torsdag den 28. april 2011

Stenalderkost

Her til morgen kunne man i Go' morgen Danmark se den altid friske og veloplagte Christian Bitz fortælle om en af tidens hotteste trends, nemlig stenalderkost som kort fortalt går ud på at spise, som vores forfædre gjorde det. Med forfædre menes der ikke dem som levede for et par hundrede år siden, men dem der levede for omkring 10.000 år siden, hvor der var stenalder, og man derfor i sagens natur levede af stenalderkost.

Som nævnt er stenalderkost for tiden en meget populær diæt. Det stammer fra USA, hvor det går under navnet The Paleo Diet, og det skal da også nok være sundt at leve på den måde. I følge Christian Bitz, så skulle stjernekokken Thomas Rode være en stor tilhænger af stenalderkost, og hvis man har set Thomas Rode i bar overkrop, så må man jo sige, at manden ikke ligefrem ser usund ud. Nu er det nok ikke kun stenalderkosten der har givet Thomas Rode den overkrop - der ligger givetvis også en del hård træning til grund, men sund ser han ud.

I stenalderen levede folk ikke af at drive landbrug men derimod af at gå på jagt. Det betyder, at ægte stenalderkost ikke indeholder mælk, korn, kartofler, sukker eller andre landbrugsprodukter, og naturligvis heller mad- eller drikkevarer hvori landbrugsprodukter indgår som ingrediens. Det betyder bl.a., at øl er udelukket, eftersom der indgår landbrugsprodukter i produktionen af øl, så hvis man er typen der godt kan lide at sidde en varm sommerdag og få sig en kold øl, så må man enten lide et afsavn eller gå en smule på kompromis med stenalderkosten, men det skulle vist også være almindeligt blandt tilhængere af diæten, at man ikke følger kravene 100 procent.

I følge Christian Bitz er der mange der gør det, at de lever efter et 80-20 princip, hvilket kort fortalt går ud på, at ens kost består af 80 procent stenalderkost, mens de sidste 20 procent godt må være andre ting som f.eks. mælk. Det skal dog også nævnes, at Christian Bitz ikke var enig i, at man bør undgå alle de ting som ifølge stenalderkostens foreskrifter bør udelukkes - bl.a. mente han, at der ikke er nogen idé i at undgå kartofler, så 80-20 princippet er nok ikke så tosset igen, da man jo dermed får mulighed for at supplere sin stenalderkost med bl.a. kartofler - selv om man derved ikke helt spiser som vores forfædre i stenalderen gjorde det.

Man kan mene om stenalderkost - eller The Paleo Diet - hvad man vil, men man kommer i hvert fald ikke uden om, at det nok er meget sundt at undgå e-numre og alverdens konseveringsmidler. Som det også blev nævnt i Go' morgen Danmark, så er der madvarer i USA der kan holde sig i utrolig lang tid, fordi de er proppet med konseveringsmidler. Ved at leve af stenalderkost er man i hvert fald sikker på, at man ikke fylder sin krop med alle mulige kemikalier og andre ting, hvor man som forbruger ikke rigtig er klar over, hvad det egentlig er man spiser.

Det er muligt, at det bare er mig, som ikke er helt med på noderne, men jeg må indrømme, at det er første gang, jeg hører om stenalderkost. Ikke desto mindre gjorde det et stort indtryk på mig, da jeg synes det lyder meget tiltalende med en enkel naturlig kost uden e-numre eller konseveringsmidler. Jeg må dog også være realistisk at sige, at jeg nok er lidt for stort et madøre til at kunne leve efter de strenge foreskrifter, så hvis det bliver til noget, så bliver det nok nærmere noget i retning af en 80-20 løsning, eller måske endda kun en 70-30 løsning - men det er jo også bedre end ingenting...

onsdag den 27. april 2011

Gammel eneboer i Rønnes Mose

TV2 Nyhederne havde her til aften et indslag om folk der bor i de danske skove, og i den forbindelse besøgte de den 76-årige Ingolf Østerby som lever som eneboer i en hule i Rønnes Mose som ligger mellem Holstebro og Skive. Ingolf Østerby har levet som eneboer i 25 år, og det så ud til, at han faktisk er godt tilfreds med sin tilværelse. Jorden som han bor på er ejet af en lodsejer som har givet ham lov til at bo der.

Han lever primært af de ting som naturen byder på. Han må ikke selv jagte dyr, men når han finder harer eller grevlinger som er blevet kørt ned, så tager han dem med hjem til sin hytte i skoven og spiser dem, for som han sagde, så er der mad til en hel uge i sådan en grevling. Vand til drikkelse og personlig hygiejne henter han i en nærliggende å, og selv om vandet ikke så helt klart ud, så er det ifølge Ingolf Østerby rent nok til at drikke. Og det må der jo være noget om, eftersom han har drukket det de sidste 25 år. Han så i hvert fald sund og frisk ud, og så kan vandet nok ikke være så beskidt igen.

Den 76-årige eneboer er dog ikke helt afskåret fra omverdenen. Én gang om ugen tager han bussen ind til byen, hvor han bl.a. køber cigaretter og andre fornødenheder, hvorefter han tager tilbage til sin hule i Rønnes Mose. Han har tidligere boet i byen og endda været gift i fire år, men han finder altså større tilfredsstillelse ved at bo i sin hule i skoven, og kun besøge byen en gang om ugen. Ingolf Østerby har sågar også en postkasse, som er placeret ved nærmeste landevej, så han selvom han lever som eneboer, så kan han altså stadig modtage post.

Jeg synes, det er spændende at se, at det faktisk kan lade sig gøre at bo i en skov og leve af de ressourcer som naturen byder på, og jeg synes det er sundt at se, at der faktisk findes mennesker her i landet som klarer sig på den måde. Stor tak til Ingolf Østerby for at åbne sin hule for os byboere, så vi kunne få et indblik i, hvordan en sej gammel eneboer lever sit spartanske liv i Rønnes Mose.

tirsdag den 26. april 2011

Hvorfor hedder det medister-pølse?

For noget tid siden var jeg til frokost hos en god ven, og da vi begge holder meget af god dansk husmandskost, var der også lun medister-pølse på bordet. Medister-pølse smager dejligt, og det konstaterede vi da også begge to, da vi satte tænderne i den. Og så var det, at vi af en eller anden grund kom til at tale om, hvorfor det egentlig hedder medister-pølse. Det måtte straks undersøges, og vi ringede med det samme til hans gamle mor som ved alt om det danske sprog, så vi tænkte, at hun måske også vidste, hvordan ordet medister er opstået.

Naturligvis vidste den gamle alvidende dame også, hvorfor det hedder medister-pølse. Det kommer sig nemlig af det gamle danske ord "ister" som betyder fedt. Med-ister-pølse er altså en pølse med fedt - så enkelt er det! Nu ved jeg ikke, om der nutildags er mere fedt i medister end i så mange andre pølser, men dengang ordet opstod, lavede man rigtige pølser som bestod af stort set rent kød proppet ind i en eller anden form for tarm. Medister-pølsen udskilte sig dengang fra andre pølser ved at indeholde en del fedt, og hvad var så mere naturligt end at kalde den for en pølse med fedt - altså ister, og dermed virker det jo logisk nok, at det hedder medister-pølse.

mandag den 25. april 2011

Lykkemønt - det skader jo ikke at have en lykkemønt

En af mine bekendte har en lykkemønt, som ifølge ham selv bringer ham held. Jeg må da også indrømme, at han nok er mere heldig end de fleste, men om det ligefrem skulle skyldes hans lykkemønt, det tvivler jeg nu en smule på. Derfor lyder det måske også en smule mærkeligt, at jeg alligevel har overvejet at anskaffe mig en lykkemønt. Som nogle måske ved, så havde Niels Bohr en hestesko hængende, for det siges at en hestesko bringer lykke. Da han en dag blev spurgt, hvordan det kunne være, at en videnskabsmand som ham havde en hestesko hængende for at bringe lykke, så svarede han, at det skader jo ikke at have den hængende. På samme måde tænker jeg, at selv om det måske lyder lidt mærkeligt, at en lykkemønt skulle kunne bringe held, så skader det jo ikke at have en.

Jeg spurgte en dag ham med lykkemønten om, hvordan han havde fundet frem til den, altså om det bare var en tilfældig mønt, eller om der var en særlig grund til, at det netop var den, som var blevet hans lykkemønt. Hans svar var, at han egentlig aldrig havde tænkt på at få en sådan en, før han en dag stod med lige netop den mønt i hånden. Det er en speciel jubilæumsmønt, som der ikke findes så mange af, og han vidste straks, at det skulle være hans lykkemønt.

Nu er problemet så, at jeg aldrig har haft den samme følelse i forhold til en mønt, og hvis man bare vælger en tilfældig mønt, så kan den vel ikke bringe meget lykke - eller hvad? Så mine overvejelser omkring at anskaffe mig en lykkemønt er stadig kun overvejelser, men hvis jeg en dag finder en mønt som jeg holder meget af, så vil jeg udnævne den til at være min lykkemønt, for det skader jo ikke at have sådan en!

søndag den 24. april 2011

Kaktus er perfekt hvis man glemmer at vande planter

Hvis man ikke er verdensmester i at passe sine planter, så er en eller flere kaktus det perfekte valg, hvis man gerne vil have lidt grønt i hjemmet. En af mine bekendte har igennem mange år jævnligt købt planter som har stået og set flotte ud i vindueskarmen. Desværre glemmer han altid at vande dem, og derfor er det hver eneste gang gået sådan, at de efter lidt tid er blevet lidt kedelige at se på, og at de til sidst helt er visnet.

For et års tid siden købte han imidlertid tre kaktus, og selv om han aldrig - eller næsten aldrig - vander dem, så står de stadig og ser flotte ud. Eftersom han nu slipper for at udskifte sine planter med jævne mellemrum, har han nu besluttet sig for, at udvide mængden af grønt i sit hjem, da de her kaktus ser ud til at være langtidsholdbare.

En kaktus er simpelthen den perfekte plante, hvis man ikke er typen der har grønne fingre, og som han siger, så er det jo noget han burde have tænkt over for mange år siden. Det ville have sparet ham for en formue i planter som alligevel bare skulle smides ud efter et par måneder. Så hvis du også er typen, der ikke har grønne fingre, eller bare glemmer at vande dine planter, så er rådet hermed givet videre. Bare køb nogle kaktus, og så har du altid nogle flotte planter at se på.

lørdag den 23. april 2011

Master Fatman

Hvis jeg siger Morten Lindberg, så siger det dig sikkert ikke noget som helst. Hvis jeg derimod siger Master Fatman, så ved du helt sikkert godt, hvem det er jeg taler om. Begge navne dækker over den samme person, nemlig hele Danmarks tykke mand, selveste Master Fatman. Så vidt jeg husker, så var jeg teenager dengang jeg første gang hørte om ham, og i flere årtier har han formået at være synlig i medierne. Han har deltaget i Dansk Melodi Grand Prix, haft sit eget parti, Det Kosmiske Parti, været foredragsholder, DJ samt en lang række andre ting.

Derudover har Master Fatman et par børnehaver i favelaerne i Brasilien. Der var vist på et tidspunkt lidt snak om, at han ikke havde været omhyggelig nok med papirarbejdet, men så vidt jeg ved, kører det fint nu. Det er bestemt ikke en overdrivelse at sige, at Master Fatman breder sig over mange ting, og at han har mange jern i ilden. Mest kendt er han nok for sin altoverstrømmende kærlighed til alle mennesker, og sin lidt hippieagtige stil. I øvrigt er han helt og aldeles uhøjtidelig, og han er ikke bange for at gøre nar af sig selv. Han tror på kosmisk kærlighed, og han spreder kosmisk kærlighed overalt hvor han kommer frem.

Tænk hvis alle var på samme måde som masteren, så ville der ikke være nogle krige eller konflikter i verden. Alle mennesker på jorden ville leve i kosmisk kærlighed og i harmoni med hinanden. Master Fatmans kosmiske kærlighed burde udbredes til hele verden, så folk kunne gå rundt og kramme hinanden i stedet for at slås. Jeg er stor fan af Master Fatman, og hans livssyn. Hvis han stillede op til folketingsvalg, så tror jeg faktisk, at jeg ville overveje at stemme på ham, for vi har brug for fredelige individer som ham.

fredag den 22. april 2011

Folk piner sig selv på Filippinerne i anledning af påsken

I dag kan man på TV2 News se, at nogle mennesker på Filippinerne markerer påsken ved at pine sig selv. Grunden til at de gør det er, at de på den måde går gennem nogle af de samme lidelser som Jesus gjorde. Mange pisker sig selv i flere timer, indtil de bogstavelig talt har pisket sig selv til blods. Enkelte går skridtet videre, og lader sig korsfæste til ære for Jesus. Den måde som nogle på Filippinerne vælger at vise Jesus respekt på ved at tage hans pinsler på sig, må være udtryk for, at de pågældende er meget stærkt troende. Generelt er filippinere et meget troende folk, men selv på Filippinerne er det kun et fåtal der tager så stærke midler i brug.

At lade sig korsfæste er vel den ultimative måde at tage Jesus' lidelser på sig. Jeg har aldrig hørt om, at den slags skulle have fundet sted i Danmark, men man kan jo aldrig vide. Under alle omstændigheder så vil jeg vælge at vise min respekt for Jesus på en lidt mindre dramatisk måde end det som foregår på Filippinerne i påsken, men sådan er vi jo så forskellige. Man kan i hvert fald sige, at påskens pinsler og korsfæstelser på Filippinerne ligger meget langt fra den måde som vi plejer at fejre påske på her i Danmark.

torsdag den 21. april 2011

Pruttepude - lugter den virkelig?

I dag har jeg været til påskefrokost med familien, og min lille nevø havde fået en pruttepude, som han naturligvis havde taget med, så han kunne lave lidt sjov med sin familie. Jeg havde egentlig glemt alt om, at der fandtes pruttepuder, indtil den lille purk afslørede den i dag. Inden puden blev officielt præsenteret, blev den dog brugt til det den er beregnet til, nemlig at simulere prutter. Knægten havde været kvik, da han havde udtænkt, hvordan han ville bruge den, og i stedet for at puste den helt op og derefter lægge den på en anden persons stol, så pustede han den kun lidt op, og så sørgede han for - i et ubemærket øjeblik - at lægge sin pruttepude under puden på den stol, hvor han selv sad.

Pludselig kunne alle høre lyden af en lille prut, og med et flovt ansigtsudtryk sagde han undskyld, fordi han var kommet til at prutte. Naturligvis havde han ikke pruttet, men pruttepuden havde lavet en så naturtro lyd, at alle troede, at knægten havde pruttet. Og nu er det, at historien bliver interessant, for et par sekunder efter var der pludselig flere der mente, at de kunne lugte prutten.

Jeg tror ikke, at nogle af de tilstedeværende sad og talte usandt om, hvorvidt de kunne lugte en prut - som jo altså ikke var ægte men i stedet frembragt af en pruttepude. Derimod tror jeg, at det var deres underbevidsthed, som spillede dem et puds. Når man hører lyden af en prut, er man vant til, at man kort efter kan lugte noget, og jeg tror, at det var den forventning som gjorde, at lyden af en pruttepude kunne afstedkomme, at nogle ligefrem følte, at de kunne lugte noget.

Hvis det virkelig forholder sig sådan, som jeg tror, så er det jo ret interessant, hvor meget vores underbevidsthed har at sige for vores sanser, og selv om man ikke er forsker, så forhindrer det jo ikke en i at lave et lille eksperiment, hvor man gentager knægtens spøg med pruttepuden. Man kan så føre statistik over, hvor mange der rent faktisk mener at kunne lugte noget. Jeg synes, at det kunne være et sjovt lille forsøg at lave, og jeg har allerede planer om at købe mig en pruttepude, så jeg kan påbegynde mit eget lille private psykologiske forsøg. Jeg ved ikke, om et forsøg med en pruttepude ville give en psykolog udpræget stor respekt i forskerkredse, men da jeg hverken er psykolog eller bevæger mig i forskerkredse, kan jeg jo være ligeglad med den slags, så jeg påtænker, at jeg vil starte mit pruttepude-forsøg i nær fremtid.

Jill fra Big Brother er stadig glad og ligner sig selv

I dag havde Go' morgen Danmark besøg af Cecilie Kvist som deltog i Paradise Hotel i 2009 og Jill Liv Nielsen som vandt Big Brother i 2001. De var der i anledning af den store mediebevågenhed omkring Amalie og Peter samt andre reality-stjerner.

Jeg har aldrig set Paradise Hotel, så jeg kender ikke noget til Cecilie, men jeg fulgte med i den første sæson af Big Brother, hvor Jill vandt, så hende har jeg set en del på skærmen - men altså for 10 år siden. Det var sjovt at se Jill igen, og hun virkede lige så glad og positiv, som hun gjorde dengang. Hun fortalte bl.a. om, hvordan hun havde det med sit lidt specielle kælenavn, som hun fik i forbindelse med Big Brother. Jill arbejder nu som terapeut, og det virker som om, at hun har et godt liv.

Jill var en af de allerførste reality-stjerner her i Danmark, og det var sjovt at se, hvordan det var gået hende, nu hvor det er ti år siden, at hun deltog i Big Brother. Jeg kan huske, at hun var min favorit dengang, og der må jo have været andre som også har haft hende som favorit, siden hun gik hen og vandt. Jeg havde egentlig glemt alt om Big Brother Jill, så det var sjovt at hun pludselig var på skærmen igen. Hun ligner sig selv, og det var rart at se, at hun ikke er gået psykisk ned som følge af den store mediebevågenhed, som hun pludselig blev udsat for dengang. Stor hilsen til Jill herfra!

I dag er det Prinsesse Isabellas fødselsdag

I dag d. 21. april er det Prinsesse Isabellas fødselsdag. Det er kun nogle få dage siden at Dronningen fyldte år, og kun en uge siden at de kongelige tvillinger blev gift, og nu er der altså endnu en royal mærkedag, nemlig Prinsesse Isabellas fødselsdag. I øvrigt er der kun lidt over en uge til Prinsesse Benedikte fylder år, men det kan vi jo altid komme tilbage til, når dagen nærmer sig.

Prinsesse Isabella er Kronsprinsparrets andet barn - efter Prins Christian, og i dag fylder hun 4 år. Ja, tiden går hurtigt - det føles som om det var i går, at hun blev født, men der er altså gået hele fire år siden da. Hvad den lille prinsesse skal lave på dagen, ved jeg ikke, men jeg er helt sikker på, at der nok skal være noget dejligt mad på det kongelige spisebord i dag, og hun får helt sikkert også nogle dejlige gaver, så det skal nok blive en god dag for lille Isabella. Jeg ønsker Prinsesse Isabella tillykke med fødselsdagen i dag, og håber at hun og resten af den kongelige familie må få en god dag og mange dejlige år fremover.

onsdag den 20. april 2011

Hvad bruden ikke ved

I går aftes sendte TV2 igen programmet "Hvad bruden ikke ved", og denne gang var det et bøssepar der indtog hovedrollerne, så i virkeligheden var der slet ikke nogen brud. Men pyt med det, for de to fyre som i øvrigt hed Dennis og Arve, og begge virkede yderst sympatiske, var blevet stillet et bryllup i udsigt, og i den anledning var Arve blevet bed om at skrive ned, hvordan hans drømmebryllup ville være. Efter at have skrevet alle sine drømme ned, fik han nu at vide, at Dennis skulle arrangere brylluppet, men at han ikke måtte opfylde ét eneste af de ønsker, som Arve havde skrevet ned. Hvad bruden ikke vidste var, at programmet ikke handlede om at opfylde folks drømme, men snarere om det modsatte. Surt show når man lige har glædet sig til et fint bryllup, og har skruet godt op for forventningerne.

Aftenens udsendelse adskilte sig ikke fra de andre i rækken, hvad betingelserne angår. I hvert program i rækken af Hvad bruden ikke ved, er der en brud - eller i det her tilfælde en gom - som bliver godt og grundigt skuffet. Jeg ved ikke, hvor meget det betød for Arve, at hans ønsker ikke blev opfyldt, men jeg ved, at langt de fleste piger helt fra teenage-årene går drømmer om, hvordan deres bryllup skal være. Mange har en hel drejebog inde i hovedet, og selv om det måske kan være svært at forstå for os mænd, så er detaljerne omkring et bryllup noget, som fylder meget i hovedet på en kvinde i mange år før og efter brylluppet.

Jeg synes ikke, at det er noget særlig godt koncept for et TV-program, at man knuser folks drømme. Hvorfor ikke lave et program, hvor de medvirkende får opfyldt deres drømme? Så kunne man som seer sidde og glæde sig på deres vegne. Hvad bruden ikke ved har kørt i et stykke tid, og jeg har set det et par gange. Begge gange har jeg fået helt ondt af den stakkels brud, der må se alle sine drømme om brylluppet forsvinde, og jeg kunne godt forestille mig, at mange af de medvirkende efterfølgende vil fortryde, at de tog imod tilbuddet, fordi det bryllup de endte med at få, lå meget langt fra det bryllup, som de havde drømt om hele deres ungdom, og det kan jo i sagens natur ikke gøres om. Jeg håber, at TV2 vil finde på et mere sympatisk koncept end Hvad bryden ikke ved, så vi som seere kan se folk blive glade i stedet for det modsatte.

Rebecca Black: Friday

Her til morgen kunne man i Go' morgen Danmark se et klip fra en video med Rebecca Black, hvor den 13-årige pige synger sit nummer: Friday. Sangen har tilsyneladende hittet helt vildt på YouTube, og Rebecca Black er således allerede blevet kendt over hele verden med sit populære nummer. Så skulle man jo tro, at alt var i skønneste orden, og at alle var glade, men sangen har angiveligt skabt stor debat i USA, og der er tilsyneladende meget delte meninger om sangen, og i Go' morgen Danmark læste de et par mindre pæne kommentarer op, som folk var kommet med efter at have hørt sangen Friday.

Og det er her, at kæden ligesom hopper af for mig, for hvorfor sidde og skrive negative kommentarer om en sangerinde og hendes sang, når man bare kan lade være med at høre på hende, hvis ikke man synes om nummeret. Rebecca Black har tilsyneladende fået mange tilhængere med sit populære nummer, Friday, og så lad dog hende og hendes fans om det. Det er jo umuligt at finde noget musik, som alle mennesker kan lide, men hvis vi alle skulle sidde og svine de sangere og sangerinder til, hvis musik vi ikke brød os om, så kunne vi ikke bestille andet, og verden ville ikke blive noget særligt hyggeligt sted at være. Der er masser af mennesker rundt om i verden som er helt vilde med Rebecca Blacks Friday, og så lad dog dem om det.

Jeg ønsker Rebecca Black held og lykke fremover, og jeg synes det er utrolig godt gået, at hun har opnået så stor popularitet på så kort tid. Det er rart at se, at unge mennesker forstår at udnytte de muligheder som vores elektroniske tidsalder giver, og det må man jo sige at 13-årige Rebecca har gjort.

tirsdag den 19. april 2011

Påskefrokost med god samvittighed

Så er det ved at være påske, og i mange hjem er der tradition for at spise en god påskefrokost i den anledning. Jeg hører også til dem der spiser en god påskefrokost hvert år, og traditionen tro, er det lækkert mad der kommer på bordet som f.eks. røget ål med røræg, gravad laks og røget laks med friske asparges, tre forskellige slags sild, fiskefilet samt en masse andre lækre retter. Naturligvis skal sådan en påskefrokost skylles ned med nogle kolde påskebryg, og så skal der selvfølgelig også være snaps på bordet.

Jeg elsker simpelthen at spise påskefrokost, men samtidig ved jeg godt, at det ikke ligefrem er godt for min efterhånden evige slankekur. Normalt får jeg altid dårlig samvittighed, hvis jeg spiser i så store mængder, som jeg gør ved en påskefrokost eller en julefrokost, men netop ved disse to begivenheder, har jeg besluttet mig for, at jeg vil æde og drikke med god samvittighed, for det er jo kun jul én gang om året, og det er som bekendt også kun påske én gang om året, og så skal det nydes i fulde drag. Så kan man altid løbe en tur bagefter, hvis man synes, man har ædt for meget. God påske!

Man høster som man sår

Der findes et ordsprog som hedder, at "man høster som man sår". Som man nok kan regne ud, så forholder det sig sådan, at hvis en landmand - eller for den sags skyld, en hvilken som helst anden mand - er flittig med at så sin jord, så vil der også være meget at høste, når høsttiden kommer. Hvis man derimod ikke har sået særlig meget, så vil der jo så heller ikke være særlig meget at høste.

Ordsproget, man høster som man sår, har dog ikke noget at gøre med hverken at så eller høste afgrøder. Det skal snarere forstås i overført betydning. Hvis en person er flittig med at arbejde for at forbedre sine egne muligheder for fremtiden, så vil vedkommende som regel også gå gode tider i møde sidenhen. Tilsvarende gælder, at hvis man ikke gider bekymre sig om fremtiden, så vil der heller ikke være noget at nyde godt af sidenhen - eller med andre ord, man høster som man sår.

Et eksempel på, hvornår man vil kunne støde på ordsproget, man høster som man sår, kunne være i forbindelse med pensionsopsparinger. Hvis man arbejder hårdt og sparer op til sin pension, så kan man nyde godt af opsparingen, den dag man går på pension. Hvis en person derimod ikke har gidet at spare op til sin pension men i stedet brugt alle sine penge til sjov og ballade, så er der ingen pensionsopsparing at få glæde af, når pensionsalderen kommer, og i sådan en situation kunne man godt forestille sig, at en bagklog pensionsrådgiver kunne finde på at sige, at man høster som man sår. Det skal dog retfærdigvis bemærkes, at det jo slet ikke er alle som har mulighed for at spare op til deres pension, så bare fordi man ikke har en pensionsopsparing, er det altså ikke nødvendigvis ens egen skyld, men det er en helt anden sag. Jeg ville bare illustrere, hvad der menes, når folk siger, at man høster som man sår, og derfor brugte jeg pensionsopsparing som eksempel.

Karsten Rees Boulevard

Du kender sikkert Karsten Ree - eller har i hvert fald hørt om ham. Han er en dansk iværksætter og erhvervsmand som for mange år siden opdagede, at der var et kæmpe marked for købs- og salgsannoncer. Det blev starten på Den Blå Avis, hvor både private og virksomheder kunne annoncere hvad de gerne ville købe eller sælge. Karsten Ree havde ramt en guldåre. Den Blå Avis blev hurtigt en kæmpesucces, og jeg vil umiddelbart tro, at de fleste danskere har prøvet at købe eller sælge noget gennem Den Blå Avis. Pengene væltede ind, og Karsten Ree begyndte så småt at blive en ret velhavende mand. Ree havde simpelthen skabt en velfungerende og sund virksomhed på at dække et behov, som ingen andre havde fået øje på før ham. Det er den slags der kendetegner en rigtig iværksætter.

Efter at have haft Den Blå Avis i nogle år, besluttede Karsten Ree sig for at sælge virksomheden. Hvis han var rig i forvejen, så blev han nu styrtende rig - han blev faktisk milliardær! Nu kunne han jo sagtens have valgt at læne sig tilbage og udelukkende fungere som forbruger af samfundet, men for en rigtig iværksætter som Karsten Ree, så skal der ske noget nyt. Naturligvis nød han livet med store huse og lækre biler og den slags, men at læne sig tilbage og slappe af, så ikke ud til at være noget der tiltrak ham. I stedet kastede han sig ud i forskellige projekter som bl.a. Ree Park, som er en vaskeægte safari park med giraffer, løver, næsehorn samt en masse andre vilde dyr.

Da Amagerbanken i 2010 stod i store problemer, og faktisk var i risiko for at lukke, trådte Karsten Ree til med en pose penge - faktisk en rigtig stor pose penge med adskillige hundrede millioner i. På det tidspunkt var der ikke mange der turde investere i Amagerbanken. De fleste anså det for at være en særdeles risikabel investering, men Karsten Ree stillede alligevel med en masse penge i et forsøg på at redde en gammel bank fra at måtte dreje nøglen om. Var Karsten Ree gået fra forstanden? Havde han mistet sin sunde fornuft? Nej, han var såmænd bare en ansvarlig borger som kunne se, at hvis banken skulle overleve, så var der behov for, at nogen stillede op med en hjælpende hånd, og da han havde muligheden, så gjorde han det. Enden på det hele blev, at Karsten Ree tabte de penge han havde skudt i projektet, da Amagerbanken til sidst gik konkurs.

Tænk hvis alle velhavende erhvervsfolk var som Karsten Ree. Frygtløs stillede han op med en pose penge, da han kunne se, at en virksomhed var i alvorlige problemer. Jeg tager hatten af for sådan en mand. Velvidende at han risikerede at miste de penge han smed i Amagerbanken, og at den mulige gevinst slet ikke stod mål med risikoen, gjorde han alligevel hvad han kunne for at redde virksomheden. Det kalder jeg mod og ansvarlighed, og hvis der var flere af hans slags, så er jeg sikker på, at Danmark var kommet endnu bedre gennem den efterhånden netop overståede finanskrise, end vi gjorde. Karsten Ree har bevist, at han er en rigtig mand, og jeg er fuld af beundring over ham. Det er typer som ham vi har brug for flere af i det danske samfund, og hvis nogen har gjort sig fortjent til engang om mange år at få en gade eller en plads opkaldt efter sig, så er det ham. Det skal ikke bare være en eller anden lille snoldet sidegade, men en stor og flot boulevard, som jo så meget passende kunne hedde Karsten Rees Boulevard.

mandag den 18. april 2011

Dalai Lama i København

I dag er Tibets åndelige leder, Dalai Lama, på besøg i København. Det er altid en politisk varm kartoffel, når Dalai Lama er på besøg, og denne gang er ingen undtagelse. Sidst han var her var i 2009, og det passede bestemt ikke kineserne, at han dengang var på besøg på Marienborg. Det udløste faktisk en mindre diplomatisk krise, men den skulle heldigvis være overstået nu. Denne gang har man valgt, at statsminister Lars Løkke Rasmussen ikke skal møde Dalai Lama som i øvrigt heller ikke har ytret ønske om, at han ønsker at mødes med nogen fra det officielle Danmark.

Dalai Lama har trukket sig som politisk leder for den tibetanske eksilregering, og han fungerer derfor nu udelukkende som åndelig leder for tibetanerne. Når han i dag er i København, så er det fordi, han skal holde to foredrag om noget så fredeligt og upolitisk som buddhistisk livsfilosofi, og der skal da nok være en del tilhørere som får sig en oplevelse for livet.

Dalai Lama har mange tilhængere overalt i verden, og det er naturligvis også tilfældet her i Danmark, hvor 2.500 mennesker var mødt op for at høre på ham. Han er kendt overalt for sit positive væsen og sin enkle livsform. Jeg tror faktisk, at han er et af de mest populære nulevende mennesker - altid venlig og imødekommende. I øvrigt har Go' aften Danmark på TV2 sikret sig, at Dalai Lama kommer i studiet i aften, så jeg er sikker på, at de nok skal få mange seere til aftenens program.

Operation X og Morten Spiegelhauer

I aften slår Operation X og Morten Spiegelhauer til igen. Denne gang har programmet fået titlen "Firmafest på statens regning", og hvis man skal tro den omtale af programmet som man kan læse på TV2s programoversigt, så skal det nok blive spændende. Kort fortalt handler aftenens program om, at der angiveligt skulle være private kursusudbydere som arrangerer firmafester eller andre former for underholdning og kamouflerer det som arbejdsmarkedsuddannelse, som der kan fås statsstøtte til. Hvis det virkelig er rigtigt, at der er nogen der holder firmafest på statens regning, så er det naturligvis en oplagt sag for Operation X, og udsendelsen har allerede været annonceret flere gange på TV2.

Det skal nok blive spændende at se aftenens udsendelse, og højdepunktet er jo altid det tidspunkt, hvor Morten Spiegelhauer konfronterer de mennesker hvis gerninger udsendelsen handler om. Operation X er nok et af de mest populære programmer på TV2, og Morten Spiegelhauer er dygtig i rollen som den der samler trådene og konfronterer folk. Naturligvis står der et helt hold af journalister, fotografer og ikke mindst muldvarper bag programmerne, men Spiegelhauer er den der fortæller historien, taler med de medvirkende i programmet, og altså til sidst konfronterer dem som det pågældende Operation X program handler om.

Man kan vel med rimelighed godt betegne Morten Spiegelhauer som kongen af afslørende journalistik. Der er efterhånden ikke det fupnummer eller den uretfærdighed som ham og Operation X ikke har afsløret. Flere af programmerne har efterfølgende skabt massiv medieomtale, og de har sågar resulteret i politisk røre på Christiansborg. Om det også bliver tilfældet med programmet i aften må tiden vise, men hvis der virkelig er nogen der slipper afsted med at holde firmafest på statens regning, så lyder det jo umiddelbart som noget, der ville kunne få en politiker eller to op af stolen. Jeg tror, det er meget få danskere som ikke kender Operation X og har set det mindst én gang. Med risiko for at lyde sentimental, så tror jeg faktisk godt, at man kan sige, at programmet er blevet en institution i dansk TV, og jeg er da også helt sikker på, at TV2 er glade for at kunne sende sådan et program.

Jeg har selv set de fleste af Operation X-udsendelserne, og jeg vil da også se udsendelsen i aften, hvor det angiveligt vil blive afsløret, at der er nogle som holder firmafest, og lader staten betale gildet ved at få det til at se ud som arbejdsmarkedsuddannelse. Men hvorfor har vi denne trang til at se den slags udsendelser? Er det fordi vi godt kan lide, at se retfærdigheden ske fyldest, og dermed opnår en form for tilfredsstillelse, når Morten Spiegelhauer konfronterer folk og afkræver dem svar på en række spørgsmål, som de ofte ikke har den store lyst til at besvare? Det kunne være spændende at høre en sociolog komme med et bud på, hvorfor den slags udsendelser er så populære, men det bliver nok ikke i aften, for der skal vi jo allesammen se Morten Spiegelhauer og Operation X.

søndag den 17. april 2011

Hvor mange mennesker bor der i Danmark?

Danmark er et lille land, og derfor bor der heller ikke særlig mange mennesker i Danmark sammenlignet med de fleste andre lande i verden. Men hvor mange mennesker bor der i Danmark? Den nemmeste måde at finde svaret på, hvor mange mennesker der bor i Danmark, er at se hvad Danmarks Statistik siger om sagen. De laver nemlig statistikker om alt muligt mellem himmel og jord, og en af de mange forskellige ting som de tager under kærlig behandling, er befolkningstallene for vores lille land. Ifølge Danmarks Statistik bor der lidt over 5,5 millioner mennesker i Danmark. Det lyder måske umiddelbart som et stort tal, men set i international sammenhæng er det ikke særlig mange.

Tallet for hvor mange mennesker der bor i Danmark stiger kun en lille smule hvert år - faktisk kun med nogle få tusinde mennesker, så det bliver spændende at se, hvordan befolkningstallet udvikler sig i de kommende år.  Selv om der ikke er de store ændringer i befolkningstallet, så sker der år for år en ændring i befolkningssammensætningen, og det betyder, at danskernes gennemsnitsalder stiger for hvert år der går. Der bliver ganske enkelt ikke født lige så mange mennesker, som der gjorde før i tiden, men det er en helt anden snak. Ud af de lidt over 5,5 millioner mennesker som bor i Danmark, så bor omkring 1,2 millioner mennesker i hovedstadsområdet, så befolkningstætheden i hovedstaden er større end den gennemsnitslige befolkningstæthed for resten af landet.

Nu kender du svaret, hvis nogen skulle finde på at spørge dig, "hvor mange mennesker bor der i Danmark?", og hvis du skulle gå hen og glemme det, så kan du altid finde tallene hos Danmarks Statistik som løbende følger udviklingen, så vi altid ved, hvor mange mennesker der bor i Danmark, og hvordan befolkningen er fordelt mellem de forskellige landsdele. Du kan også finde befolkningstal på EU-Oplysningens hjemmeside, og sidst men ikke mindst, så er der en artikel om Danmark på Wikipedia, hvor du foruden tallet for hvor mange mennesker der bor i Danmark også kan finde mange andre oplysninger om vores land.

Thomas Rode er min helt

Her til eftermiddag har jeg set et par udsendelser i programrækken 4-Stjerners Rejse som sendes på Kanal 5. Programmets hovedperson er stjernekokken Thomas Rode fra Kong Hans Kælder i København, og han har været så heldig at komme til Mauritius, hvor han udveksler kokke-tricks med de lokale kokke. Rode skal forsøge sig med de lokale råvarer, og de lokale på Mauritius som skal bedømme hans mad er ikke bange for at sige, hvis der er noget de ikke synes om.

Jeg synes, Thomas Rode har en utrolig god stil. Han taler pænt til folk, og forstår at lære fra sig på en behagelig måde. Det er virkelig en fornøjelse at se ham på skærmen, og man kan mærke, at han altid er i godt humør. Derudover så det ud til at være noget virkelig lækker mad som Thomas Rode tilberedte, og jeg kunne i hvert fald ikke undgå at blive sulten, mens jeg så programmet. Der var den ene lækre ret efter den anden samt smukke naturlige omgivelser, og for en stund drømte jeg mig ned på Mauritius, hvor 4-Stjerners Rejse var optaget.

Efter at jeg nu i et par timer har siddet og set stjernekokken Rode trylle i køkkenet, har jeg besluttet mig for, at jeg vil prøve at smage noget af hans mad, så en dag hvor jeg har spenderbukserne på, så inviterer jeg sgu kæresten en tur på Kong Hans og nyder en god middag med noget dejlig vin til. Stor tak til Thomas Rode herfra for hans behagelige stil. Det er altid en fornøjelse at se ham på skærmen, og jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at Thomas Rode er min helt.

lørdag den 16. april 2011

En UFO over København?

Forkortelsen UFO står for Uidentificeret Flyvende Objekt, og det har gennem årene givet anledning til mange historier om flyvende tallerkener, marsmænd og andre rumvæsener. Såkaldte korncirkler fundet på kornmarker rundt om i verden er således forsøgt forklaret med, at væsener fra det ydre rum skulle have lavet disse cirkler, og disse rumvæsener skulle efter sigende være kommet flyvende til Jorden i UFOer. Nu kan man sige, at det måske ville være lidt lang vej at rejse, hvis det bare var for at lave en cirkel i en kornmark, men lad nu det ligge. Spøgefulde sjæle har i øvrigt moret sig med selv at lave sådanne korncirkler i håb om, at cirklerne ville blive betragtet som noget der var lavet af marsmænd eller andet godtfolk ude fra rummet, og af og til har de da også haft held til, at få folk til at tro, at deres værk var resultatet af en flok rumvæseners arbejde, og at ophavsmændene til cirklen var kommet flyvende til jorden i en kæmpemæssig UFO.

Andre mennesker har set lys på himlen, som de har følt sig overbevist om, måtte være en UFO, og der findes da også fotografier som angiveligt skulle forestille UFOer. Man kan på sin vis sige, at de mennesker der har taget billedet har ret, for eftersom de ikke selv er i stand til at konstatere, om det lys de ser stammer fra et fly, eller om der findes en anden god forklaring på det, ja så er objektet jo - i hvert fald for dem - uidentificeret, og dermed er der jo rent faktisk tale om et uidentificeret flyvende objekt, altså en UFO. Hvis man anlægger den betragtning, så kan man sige, at hele himlen er fyldt med UFOer, og det måtte jo så være udtryk for, at skabninger fra det ydre rum af en eller anden grund har et godt øje til os her på Jorden, for hvorfor skulle man ellers flyve luftrummet tyndt her, når man lige så godt kunne flyve hjemme på sin egen planet.

Udover fotografier af mystisk lys på himlen, så findes der faktisk også mennesker, som hævder at have set en vaskeægte UFO på nært hold med deres egne øjne, og enkelte skulle angiveligt også have set rumvæsener i den forbindelse. Så vidt jeg ved, er der aldrig set en UFO over København eller en anden storby - de bliver vist mest set langt ude på landet, hvor der kun er et enkelt eller ganske få mennesker til at bevidne, at de har været der, så os byboere har endnu til gode at se en med vore egne øjne, i stedet for at måtte nøjes med andres beretninger.

For snart mange år siden kom filmen E.T. frem, og jeg hørte da også til dem der så filmen og blev betaget af den. For dem der ikke har set filmen handler det om en UFO der lander på jorden og sætter rumvæsenet E.T af, og E.T. opnår så nærkontakt med en dreng her på jorden - eller også er det ham der opnår nærkontakt med E.T. Filmen gav ny næring til alle UFO-historierne, for tænk nu, hvis det virkelig kunne finde sted, at skabninger fra andre planeter kunne lande her på Jorden.

De fleste mennesker afviser al snak om UFOer som det rene opspind, mens andre tager det endog særdeles alvorligt. Der findes sågar en forening der hedder Skandinavisk UFO Information, hvis medlemmer kæmper en brav kamp for at forsøge at finde dokumentation for, at UFOer rent faktisk eksisterer. På deres hjemmeside kan man således finde et observationsskema hvor man kan berette om sin observation, hvis man mener at have set et uidentificeret flyvende objekt, og de gæve UFO-entusiaster vil så sammenholde ens observation med andre observationer. Så vidt jeg er orienteret, så findes der ikke noget håndgribeligt bevis på, at de eksisterer. Der findes nogle billeder, hvis indhold det måske kan være svært at forklare, men det er jo ikke det samme som, at der nødvendigvis er tale om rumvæsener som er ude på en flyvetur.

Man kan dog ikke tillade sig helt at afskrive muligheden for, at der rent faktisk er noget om al den UFO-snak. Måske har du hørt historien om Carl Popper og de sorte svaner - hvis ikke så får du den her i ultra-kort form. For mange år siden, havde man aldrig set andet end hvide svaner, og derfor vidste enhver, at alle svaner var hvide, for der var jo aldrig nogen der havde set andet. Imidlertid fandt man på et tidspunkt sorte svaner i Australien, og det eksempel brugte Carl Popper til at forklare sin påstand. Uanset hvor mange svaner man tæller, og hver eneste af dem er hvid, så er det ikke det samme som, at alle svaner er hvide. Det kan være, at den næste svane man tæller har en anden farve, som det jo altså viste sig at være tilfældet i Australien.

Hvis man overfører den tankegang til spørgsmålet om, hvorvidt der findes UFOer, så kan man jo sige, at uanset hvor mange fotografier af påståede UFOer som viser sig ikke at være det, de hævdes at forestille, så er det jo ikke nok til at man kan sige, at de ikke findes. Hvem ved, måske vil der en dag vise sig en vaskeægte UFO over København - måske i form af en flyvende tallerken med skarpt lys under. Og når rumvæsenerne så vælter ud, og vi alle kan se dem - og måske endda kommunikere med dem eller på anden måde få nærkontakt med dem, så vil UFO-folket have fået deres bevis, og Carl Poppers udsagn vil igen have vist sig at være rigtigt, så vi venter i spænding!

fredag den 15. april 2011

Graceland Randers er åbnet i dag

I dag er Graceland Randers åbnet, og initivtager til huset Henrik Knudsen så forståeligt nok svært stolt ud, da han blev interviewet til TV2 News i anledning af åbningen. Der er tale om en kopi af Elvis Presleys hjem, Graceland, og det har kostet 26 millioner at opføre. Der er simpelthen alt hvad hjertet kan begære af Elvis Presley effekter, og jeg vil tro, at de fleste danske Elvis fans på et tidspunkt vil besøge Graceland Randers. Man behøver dog ikke at være kæmpe fan af Elvis for at besøge stedet. Som Henrik Knudsen sagde, så har ganske almindelige mennesker også en interesse i at lære om den kultur, som vi er en del af.

Jeg synes, det er et brandgodt initiativ, og Randers har nu fået endnu en attraktion, som vi københavnere kan være misundelige over. Jeg vil i hvert fald overveje at lægge vejen omkring Graceland Randers, og det kan jo passende kombineres med et besøg i Randers Regnskov. Jeg ønsker Randers samt alle danske Elvis fans tillykke med stedet, og jeg er sikker på, at Graceland Randers vil vise sig at blive en kæmpe succes.

Beach Buggy - Et sikkert forårstegn

I morges så jeg en Beach Buggy her i København. Hvis du ikke ved, hvad en Beach Buggy er, så er det en åben bil, som så vidt jeg ved, ofte er en ombygget folkevogn. Grundet det kolde danske vintervejr, så ser man ikke så mange af dem om vinteren, men når foråret begynder at melde sig, så kommer de frem fra garagerne og bliver synlige i bybilledet - det er altid et sikkert forårstegn at se en Beach Buggy, og så ved man, at sommeren er lige om hjørnet. Det er nu ikke fordi der kører så mange af dem, så selv om sommeren er det ikke noget man ser hver dag.

For mange år siden var jeg selv lige ved at købe en Beach Buggy. Det var naturligvis om foråret, hvor vejret var godt, og man ikke tænkte på, at det også ville blive vinter på et tidspunkt. Jeg tror, at hvis man skal have sådan en fætter, så vil det nok være en god idé også at have en anden bil til om vinteren, eller også skal man bare have en kaleche og måske tage et par lange underbukser på. Under alle omstændigheder så tror jeg ikke, at jeg nogensinde får en Beach Buggy, for jeg synes ærligt talt, at jeg nu er ved at være for gammel til det. Men det ændrer ikke ved, at jeg nyder at betragte en, når jeg en sjælden gang ser den i trafikken, som jeg gjorde i dag, og nydelsen bliver ikke mindre af, at man ved, at en Beach Buggy er et sikkert forårstegn.

Tandfe tur retur - Frivilligt nødhjælpsarbejde på Filippinerne

I dag var der et program på DR1 om nogle tandlæger og tandplejere der var taget til Filippinerne for at yde gratis tandlægehjælp til de fattige mennesker der lever i slumkvartererne derude. For egne penge havde de lavet en lille primitiv tandklinik, og så brugte de ellers deres ferie på at hjælpe folk. Det fremgik af udsendelsen, at der faktisk er ret mange mennesker på Filippinerne som lider af tandpine, og at det afholder dem fra at arbejde og gå i skole. Men takket være de frivillige tandplejeres hjælp, så slap mange af dem af med tandpinen. Udover at udbedre de skader som folk havde på tænderne, så lavede de også forebyggende arbejde og underviste i at børste tænder. Det var simpelthen frivilligt nødhjælpsarbejde som udrettede underværker, takket være nogle folk med hjertet på rette sted.

Jeg blev virkelig rørt over, at der findes ildsjæle som i den grad gør noget for at hjælpe andre mennesker. Fremfor at sende penge afsted ud i verden for at hjælpe folk, så drog de her mennesker selv afsted, og udrettede noget her og nu. Det var tydeligvis noget der gjorde en enorm forskel, og der findes vel næppe nogen mere effektiv form for hjælp, end selv at drage ud og tage sagen i egen hånd ved at lave frivilligt nødhjælpsarbejde, som i det her tilfælde var gratis tandlægehjælp. De danske tandlæger og tandplejere som drog ud og hjalp folk på Filippinerne er virkelig nogle gode forbilleder, som vi alle sammen kan lære af. Stort skulderklap til dem herfra!

Dronningens fødselsdag 2011 fejres i Århus

I morgen d. 16. april 2011 er det Dronningens fødselsdag. Så sent som i går var der jo som bekendt en lykkelig begivenhed i Kongehuset, og allerede i morgen er der altså en mere. Dronning Margrethe II blev født d. 16. april 1940, altså få dage efter at Danmark var blevet besat af tyskerne. Hun er utrolig populær blandt befolkningen, og det er da også derfor, at mange normalt vælger at møde op på Amalienborg slotsplads og hylde regenten på denne dag. I år har Dronningen dog valgt at fejre sin fødselsdag på Marselisborg Slot i Århus, og vi københavnere får dermed ikke mulighed for at hylde regenten på dagen.

På Dronningens fødselsdag i morgen fylder hun 71 år, og hun er således ved at være lidt op i årene. Alligevel er både hende og Prinsgemalen stadig friske, og de har som altid kalenderen fyldt med arrangementer, hvor de skal deltage. Et stort tillykke til Dronningen herfra, og jeg håber, at der vil dukke mange mennesker op i Århus ved Marselisborg Slot og hylde regenten på hendes fødselsdag i morgen d. 16. april 2011.

torsdag den 14. april 2011

Påskeferie 2011 - Tilbud for enhver smag og pengepung

Så er det i morgen, at skolernes påskeferie 2011 starter, og som altid er der masser af tilbud til familierne her i København. Eksperimentarium i Hellerup har en masse sjove ting på programmet i påskeferien, og Zoo har også et spændende program for påskeferien med masser af spændende tilbud til børnene. Tivoli har også åbent i påsken, og hvis man holder af at sejle, så kan man jo tage på kanalrundfart og se København fra vandsiden.

Hvis påskeferien 2011 skal være gratis - eller næsten gratis, så kan det også sagtens lade sig gøre, for der er nemlig masser af gratis tilbud af oplevelser i og omkring København. Dyrehaven nord for København er et dejligt sted at gå tur, og for dem der bedre kan lide at være i byen, er der mulighed for at gå tur i området omkring Langelinie og Amaliehaven, hvor der næsten altid ligger flotte skibe i havnen. Nyhavn behøver heller ikke at koste en formue at besøge, for man behøver ikke at sidde ved restauranternes udendørs borde for at nyde den gode Nyhavn-stemning. Der er altid masser af mennesker der bare sidder ved kajkanten og nyder en is eller en øl eller sodavand.

Der er altså masser af tilbud man kan gøre brug af i påskeferien 2011, og det behøver ikke at koste noget. Der er tilbud for enhver pengepung, så det er bare at komme ud og nyde det gode påskevejr og glæde sig over, at det nu er blevet forår. God påske!

Filmfestival i København - CPH PIX starter i dag

I dag starter filmfestivallen CPH PIX, og som navnet antyder så finder det sted i København. Der er masser af forskellige spændende film, og mange biografer lægger lærred til, når filmfestivallen løber af stablen. CPH PIX præsenterer film, som normalt ikke vises i byens biografer, og det er ikke kun danske film, men film fra hele verden. Så hvis du har lyst til at komme ind og se en eller flere film, som er lidt anderledes end hvad man ellers ser, så er det med at benytte muligheden, når CPH PIX i disse dage foregår i københavnske biografer. Festivallen varer helt til d. 1. maj, så det skulle være muligt for de fleste at komme ind og se mere end bare én film. Du kan læse mere om CPH PIX på deres hjemmeside, hvor du også finder program samt en række andre praktiske oplysninger.

På ethjulet cykel i København

I går så jeg en fyr som kom kørende på en ethjulet cykel på cykelstien i det indre København. Det ser sjovt ud, når folk kommer cyklende på sådan en, og jeg er fuld af beundring over, at de kan holde balancen. Jeg er sikker på, at jeg ville falde og slå mig, hvis jeg forsøgte mig med at køre på ethjulet cykel. Der må ligge mange timers øvelse til grund for at kunne holde balancen på sådan en tingest, og jeg kunne forestille mig, at det er en god idé at træne et sted, hvor der er noget blødt at falde på. Måske ville det også være en idé at få noget undervisning, hvis man ville lære det, for der er sikkert nogle teknikker, som det kan betale sig at kende.

Den ethjulede cyklist fra i går fik mig til at tænke på, at der flere gange har været afholdt et løb i Rundetårn i København, hvor deltagerne konkurrerer om, hvem der hurtigtst kan køre op i toppen af Rundetårn og ned igen - på ethjulet cykel. Så vidt jeg husker, går det under navnet Rundetårnsløbet, men jeg ved ikke om det er noget der bliver afholdt hvert år, eller om det bare er noget der afholdes en gang i mellem. Men sjovt er det i hvert fald, og jeg tænker, at det må kræve særdeles gode benmuskler hos deltagerne. Som sagt ved jeg ikke, om der igen kommer Rundetårnsløb - og hvornår det i givet fald vil finde sted. Jeg har ikke kunnet finde noget om det på nettet, men hvis nogen ligger inde med viden om, hvornår der igen bliver dystet i at køre op i Rundetårn på ethjulet cykel, så må I meget gerne skrive en kommentar, for jeg kunne godt tænke mig at komme ind og se det, hvis der ellers er plads til tilskuere.

Tivoli åbner i dag - Pretty Maids spiller næste fredag på Plænen

Så er vi kommet så langt hen på foråret, at det er i dag Tivoli i København åbner. Sæsonen åbnes med et påskearrangement under overskriften "Æg og Ballade", og det varer helt til d. 25. april. Det er dog kun påsken i Tivoli som slutter d. 25. april - haven holder heldigvis åbent hele sommeren.

Det er min plan at købe et årskort til Tivoli, for jeg er næsten dagligt i området omkring Tivoli, og så kan man jo lige så godt gå en tur gennem den smukke have og nyde eventyret for en stund, inden man igen begiver sig ud i byens travlhed. Udover at man kan gå en hyggelig tur i løbet af eftermiddagen, så er der også mulighed for at høre musik i Tivoli ved de legendariske fredagsrock-arrangementer. Første gang der er fredagsrock i år er fredag d. 22. april, hvor Pretty Maids spiller på Plænen. Der er fredagsrock hele sæsonen, og du kan se hele det spændede program her. Der kommer masser af god musik som f.eks. Vinnie Who, Nik & Jay, Aqua samt en masse andre, så det skal nok blive sjovt!

onsdag den 13. april 2011

Kongelig barnedåb 2011

Så er det i morgen, at der er kongelig barnedåb. Det er Kronprinsparrets to tvillinger der skal døbes, og det foregår i Holmens Kirke i København i morgen, torsdag d. 14. april 2011. Det er Erik Norman Svnedsen der skal forestå dåben, og da han jo har erfaring på det område, skal det nok gå godt. Efter selve barnedåben er der dåbsfest på Amalienborg, hvor Kongehusets venner og familie er inviteret.

Der er mange der har spekuleret i, hvad tvillingerne skal hedde, og jeg har hørt, at man hos bookmakerne ligefrem kan spille på, hvilke navne de kongelig børn får. Jeg er helt sikker på, at Kronprinsen og Kronprinsessen har fundet nogle gode navne til de to tvillinger, og selv om jeg ikke tror, at jeg vil sidde klæbet til skærmen, så vil jeg helt sikkert kigge lidt på fjernsynet af og til i løbet af eftermiddagen, når barnedåben bliver sendt.

På TV2 bliver den kongelige barnedåb dækket af Natasja Crone og Jes Dorph-Petersen, og jeg er helt sikker på, at de nok skal gøre det godt. Der kommer selvfølgelig en masse interviews, og hvis jeg kender dem ret, så har de også alverdens eksperter i studiet til at fortælle om alle detaljer vedrørende den kongelige barnedåb.

Dennis Nørmark: Kulturforståelse for stenalderhjerner

Go' morgen Danmark havde her til morgen besøg af Dennis Nørmark som er antropolog og forfatter. Nørmark har skrevet bogen "Kulturforståelse for stenalderhjerner", og bogen handler om, hvordan andre mennesker ser på os danskere. Kort fortalt bliver vi opfattet som dovne, uhøflige og reserverede. Det virkede faktisk som om, at der er ret stor forskel på, hvordan vi danskere opfatter os selv, og hvordan andre opfatter os.

Dennis Nørmark havde lavet en lille top-5 over, hvordan vi danskere bliver opfattet, og på femtepladsen lå dovenskab - andre folkeslag opfatter simpelthen danskerne som dovne. På fjerdepladsen lå religionsforskrækkelse, og bedrevidenhed indtog tredjepladsen. Som eksempel på danskernes bedrevidenhed nævnte Dennis Nørmark, at vi generelt mener, at alt hvad der er lavet i Danmark er godt, og i hvert fald bedre end det de andre kommer med. Endvidere nævnte han ordet "udansk", som jo generelt bliver brugt til at betegne noget, der er dårligt. På andenpladsen lå vores direktehed, og Nørmark nævnte som eksempel, at ordet "please" ikke findes på dansk. Førstepladsen i Dennis Nørmarks top-5 over hvordan mennesker rundt om i verden ser på os danskere, blev indtaget af vores reservation. Danskerne er generelt meget reserverede. Vi er svære at komme ind på, og vi har de venner, som vi synes vi skal have.

Det var den korte version af hvad folk tænker om os danskere, og det må jo siges at være lidt af en mavepuster. I hvert fald burde det give anledning til eftertanke, eftersom det generelt er negative ting, som folk tænker om os. Jeg synes faktisk, det er ret skræmmende, at vi har sådan et omdømme, og jeg håber da, at Dennis Nørmarks bog kan være med til, at vi bliver lidt mere selvkritiske.

Det var ret interessant at høre Dennis Nørmark sætte ord på andre folkeslags meninger om os, selv om det ikke ligefrem er stolthed man sidder tilbage med som dansker efter sådan en svada. Hvis man vil have den lange version af, hvordan andre opfatter os, så må man selv læse Kulturforståelse for stenalderhjerner som udkommer i dag.

VM i Bænkpres for Mastere 2011

I anledning af det forestående VM i Bænkpres havde Go' morgen Danmark i dag besøg af en kvindelig styrkeløfter, nemlig Mette Rasmussen som i 2007 fik bronze ved EM i Bænkpres. Mette Rasmussen har løftet hele 85 kg., og det er vist mere end de fleste kan klare. De kommende fire dage handler det som nævnt om VM i Bænkpres for Mastere 2011, og det finder sted her i Danmark, nemlig i Rødby.

Der var naturligvis en træningsbænk i studiet, så seerne kunne få syn for sagen, og med støtte og kyndig vejledning fik værterne på Go' morgen Danmark mulighed for at prøve, hvor meget de kunne løfte. Naturligvis var der ingen af dem som kom i nærheden af at kvalificere sig til at deltage i VM i Bænkpres, men de gjorde dog et helhjertet forsøg. Både Cecilie Hother og Lisbeth Østergaard skulle prøve, og Cecilie klarede 40 kg., mens Lisbeth slog hende med 5 kg. og løftede hele 45 kg. Hvis nogen skulle have fået interesse for selv at prøve, eller hvis man bare gerne vil vide mere om VM i Bænkpres for Mastere 2011, så besøg Dansk Styrkeløft Forbunds hjemmeside, hvor der er masser information om det alt sammen.

tirsdag den 12. april 2011

Black Business - forretning i Afrika

Her til eftermiddag var der et program på DR2 som hed Black Business. Det var den anden udsendelse i en række på tre. Det handler om unge mennesker som er draget til Afrika for at gøre forretning, og det er virkelig spændende at se, hvordan de griber det an. Jeg er fuld af beundring over folk som har modet til at drage udenlands og satse alt på at få en forretning op at køre. Black Business er virkelig et godt program, og jeg er sikker på, at det kan give inspiration til mange unge mennesker som går og spekulerer på, om de mon skulle forsøge sig som selvstændige. Jeg håber, at jeg får lejlighed til at se det tredje program i rækken af Black Business, og jeg tager hatten af for de unge mennesker, som har kastet al frygt overbord og har prøvet lykken som selvstændige i Afrika.

søndag den 10. april 2011

Eddie Murphy - En genial skuespiller!

TV2 sendte i går aftes filmen "Frækkere end politiet tillader", og de følgende lørdage sender de toeren og treeren. I dag har de så lige genudsendt første del, så os der ikke fik set den i går også har en chance for at få den med. Det der gør filmene så fede er, at Eddie Murphy er hovedpersonen. Hvis du ikke ved, hvem han er, så kan du læse lidt om Eddie Murphy på Wikipedia, hvor der er en glimrende artikel om ham. Han er simpelthen en genial skuespiller, og alle filmene i rækken af Frækkere end politiet tillader er hamrende sjove. Murphy har et helt unikt skuespillertalent, og jeg har indtryk af, at en film er mere eller mindre garanteret succes, hvis Eddie Murphy spiller hovedrollen.

Naturligvis har Eddie Murphy tjent styrtende med penge på at være skuespiller, men når man tænker på, hvor mange millioner af mennesker han har underholdt, så må man sige, at han har fortjent hver en krone - eller rettere, dollar. Han har spillet med i et hav af film, og hver eneste gang har han gjort det fantastisk. Hvem husker ikke "48 timer", "Coming to America", "Bossen og Bumsen", og jeg kunne blive ved.

Det der er utroligt ved Eddie Murphy er hans evne til at blive ved med at være sjov, selv om det er omkring 30 år siden han startede sin karriere. Det er de færreste der bliver betragtet som morsomme i så lang tid, men Eddie Murphy har åbenbart ramt noget som holder. Jeg er en stor fan af ham, og hvis ikke der sniger sig andre aftaler ind i min kalender, så skal jeg se ham de næste to lørdage hvor han kommer på skærmen igen.

Storke i København?

I går sad jeg i et selskab, hvor der var en som hårdnakket påstod, at han havde set en stork ved søerne i København. Nu er han normalt ikke typen som siger ting der ikke er rigtige, men ingen andre i selskabet, inklusive mig selv, havde aldrig hørt om, at der skulle være storke i København. Det ville naturligvis være dejligt, hvis os københavnere også kunne have en stork at være stolte af, ligesom de har i flere provinsbyer, men efter min bedste overbevisning, har der aldrig boet storke nogen steder i vores ellers så dejlige by. Jeg kunne dog godt tænke mig at få opklaret spørgsmålet om, hvorvidt der officielt er registreret storke i København, så hvis nogen ligger inde med viden om det, så må I meget gerne skrive en kommentar.

En anden sjov ting omkring storke er, at de jo siges at være dem der kommer med babyerne. I virkeligheden var det vist kun i gamle dage, at man sagde sådan, fordi man ikke fandt det passende at give seksualundervisning til unge mennesker. Så i stedet for at forklare dem om blomsterne og bierne, så sagde man, at det var storken der kom med børnene. Om der stadig findes forældre som siger sådan til deres børn, når de spørger til, hvordan de selv eller andre er kommet til verden, må stå hen i det uvisse, men jeg synes det er en sjov lille historie. Så hvis vi virkelig har storke i København, så kunne man jo - med et blink i øjet - argumentere for, at de kunne hjælpe på det faldende fødselstal. Hvorom alting er, så vil jeg være meget taknemmelig, hvis nogen vil hjælpe mig med at opklare spørgsmålet om, hvorvidt vi har storke her i København - eventuelt bare på gennemflyvning, eller om ham som hævder at have set en af slagsen bare skal have genopfrisket, hvordan en stork i virkeligheden ser ud.

lørdag den 9. april 2011

Den som sover synder ikke

Et gammelt ordsprog siger at "den som sover synder ikke". Ordsproget er lige så rigtigt, som det er gammelt, og betydningen af det er, at så længe man sover, så gør man ikke noget galt. I virkeligheden kunne man jo gå så vidt som til at tolke det som, at hvis ikke man foretager sig noget, så gør man heller ikke noget galt. Den som sover synder ikke - eller den som hviler synder ikke. En direkte konsekvens af dette må jo være, at hvis man derimod ikke sover - eller hviler - så løber man en risiko for at gøre noget galt. Altså, jo mere man foretager sig her i livet, jo flere fejl laver man.

Hvad er så mest attraktivt - at hvile uden at lave fejl, eller at være aktiv og lave fejl? Hvis man på sit dødsleje kigger tilbage på sit liv, som et liv hvor man ikke rigtig har foretaget sig noget, så forestiller jeg mig, at det må være en lidt tom følelse - også selv om man måske ikke har lavet nogen fejl. Hvis man derimod på sit dødsleje kigger tilbage på sit liv, som et liv hvor man har været aktiv og foretaget sig en masse ting, så må det da være en utrolig tilfredsstillende fornemmelse - også selv om man måske har lavet nogle fejl  undervejs.

Så ordsproget "den som sover synder ikke", skal måske ikke først og fremmest forstås som en opfordring til at sove for derved at undgå at synde, men snarere en konstatering af, at den eneste måde hvorpå man kan undgå at synde, det er ved at sove - eller i hvert fald ikke foretage sig noget. Det er i hvert fald, sådan jeg vælger at tolke det gamle ordsprog "den som sover synder ikke", og deri ligger også, at hvis jeg vil undgå at synde, så forudsætter det, at jeg ikke rigtig foretager mig noget, og jeg vil ikke lade være med at foretage mig noget. Derfor har jeg på forhånd tilgivet mig selv for alle synder, som jeg måtte begå i løbet af livet, og det er faktisk en dejlig følelse

Rollator-Banden - skjult kamera langt under bæltestedet!

Der kører for tiden et program på Kanal 5 som hedder Rollator-Banden. Det er simpelthen noget af det sjoveste jeg nogensinde har set. Det er et skjult kamera program, hvor en gruppe ældre mennesker laver sjov med folk. Den ældste af dem er 92 år, men det er ingen hindring for at gøre grin med folk. Konceptet som Rollator-Banden er bygget op omkring er simpenthen genialt, og jeg kan ikke lade være med at gå og smågrine i lang tid efter at programmet er færdigt.

Det der i særlig grad adskiller Rollator-Banden fra andre skjult kamera programmer er, at de ikke gentager hver sketch otte gange med forskellige "ofre". Der sker hele tiden noget nyt, og det ene hysteriske grineflip bliver afløst af det næste. Desværre er jeg først blevet opmærksom på programmet for nylig, så de første afsnit af Rollator-Banden, må jeg se en anden god gang. Jeg kunne forestille mig, at de enten bliver genudsendt eller at man måske kan købe dem på DVD på et tidspunkt.

Så hvis du hører til dem der godt kan lide at få rørt lattermusklerne en gang i mellem, så kan jeg på det kraftigste anbefale Rollator-Banden. Man ligger bogstaveligtalt og vrider sig af grin, når oldingene fyrer lumre bemærkninger af til folk eller laver andre groteske ting. Det er virkelig genial underholdning, og jeg gad godt vide, hvem der har fået idéen til programmet. Næste gang der bliver mulighed for at lade sig underholde af skjult kamera med Rollator-Banden er på mandag, og det bliver i øvrigt genudsendt senere på ugen. Du kan selv tjekke programoversigten for Kanal 5, og hvis du har mulighed for det, så vil jeg klart anbefale, at du både ser den "rigtige" udsendelse og genudsendelsen, for det kan sagtens tåle at blive set to gange. Hvis du vil læse mere om Rollator-Banden, så tjek også siden med Kanal 5's programmer, hvor der står lidt omtale af programmet.

D. 9. april 1940 blev Danmark besat af tyskerne

I dag er det d. 9. april, og det betyder, at det i dag er 71 år siden, at Danmark blev besat af tyskerne. Det var d. 9. april 1940, og det blev begyndelsen på fem års besættelse af vores land. Danmark valgte som bekendt den såkaldte samarbejdspolitik, og der har lige siden været delte meninger om, hvorvidt det var en rigtig beslutning. Der var dog grupper af danske frihedskæmpere som tog kampen op mod tyskerne, og det kom til at koste mange af dem livet, at de kæmpede for deres fædreland.

Selv om d. 9. april 1940 ligger langt tilbage i tiden, så er det vigtigt stadig at huske dagen og huske hvor mange lidelser Tysklands besættelse af landet medførte. En forudsætning for at kunne lære af historien er, at man kender historien. På en dag som i dag  bør man mindes de faldne danske frihedskæmpere som fra d. 9. april 1940 og helt frem til krigens slutning kæmpede mod tyskerne. Deres mange sabotageaktioner vanskeliggjorde de tyske troppers arbejde, og de har derfor også en andel i, at Tyskland til sidst overgav sig.

fredag den 8. april 2011

Morten DD Hansen - Bidt af naturen

Hvis du ikke ved hvem Morten DD Hansen er, prøv at se programmet "Bidt af naturen" på DR1, næste gang det kommer. Så vidt jeg husker, er han naturvejleder, og han er i den grad bidt af naturen. Jeg har aldrig tidligere i mit liv set nogen der kan blive så begejstret over så lidt. Selv den mindste lille ting han finder kan få ham til at strømme over af glæde. Om det er en sneloppe, en salamander eller en mus gør ingen forskel for Morten DD som kommer med helt vilde glædesudbryd. Jeg vil tro, at det sådan ca. er en gang hvert minut at han kommer med sine glade udbryd, og det er ret sjovt at se på.

Normalt er jeg ikke den der har den helt store interesse for insekter eller små dyr, men når Morten DD fortæller om dem, så kan man ikke lade være med at følge med. Den mand er simpelthen altid glad - i hvert fald når han er ude i naturen, som han jo tilsyneladende er fuldstændig bidt af. Jeg ved ikke om Morten DD er i familie med Erann DD, men tanken er nærliggende.

Jeg synes, det er herligt med sådan nogle mennesker der altid er glade. Morten DD sprudler simpelthen af glæde, og man kan ikke lade være med at blive i godt humør, når man ser ham. Jeg tror ikke, at hans udsendelser kan få mig til at blive bidt af naturen - i hvert fald ikke i samme grad som ham, men det er også lige meget. Han er simpelthen den sjoveste studievært der findes, så hvis du endnu ikke har set Morten DD Hansen, så skynd dig at tjekke programoversigten for DR1, så du kan se, hvornår han igen er på skærmen, for Morten DD er simpelthen en oplevelse værd! I øvrigt har han en blog, hvor han skriver om naturen, så læg vejen forbi, hvis du vil læse lidt om, hvad der optager ham for tiden.

Krimimesse i Horsens Statsfængsel

Go’ morgen Danmark har hele ugen haft besøg af krimiforfatter duoer, og årsagen til det er, at der i weekenden er krimimesse i Horsens Statsfængsel, der jo som bekendt ikke længere bruges som fængsel. Det er jo et genialt sted at afholde en krimimesse. Jeg kan ikke forestille mig noget sted der ville være mere egnet.

Forfatterduoen som var på besøg i Go’ morgen Danmark i dag var Jacob Weinreich og Anders Rønnow Klarlund. De har under pseudonymet ”A.J. Kazinski” skrevet bogen ”Den sidste gode mand”. Bogen udkom i oktober 2010 og den er indtil videre solgt i 16 lande!

Forfatterne får Det Danske Kriminalakademis diplom for ”lovende debut”, og det må jo i den grad siges at være et skulderklap. Jacob weinreich og Anders Rønnow Klarlund – eller rettere A.J. Kazinski - er allerede i gang med den næste roman, og med sådan en debut vil der sikkert være store forventninger.

Jeg skal desværre ikke selv med til krimimesse i Horsens Statsfængsel, men hvis noget lignende på et tidspunkt skulle blive afholdt i København eller et andet sted på Sjælland, så vil jeg nok overveje at slå vejen forbi. Stort tillykke til A.J. Kazinski herfra!

DM i innovation og iværksætteri - Geniale opfindelser!

Her til morgen havde Go' morgen Danmark besøg af nogle unge opfindere i anledning af DM i innovation og iværksætteri. Eller som de også sagde i programmet, DM i opfindelser. Det var virkelig interessant at se, hvad de unge opfindere havde fået af gode idéer, som de efterfølgende havde ført ud i livet.

Der var bl.a. Mette Gjersøe Dahl og Husam Al-Nouri som præsenterede en p-pille husker. De havde nemlig fundet ud af, at mange kvinder glemmer at spise deres p-piller, og at det ligefrem fører til mange uønskede graviditeter. Med p-pille huskeren skulle det problem være løst til gavn for kvinderne og for samfundet.

Derudover præsenterede Maria Rosendal Sørensen og Simone Bering Würtz et regnslag til en cykelkurv som samtid kan bruges som indkøbspose. Der var vist 4 i den gruppe som havde udviklet regnslaget, men det var Maria og Simone der stod for at præsentere det i Go' morgen Danmark. Det jeg godt kan lide ved den opfindelse er, at det er en helt enkel ting som kan komme mange mennesker til gavn i hverdagen. Samtidig er det jo også godt for miljøet, hvis man bruger regnslaget / indkøbsposen fremfor at købe en pose i supermarkedet.

En anden spændende opfindelse som havde fundet vej til Go' morgen Danmark blev præsenteret af Pernille Jensen og Benjamin Grøne. De to unge mennesker fra Holbæk viste et bakteriedræbende håndtag. Så vidt jeg kunne forstå, foregår det ved hjælp af en lampe inden i håndtaget som dræber de bakterier som folk måtte have efterladt, således at håndtaget hele tiden er bakteriefrit. Det er simpelthen en genial opfindelse. Alle ved, at dørhåndtag er de rene bakteriebomber, og i influenza-sæsonen er de med til at sprede smitten med rekordfart. Med et bakteriefrit håndtag risikerer man ikke at blive syg, hvis den der har holdt på det før en selv, har hostet bakterier ud i sin hånd inden vedkommende tog fat i håndtaget. Jeg vil tro, at sådan en opfindelse vil kunne ses i sygdomsstatistikerne, hvis den bliver sat i produktion og bliver udbredt.

Sidst, men ikke mindst, havde de besøg af Jesper Rosenkilde fra Herningsholm Erhvervsskole. Jesper præsenterede en prop til at skrue på en vandflaske. I proppen sidder der et filter som kan rense vandet. Han fremviste en vandflaske som han havde fyldt med noget beskidt vand fra en byggeplads i Herning. Han byttede det almindelige skruelåg ud med proppen der kan rense vandet, og uden tøven tog han derefter en slurk. En smart detalje ved den opfindelse er, at der sidder en indikator som lyser rødt, når filteret i skruelåget er brugt op. Den opfindelse kan jo ligefrem få betydning for verdenssundheden, og den unge mand kunne da også stolt fortælle, at både nødhjælpsorganisationer og FN har vist interesse for opfindelsen.

Jeg synes, at det er en brandgod idé at afholde et DM hvor unge opfindere kan dyste op, hvem der har lavet den bedste opfindelse. Vi har jo ikke rigtig nogle råstoffer her i landet som vi kan leve af, så vi er nødt til at leve af viden, og i den sammenhæng findes der vel næppe noget bedre end brugbare opfindelser som kan eksporteres ud i den store verden og skabe velstand til vores land og glæde rundt i verden, hvor opfindelserne bliver brugt. Jeg er dog glad for, at jeg ikke skal være dommer, for de opfindelser som blev præsenteret i Go' morgen Danmark var alle utrolig gode på hver deres måde, så det ville være umuligt for mig at sige, hvilken af dem der er bedst. Jeg glæder mig meget til at høre, hvordan det kommer til at gå med de opfindelser som blev præsenteret i dag.

torsdag den 7. april 2011

Titanic udstilling i Tivoli

I dag kunne man i Go' morgen Danmark på TV2 høre, at der på søndag d. 10. april åbner en udstilling i H.C. Andersen Slottet ved Tivoli. Udstillingen handler om skibet Titanic der jo som bekendt forliste i 1912 og et stort antal mennesker omkom. Udstillingen hedder "Titanic - The Exhibition" og man har helt til d. 30. december, hvis man gerne vil ind og se den, så det skulle være muligt for de fleste. Dog holdes der lukket et par dage i løbet af udstillingsperioden, men det kan man altsammen læse mere om på Titanic-udstillingens hjemmeside, hvor der også er en lang række andre informationer om udstillingen og om skibet.

Jeg synes, det er en god idé, at Tivoli arrangerer sådan en udstilling, og H.C. Andersen slottet er et glimrende sted. Historien om Titanic kan stadig røre mange mennesker, selv om det er 99 år siden, forliset fandt sted. Det er historien om drømme og fremtidsplaner der blev knust, og det er jo noget som alle mennesker kan sætte sig ind i. Det er i hvert fald helt sikkert, at jeg skal ind og se Titanic - The Exhibition i Tivoli Slottet, og det kan være at jeg slår turen sammen med en tur i Tivoli, som jo er et af de mest eventyrlige steder vi har i København.

tirsdag den 5. april 2011

Mascha Vang åbner sit hjem

Jeg sad her til formiddag og så et program på Kanal 5 som hedder 4-Stjerners Middag. I dag var det Mascha Vang der åbnede sit hjem for et lille middagsselskab, og gæsterne var Morten Løkkegaard, Bill Holmberg og Karen Simonsen. Mascha Vang havde lavet en særdeles spændende forret bestående af sushi som var serveret på en halvnøgen blindfolded kvinde. Jeg synes, det var et virkelig originalt påfund, og gæsterne så da også ud til at nyde det. Den sushidækkede kvinde lå på gulvet i Maschas lejlighed, og gæsterne måtte således også sidde på gulvet, mens forretten blev indtaget. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den kvinde der lå på gulvet med bind for øjnene, mens folk spiste sushi fra hendes krop. Det må være en virkelig mærkelig fornemmelse. Hun formåede dog at ligge helt stille og urørlig mens Mascha Vangs gæster tog for sig af den lækre sushi som var placeret på hendes nøgne hud. Jeg ved ikke, hvordan man får den idé at servere sushi på en næsten nøgen kvindekrop, men det var virkelig genialt.

Jeg er fuld af beundring over Mascha Vang. Hun virker utrolig sympatisk, og jeg har da også indtryk af, at hun generelt er en ret populær person. En ting som jeg i særlig grad sætter pris på ved Mascha Vang er, at hun næsten altid smiler. Det har en utrolig smittende effekt, og man bliver altid i godt humør, når man ser hende. Derudover virker hun også som en ret intelligent pige, og så kommer man jo heller ikke udenom, at Mascha Vang faktisk er ret køn.

Hvornår Mascha Vang egentlig gik hen og blev kendt, er ikke helt klart for mig, men jeg ved i hvert fald så meget som, at det var fordi hun engang deltog i noget reality-TV. Der er masser af mennesker som deltager i alverdens TV-udsendelser uden at blive kendte, men når Mascha Vang har opnået den popularitet som hun har, så er jeg sikker på, at det har noget at gøre med hendes helt fantastiske udstråling. Jeg synes, det er godt, at der er kommet den slags reality-TV, så folk med udstråling og karisma har mulighed for at komme til syne i medielandskabet, selv om de måske har en anden profession end skuespiller eller politiker. Tænk på en mand som Biker Jens - han har i den grad karisma, og han blev kendt fordi han deltog i en TV-udsendelse - vistnok Robinson Ekspeditionen, så vidt jeg husker. Hvis ikke den udsendelse havde været der og gjort han kendt, så havde der i stedet for ham været en eller anden kedelig vært på de udsendelser som Biker Jens senere lavede. På samme måde med Mascha Vang. Hvis ikke hun havde haft muligheden for at komme til syne i et TV-program med "almindelige mennesker", så var der ingen der havde fået øje på hende, og vi var gået glip af en spændende og karismatisk medie-personlighed.

Hvis du vil lære Mascha Vang bedre at kende, eller blot er nysgerrig efter at vide, hvad der sker i hendes liv, så har hun sin egen blog på MSN Starlounge. Den er faktisk et besøg værd, for udover at hun er en pige med stil, så skriver hun faktisk også ret underholdende. Og hvis du er helt fanatisk omkring hende, så læg også vejen forbi Wikipedias korte artikel om hende. En stor hilsen til Mascha herfra, og jeg håber hun bliver ved med at være synlig i medierne i mange år fremover.

mandag den 4. april 2011

Bonderøven laver halmsåler

De fleste af os har hørt vendingen "at have halm i træskoene". Normalt er det noget man siger, når man taler om folk fra landet - altså det som de fleste af os ville betegne som bonderøve. Og hvem er mere oplagt til at have halm i støvlerne end netop hele Danmarks bonderøv, Frank Erichsen.

I dag viste han, hvordan man kan holde sine støvler varme ved at komme halm i dem, og det var faktisk ret sjovt at se. Jeg troede faktisk, at det var noget man gjorde for flere hundrede år siden, men det er tilsyneladende ikke tilfældet. Bonderøven er faktisk et af mine favoritprogrammer på TV, og det er så populært, at det nu er blevet rykket fra DR2 til DR1.

Udover halm i støvlerne viste bonderøven Frank Erichsen også sin nye skurvogn frem, som han har gået og bygget på Grenaa Produktionsskole. Det er ikke nogen  helt almindelig skurvogn, men en rigtig hyggelig skurvogn med afrundet tag og to-delt dør. Den skal vist nok fungere som kontor for hans kone/kæreste Theresa, og hun så ud til at være glad for den.

Jeg elsker at se Bonderøven på TV - han er simpelthen noget af det mest livsbekræftende man kan forestille sig, og det virker som om, at han og Theresa er rigtig glade sammen. Bonderøven længe leve!

Er Kronprins Frederik på Facebook?

Der er i dag spekulationer i flere medier om, hvorvidt det er Kronprins Frederik som oprettet en Facebook-profil under navnet "Jens Peter Hansen". Navnet er nogenlunde så almindeligt som det kan blive, men det som har sat gang i spekulationerne er, at denne Jens Peter Hansen tilsyneladende er venner med mange af Kronprins Frederiks venner og bekendte.

Hvordan nogen har fundet frem til denne profil og derudover har fået den idé at sammenligne profilens venner med Kronprins Frederiks vennekreds må stå hen i det uvisse, men hvis det virkelig er Frede som står bag profilen, så synes jeg da, at det er meget forståeligt, at han vælger et helt almindeligt og anonymt navn. Værterne på Go' morgen Danmark sendte i dag en venneanmodning til profilen, og så bliver det jo spændende at høre, hvad resultatet bliver af dette.

Nogen gange må det være lidt anstrengende at være kongelig, og specielt at være blandt dem i den kongelige familie som der er allermest fokus på. Jeg synes dog at Kronprins Frederik generelt er god til at håndtere medierne, og jeg er sikker på, at såfremt Jens Peter Hansen er identisk med vores i øvrigt fremragende kronprins, så skal Frede nok finde ud af at håndtere det på en god måde. Og når vi nu er ved Kronprins Frederik, så er det jo i næste måned, at han igen fylder år. En stor og respektfuld hilsen til Frede herfra!

Hvad blev der af Rudy Frederiksen?

Kan du huske Rudy Frederiksen? Hvis ikke, så kan du læse lidt om ham på Wikipedia, hvor der er en kort artikel om ham. Han var sikker chat konsulent, og derudover var han en ivrig fotograf. Han medvirkede ufrivilligt i TV-programmet Operation X, hvor Morten Spiegelhauer konfronterede ham. TV-programmet bragte sindene i kog over hele landet, og Rudy Frederiksen blev senere fængslet. Så vidt jeg husker, var han familiefar, og han levede vist et yderst harmonisk familieliv, indtil det hele pludselig ændrede sig.

