mandag den 22. oktober 2012

En kilomet

For et par dage siden sad jeg og snakkede om løst og fast med en kollega, og hun fortalte mig om noget hun havde oplevet. I hendes beretning brugte hun flere gange ordet en "kilomet", hvormed hun naturligvis mente en "kilometer". Det er ikke første gang, jeg støder på den misforståelse, at kilometer i ental hedder kilomet. Jeg går ud fra, at misforståelsen er opstået ved, at ord som ender på "-er" normalt er i flertal, og at entalsformen fås ved at fjerne "-er". Tænk bare på "frugt" som er ental, mens "frugter" er flertal, eller "bil" som er ental, mens "biler" er flertal. 

Anderledes forholder det sig dog med kilometer. "Kilo" betyder som bekendt 1.000, og ordet en meter kender vi jo godt. Altså er en kilometer det samme som 1.000 meter. Man ville jo heller ikke sige en "met", når man mener en "meter", og derfor giver det heller ikke mening at tale om en "kilomet", når man mener en kilometer.

Nu er jeg opdraget til, at man ikke retter på voksne mennesker, så jeg undlod at gøre hende direkte opmærksom på hendes sprogfejl. I stedet ventede jeg til dagen efter, hvor jeg havde fundet en sætning hvori ordet en "kilometer" indgik. En sætning som ikke virkede kunstig eller malplaceret, men som jeg kunne sige i hendes påhør, så hun kunne høre den rigtige form af ordet. Om hun opdagede det og fremover vil begynde at sige "kilometer" i stedet for "kilomet", aner jeg ikke, og måske er det heller ikke så vigtigt. Vores sprog har nemlig udviklet sig ved, at folk har brugt nogle ord forkert, og når tilstrækkelig mange har gjort det, er det forkerte til sidst gået hen og blevet det rigtige. Så på den måde er det ikke så forfærdeligt slemt, at nogen går rundt og siger "kilomet". Hvem ved, om det måske en dag går hen og bliver det sprogligt korrekte ord at bruge. Man kan jo godt argumentere for, at når mange finder det mere logisk at sige en "kilomet" fremfor en "kilometer", så ville det måske være det bedste, om det også blev den måde som var den rigtige.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar