Jeg har fundet en rigtig god og nem måde at spare penge på, og som sidegevinst er jeg samtidig med til at undgå madspild, og derved skånes miljøet. Det går i al sin enkelthed ud på at besøge mit lokale supermarked lige op til en weekend, hvor de har mange madvarer som enten skal sælges her og nu eller kasseres.
Jeg vil tro, at købmanden gerne vil medvirke til at reducere madspild, men hvis jeg skal være helt ærlig (og det skal man jo være), så tror jeg, at han mest af alt er interesseret i ikke at miste penge. Men pyt nu med det - resultatet er nemlig det samme: hver eneste uge - op til weekenden - bliver de madvarer som ikke kan sælges efter weekenden nemlig sat ned - ofte til det halve, og det giver mig mulighed for at fylde fryseren op med mad til den kommende uge, uden at jeg skal have særligt mange penge op af lommen. Samtidig er både købmanden og jeg med til at undgå madspild. Han får solgt sine madvarer, inden de ellers skulle kasseres, og jeg får billig mad til den kommende uge.
Det er så hamrende ærgerligt at smide mad ud. Dels fordi det belaster miljøet at producere mad. Dels fordi der faktisk er mennesker som ikke har mulighed for at spise sig mætte hver dag, og ikke mindst fordi det er penge lige ud af vinduet.
Så derfor håber jeg, at du vil gøre som mig og begynde at spare en stor del af dit madbudget ved at gøre nogle gode køb op til weekenden, så man kan undgå, at der smides store mængder mad ud. På den måde kan både du og købmanden spare penge, samtidig med at I er med til at undgå madspild.
Hvis du vil spare endnu flere penge og samtidig sikre dig, at du ikke smider overskydende mad ud i dagligdagen, så begynd at spise biksemad lidt oftere. Det er nemlig en rigtig god måde til at undgå at smide mad ud, og så smager det jo samtidig godt.
I øvrigt vil jeg i denne sammenhæng ikke undlade at nævne forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad, som er stiftet af Selina Juul. De kæmper for, at Danmark skal blive det sted i verden, hvor der spildes mindst mad, og det kan sagtens lade sig gøre, hvis vi allesammen gør en indsats. Der er mange gode råd at hente på deres hjemmeside, og den er bestemt et besøg værd.
http://madgladiloeget.blogspot.dk/p/undga-madspild.html
SvarSlet