for beløb der må betegnes som småpenge i sammenligning med, hvad de kan spare ved at slå til, når der er et godt tilbud. Hvad der er sparet er tjent, så hvis jeg har sparet 380 kr., så har jeg tjent 380 kr. - hverken mere eller mindre.

Og her var det så, at min gæst afbrød mig og sagde, at jeg jo ikke har tjent noget, bare fordi jeg har købt nogle ting billigt. Derimod har jeg sparet nogle penge, og resultatet har samme indvirkning på min privatøkonomi, som hvis jeg havde tjent det samme beløb, men det er rent sprogligt ikke det samme som at jeg har tjent beløbet. Man tjener noget ved at foretage sig noget som giver en indtægt, påpegede ham. Det måtte jeg jo sådan set give ham ret i, så streng taget skulle talemåden lyde noget i retning af, at hvad der er sparet gavner ens økonomi lige så meget som hvad der er tjent, men det lyder så langt og klodset, så jeg tror bare jeg vil fortsætte med at sige, at hvad der er sparet er tjent.

Hvad gør man når man er ensom?

Jeg har en bekendt som de senere år var gået hen og blevet lidt ensom. Hans gamle venner var enten flyttet fra byen eller venskabet var simpelthen bare gledet ud i sandet, og så sad han alene og så ikke så mange mennesker. Men hvad gør man når man er ensom? Ensomhed er desværre et lidt tabubelagt emne, men min bekendte er heldigvis modig nok til, at han tør tale om det.

Det som han først gjorde for at komme ud af sin ensomhed var, at han begyndte at gå på caféer i håb om at møde nogle mennesker. Det viste sig dog, at det var en dyr fornøjelse for ham, og det førte ikke til, at han følte sig mindre ensom. Ofte sad han bare alene på en café og betragtede de andre gæster som næsten alle sad flere sammen. Sådan stod det på i flere år, og hans ensomhed begyndte at gå ham på, og han havde svært ved at finde ud af, hvad han skulle gøre for ikke at være ensom.

I dag er han kommet ud af sin ensomhed, og det som virkede for ham var, at han meldte sig til et par aftenskolekurser. Der mødte han andre mennesker, og nu er han begyndt at se nogle af dem privat. Han er som et helt nyt menneske. Før virkede han trist og modløs, når man talte med ham, men i dag sprudler han af liv. Det er virkelig en fornøjelse at opleve, og derfor tænkte jeg, at jeg ville videregive hans erfaringer med, hvad man gør når man er ensom, så de måske kan komme andre til glæde, og det er hermed gjort.

Hvordan renser man et afløb?

De fleste af os har prøvet at have et stoppet afløb, men hvordan renser man et afløb? Jeg har netop fundet svaret, efter at have døjet med et tilstoppet afløb i ugevis. Før jeg fandt frem til løsningen prøvede jeg dog flere andre ting som desværre ikke hjalp.

Det første jeg gjorde for at rense afløbet var at hælde godt med sulfo ned i afløbet og lade det stå lidt for derefter at skrue op for den varme hane. Tanken var, at sæben skulle få skidtet til at løsne sig, og at det varme vand skulle hjælpe det på vej gennem afløbet. Det hjalp dog ikke, og jeg måtte derfor se mig om efter en ny metode til at rense mit afløb.

Næste forsøg var en smule mere ambitiøst. Jeg gik nemlig ind i et byggemarked og købte en såkaldt spiral som er bøjelig og flere meter lang - og ikke mindst beregnet til at rense afløb med. Meningen er så, at den skal føres ned i afløbet, og på den måde fjerne det som har sat sig fast. Problemet var bare, at da jeg kom hjem med min nyindkøbte spiral og var klar til at stikke den ned i afløbet, så opdagede jeg, at risten (eller hvad sådan en nu hedder) i bunden af vasken ikke havde store nok huller til, at spiralen kunne komme igennem. Jeg forsøgte at fjerne risten, så der kunne være fri adgang til afløbet, men det lykkedes mig ikke. Enten kan den slet ikke fjernes, eller også er det bare mig som ikke kan finde ud af at gøre det. Summa summarum var, at jeg også opgav dette forsøg på at rense afløbet.

Nu var gode råd dyre. Jeg begyndte så småt at frygte, at jeg i al fremtid skulle leve met et tilstoppet afløb, hvor det tog vandet en evighed at løbe igennem. Så var det, at jeg fik en god idé, nemlig at ringe til min kære mor som ved alt om husholdning og den slags. Hun sagde, at jeg skulle bruge en såkaldt svupper. Og hvis nogen ikke ved, hvad sådan en er for en størrelse, så kan jeg oplyse, at en svupper er en slags kæmpemæssig sugekop som sidder fast på et skaft. Jeg var ikke den lykkelige ejer af en svupper, men en forretning i nærheden havde heldigvis sådan en, så nu er min samling af husholdningsredskaber også kommet til at inkludere sådan en.

Min mor instruerede mig i, at jeg skulle fylde vand i vasken, og derefter holde en fugtig karklud op foran det hul der er øverst i vasken, så der ikke kan komme luft gennem hullet. Derefter skulle jeg placere svupperen over afløbet og så ellers begynde at pumpe løs. Som sagt så gjort, og få sekunder senere lød der et kæmpe blob og alt vandet i vasken løb gennem afløbet uden problemer, således at vasken kort efter var helt tom for vand. Afløbet var renset. Takket være svupperen og ikke mindst min mor, som jeg naturligvis burde have ringet til fra starten, for hvis nogen ved, hvordan man renser et afløb, er det naturligvis ens gode gamle mor. Tak mor!

Det som kommer let går let

Et gammelt dansk ordsprog siger, at det som kommer let går let. Betydningen er, at de penge som man har tjent meget nemt, vil man ofte være mere tilbøjelig til at klatte væk, end de penge som man virkelig har knoklet for.

Jeg blev mindet om ordsproget for nogle dage siden, da jeg sad og snakkede med en af mine bekendte. Tidligere havde han et ret vellønnet job, hvor han bestemt ikke overanstrengte sig. Hver måned kom der et pænt beløb ind på hans konto, og hver måned brugte han lige så mange penge som han tjente - og sparede derved ikke noget op. Pengene kom let, og de gik også let. Desværre var han så uheldig at miste sit job, og i mangel af et lignende job tog han et lavtlønnet job, som han stadig har, og han får virkelig lov til at knokle for pengene.

Det interessante er, at nu hvor han kun tjener omkring det halve af, hvad han gjorde før, så sparer han penge op hver måned. Han knokler for sine penge, så de skal bruges fornuftigt. De er ikke kommet let, og derfor går de ikke let.

Når han fortæller om det, er det med et smil på læben, og der er ikke skyggen af fortrydelse. Han er bare blevet klogere, men som den fornuftige mand han er, ved han også, at fortrydelse ikke kan bruges til noget som helst. "Hvad der kommer let går let - men kun hvis man ikke har prøvet at knokle for sine penge", siger han. Han har lært noget, og næste gang han får et job som giver en god løn, så vil han være lige så tilbageholdende med at bruge penge som han er nu, for nu har han prøvet at arbejde hårdt for sine penge.

Allerede som barn havde han hørt, at hvad der kommer let går let, men den fulde forståelse af det fik han først, den dag han pludselig skulle arbejde hårdt for at tjene sine penge. Jeg har tænkt på det nogle gange siden jeg talte med ham om det, for det er jo et skoleeksempel på, at der er nogle ting som man bare kun kan lære ved at gøre sig sine egne erfaringer.

Flodhesteunge i Zoo København

Jeg har netop set på TV2-News, at Zoo København har fået en ny flodhesteunge som bliver præsenteret i dag. Den nye flodhesteunge hedder Mona og blev født forrige lørdag, hvilket vil sige, at den i dag er kun 12 dage gammel. På trods af sin meget unge alder vejer Mona intet mindre end 35 kg., og flodhesteungen skal i dag se bassinet og Zoos publikum for første gang. Flodhesteungens mor hedder Maren, og jeg vil tro at Maren, ligesom alle andre mødre, er stolt af sit afkom.

TV2-News kunne i øvrigt oplyse, at der er endnu en flodhesteunge på vej, og det kan jo ikke være bedre, for mon ikke flodhesteunger har det som alle andre unger, nemlig at de godt kan lide at have nogle jævnaldrende at lege med. Jeg har ikke forstand på dyr, men jeg vil umiddelbart tro, at når flodhestene føder unger i fangenskab, så er det nok fordi de trives fint i deres omgivelser i Københavns Zoo. Stort tillykke herfra til Zoo og til mor Maren med den lille flodhesteunge.

Hvad betyder lavpraktisk?

Hvis du ligesom mig interesserer dig for det danske sprog, så har du sikkert også bemærket, at et nyt ord har vundet indpas i sproget, nemlig ordet "lavpraktisk". Normalt plejer jeg ikke at undre mig over nye ord, men jeg føler altid en vis undren, når jeg hører nogen bruge ordet lavpraktisk. Det som får mig til at undre mig er, at jeg ikke ved, hvad ordet lavpraktisk betyder - jeg kan simpelthen ikke få det til at give mening.

Jeg kunne forestille mig, at nogen vil mene, at det skal opfattes som en mild grad af ordet "praktisk", men til det må jeg sige, at jeg har svært ved at forestille mig en høj grad af ordet "praktisk". For mig at se, giver praktisk kun mening i én form. Hverken højpraktisk eller lavpraktisk giver mening for mig - bare praktisk. Og her er vi så tilbage ved overskriften på dette indlæg - hvad betyder lavpraktisk? Hvordan giver det mening, at gradbøje praktisk? Jeg ved det ikke!

Hver gang jeg har hørt nogen bruge ordet "lavpraktisk", kunne de lige så godt bare have sagt "praktisk". Derved forekommer ordet lavpraktisk mig fuldstændig overflødigt, og jeg undrer mig over, hvordan ordet pludselig er blevet så populært, som det tilsyneladende er. Man hører det overalt: i radio, TV, aviser og senest hørte jeg min egen overordnede bruge ordet. Hvorfor?

Nå, måske er det bare mig der har svært ved at følge med her på mine halvgamle dage. Det vil jeg dog lade andre om at vurdere. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg selv kommer til at gå rundt og sige lavpraktisk, men jeg er spændt på at se - eller rettere høre - om dette mærkværdige ord bliver en permanent del af det danske sprog, eller om det stille og roligt glider ud igen.

Man skal ikke sætte ræven til at vogte gæs

Hvad betyder det, at man ikke skal sætte ræven til at vogte gæs? Sådan spurgte min lille nevø i søndags, og jeg gav ham samme forklaring, som jeg også vil give her. Forhistorien var, at der blev sat et fad wienerbrød ind på sofabordet, så det var klar, når vi et kvarters tid senere skulle drikke eftermiddagskaffe. Min nevøs to mindre niecer legede i hele huset, og vi snakkede derfor om, at en af os nok skulle holde øje med, at de ikke tog af wienerbrødet, inden vi satte os til bordet. Straks tilbød min nevø at påtage sig opgaven med at holde øje med det store fad wienerbrød, hvorefter jeg sagde til ham, at det ville være som at sætte ræven til at vogte gæs. Det udtryk kendte han ikke, og udbad sig derfor en forklaring, og den kommer her:

Hvis man satte en ræv til at vogte gæs, ville man være ret sikker på, at der ikke ville gå lang tid, før den havde spist nogle af gæssene. Talemåden, at sætte ræven til at vogte gæs, handler dog hverken om ræve eller om gæs, men skal derimod forstås overført. Det har den betydning, at hvis der er noget man vil passe på, skal man sørge for, at den som passer på det ikke selv har interesse i at tage det, som vedkommende skal passe på.

Da forklaringen var blevet givet, grinede han, og afslørede derved, at det måske ikke lå ham så fjernt at tage et enkelt lille stykke wienerbrød, hvis han var blevet sat til at passe på det. I stedet gik jeg selv ind i stuen og påtog mig den ansvarsfulde opgave med at holde øje med fadet. Et minuts tid senere kunne jeg konstatere, at jeg var alene i stuen, og at der var så meget wienerbrød på fadet, at ingen ville opdage, hvis der manglede et enkelt lille bitte stykke. Jeg tog forsigtigt det mindste stykke jeg kunne få øje på, og bedst som jeg var ved at komme hele stykket i munden i én stor bid, trådte min nevø ind i stuen. "Man skal ikke sætte ræven til at vogte gæs!", råbte han.

Næste gang der skal holdes øje med et fad wienerbrød, bliver det nok ikke mig der får opgaven, men pyt med det. Nu ved knægten i det mindste, hvad det betyder, når nogen siger, at man ikke skal sætte ræven til at vogte gæs.

Hvorfor hakker man hakkebøffer?

Endelig har jeg fundet svaret!

Jeg har altid undret mig over, hvorfor man hakker hakkebøffer, og jeg har spurgt flere i min omgangskreds, om de har nogen idé om, hvordan det kan være, at hakkebøffer skal hakkes. Nogen har foreslået, at det er for at få salt og peber til bedre at sidde fast, og andre har foreslået at det er for at sikre, at bøffen er lige tyk over det hele, men ingen af dem jeg har spurgt har vidst det med sikkerhed. Der har med andre ord været tale om gætterier.

Men i dag fik jeg så svaret af selveste mesterkokken Thomas Rode. De vise ord faldt i programmet "Rod i køkkenet" på Kanal 5, hvor Thomas Rode lavede hakkedrenge sammen med modellen Barbara Zatler og stand-up komikeren Martin Veltz.

Rode forklarede, at man starter tilberedningen af sine hakkebøffer med at ælte kødet godt sammen, så luften presses ud, og så fedt og kød bindes godt sammen. Så former man bøfferne og lukker de revner der måtte være i siderne, hvorefter man hakker bøfferne. Og nu kommer så svaret på, hvorfor man hakker hakkebøffer:

Ifølge Rode hakker man hakkebøffer for dels at kunne få en god stegeskorpe og dels for at få varmen til at fordele sig jævnt under stegningen. Rode fortalte, at en hakkebøf skal steges som en steak, hvilket indebærer at den først skal steges kort tid på hver side i en god olie og ved høj varme, så der kommer en god stegeskorpe. Grunden til at han anbefaler olie er, at smør ikke kan tåle så høj varme. Når hakkebøfferne har stegt lidt på hver side, og der er kommet en god stegeskorpe på begge sider, så skruer man ned for varmen og kommer smør på panden, mens hakkebøfferne steges færdige.

Da jeg har stor tiltro til Thomas Rode, tillader jeg mig at tage hans ord for gode varer, og jeg må sige det glæder mig, at jeg endelig har fundet svaret på spørgsmålet: hvorfor hakker man hakkebøffer? Jeg vil huske det næste gang jeg laver hakkebøffer, og hvis der er tilskuere på, mens jeg tilbereder maden, så vil jeg ikke tøve med at dele ud af min nyerhvervede viden om hvorfor hakkebøffer skal hakkes, og hvordan man i øvrigt går frem, når man skal tilberede denne dejlige ret.

Majonæse

I går skrev jeg om en kilomet, som ikke er korrekt dansk. I den forbindelse kom jeg ind på, at sproget udvikler sig ved, at nogen begynder at sige noget som ikke er korrekt, men som bliver det, når først tilstrækkelig mange begynder at sige det, og det derfor bliver udnævnt til at være korrekt dansk.

Efter at have skrevet indlægget kom jeg til at tænke på stavemåden "majonæse" som for nogle år siden blev udnævnt til at være en korrekt stavemåde, selv om det dog stadig også er korrekt at bruge den gamle stavemåde, "mayonnaise". Det sjove ved det tilfælde er, at det mig bekendt ikke var udbredt at bruge stavemåden "majonæse", og en hurtig rundspørge i min bekendtskabskreds bekræfter mig i, at det ikke var udbredt - faktisk havde hverken jeg eller nogle af dem jeg har spurgt, hørt om stavemåden "majonæse" før den pludselig blev indført som en korrekt stavemåde. Jeg erindrer også, at den almindelige holdning var - og vist stadig er - at den nye stavemåde er lige lovlig kikset, og det er da også mit indtryk, at den ikke rigtig har slået igennem. F.eks. bruger producenterne af denne vidunderlige spise da også stadig den gamle stavemåde. Det som undrer mig er, at man indfører en ny stavemåde, "majonæse", uden at denne nye stavemåde har været særligt udbredt - hvis ellers jeg har ret i, at den ikke var udbredt.

En kilomet

For et par dage siden sad jeg og snakkede om løst og fast med en kollega, og hun fortalte mig om noget hun havde oplevet. I hendes beretning brugte hun flere gange ordet en "kilomet", hvormed hun naturligvis mente en "kilometer". Det er ikke første gang, jeg støder på den misforståelse, at kilometer i ental hedder kilomet. Jeg går ud fra, at misforståelsen er opstået ved, at ord som ender på "-er" normalt er i flertal, og at entalsformen fås ved at fjerne "-er". Tænk bare på "frugt" som er ental, mens "frugter" er flertal, eller "bil" som er ental, mens "biler" er flertal. 

Anderledes forholder det sig dog med kilometer. "Kilo" betyder som bekendt 1.000, og ordet en meter kender vi jo godt. Altså er en kilometer det samme som 1.000 meter. Man ville jo heller ikke sige en "met", når man mener en "meter", og derfor giver det heller ikke mening at tale om en "kilomet", når man mener en kilometer.

Nu er jeg opdraget til, at man ikke retter på voksne mennesker, så jeg undlod at gøre hende direkte opmærksom på hendes sprogfejl. I stedet ventede jeg til dagen efter, hvor jeg havde fundet en sætning hvori ordet en "kilometer" indgik. En sætning som ikke virkede kunstig eller malplaceret, men som jeg kunne sige i hendes påhør, så hun kunne høre den rigtige form af ordet. Om hun opdagede det og fremover vil begynde at sige "kilometer" i stedet for "kilomet", aner jeg ikke, og måske er det heller ikke så vigtigt. Vores sprog har nemlig udviklet sig ved, at folk har brugt nogle ord forkert, og når tilstrækkelig mange har gjort det, er det forkerte til sidst gået hen og blevet det rigtige. Så på den måde er det ikke så forfærdeligt slemt, at nogen går rundt og siger "kilomet". Hvem ved, om det måske en dag går hen og bliver det sprogligt korrekte ord at bruge. Man kan jo godt argumentere for, at når mange finder det mere logisk at sige en "kilomet" fremfor en "kilometer", så ville det måske være det bedste, om det også blev den måde som var den rigtige.

Nye regler for cykellygter

Har netop hørt på TV2-News at der fra 1. november kommer nye regler for cykellygter. Fra den dato bliver det ikke længere tilladt at have en billig diodelygte til at hænge og dingle, så den lyser ned i jorden. Det kan jeg sådan set godt forstå, da det jo er åbenlyst, at den derved ikke gør så meget gavn.

Af indslaget fremgik det, at når de nye regler for cykellygter er trådt i kraft, vil det derefter kun være muligt at købe lygter som lever op til lovens krav. Og det er her, jeg begynder at blive en smule nervøs. Jeg husker nemlig de enormt tunge cykellygter vi havde, da jeg var barn, hvilket er ca. 30 - 35 år siden. Dengang var et sæt cykellygter, bestående af en for- og en baglygte, nemlig omtrent lige så tunge som en bærbar computer er i vore dage. Det var nogle kæmpe klodser med to store batterier i hver, og det var det billede jeg så for mig, da jeg hørte, at det fra 1. november kun vil være muligt at købe cykellygter som lever op til de nye krav om at de skal kunne lyse i lang tid og kunne ses på lang afstand.

Jeg håber dog ikke, det bliver så galt, for så tror jeg helt seriøst, at de nye regler for cykellygter kommer til at betyde, at færre vil vælge at tage jernhesten. Mon ikke nogle cykellygteproducenter finder ud af at lave dem på en måde, så de stadig kan ligge i en almindelig jakkelomme. Jeg krydser fingre, men jeg tør ikke tro på noget, før jeg ser de nye modeller i handlen, når de nye regler er trådt i kraft.

Pausefisk

Hvis du er lige så gammel som mig, eller ældre, så kan du sikkert huske de populære pausefisk som var i fjernsynet i 70'erne og vistnok også i starten af 80'erne. Hvis ikke du er så gammel og derfor ikke har hørt om pausefisk, så var det nogle fisk som svømmede i et akvarie som vist stod ude i TV-byen, som dengang lå i Søborg og ikke Ørestaden hvor DR nu holder til. Hver gang der var pause mellem to programmer, blev der stillet om til pausefiskene, og så kunne man sidde der og fornøje sig med at se på de små svømmende skabninger, hvis man da ikke lige benyttede lejligheden til at lave kaffe eller andre ting. Når man tænker over det, så siger det måske lidt om, hvor lidt underholdning der var dengang sammenlignet med nu.

Når jeg pludselig kommer til at tænke på pausefisk, så skyldes det, at en af mine kolleger har en datter som går i 9. klasse, og læreren havde spurgt klassen, om der var nogen der vidste, hvad pausefisk var. Ikke én af dem havde gættet det, og da de fik forklaringen, syntes de det lød meget mærkeligt. Nogle af dem var endda sikre på, at der måtte være tale om en joke, for det kunne simpelthen ikke passe, at DR bare spildte sendefladen med at vise nogle fisk der svømmede rundt i et akvarie.

Jeg synes, pausefiskene er et meget godt billede på, hvor meget medielandskabet har ændret sig. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvilke ting i vores tid som om 30 år vil virke fuldstændig tåbelige på de mennesker som hører om det til den tid.

Hvor mange mennesker bor der i Afrika?

En af mine venner spurgte mig i dag, hvor mange mennesker der bor i Afrika, og jeg måtte med skam erkende, at jeg desværre ikke kendte Afrikas befolkningstal. Jeg havde naturligvis et gæt, men den slags hjælper jo ikke meget. Så der var ikke andet at gøre end at undersøge sagen, hvis man som jeg godt kan lide at vide besked om alle mulige mærkelige ting, herunder befolkningstal for diverse lande og verdensdele.

De fleste mennesker ved, at Afrika er et kæmpe kontinent, men hvor mange mennesker bor der i Afrika? Befolkningstallet i Afrika kan ikke siges helt præcist, for det er ikke alle steder, hvor der bliver holdt regnskab med, hvor mange der bliver født, så det nærmeste man kommer altallet af mennesker der bor på kontinentet er et anslået tal. Ifølge Folkekirkens Nødhjælp bor der 900.000.000 mennesker i Afrika. 900 millioner! Det er et enormt antal mennesker, og det er næsten umuligt at begribe.

Der bor faktisk så mange mennesker i Afrika, at hvis hver afrikaner i gennemsnit er 50 cm. bred over skuldrene, og man stillede dem allesammen op ved siden af hinanden, så ville kæden være 450.000 km. lang. Det betyder at de ville kunne nå 11 gange rundt om Jorden. Det siger lidt om, hvor mange mennesker der er tale om.

Med et så enormt befolkningstal er der naturligvis også behov for store mængder fødevarer for at mætte dem allesammen, og når høsten slår fejl, er det millioner af menneskers liv der er i fare. Afrika rammes jævnligt af sultkatastrofer, og selv om forskellige vestlige nødhjælpsorganisationer gør meget for at hjælpe, er der desværre hvert år mange som dør af underernæring og sygdomme som ikke er blevet ordentligt behandlet.

Man skal i øvrigt huske på, at Afrika også har et meget stort areal, så tallet for hvor mange mennesker der bor i Afrika er faktisk ikke særlig stort, når man tager arealet i betragtning. Store dele af kontinentet er dækket af ørken, og der bor der i sagens natur ikke så mange mennesker i de områder. Afrika strækker sig fra Tunesien i nord til Sydafrika i syd og fra Kap Verde i vest til Somaila i øst. Det er et enormt kontinent med masser af forskellig natur, kæmpe bjerge som Kilimanjaro og Atlasbjergene, store søer, hvor Vitoriasøen og Malawisøen nok er blandt de mest kendte, samt Nilen der strækker sig over store dele af Vestafrika. Det er svært ikke at blive imponeret over Afrika, og derfor er det også en stor tilfredsstillelse for mig, at jeg nu ved nogenlunde, hvor mange mennesker der bor i Afrika.

Hvide tennissokker - er de ved at blive moderne?

For noget tid siden så jeg en mand der umiddelbart fremstod utrolig velklædt og tjekket. Han var klædt i et mørkt nålestribet jakkeset og flotte nypudsede sorte sko, og hans kropssprog signalerede i den grad, at han havde fuldstændig styr på tilværelsen. Derfor var min overraskelse også stor, da jeg opdagede, at han havde hvide tennissokker på.

Faktisk tror jeg slet ikke, at man stadig kan få hvide tennissokker i en almindelig herretøjsforretning. Jeg kan slet ikke mindes, hvornår jeg sidst har set dem i en butik eller for den sags skyld set nogen gå med dem. Jeg kunne dog forestille mig, at de stadig er udbredte i forbindelse med tennis, hvilket jo ville give god mening, navnet taget i betragtning.

Tilbage i 80'erne gik næsten alle med hvide tennissokker. Da vi så kom til 90'erne var der tyndet godt ud i andelen af folk som gik med dem - nogle valgte så at gå med mørke tennissokker i stedet for de hvide. For at gå med hvide tennissokker var pludselig gået hen og blevet en af de største påklædningsmæssige fejltagelser man kunne gøre, og så vidt jeg er orienteret, skulle det stadig forholde sig sådan.

Netop derfor undrede det mig også at se en ellers særdeles velklædt herre iført hvide tennissokker. Var det et stunt for bevidst at skille sig ud, eller syntes han bare, at det passede godt sammen med det mørke jakkeset? Jeg spurgte ham ikke, så svaret må stå hen i det uvisse. Selvfølgelig kunne det også tænkes, at hvide tennissokker er ved at blive moderne, og at det bare er mig der som sædvanlig først opdager den slags modestrømninger langt tid efter alle andre. Jeg vil i hvert fald holde et ekstra vågent øje med folks sokker i den nærmeste fremtid for at se, om det virkelig er en ny modetrend der er ved at brede sig, ligesom det pludselig blev moderne at gå med spraglede sokker. Jeg tør dog ikke love, at jeg i så fald vil begynde at gå med hvide tennissokker - eller hvide sokker i det hele taget, for når alt kommer til alt, så må jeg nok indrømme, at jeg ikke synes de ser særligt smarte ud.