Rudy Frederiksen blev mildest talt upopulær efter udsendelsen havde været sendt, og jeg mener at have hørt, at han senere flygtede til Finland, fordi han vist ikke var videre populær herhjemme. Men hvad blev der af Rudy Frederiksen? Lever han stadig i Finland, eller har han måske skiftet udseende - og måske også navn, og lever et sted i Danmark? Det kunne være interessant at høre, hvad der er blevet af ham. Hvis han lever under en ny identitet og i øvrigt opfører sig ordentligt, så synes jeg egentlig, at han skal have lov til at leve i fred. Men jeg synes det kunne være interessant at vide, hvilke konsekvenser det har haft for ham, at han pludselig fra den ene dag til den anden blev lagt for had af store dele af befolkningen. Hvis nogen ved noget om, hvad Rudy Frederiksen laver i dag, vil jeg meget gerne høre om det.

Afstemningen til DANSK Fashion Awards starter i dag

Go' morgen Danmark havde her til morgen besøg af Kim Grenaa og Uffe Buchard som begge er begge kreative direktører virksomheden GrenaaBuchard. De to modebosser er formentlig dem i Danmark som ved mest om mode, og de er begge spændende og karismatiske personligheder, så det er altid en fornøjelse at se dem. Som de fleste ved, er Kim Grenaa og Uffe Buchard bagmændene til DANSK Magazine som nok er Danmarks hotteste magasin indenfor mode og fashion. Desværre er jeg ikke selv hot nok til at læse det, men jeg har alvorligt overvejet at købe et abonnement til min kæreste, da jeg er sikker på, at det vil falde i god jord.

Årsagen til at modebosserne Grenaa og Buchard var i Go' morgen Danmark i dag, er at DANSK Fashion Awards finder sted 1. juni med sangerinden Medina som vært. Valget af Medina er bestemt ikke nogen tilfældighed. Ifølge Uffe Buchard er Medina et stilikon, og hun optræder i masser af modeblade. Jeg glæder mig til at høre, hvordan DANSK Fashion Awards forløber, og jeg er sikker på, at Medina vil være den perfekte vært for sådan et arrangement.

Sidney Lee er tilbage

I fredags, hvor det var d. 1. april, kunne man i Go' morgen Danmark høre, at Sidney Lee i virkeligheden hedder Michael, og at han studerer psykologi. Karakteren Sidney Lee var faktisk bare noget han havde opfundet i fællesskab med andre studerende som led i et uddannelsesprojekt, hvor de skulle vise hvordan man kan manipulere med medierne. Mange var overraskede over, at Sidney Lee tilsyneladende slet ikke eksisterede, og at hele Danmark dermed var blevet holdt for nar.

Naturligvis var der blot tale om en aprilsnar, og her til morgen kunne man i Go' morgen Danmark høre Sidney Lee i sin gode gamle stil, hvor han blev interviewet via telefonen. Mange havde som sagt troet på historien, og Mr. Lee himself havde da også modtaget nogle negative reaktioner fra venner og bekendte, som havde taget historien for gode varer.

B.T.s læsere kårede aprilsnaren med Sidney Lee som årets bedste aprilsnar, og som Morten Resen sagde, så var Sidney en fremragende skuespiller. Jeg synes, det var flot af Sidney Lee, at han deltog i denne meget underholdende aprilsnar. Det var virkelig godt udtænkt, og jeg tager hatten af for hans evner som skuespiller. Iført pænt tøj gennemførte han interviewet som den psykologistuderende Michael der blot havde lavet et projekt i forbindelse med sin uddannelse og derfor havde opfundet karakteren Sidney Lee. "Michael" sluttede interviewet af med at sige, at nu glædede han sig bare til at leve stille og roligt med sin forlovede, og sådan en udtalelse står jo i skærende kontrast til, hvad vi kender Sidney Lee for.

Det er dejligt, at Sidney Lee er tilbage, for jeg synes det er vigtigt, at der er nogle mennesker i samfundet der skiller sig lidt ud, så vi ikke bliver helt ens allesammen. I øvrigt har jeg stor respekt for, at manden i den grad lever sit liv efter sine egne normer, og at han er fuldstændig ligeglad med, hvad andre måtte tænke. Et stort skulderklap til Sidney Lee herfra!

søndag den 3. april 2011

Kræftens Bekæmpelse holder landsindsamling i dag

Det har netop ringet på min dør, og udenfor stod to unge piger som ville høre, om ikke jeg ville give et bidrag til Kræftens Bekæmpelses landsindsamling 2011. Det ville jeg naturligvis godt, og jeg fandt straks nogle mønter frem, som jeg kom i deres indsamlingsbøsse. De to piger smilede og sagde tak, inden de gik videre til den næste dør.

Jeg tager hatten af for, at sådan et par piger vælger at bruge deres søndag på at samle penge ind til et godt formål. Kræft er en af de hyppigste dødsårsager, og de fleste af os har kendt mennesker som er døde af kræft. Jeg håber, at Kræftens Bekæmpelses landsindsamling 2011 bliver en kæmpe succes, og jeg glæder mig til at høre, hvor meget de får samlet ind i løbet af dagen. Den slags indsamlinger plejer at skæppe godt i kassen hos organisationerne, og det er der jo brug for, hvis de skal kunne hjælpe. Jeg vil alvorligt overveje selv at melde mig som indsamler ved landsindsamlingen 2012, når jeg nu ikke fik gjort det i år.

Hvornår kommer der tattoo på Rosenborg igen?

Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme: Jeg elsker tattoo, og jeg elsker sækkepiber. Jeg var engang til Tattoo i Edinburgh, og det var en oplevelse som jeg aldrig glemmer. Derudover har jeg flere gange været til Tattoo på Rosenborg i København, og det har bestemt også været en stor oplevelse hver gang. Sidst jeg var til Tattoo i København var ved Den Kongelige Livgardes 350 års jubilæum i 2008. Kronprinsparret var der også, og de så ud til at nyde hvert sekund lige så meget som jeg gjorde.

Sidste år ville jeg gerne have været til tattoo på Rosenborg igen, men der var tilsyneladende ikke noget. Og så er det at jeg godt kunne tænke mig at vide, hvornår der kommer tattoo på Rosenborg igen. Er de holdt helt op med at lave det, eller holder de bare en pause. Hvis der er nogen der ved noget, så må I meget gerne skrive en kommentar. Det eneste jeg kan finde på nettet er siden Danish Military Tattoo, som handler om det arrangement der var der i 2008, og siden ser ikke ud til at være blevet opdateret siden da. Så hvis nogen ligger inde med viden om, hvornår det igen bliver muligt at komme til tattoo ved Rosenborg Slot i København, så hører jeg meget gerne om det.

lørdag den 2. april 2011

Vor Frelsers Kirke - Kirken med det snoede kirketårn

Jeg vil tro, at langt de fleste københavnere kender Vor Frelsers Kirke i København. Den ligger i Sankt Annægade på Christianshavn - ikke langt fra Christiania, og til kirken hører naturligt nok Vor Frelsers Sogn. Det der adskiller Vor Frelsers Kirke fra de andre kirker i byen er det utroligt smukke kirketårn. Det er højt og snoet, og hvis man kommer til København som turist, så bør man absolut lægge vejen forbi. På Folkekirkens hjemmeside har de en side med billeder og omtale af ti vigtige kirker, og naturligvis er Vor Frelsers Kirke i blandt dem, og de citerer oven i købet kirketårnets arkitekt for at skrive i sin dagbog, at Frelsertårnet er det smukkeste tårn i Danmark.

Min mor fortalte mig engang, at hun havde hørt en historie om, at kirketårnet på Vor Frelsers Kirke ved en fejl var snoet den forkerte vej. Nu er jeg ikke den store ekspert i snoede kirketårne - udover at jeg holder af at se på kirker og deres tårne - men jeg synes umiddelbart, at det vel kan være ligemeget, om det er snoet den ene eller den anden vej. Uanset hvilken vej kirketårnet er snoet, så er Vor Frelsers Kirke i hvert fald en virkelig smuk kirke, og hvis du hører til en af de få københavnere som ikke kender den, så tag en søndagstur ud på Christianshavn en varm sommerdag, hvor solens genskin i tårnet gør, at det virkelig kommer til sin ret.

fredag den 1. april 2011

Copenhagen Ink - Tatoveringsfestival i København

I disse dage afholdes Copenhagen Ink Festival i København. Det er en kæmpe tatoveringsfestival, og det foregår i en af Carlsbergs gamle bryggerihaller i København. Der er boder fra forskellige kropsudsmykningsbutikker, og jeg er sikker på, at sådan en festival nok skal tiltrække en masse folk med interesse for tatoveringer. En af festivalens gæster er The Lizardman fra Texas som er verdensberømt for sine omfattende kropsudsmykninger og kropsændringer. Han har sin egen hjemmeside, hvor du kan læse mere om ham.

Selv hører jeg til dem der synes, at tatoveringer er smukke, og jeg nyder at studere en flot tatovering. På den anden side er jeg for meget kylling til, at jeg selv tør lade mig tatovere. Jeg synes det er en rigtig god idé med en tatoveringsfestival, og selv om mit program for weekenden er en smule stramt, så vil jeg prøve om jeg kan få tid til at slå vejen forbi den store tatoveringsfestival og beundre de mange tatoveringer og forskellige andre former for kropsudsmykning, som jeg er sikker på, at der vil være masser af. Hvis du vil læse mere om tatoveringsfestivalen, så har Copenhagen Ink Festival en hjemmeside, hvor du kan læse en masse om arrangementet.

Danskere har fundet årsagen til Migræne

Danske forskere har igen udmærket sig. Det er nu lykkedes et par danske forskere at finde årsagen til migræne, og det kan vise sig at få stor betydning i behandling af migræne-patienter fremover. Tænk hvis det virkelig vil kunne lade sig gøre at kurere folk der lider af denne forfærdelige lidelse. Det må være en kæmpe lettelse for de patienter, hvis de pludselig kan slippe af med deres migræne som jo ellers er noget der virkelig kan være slemt at leve med. Det er de to superforskere Mohammad Sohail Asghar og Messoud Ashina der har gjort opdagelsen, og i lægeverdenen regnes det for at være en utrolig vigtig opdagelse.

Jeg er fuld af beundring over, at det er lykkedes forkerne at finde årsagen til migræne, og jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange timers arbejde der ligger bag. Det må være en utrolig tilfredsstillelse for sådan nogle forskere, når deres hårde arbejde endelig bærer frugt, og de opdager noget virkeligt banebrydende, som f.eks. nu, hvor de har opdaget årsagen til migræne. Jeg glæder mig meget til at følge, hvad opdagelsen får af betydning fremover. Stort tillykke til forskerholdet herfra!

Cirkus Arena er i København

Så er det igen blevet tid til cirkus i København. Cirkus Arena er i byen og har i disse dage forestillinger i Bellahøj ved København. Jeg ved ikke om man skal være en barnlig sjæl for at holde af det, men personligt hører jeg til dem der elsker cirkus. Det er dejligt afslappende bare at lade sig underholde af de mange sjove indslag, og jeg tror aldrig at jeg bliver træt af det.

Jeg kan huske, at dengang jeg var barn, så stod der folk fra cirkus udenfor skolen og uddelte rabatkuponer, så man kunne komme billigere ind. Det var altid en oplevelse at se dyrene udføre kunster og se de sjove klovne med deres finurlige indslag. Der er noget helt specielt ved at gå i cirkus som jeg ikke synes man finder andre steder. Stemningen under en cirkusforestilling er helt ubeskrivelig, og man er altid i godt humør, når man går hjem.

Jeg skal i hvert fald ind og se en af forestillingerne i år, når Cirkus Arena er i byen, inden de drager videre på deres turne rundt i Danmark. Hvis du vil læse mere om forestillingen eller se hvordan du bestiller biletter, så kan du læse mere på Cirkus Arenas hjemmeside.