En uforbeholden undskyldning

Er en undskyldning normalt ikke uforbeholden?

Da jeg for mange år siden gik i skole, hændte det, at nogen kom til at gøre noget, som de ikke måtte, som f.eks. at drille en af de andre elever. Når det skete, gav lærerne altid den eller de pågældende elever besked på, at give den forurettede en uforbeholden undskyldning.

Jeg har tænkt på det mange gange siden da, for jeg ville da mene, at en undskyldning som udgangspunkt er uforbeholden, hvorfor det synes overflødigt at nævne det, endsige lægge så meget vægt på det. Personligt mindes jeg ikke, at jeg nogensinde har taget forbehold, når jeg har givet en undskyldning, og jeg mindes da heller ikke, at andre har taget nogle former for forbehold, når de har givet mig en undskyldning. Derfor synes jeg også, at det virker en smule mærkeligt, at tale om en uforbeholden undskyldning, når man i virkeligheden bare mener en god gammeldags ordinær undskyldning.

Man kunne vende det om og sige, at hvis man bare siger undskyld - uden at nævne ordet uforbeholden - så ville der måske automatisk være indbygget muligheden for senere at tage et eller flere forbehold? Nej vel - det forekommer tåbeligt, hvorfor det, set med mine øjne, også forekommer tåbeligt at pointere, at der er tale om en uforbeholden undskyldning.

Jeg har indtryk af, at det ikke længere er så udbredt at tale om uforbeholdne undskyldninger, som det var, dengang jeg var barn, men man hører det dog alligevel nævnt med jævne mellemrum. F.eks. hørte jeg det i dag og kom derfor til at tænke på, hvor ofte jeg hørte det som barn.

Hvis jeg med dette indlæg er kommet til at støde nogen af dem som har for vane at give uforbeholdne undskyldninger, så vil jeg hermed undskylde for det, og hvis nogen mod forventning skulle være i tvivl, så er min undskyldning helt og aldeles uden forbehold.