tirsdag den 23. oktober 2012

Majonæse

I går skrev jeg om en kilomet, som ikke er korrekt dansk. I den forbindelse kom jeg ind på, at sproget udvikler sig ved, at nogen begynder at sige noget som ikke er korrekt, men som bliver det, når først tilstrækkelig mange begynder at sige det, og det derfor bliver udnævnt til at være korrekt dansk.

Efter at have skrevet indlægget kom jeg til at tænke på stavemåden "majonæse" som for nogle år siden blev udnævnt til at være en korrekt stavemåde, selv om det dog stadig også er korrekt at bruge den gamle stavemåde, "mayonnaise". Det sjove ved det tilfælde er, at det mig bekendt ikke var udbredt at bruge stavemåden "majonæse", og en hurtig rundspørge i min bekendtskabskreds bekræfter mig i, at det ikke var udbredt - faktisk havde hverken jeg eller nogle af dem jeg har spurgt, hørt om stavemåden "majonæse" før den pludselig blev indført som en korrekt stavemåde. Jeg erindrer også, at den almindelige holdning var - og vist stadig er - at den nye stavemåde er lige lovlig kikset, og det er da også mit indtryk, at den ikke rigtig har slået igennem. F.eks. bruger producenterne af denne vidunderlige spise da også stadig den gamle stavemåde. Det som undrer mig er, at man indfører en ny stavemåde, "majonæse", uden at denne nye stavemåde har været særligt udbredt - hvis ellers jeg har ret i, at den ikke var udbredt.

mandag den 22. oktober 2012

En kilomet

For et par dage siden sad jeg og snakkede om løst og fast med en kollega, og hun fortalte mig om noget hun havde oplevet. I hendes beretning brugte hun flere gange ordet en "kilomet", hvormed hun naturligvis mente en "kilometer". Det er ikke første gang, jeg støder på den misforståelse, at kilometer i ental hedder kilomet. Jeg går ud fra, at misforståelsen er opstået ved, at ord som ender på "-er" normalt er i flertal, og at entalsformen fås ved at fjerne "-er". Tænk bare på "frugt" som er ental, mens "frugter" er flertal, eller "bil" som er ental, mens "biler" er flertal. 

Anderledes forholder det sig dog med kilometer. "Kilo" betyder som bekendt 1.000, og ordet en meter kender vi jo godt. Altså er en kilometer det samme som 1.000 meter. Man ville jo heller ikke sige en "met", når man mener en "meter", og derfor giver det heller ikke mening at tale om en "kilomet", når man mener en kilometer.

Nu er jeg opdraget til, at man ikke retter på voksne mennesker, så jeg undlod at gøre hende direkte opmærksom på hendes sprogfejl. I stedet ventede jeg til dagen efter, hvor jeg havde fundet en sætning hvori ordet en "kilometer" indgik. En sætning som ikke virkede kunstig eller malplaceret, men som jeg kunne sige i hendes påhør, så hun kunne høre den rigtige form af ordet. Om hun opdagede det og fremover vil begynde at sige "kilometer" i stedet for "kilomet", aner jeg ikke, og måske er det heller ikke så vigtigt. Vores sprog har nemlig udviklet sig ved, at folk har brugt nogle ord forkert, og når tilstrækkelig mange har gjort det, er det forkerte til sidst gået hen og blevet det rigtige. Så på den måde er det ikke så forfærdeligt slemt, at nogen går rundt og siger "kilomet". Hvem ved, om det måske en dag går hen og bliver det sprogligt korrekte ord at bruge. Man kan jo godt argumentere for, at når mange finder det mere logisk at sige en "kilomet" fremfor en "kilometer", så ville det måske være det bedste, om det også blev den måde som var den rigtige.

torsdag den 11. oktober 2012

Nye regler for cykellygter

Har netop hørt på TV2-News at der fra 1. november kommer nye regler for cykellygter. Fra den dato bliver det ikke længere tilladt at have en billig diodelygte til at hænge og dingle, så den lyser ned i jorden. Det kan jeg sådan set godt forstå, da det jo er åbenlyst, at den derved ikke gør så meget gavn.

Af indslaget fremgik det, at når de nye regler for cykellygter er trådt i kraft, vil det derefter kun være muligt at købe lygter som lever op til lovens krav. Og det er her, jeg begynder at blive en smule nervøs. Jeg husker nemlig de enormt tunge cykellygter vi havde, da jeg var barn, hvilket er ca. 30 - 35 år siden. Dengang var et sæt cykellygter, bestående af en for- og en baglygte, nemlig omtrent lige så tunge som en bærbar computer er i vore dage. Det var nogle kæmpe klodser med to store batterier i hver, og det var det billede jeg så for mig, da jeg hørte, at det fra 1. november kun vil være muligt at købe cykellygter som lever op til de nye krav om at de skal kunne lyse i lang tid og kunne ses på lang afstand.

Jeg håber dog ikke, det bliver så galt, for så tror jeg helt seriøst, at de nye regler for cykellygter kommer til at betyde, at færre vil vælge at tage jernhesten. Mon ikke nogle cykellygteproducenter finder ud af at lave dem på en måde, så de stadig kan ligge i en almindelig jakkelomme. Jeg krydser fingre, men jeg tør ikke tro på noget, før jeg ser de nye modeller i handlen, når de nye regler er trådt i kraft.

fredag den 5. oktober 2012

Pausefisk

Hvis du er lige så gammel som mig, eller ældre, så kan du sikkert huske de populære pausefisk som var i fjernsynet i 70'erne og vistnok også i starten af 80'erne. Hvis ikke du er så gammel og derfor ikke har hørt om pausefisk, så var det nogle fisk som svømmede i et akvarie som vist stod ude i TV-byen, som dengang lå i Søborg og ikke Ørestaden hvor DR nu holder til. Hver gang der var pause mellem to programmer, blev der stillet om til pausefiskene, og så kunne man sidde der og fornøje sig med at se på de små svømmende skabninger, hvis man da ikke lige benyttede lejligheden til at lave kaffe eller andre ting. Når man tænker over det, så siger det måske lidt om, hvor lidt underholdning der var dengang sammenlignet med nu.

Når jeg pludselig kommer til at tænke på pausefisk, så skyldes det, at en af mine kolleger har en datter som går i 9. klasse, og læreren havde spurgt klassen, om der var nogen der vidste, hvad pausefisk var. Ikke én af dem havde gættet det, og da de fik forklaringen, syntes de det lød meget mærkeligt. Nogle af dem var endda sikre på, at der måtte være tale om en joke, for det kunne simpelthen ikke passe, at DR bare spildte sendefladen med at vise nogle fisk der svømmede rundt i et akvarie.

Jeg synes, pausefiskene er et meget godt billede på, hvor meget medielandskabet har ændret sig. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvilke ting i vores tid som om 30 år vil virke fuldstændig tåbelige på de mennesker som hører om det til den tid.

tirsdag den 2. oktober 2012

Hvor mange mennesker bor der i Afrika?

En af mine venner spurgte mig i dag, hvor mange mennesker der bor i Afrika, og jeg måtte med skam erkende, at jeg desværre ikke kendte Afrikas befolkningstal. Jeg havde naturligvis et gæt, men den slags hjælper jo ikke meget. Så der var ikke andet at gøre end at undersøge sagen, hvis man som jeg godt kan lide at vide besked om alle mulige mærkelige ting, herunder befolkningstal for diverse lande og verdensdele.

De fleste mennesker ved, at Afrika er et kæmpe kontinent, men hvor mange mennesker bor der i Afrika? Befolkningstallet i Afrika kan ikke siges helt præcist, for det er ikke alle steder, hvor der bliver holdt regnskab med, hvor mange der bliver født, så det nærmeste man kommer altallet af mennesker der bor på kontinentet er et anslået tal. Ifølge Folkekirkens Nødhjælp bor der 900.000.000 mennesker i Afrika. 900 millioner! Det er et enormt antal mennesker, og det er næsten umuligt at begribe.

Der bor faktisk så mange mennesker i Afrika, at hvis hver afrikaner i gennemsnit er 50 cm. bred over skuldrene, og man stillede dem allesammen op ved siden af hinanden, så ville kæden være 450.000 km. lang. Det betyder at de ville kunne nå 11 gange rundt om Jorden. Det siger lidt om, hvor mange mennesker der er tale om.

Med et så enormt befolkningstal er der naturligvis også behov for store mængder fødevarer for at mætte dem allesammen, og når høsten slår fejl, er det millioner af menneskers liv der er i fare. Afrika rammes jævnligt af sultkatastrofer, og selv om forskellige vestlige nødhjælpsorganisationer gør meget for at hjælpe, er der desværre hvert år mange som dør af underernæring og sygdomme som ikke er blevet ordentligt behandlet.

Man skal i øvrigt huske på, at Afrika også har et meget stort areal, så tallet for hvor mange mennesker der bor i Afrika er faktisk ikke særlig stort, når man tager arealet i betragtning. Store dele af kontinentet er dækket af ørken, og der bor der i sagens natur ikke så mange mennesker i de områder. Afrika strækker sig fra Tunesien i nord til Sydafrika i syd og fra Kap Verde i vest til Somaila i øst. Det er et enormt kontinent med masser af forskellig natur, kæmpe bjerge som Kilimanjaro og Atlasbjergene, store søer, hvor Vitoriasøen og Malawisøen nok er blandt de mest kendte, samt Nilen der strækker sig over store dele af Vestafrika. Det er svært ikke at blive imponeret over Afrika, og derfor er det også en stor tilfredsstillelse for mig, at jeg nu ved nogenlunde, hvor mange mennesker der bor i Afrika.

Hvide tennissokker - er de ved at blive moderne?

For noget tid siden så jeg en mand der umiddelbart fremstod utrolig velklædt og tjekket. Han var klædt i et mørkt nålestribet jakkeset og flotte nypudsede sorte sko, og hans kropssprog signalerede i den grad, at han havde fuldstændig styr på tilværelsen. Derfor var min overraskelse også stor, da jeg opdagede, at han havde hvide tennissokker på.

Faktisk tror jeg slet ikke, at man stadig kan få hvide tennissokker i en almindelig herretøjsforretning. Jeg kan slet ikke mindes, hvornår jeg sidst har set dem i en butik eller for den sags skyld set nogen gå med dem. Jeg kunne dog forestille mig, at de stadig er udbredte i forbindelse med tennis, hvilket jo ville give god mening, navnet taget i betragtning.

Tilbage i 80'erne gik næsten alle med hvide tennissokker. Da vi så kom til 90'erne var der tyndet godt ud i andelen af folk som gik med dem - nogle valgte så at gå med mørke tennissokker i stedet for de hvide. For at gå med hvide tennissokker var pludselig gået hen og blevet en af de største påklædningsmæssige fejltagelser man kunne gøre, og så vidt jeg er orienteret, skulle det stadig forholde sig sådan.

Netop derfor undrede det mig også at se en ellers særdeles velklædt herre iført hvide tennissokker. Var det et stunt for bevidst at skille sig ud, eller syntes han bare, at det passede godt sammen med det mørke jakkeset? Jeg spurgte ham ikke, så svaret må stå hen i det uvisse. Selvfølgelig kunne det også tænkes, at hvide tennissokker er ved at blive moderne, og at det bare er mig der som sædvanlig først opdager den slags modestrømninger langt tid efter alle andre. Jeg vil i hvert fald holde et ekstra vågent øje med folks sokker i den nærmeste fremtid for at se, om det virkelig er en ny modetrend der er ved at brede sig, ligesom det pludselig blev moderne at gå med spraglede sokker. Jeg tør dog ikke love, at jeg i så fald vil begynde at gå med hvide tennissokker - eller hvide sokker i det hele taget, for når alt kommer til alt, så må jeg nok indrømme, at jeg ikke synes de ser særligt smarte ud.

mandag den 1. oktober 2012

Man kan ikke klippe håret af en skaldet

Du kender sikkert udtrykket, at man ikke kan klippe håret af en skaldet, og du er sikkert også helt med på, at betydningen er, at man ikke kan tage penge fra folk som ingen har. Jeg hørte udtrykket i lørdags, hvor jeg tilbragte aftenen i gode venners lag. En i selskabet udtrykte bekymring for sin økonomi, på trods af, at han faktisk har en ret sund økonomi, sammenlignet med så mange andre. Det var tydeligt at se, at manden faktisk var oprigtigt bekymret.

En anden i selskabet, som ikke ejer kongens mønt og sidder i bundløs gæld, udbrød da, at han ikke bekymrede sig det ringeste om sin økonomi, eller om hvor meget han skyldte væk, da man jo alligevel ikke kan klippe håret af en skaldet. Bevidstheden om at selv den strengeste inkassoadvokat ikke ville kunne gøre ham fattigere, end han allerede var, gav ham tilsyneladende en vis glæde og tryghed. Det kunne ikke blive værre, og det betød, at der intet var at bekymre sig om, mente han. Ingen kunne tage hans penge, for han havde ingen - eller overført: ingen kunne klippe håret af ham, for han var skaldet. Og han virkede oprigtigt glad, og gør det for den sags skyld altid når man taler med ham.

Det fik mig bagefter til at gå i det filosofiske hjørne og tænke lidt over det, som de havde sagt. Ham der både havde penge på lommen og i banken var bekymret, mens ham der ingen penge havde på lommen og kun havde gæld i banken, var fuldstændig ubekymret. Jeg kom i den forbindelse til at tænke på Dalai Lama der, så vidt jeg ved, ikke ejer noget som helst og blot lever som munk. Jeg mindes ikke at have set et billede af ham, hvor han ikke smiler og udstråler et enormt overskud. Nu vil jeg ikke påstå, at hans overskud udelukkende kommer fra, at han går og tænker, at man ikke kan klippe håret af en skaldet, og at han dermed ikke har noget at bekymre sig om. Men måske er penge - for nogle - mere årsag til bekymring end til glæde?

Jeg har tidligere skrevet om det kinesiske ordsprog, "Hvis du ejer mere end 7 ting, så er det tingene der ejer dig". Det handler om en af mine bekendte som i den grad må siges at være ejet af sine ting. De ting han har købt og som skulle give ham glæde er i virkeligheden kun årsag til bekymringer.  Man kan klippe håret af ham, hvilket i denne sammenhæng selvfølgelig betyder, at han har noget at miste. Hvorimod man ikke ville kunne klippe håret af ham, hvis han var skaldet, altså hvis han ikke havde noget at miste.

Nu siger jeg ikke, at løsningen er, at give afkald på alt hvad man ejer og har. Men tanken om at penge og materielle goder måske ikke altid er nøglen til lykke har alligevel spiret i mit sind de sidste par dage. Den der intet har kan man intet tage fra - eller som ordsproget formulerer det: man kan ikke klippe håret af en skaldet. Der kan man bare se, hvor mange tanker et gammelt ordsprog kan give anledning til, når man hører nogen bruge det til at forklare en situation, og det er bl.a. derfor, at jeg holder så meget af gamle ordsprog og talemåder.