mandag den 8. december 2014

Sludrechatol i morgenbussen

Jeg har i nogle år taget den samme bus til arbejde, hver morgen. Det er altid de samme 10-12 mennesker som er med, men for ca. en måned siden var der en ny. En af de faste passagerer, som har kørt med i et par år, havde nemlig fået følgeskab af en bekendt. Om de var naboer, tidligere kolleger eller noget helt tredje, aner jeg ikke. De stod på tidligere på ruten end jeg selv, og de stod ikke af det samme sted.

Nå, men nu til sagen. Ham den "nye", snakkede nemlig uafbrudt, mens hans bekendte høfligt sad og nikkede og med jævne mellemrum sagde " ja". Jeg fik helt ondt af fyren, som skulle lægge ører til denne konstante talestrøm, og spekulerede over, hvad jeg selv ville have gjort, hvis jeg hver dag fik min morgen spoleret af sådan et sludrechatol.

Morgensnakkeriet stod på i en uges tid, og så var sludrechartollet pludselig alene, når jeg steg på bussen. Den stakkels mand som havde hørt på hans evindelige talestrøm, var pludselig ikke længere fast passager i morgenbussen. Havde han fået nyt arbejde med andre mødetider, eller var han bare blevet så træt af at få sin morgen ødelagt, at han havde fundet en anden måde at komme på arbejde på? Jeg tror, jeg fik svaret for nogle uger siden.

Grundet ekstraordinært mange opgaver, var jeg i to uger nødt til at møde en smule tidligere, så derfor tog jeg en bus før end jeg plejer. I den tidlige bus, sad, hver eneste (hver)dag i begge uger, den fyr som før havde fået sin morgen snakket i stykker. Det var sjovt nok lige præcis den løsning jeg selv havde forestillet mig, at jeg ville vælge, hvis jeg var i hans sted: simpelthen tage en tidligere bus, så man kan få lov at sidde i sine egne tanker, mens man lader op til dagens udfordringer, uden at blive forstyrret af et sludrechatol.

Jeg er nu igen begyndt at tage den busafgang, som jeg plejer. Sludrechatollet sidder der stadig - dog uden at sludre, da han stadig sidder alene. Den anden fyr, som ellers havde kørt med i et par år, har ikke vist sig på den sædvanlige afgang siden, og jeg forstår ham. Hellere tage lidt tidligere afsted, og kunne sidde i fred, end at få sin morgen ødelagt af et snakkehoved. Hvad han i øvrigt snakkede om, aner jeg ikke, han sad tilpas langt fra mig til at jeg kunne opfange ordene, og jeg er faktisk også ligeglad. Jeg har nemlig gennem livet erfaret, at folk som snakker hele tiden, sjældent har noget interessant at fortælle.