Julekugler er, som navnet måske antyder, nogle kugler man hænger op til jul. I mange hjem er julekugler en fast del af juleudsmykningen, og de kan være lavet af mange forskellige slags materialer. Det norske par Arne og Carlos er imidlertid blevet populære langt ud over Norges grænser ved at have udgivet en bog om, hvordan man strikker julekugler.
Forleden dag var Arne og Carlos i Go' Morgen Danmark, hvor de fortalte om deres julekugler og viste nogle eksempler. Arne og Carlos er faktisk gået hen og blevet kult. Deres bog om julekugler er oversat til flere sprog, og for kort tid siden udkom der også en bog fra dem om strikkedukker.
Naturligvis har Arne og Carlos hjemmestrikkede trøjer på, og strikningen ser i det hele taget ud til at fylde en hel del i deres liv. Som Arne siger, så kan man slet ikke holde op med at strikke, når først man er kommet i gang. På Arne og Carlos hjemmeside kan man læse mere om de norske strikkemestre, og der er også en video der viser, hvordan de lever. De bor i et hyggeligt rødt træhus lige ned til en sø. Udenfor huset er der en hønsegård, og det hele ser ret hyggeligt ud. De har platter på væggen, og et lille dukkehus er der også blevet plads til i deres hjem.
Som de selv siger, så elsker de jul, og når man ser dem vise rundt i deres hjem, er det tydeligt at se, at de har sans for at skabe hygge. Og strikkede julekugler er jo hyggelige, så de passer perfekt ind i Arne og Carlos hjem. Som Arne påpeger, så repræsenterer de en livsstil, og mon ikke det er dét som gør, at de to strikkende fyre har fået så stor succes. I denne tidsalder med internet og masser af elektroniske ting, så kan man godt savne de enkle og hyggelige ting i livet, og det er netop det som Arne og Carlos repræsenterer. Med hjemmestrikkede julekugler og landlig idyl viser de en anden måde leve livet på, og det ser ud til at være populært. Det er en fornøjelse at se videoen fra deres hjem, og jeg må da indrømme at jeg et kort øjeblik drømte om at få sådan et træhus langt ude på landet og lige ned til en sø - komplet med hønsehus og det hele. Stor tak til Arne og Carlos herfra for at vise alle os andre, at god gammeldags hygge og landlig idyl stadig findes.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar