onsdag den 28. december 2011

Nytårsforsæt - Hvorfor holder vores nytårsforsæt ikke?

Så nærmer vi os nytår, og i den anledning er der mange af os der har nogle såkaldte nytårsforsæt. Et nytårsforsæt er noget man ønsker at forbedre i det nye år. Typiske nytårsforsæt er, at man vil løbe en tur hver morgen, spise flere grøntsager, spise mindre søde sager osv.

Det sjove ved nytårsforsæt er, at de som regel ikke holder særlig længe. De fleste mennesker glemmer dem hurtigt, når først hverdagen i det nye år er begyndt at melde sig, og så betyder vores løfter til os selv pludselig ikke så meget mere. Så bliver der ikke løbet, spist mere grønt eller mindre slik. Og hvordan kan det så være? Jeg sad i går og talte med en god ven om, hvordan det kan være, at de fleste af os glemmer vores nytårsforsæt ret hurtigt, og han kom faktisk med et meget godt bud på, hvorfor det er sådan. Han sagde, at hvis vi virkelig havde lyst til at løbe om morgenen og virkelig havde lyst til at spise grøntsager, så ville vi jo ikke vente til nytår med at begynde på det - så ville vi bare gøre det allerede nu. Når vi bruger nytåret som anledning, så skyldes det, at vores nytårsforsæt i virkeligheden handler om noget, som vi slet ikke har lyst til, og derfor har vi brug for en anledning til at begynde med det.

Jeg ved ikke om den forklaring på de brudte nytårsforsæt er den rigtige, men jeg synes, det lyder meget sandsynligt, at det kunne være sådan. Men selv hvis det skulle forholde sig sådan, så synes jeg nu alligevel godt, at det giver mening at have et nytårsforsæt, for det er jo trods alt bedre at dyrke motion i et par uger, end det er slet ikke at dyrke motion. Jeg har ikke helt besluttet mig for, om jeg vil have et nytårsforsæt, men hvis jeg vælger et, så vil jeg gøre alt for, at det holder mere end blot et par uger.

2 kommentarer:

  1. Ej, hvem er du?

    Der er lidt at arbejde med, men du er vildt hyggelig at læse. Er du en kvinde? Det håber jeg. Vi kunne være kærester. Hvor gammel er du?

    SvarSlet
  2. Nej, jeg er ikke kvinde, og jeg har allerede en kæreste.

    SvarSlet