Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge. Sådan har en vittig sjæl engang sagt. I den seneste tid har jeg flere gange taget mig selv i at sige til mig selv, at hvis arbejde virkelig er så sundt, så skulle man sætte de syge til det. Jeg har nemlig arbejdet utrolig meget den seneste tid, og en af konsekvenserne af det er, at jeg ikke har fået skrevet så meget på bloggen her.
Selv om jeg godt kan lide mit arbejde, så må jeg indrømme, at når arbejdsbyrden bliver for stor, så drømmer jeg mig af og til hen på en varm sandstrand i troperne, og det er i de situationer, at jeg så tænker i mit stille sind, at hvis arbejde er sundt så giv det til de syge.
I går faldt jeg så i snak med en kollega. Jeg ved, at han går og skriver på en bog, og da vores samtale på et tidspunkt kom ind på den store mængde arbejde vi har haft på det seneste, så sagde han, at han havde haft så travlt, at han kun havde haft tid til at skrive på sin bog i en times tid om dagen. Her havde jeg gået og overbevist mig selv om, at grunden til at jeg ikke har skrevet så meget på bloggen på det sidste, er det store arbejdspres som præger min arbejdsplads for tiden, og så finder min kollega alligevel en hel time hver dag til at skrive på sin bog - selv om han arbejder lige så mange timer som mig.
Så måske er det bare mig der klynker. Jeg blev helt flov over at have gået og tænkt, at hvis arbejde er sundt så giv det til de syge. I virkeligheden skal man jo bare være glad for, at man har et job som man kan lide, og hvis man føler, at det er svært at få tiden til at slå til, så kunne det jo være, at man bare skulle blive lidt bedre til at administrere sin tid. Det var de tanker, som jeg i går gjorde mig efter en hyggelig samtale med en kollega. En samtale som bedst kan beskrives som "small talk" - altså en samtale der bare handler om vind og vejr, og hvad der lige falder samtaleparterne ind. Men selv sådan en samtale kan altså give stof til eftertanke - og stof til efterprøvning.
Resultatet var, at jeg efter samtalen blev mere opmærksom på at tænke konstruktivt og fremadrettet i stedet for at gå og sige til mig selv, at hvis arbejde er sundt så giv det til de syge. Jeg besluttede mig derfor til at finde tid til at skrive et nyt indlæg på bloggen. For hvis min kollega kan finde en time om dagen til at skrive på sin bog, så kan jeg også finde lidt tid til at skrive et indlæg på bloggen. Og eftersom dette blogindlæg så småt er ved at være færdigt, så beviser det jo, at hvis bare man beslutter sig til at finde noget tid i en travl hverdag, så kan det også godt lade sig gøre. Fremover vil jeg prøve at være opmærksom på, at i stedet for at tænke, at hvis arbejde er sundt så giv det til de syge, så hellere tænke at eftersom arbejde er sundt, så arbejd løs, så du ikke bliver syg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar