mandag den 9. januar 2012

Pukkelhval set i Øresund

I dag kan man på TV2 News høre, at der er set en pukkelhval i Øresund. Den blev spottet fra en fiskekutter, hvor besætningen skyndte sig at tage en masse billeder. Dagen efter så en af fiskerne hvalen igen, og det vurderes, at pukkelhvalen stadig er i Øresund. Så nu er dygtige folk stået til søs i håb om at få et glimt af hvalen.

Det er ikke så tit, at hvaler ses i dansk farvand, men er er dog sket tidligere. Jeg ved ikke om der er set pukkelhvaler tidligere, men en eller anden type hvaler er der i hvert fald set. Det er jo meget charmerende med sådanne dyr, og så vidt jeg har forstået, så er hvaler ganske fredelige dyr.

Jeg har ikke forstand på hvaler, men da jeg hørte om hvalen i Øresund tænkte jeg straks at det måske kunne skyldes den forholdsvis lune vinter vi har i år. Om det lune vejr skyldes den globale opvarmning, eller om det bare er et tilfælde, vil jeg ikke gøre mig klog på, men jeg må indrømme, at tanken straks meldte sig hos mig.

Nå, under alle omstændigheder er hvaler jo prægtige dyr, og jeg vil gerne erkende, at jeg er lidt misundelig over, at det ikke var mig som fik et glimt af pukkelhvalen. Det kunne være sjovt, hvis der en dag kom en hval ind i Københavns havn, så kunne alle byens borgere få et glimt af den. På den anden side ville der nok være stor risiko for, at den gik på grund, hvis den svømmede i havnen, så måske er det alligevel bedst, at hvaler holder til i de store have. Jeg krydser fingre for, at pukkelhvalen i Øresund finder langt ud i havet igen, hvor den hører hjemme, for det ville jo være ærgerligt med endnu en historie om en strandet hval.